8.10.1838

Afsender

Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten, NN

Afsendersted

København

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvori denne tekst blev trykt.

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Dokument

Kjøbenhavn, den 8de October 1838. I Rækken af de Festligheder, der have fundet Sted til Ære for Thorvaldsen, og der hver paa sin Maade have fortolket den i Sandhed grandisse Modtagelse, der ved hans Hidkomst fra hele Folkets Side blev ham til Deel, tilkommer vistnok den første Plads et Selskab, hvortil han igaar Aftes var indbudt af en Forsamling, hvori man er berettiget til at see en værdig Repræsentation af den intelligenteste Deel af Hovedstadens Publicum. I den med smukke Blomsterguirlander decorerede store Sal i Hôtel d’Angleterre havde der samlet sig henved 300 Herrer og Damer, der, da de reiste sig for den under en Trompetfanfare, ledsaget af Festordnerne, Clausen, Collin, Heiberg, Hetsch, Sager, Thiele, Weis, indtrædende Thorvaldsen, frembøde et lige saa smukt som imponerende Skue. Til Rungs yndige Melodi „Herr Peder kasted’ Runer over Spange” afsang Forsamlingen derpaa i fuldstemmigt Chor følgende af H.P. Holst forfattede smukke Sang:

Tilsøes Normannen med det blanke Værge
Til Syden drog, det skjønne Land at hærge.
Han risted røde Runer,
En blodig Seiersskrift,
Og Templer og Pauluner
Bar Spor af hans Bedrift!
Konstens Glands, stolte Gudeskarer
Sank i Gruus, knuste af Barbarer ‒
Sank i Gruus

Saa mangen Synd kan sones ud med Bøde,
Men Synd mod Konsten er en Helligbrøde:
Thi helligt er det Skjønne,
Formastelig den Haand,
Som kan med Grumhed lønne
Hvad luttre bør vor Aand.
Secler svandt, men paa hine Dage,
Stolte Nord! blev en Plet tilbage ‒
Stolte Nord.

Dog hvad Din vilde Søn forbrød i Tiden,
Det har en anden Søn udslettet siden;
Han risted store Runer:
En evig Marmorskrift, ‒
Og Templer og Pauluner
Bær’ Spor af hans Bedrift.
Meislen klang! Alt, hvad grumt forødtes
Fjernt i Tid, straalende gjenfødtes ‒
Meislen klang.

Og atter vaagnede ved Meisellyden
De skjønne Guder i det fjerne Syden.
Og Syden henrykt fatted
Hvad gudbesjælt var skabt,
Og følte, det erstatted
Hvad længst engang var tabt!
Sydens Folk selv det maatte sande.
Laurens Green vandt de om hans Pande ‒
Laurens Green.

Og Dig man kalder fattig, Moder kjære!
Hvor kan med slig en Søn Du fattig være?
Reis frit og stolt Din Pande!
En Stjerne funkler der,
Som over alle Lande
Har spredt sit lyse Skjær!
Konstens Børn skal med henrykt Øie
Trindt paa Jord for dens Glands sig bøie ‒
Trindt paa Jord.

Efterat derpaa Enhver havde indtaget sin Plads, holdt Professor Clausen en Tale, hvori han med saa og sande Træk skildrede Konstens og navnligen den bildende Konsts velsignelsesrige Indflydelse paa at forædle Menneskenaturen og forskjønne Menneskelivet, og ønskede den livsfriske og ungdomsvarme Olding mange og gode Dage og at Himlen vilde holde Hævd over hans mange over hele Europa spredte Værker, at de bevarede for barbarisk Haand og Elementernes Ødelæggelse endnu for den sildigste Efterslægt maatte bære Vidne om hans Liv og Virken. At Clausen blandt andet ogsaa paa en ligesaa delicat som hjertelig Maade takkede ham for den skjønne Gave, hvorved han havde givet sin Fødeby og sit Fædreland et uforgængeligt Minde om sin Kjærlighed, behøver vel neppe at erindres. Til Musik af Hartmann afsang derpaa endeel af Forsamlingens Medlemmer et Chor af Grundtvig, hvis sidste Vers vi her hidsætte:

Fædreneland,
Rig kun paa Bøge og Vipper!
Fattes Du Bjerge og Klipper,
Hent dem paa Stand!
Thor dem udhugged,
Rota dem vugged
Mildt over Sø;
Sommer og Vinter
Kridhvide Klinter
Kneise paa Bølgenes Ø!

hvornæst Oehlenschläger betraadte Talerstolen og reciterede et af ham til Thorvaldsen forfattet Digt, der heeltigjennem var besjælet af den hjerteligste Velvillie og Beundring og paa enkelte Steder hævede sig til en Begejstring, der saameget mindre kunde forfeile sin Virkning, som det her var Forfatteren selv der talte, og saaledes den høiere Sandhed erstattede, hvad der maaskee i Dictionens Correcthed og Skjønhed kunde mangle. Vor Mening er naturligviis ikke, at ansee en correct og skjøn Deklamation for overflødig, men ligesom vi haabe, at den større Opfordring til ved alvorlig Studium at tilegne sig en saadan, som det af sin lange Dvale atter hos os vaagnede Folkeliv frembyder, ikke vil blive uden Virkning, saaledes har netop den igaar gjorte Erfaring bestyrket os i den Overbeviisning, at det at tale ud af sit Eget har en Kraft, som ingen fremmed Konst kan erstatte. Motivet til Oehlenschlägers Digt var hentet fra Thorvaldsens Modtagelse paa Rheden, som han skildrede som et stort Moment i Folkets Liv, sammenlignede med et tidligere, det saa ofte besjungne Slag paa Rheden, og fremstillede som et mindeværdigt Søslag, hvor Aanden havde seiret over Barbariet ‒ en Triumph, hvortil selv Nordens gamle Guder paa Bifrost deres Bro vare nedstegne som glade Vidner. Efterat en fiirstemmig Sang af Overskou til en af Kuhlaus Melodier var sungen og Hr. Schwartzen havde foredraget en Romance af Hertz, fremsagde H.C. Andersen et Digt: „Jason og Alexandertoget.” Som bekjendt er Jasons Statue Thorvaldsens første større Værk, der paa en forunderlig afgjørende Maade har grebet ind i hele hans Livs Skjebne, og hans Alexandertog ansees for et af hans allerfortrinligste Arbeider. Heraf tog Digteren Anledning til i en smuk Allegori at skildre os Konstnerens hele Liv, hans Argonautertog til Konstens Hjem, hans Kamp og Seier, og hvorlunde han ikke blot vandt det gyldne Skind, men ogsaa havde oplevet en Anerkjendelse saa stor, som den kun bliver faa Dødelige til Deel og nu stod som en laurbærkrandset Triumphator, som en seierstraalende Alexander.
Et Digt af Heiberg „Musik og Plastik”, som Weyse havde componeret, skildrede, hvis vi ellers have ret forstaaet denne lille Konstphilosophi, hvorledes den ideale Skjønhed kun har sit Hjem i den høiere Tingenes Orden, idet Tonen vel har Livets Bevægelse men ogsaa Livets Død og Plastiken vel skjenker Skjønhed blivende Gestalt men først vækkes af sin Marmorhvile, naar den opløses og bevæges ved Sangens Magt og saaledes Konstneren atter meder Konstneren i Rhythmers Dands. Hvad der herved skulde udtrykkes er vel den Tanke, at den evige Skjønhed kun fuldest aabenbarer sig for os i alle Konsters harmoniske Sammensmelten og saaledes indeholde et Udtryk for hele Festens dybere Betydning. H.P. Holst havde i et af ham reciteret Digt behandlet en virkelig Tildragelse af Thorvaldsens Liv. Mismodig og nedbøiet havde Thorvaldsen forladt Rom og søgte nu paa Slottet Montenero ved Middelhavets Bredder at udføre Ideen til hans berømte Gruppe „Amor og Psyche”, som længe havde foresvævet ham, men som det ikke havde villet lykkes ham at udføre. Omsider vandt han Seier og det skjønne Gudepar var netop blevet fuldendt, da Lynilden slog ned i Slottet, sønderbrudte laae alle de Statuer, hvormed Salen var prydet, men urørt stod Amor og Psyche, for hvis majestætiske Skjønhed selv Zeus havde bøiet sig. Ved den skjønne Fremstilling af denne mærkelige lille Tildragelse lykkedes det Hr. Holst uden at nævne eller tiltale Thorvaldsen paa en ligesaa gribende som siin Maade at apotheosere Konstneren, idet han ligesom flyttede sine Tilhørere hen i fjerne kommende Tider, da en virkelig Begivenhed af Thorvaldsens Liv vilde blive besungen paa samme Maade som de Myther, der ere os overantvordede fra Heroernes Tid. Særdeles smukt sluttede sig hertil et Digt af samme Forfatter, der, til Musik af Frølich, blev sunget af fire Mandsstemmer, nemlig Amor triumphans, hvortil Motivet ligeledes er taget af et af Thorvaldsens Arbeider ‒ den gamle Mythe, hvorledes Amor i Gudernes Væddestrid besejrede dem alle ‒ og antydede, at ligesom alle Olympier for hans Fødder maatte nedlægge deres Insignier og erkjende ham for deres Overvinder, ligesom hist paa Montenero de andre Statuer maatte bøie sig for Thorvaldsens Amor, saaledes ogsaa han selv staae som en triumpherende Genius:

Thi læg for hans Fod, o Maler,
Pensel, Palet!
Og Du, som fra Scenen taler,
Krandsen ham flet!
O Digter, Din Pen du vie ham!
Hver bringe sit Offer uden Bram.
En gammel Gjeld betaler ‒
I skylde det Bedste ham.

Tilsidst besteg Grundtvig Talerstolen og fremsagde et Digt „Ving-Thors Hammer” der i hans originale og fuldtonige Vers feirede Fredens Bedrift, den Hammer som Thorvaldsen havde faaet i Arv fra Vaulundur og som han havde brugt til at aande Liv ind i det Døde, ikke som hiin Brennus’s Hammer, hvormed den nyeste Verdenserobrer havde knust Millioner og slaaet sønder og sammen de døde Rester af en undergaaet Tid. Selv var han en Eremit, bemærkede Digteren, der ikke skjønnede stort paa Forskellen imellem en Kampesteen med Runer og en Marmorstatue; men høit begeistret for Nordens Aand og dens Bedrifter, havde han med Stolthed og Glæde fulgt ligesom de gamle Normanner og deres Seiertog saaledes den nye Vaulundur paa hans straalende Bane. Et Slutningschor, ligeledes af Grundtvig, udtrykte i et Par raske Træk Hovedideen i al hans Talen og Virken ‒ en herlig Hedenold, fuld af Daadkraft og Poesi, en 6-8 Secler, da Døden herskede ved latinske Dødbidere og nu et atter vaagnende nordisk Liv i og ved Frihed for alle gode Kræfter og ved det levende Ord. ‒ Efter Bordet, hvor Thorvaldsens Skaal blev drukket til en Sang af Hertz, ledsagedes han hjem til sin Bopæl, og Selskabets skiltes ad i en Stemning, der tydelig vidnede om, at Enhver henregnede denne Aften til de nydelsesrigste Timer, han havde oplevet.

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavnsposten, 12te Aarg. No. 277. Den giver referat af den store fest til Thorvaldsens ære på Hotel d’Angleterre 7.10.1838 i København.


Teksten er også gengivet i Barfod, op. cit., som kommenterer den med følgende passus:

Til dette Udtog af Kjøbenhavnspostens Beretning om Festen, den herligste blandt de mange, der forherligede Thorvaldsens Konstnerbane, have vi endnu kun den nedslaaende historiske Bemærkning at føje, at den eneste af vore saakaldte “Stormænd,” der deltog i Festen paa Skydebanen 1819, var Tyskeren Grev Schimmelmann, og her, ved Festen i Hôtel d’Angleterre 1838, deltoge af samme Kaste kun de to tyske Grever: C. Rantzau til Brejtenborg og H. Reventlov-Criminil. De danskfødte “Stormænd” maa begge Gange have haft et maadeligt Begreb enten om Thorvaldsens Værd eller om deres egen Værdighed, hvilket de vare tykhudede nok til offentlig at vedgaa.

Arkivplacering

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1838, Kjøbenhavnsposten 8.10.

Andre referencer

Emneord

Personer

Værker

A504 Alexander den Store på triumfvognen, 1818, inv.nr. A504
A52 Jason med det gyldne skind, 1802-1803, inv.nr. A52

Sidst opdateret 27.04.2017