En af i alt fem taler, der blev afholdt på Thorvaldsens Museum den 1. juni 2021. Denne dag blev der afholdt reception i anledning af afslutningen på forsknings- og formidlingsprojektet, Thorvaldsens værk, kilder og kontekst. Projektet forløb over en fireårig periode – fra 1. april 2017 til 31. maj 2021 – og det indbefattede forskning i arkivet.thorvaldsensmuseum.dk og skabelsen af kataloget.thorvaldsensmuseum.dk.
Det er en sygdom at være forelsket i arkivet… Derrida kaldte den en feber. Jeg
kalder tilstanden schizoid. Arkivet er schizoidt… Det er evigt producerende, det
gemmer på sine informationer men kaster dem også i hovedet på dig. Det
eksisterer som en potentielt åben verden i en paranoid verden. Det kan findes i
et lukket skab, i æsker og mapper som ingen ved hvad indeholder før nogen
tager sig tid til at åbne skabet. Det er en verden som befinder sig i verden. Den
paranoide verden er den verden som forsøger at begrænse sig selv ved at
holde lågerne til arkivet lukket. Det er en verden, som er bange for hvad det er
den selv er lavet af. En verden som er bange for, at de fortællinger den er
bygget op omkring er falske. Eller bare halv-falske.
Gang på gang hører jeg om historikere som starter bilen og kører ud til en
carport i en forstad for at redde nogle papkasser med papirer, fordi der mellem
de papirer gemmer sig nøgler til at forstå et stykke af fortiden. Brikker der
udvider det puslespil vi tror er færdigt for længst.
Ordet arkiv kommer af det græske arkhé som Derrida forklarer betyder både
begyndelse og befaling. Arkivet er dermed bundet til magt, regering og
lovmæssighed.
En anden fransk filosof Michel Foucault understreger arkivets forhold til
magten ved at sige: Arkivet repræsenterer loven om, hvad der overhovedet
kan siges. Unikke begiveheder fra arkivet udgør det sprog vi overhovedet har.
I den forbindelse er det selvsagt, at det har gigantisk betydning hvad som
inkluderes i arkivet og hvad som ikke inkluderes i arkivet.
Der er teknikker til at begrænse arkivets vildskab. Og med begrænsningen kan
man styre historien om sig selv som samfund.
Tillad mig at komme med et eksempel:
For tiden roder jeg i kasserne ude på Christiania i det som hedder Bøssehuset
hvor blandt andet Bøssernes befrielsesfront holder til. Det gør jeg for at finde
spor i arkivet efter kunstneriske aktiviteter som har med AIDS-historien at
gøre. Hvor er den store kunsthistorie om HIV og AIDS i Danmark? Den er
skrevet ud af vores store fælles historie – ud af kunsthistoriens arkiver.
Det er ikke for sent at udvide og føje nye brikker til historien. Man skal blot
åbne kasserne, skabene, hjernen og hjertet. Arkivet er schizoidt og producerer
og producerer og producerer, også selvom det ligger stille og ingen kigger på
det.
Det samme med arkivet her på Thorvaldsens museum.
Arkivet af skrifter og dokumenter om liv og værk har aldrig IKKE produceret
viden. Selv ikke dengang der IKKE var nogle der kiggede i papirerne.
Men tak skæbne for at der en dag var nogle som besluttede sig for at gøre det.
Og som med forensisk nøjagtighed åbnede for den produktion af viden som lå
nede i skabene.
Da Thorvaldsen fyldte 250 sidste år tænkte jeg: Hvad hvis jeg interviewer
manden? Er det muligt at skrive noget fornuftigt og gøre historien levende
indenfor en ramme et fiktivt møde mellem kunstanmelderen og kunstneren på
tværs af tiden?
Febrilsk famlede jeg mig ind i arkivet og fandt det ene vidunderlige spor efter
det andet. Jeg lyver ikke når jeg siger, at det var som om Thorvaldsen
manifesterede sig som en slags febrilsk spøgelse ud af de registrerede
arkivaler. Min egen febrile søgen efter det jeg troede skulle være en kølig og
lidt trist fortælling viste sig at være det stik modsatte. Et kæmpe forbillede for
den frie tanke og den frie skabelse rejste sig og tog mig i hånden… ok Kira
Kofoed tog mig også i hånden og hjalp mig igennem de kringlede veje som
arkivet har. Det var et fuldstændig uvurderligt redskab til, for mig, at forelske
mig i Thorvaldsen. Superstjernen jo jo, men også et ideologisk, dybt komplekst
og sjovt og frækt menneske af kød og blod.
Jeg får feber når jeg er i arkivet. Bliver utålmodig og vil finde de fedeste og
mest spicy historier med det samme. Jeg bliver nødt til at takke historikerne og
forskerne som har været en del af dette projekt for jeres høje tolerance for
kedsomhed – takke jer for at i åbnede de skabe og kasser og mapper så den
vilde produktivitet som findes i arkivet kan gøre os alle sammen klogere. Der
går en direkte forbindelse fra skabene og kasserne og til menneskekroppens
hjerner og hjerter. Man må ikke kappe den forbindelse over i et paranoidt
anfald af frygt for feber.
Sidst opdateret 13.01.2023