November 1803

Sender

Friederike Brun

Sender’s Location

Rom

Recipient

Omnes

Information on recipient

Ingen udskrift.

Dating based on

Dateringen fremgår ikke af digtet, men af Brun, op. cit.

Abstract

Brun’s poem to Thorvaldsen’s Jason begins with a rhetorical question: Can it really be true that the gulf between the present and antiquity has been bridged, and that an age-old race of heroes again walks the earth? The answer is yes. Through the simplicity of the spirit and the fullness of the heart, the impossible has again become possible in Art.

Document

Thorwaldsons JasonI.

Die Fremde.

Trau’ ich dem staunenden Blick? ist’s Wahrheit was mir erscheinet?
Ist gefüllt zwischen unsII und der Antike die Kluft?
Hat der Heroen Geschlecht der Jahrtausende Gräber gesprenget?
Wandelt es hehr und voll Kraft wieder auf Erden umher?

Die Antike.

Aus der Vergessenheit Nacht rief mich des Genius Stimme,
Und ich gehorchte dem Ruf still sich entfaltender Kraft;
Einfalt des Geistes, die eines nur will, und Fülle des HerzensIII
Schafft das Unmögliche, selbst in der entartetenIV KunstV.

Fr. Brun, geb. Münter

General Comment

Friederike Bruns digt om Jason gengives her fra den trykte udgave i Der neue Teutsche Merkur, op. cit. 1803. Digtet blev også trykt året efter i Iris, op. cit., hvor to ord var skiftet ud, se kommentarerne.

Other references

Subjects

Persons

Works

A52 Jason med det gyldne skind, 1802-1803, inv.nr. A52

Commentaries

  1. Digtet er skrevet som en hyldest til Jason, jf. originalmodellen A52, hvis støbning Friederike Brun selv bekostede. Se hertil Kira Kofoeds artikel Jason og Hopes bestilling.

  2. Her står der mir den udgave af digtet, der er trykt i Iris, op. cit.

  3. Beskrivelsen af “åndens enfold” og “hjertets fylde” synes møntet på Thorvaldsen som kunstner.

  4. Adjektivet “entartet” i forbindelse med “Kunst” leder uvægerligt tankerne hen på nazismens afvisning af den moderne kunst som forvrænget og degenereret. I Bruns digt, over 125 år før nazismens frembrud, er betydningen naturligvis en ganske anden. Idéen er vel, at selvom kunsten er “vanartet” og langt fra fordums, dvs. Antikkens, tinder – man skulle tro, den ikke længere var i stand til det – er det umulige alligevel blevet frembragt gennem den. Det tyder på, at Brun har delt kunstsyn med fx G.W.F. Hegel (1770-1831).

  5. Her står der Brust i den udgave af digtet, der er trykt i Iris, op. cit.

Last updated 20.03.2020