The Thorvaldsens Museum Archives

Back to C

Chanteurs Montagnards

Chanteurs Montagnards var et fransk mandskor bestående af fyrre sangere. Koret gav i 1840 en koncert i København på det daværende Vesterbros Ny Teater og inviterede Thorvaldsen til at overvære den. Der er en vis sandsynlighed for, at Thorvaldsen kom til koncerten; under alle omstændigheder modtog han i 1842 atter en personlig invitation til at høre koret synge i Rom.

Korets stifter var den parisiske komponist og sangskriver Alfred Roland (1797-1874), der under et ophold i 1832 i Bagnères-de-Bigorre, en lille by i departementet Hautes-Pyrénées i det sydvestlige Frankrig, blev inspireret af bjergarbejdernes taktfaste sange til deres arbejde til at professionalisere deres tradition. Han oprettede et konservatorium i byen, Conservatoire de Musique de Bagnères, og dannede Chanteurs Montagnards som et folkloristisk og nationalromantisk projekt. Ved korets koncerter optrådte bjergsangerne iført baretter, røde skærf og knæbukser med Rolands nyskrevne sange om den smukke frie natur og fædrelandet.

Successen var stor, på trods af at koret også fik krasse anmeldelser af kritikere som Stendhal, og i 1838 traf Roland beslutning om at lade koret rejse på en årelang Europaturné. Det var under denne turné, der varede helt til 1846, at koret kom til København i 1840 og Rom i 1842.

Der findes stadig et bjergsangerkor i Bagnères-de-Bigorre, men fænomenet lever tydeligst videre i en forgrening med basis i Lourdes, Les Chanteurs Montagnards de Lourdes.

Last updated 04.02.2019

Chanteurs Montagnards

Chanteurs Montagnards

Chanteurs Montagnards d'Alfred Roland 1832- French Mandskor
To Thorvaldsen2 Doc.