The Thorvaldsens Museum Archives

Back to E

A.F. Elmquist

Elmquist var redaktør af Aarhus Stiftstidende 1811-67 og kendes også som udgiver af det litterære tidsskrift Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark 1818-33 og 1839-40.

Elmquist lærte Thorvaldsen at kende under et besøg i Rom i slutningen af 1830’erne. Men selvom han før det ikke havde stiftet bekendtskab med billedhuggeren personligt – og sandsynligvis heller ikke hans kunst – var han stærkt optaget af ham. Han udgav eksempelvis nytår 1820 novellen Praxiteles’s Fostersøn, som han redigerede og oversatte fra tysk. Han sendte straks novellen til Thorvaldsen, der på det tidspunkt opholdt sig i København. Novellen rummer en trykt dedikation til den danske billedhugger, men handler om hans antikke forgænger Praxiteles og hans påståede fostersøn og elev Glykon. Elmquist betragtede Glykon og novellen som et slags allegorisk portræt af den danske kunstner. Han skrev nemlig til Thorvaldsen i et ualmindeligt tilbedende fanbrev, som fulgte med novellen: “Jeg tolker derved Deres cimbriske [dvs. jyske] Landsmænds almindelige Følelser for Dem.”

Den antikke billedhugger Praxiteles møder i fortællingens begyndelse Glykon forladt og badet i tårer og måneskin på hans fars grav. Praxiteles adopterer på stedet Glykon og gør ham til sin elev. Da Glykon bliver voksen, dør Praxiteles, og resten af historien handler nu kun om, hvordan underskønne Glykon bliver gift med den underskønne Chariklo trods de obligatoriske forhindringer.
Novellen driver af højstemt, romantisk kitsch: En solnedgang beskrives fx sådan:
Solen var imidlertid dalet, og Aftenen havde oplukket sin vide funklende Blomsterhave paa Firmamentet, hvor de glødende Roser af Rubiner, de tindrende Violer og Amaranther af Amethyst, straalte og blinkede saa, at de stakkels Jordeblomster skiulte sig blye i Dæmringens Flor.

Novellen har med andre ord ikke meget med Thorvaldsen og hans kunst at gøre, men formålet med dens overdådige billedrigdom og mytologiske karakter synes at være at skabe en stemning af noget fantastisk omkring Thorvaldsen og hans navn. Novellen er derfor interessant som et kulturhistorisk vidnesbyrd om den næsegruse stjernedyrkelse, billedhuggeren var genstand for allerede ved sin første tilbagekomst til Danmark i 1819-20. Det gjaldt kun om at overøse ham med komplimenter. At anse Thorvaldsen for Praxiteles’ “fostersøn”, eller som hans nutidige klon var en hyppigt forekommende smiger dengang, se mere herom i referenceartiklen Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.

Navnet Glykon er heller ikke tilfældigt valgt, men kendes fra skulpturhistorien som den ellers ukendte kunstner, der har signeret den berømte antikke statue Herkules Farnese, i Museo Archeologico Nazionale, Napoli. At lade en figur med navnet Glykon være et alter ego for Thorvaldsen skal altså også hentyde til danskeren som den direkte arvtager til antikkens kunst.
Men komplimenten er imidlertid ikke særlig heldigt valgt, fordi den muskelsvulmende Herkules Farnese slet ikke er beslægtet med Thorvaldsens kunst, men denne kunsthistoriske distinktion har næppe tynget Elmquist eller hans læsere. Kendskab til Thorvaldsens værker har ikke været det væsentlige: Elmquist synes snarere af have dyrket idoldyrkelsen for dens egen skyld. Som han skrev til Thorvaldsen: “…jeg kunde knæle i Støvet for Dem, Danmarks Pryd…”

Da han endelig mødte Thorvaldsen i o. 1837 i Rom skrev han en munter beretning om mødet og udgav den i sit tidsskrift Læsefrugter 1839.

References

Last updated 21.03.2017

A.F. Elmquist

Adolph Frederik Elmquist 1788-1868 Danish Author, editor, printer
To Thorvaldsen2 Doc.

To and from others1 Doc.
Mentioned in1 Doc.