25.2.1837

Sender

Peder Hjort

Recipient

Omnes

Dating based on

Dateringen fremgår af den avis, hvori teksten blev trykt.

Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

Document

Yderligere Forklaring

af min Mening om to Artikler i Folkebladet.

(See Kbhvnsposten Nr. 43I).

Det er mig særdeles behageligt at erfare, at det egentlig er Prof. Clausen, imod hvem jeg har skrevet angaaende det Thorvaldsenske Museum; thi jeg kan derved Haabe, desto snarere at faae Tilgivelse, hvis jeg har taget Feil, og jeg kan vente, des hastigere at overbevise, i Fald jeg har havt Ret. Denne berømte Lærde er ikke blot en Mand, hvem jeg fra Ungdommen af skylder et Venskabs hele Hengivenhed, og han er ikke blot en Skribent, hvis mange Arbeiders Vigtighed jeg skjønsomt erkjender, men han er tillige en dansk Mand, hvis mangesidige Fortjenester jeg oprigtig høiagter. Dermed vil jeg ikke sige, at jeg ubegrændset hylder de Grundsætninger, hvorpaa hans sindrige Theologi er opbygget, eller at jeg i Politiken kan sværge til hans Fane, for saa vidt som jeg har fattet Betydningen af dens Emblemer, eller ubetinget kan lade min Hest lyde hans Trompet, for saa vidt som jeg forstaaer de givne Signaler. Men jeg vil dermed sige, at det er mig en Ære og en Glæde at stride mod en saadan Mand, om jeg ogsaa maa give efter. Jeg hensætter forsætlig dette sidste Ord, da jeg holder fast ved den Ting, at vi fremfor Alt maae betænke at bevare den sidste Enighed. Der kunde vel komme den Tid her i Danmark, hvor vi alle skulle træde sammen i een sluttet Stilling, og hvor vi gyselig ville blive straffede, hvis vi ikke da vare oprigtig samdrægtige. Men i saadant Fald er Hendrik Clausen en dansk Mand, paa hvem man kan stole, og det er for Tiden den høieste Roes, jeg kan tildele nogen. Derfor vil jeg gjerne føre Proces med ham for Publicums Domstol om hans „farlige Misgreb”, men ikke føre Krig med ham, saa længe een og samme Helligdom kalder os til fælles Dyrkelse.

Naar jeg taler „om nøgne, kridhvide Menneskefigurer”, om at „sende Bud til Rom”, o. s. v., saa har jeg forudsat, at den indirecte Spøg heri skulde være indlysende for alle Læsere. Jeg seer nu, at dette ikke har været Tilfældet, og nødes da til at bemærke, at jeg ved disse Ord kun har villet udtale „Bondens” og „Arbeidsmandens” dunkle Følelse, eller deres naturlig skjæve Begreber om Sagen. En Misforstaaelse fra min Side ligger slet ikke til Grund herfor, og Ordene skulle alene spøgende udtrykke den Misforstaaelse, som jeg forudsaae, at det hele Forslag maatte avle hos Menigmand.

Men dette er i Grunden en Bagatel. Hovedspørgsmaalet bliver, om hine Artiklers Forfatter har gjort sig skyldig i et farligt Misgreb; og denne Paastand maa jeg inhærere. Vel sætter jeg slet ikke det Farlige i en befrygtet Sammensmeltning af høiere og lavere Stænder, saaledes som Prof. Clausen lader til at insinuere det; men alligevel seer jeg noget meget Farligt heri. Dette Farlige bestaaer, i mine Øine, i den ubetænksomme Rutten med Selskabets Kræfter ɔ: dets Autoritet, Indflydelse og Ressourcer af Bevæggrunde og Overtalelsesmidler, som jeg fandt i de to nævnte Artikler (Folkeblad Nr. 51 og 52). Jeg mener, at det er reent galt ikke at spare disse Opfordringers Magt og lykkelige Udfald til vigtigere Ting, end de Thorvaldsenske Værkers Opstilling og Bevarelse, der bør komme i Stand og udøves ved de Danskes Bestræbelser, der vide eller føle, hvad Billedhuggerværker ere, og hvad en saadan Samling engang med Tiden kan blive for hele Folket, men nu slet ikke er. Vel indrømmer min ærede Ven, at der „naturligvis behøves Tid” til at vække en almindelig Sands og Stemning hos Folket for dette Museum; men han vil alligevel ved Præsters og Skolelæreres, Godseieres og Fabrikbestyreres Hjelp og Anbefaling have denne Tid indskrænket til et Par Aar ‒ medens jeg antager, at i det mindste et Par Menneskealdere ville medgaae, ja bør medgaae dertil. Han vover lige frem at kalde disse Medhjelpere „de rette Vedkommende” til at fremme Sagen ‒ medens jeg vover at kalde en saadan Indvirkning af Præster, Skolelærere o. s. v., en Forførelse, en dadelværdig Misbrug af deres naturlige Indflydelse paa Undergivne. Prof. Clausen siger, at „der ingensinde har været Tale, ad Omveie saa lidt som ligefrem, om en Paabyrdelse” i denne Henseende ‒ men jeg maa kalde denne Opfordring til Præster og Skolelærere, Godseiere og Fabrikbestyrere, en haard Paabyrdelse ad en meget kort og kun lidet maskeret Omvei; thi hvor mange af Almuen kunne vel bidrage af Overbeviisning? Prof. Clausen siger, at „der vilde ligge et svært Vidnesbyrd, enten imod Nationens Charakteer, eller imod alle de saa ofte lovpriste Foranstaltninger til Folkets Oplysning og Dannelse”, hvis der ingen Interesse kunde vækkes i Folkets Masse for dette Foretagende ‒ men jeg maa bemærke herimod, at hine lovpriste Foranstaltninger gik ud paa at forjage Overtro, Trællesind, Fordomme, Unoder, Dovenskab, Usædelighed og lignende Arvegods fra andre Aarhundreder, men slet ikke paa Smagens Forædling eller nogen friere Enthusiasmes Forberedelse. Vil man derfor have, at Folket, i denne Betydning, skal interessere sig for et sligt Nationalmuseum, saa maa man først skaffe det tilveie uden Folkets Hjelp, naar det saa engang er der, og længe har været der, saa tør man haabe, at dette saaledes forberedede Folk fatter Interesse for det, og nogenlunde begriber dets Betydning. Men den omvendte Fremgangsmaade er imod Naturens Orden og al Histories Gang. Professor Clausen belægger ikke blot Mangel af Interesse for hans enthusiastiske Planers Udførelse med det haarde Ord Sløvhed, men han udvider end ogsaa denne Daddel over alle Grændser, og kalder hiin Mangel en Sløvhed for enhver høiere Interesse” ‒ men til Modsætning heraf maa jeg tillade mig at bemærke, at denne Udvidelse af Beskyldningen ikke forekommer mig bedre begrundet, end om Nogen paastod, at Folkebladet fra først til sidst var et overspændt Blad, fordi han antog, at hine to Artikler om det Thorvaldsenske Museum vare overspændte.

Det er en glædelig Efterretning for enhver Ynder af Planen til dette Nationalmuesum, at Hr. Prof. Høyen vil udgive et lille Skrift om et saadant Museums Betydning og overordentlige Vigtighed, og jeg forestiller mig let, at dersom jeg ikke allerede var Subskribent paa denne Plan, saa vilde en saadan Mands Forklaringer nødvendigviis gjøre mig dertil. Men just fordi jeg er stemt, ja indtagen for Planen, troer jeg saa meget mere at kunne stole paa den stærke Følelse, der rørte sig hos mig ved at læse Folkebladets Overdrivelser, og ved at see Hoveringer over nogle Tjenestepigers eller Kudskes Marks-Bidrag til Opbevarelsen af Gibsfigurer af Lord Byron, af en Pave, af en Venus etc.! Thi her er ene og alene Talen om Maal og Maade, men slet ikke om Tingen selv. Her er kun Spørgsmaal om, hvorvidt og i hvilken Grad Skulpturværker ere eller skulle gjøres til Gjenstand for en „ædel Begeistrings Varme” hos Folkemassen; og det er kun denne Folkevarme for det kolde Marmor, som jeg fraraader at opvække selv ved de allerforsigtigste Gnidninger og Tilpustninger, thi den kan i det Høieste kun være Resultatet af dansk Kultur og Uddannelse, men ikke et eiendommeligt Led midt inde i Udviklingsrækken, i hvilken Poesi, Musik, Maleri, ja selv Architektur og flere andre Konster tidligere maae finde Plads, end maaskee netop Billedhuggerkonsten.

Poesien bruger nemlig den fatteligste Form af alle Konster, som er Spoget [sic!]; den forudsætter i det Væsentlige blot et menneskeligt Hjerte, for at kunne naae sin Hensigt, den kan med større Frihed end alle andre Konster behandle de Gjenstande, som ligge Folket nærmest, og just paa den Maade, som skaffer bedst Indpas hos Folket, dens Frembringelser existere ikke, som andre Konstværker, i et eneste Exemplar (med i det høieste nogle enkelte Kopier), men kunne forøges i det utallige, og disse Poesiers Værker ere derfor ikke udsatte for Glemsel og Tilintetgjørelse i den Grad som andre Konstværker. Endeligen koste de poetiske Frembringelser forholdsmæssig langt mindre end Malerier og Skulpturarbeider, en Grund, jeg vel ikke vilde komme med i England, men som i Danmark, i 1837, har en god Klang. Til Udgivelsen af saadanne, som overhovedet af gode Folkeskrifter, kan derfor Selskabet tillidsfuldt opfordre i de høieste Toner; man vil høre derpaa med Opmærksomhed og Bifald og give sin Skjærv i det gladeste Haab. Selv Tiggerens Enesteskilling kunde modtages uden Rødmen, som uden Latter, i passende Tilfælde af denne Slags. Musik og Maleri, skjøndt i langt større Frastand end Poesien, ligge ogsaa Folkedannelsen meget nærmere, deels derved, at Tone og Farve allerede i og for sig have noget Opvækkende og Fængslende, som aldeles fragaaer Stenen og Leret, deels derved, ar de paa flere Maader enten forbinde sig med den altomfattende, altgjennemtrængende Poesi, eller knytte sig til selve det borgerlige, huuslige og personlige Liv ved Fester og Gilder, ved Bopælens Udsmykkelse, ved Opbevarelsen af Venners og Elskedes Billede, o.s.fr. Desuden bør et dansk ɔ: oplyst Trykkefrihedsselskab ikke oversee den Fremgang til renere Aandighed, som viser sig i Menneskeslægtens Udvikling, idet at Hedenskabet havde sine hellige undergjørende Billedstøtter, men Katholicismen kun sine, mirakuløse Malerier, hvormed ogsaa den hele Romantiks Grundcharakter stemmer overeens. Architekturen fremdeles har det vigtige Foreningspunkt med Folkelivet, at den i sit Væsen kun er et forædlet Haandværk, ikke et aldeles idealiseret, som Skulptur og Maleri. Dens Værker have stedse Formodningen for sig om Nytte og Brugbarhed, og disse bør Folket aldrig kunne glemme, hvormeget det kan være ønskeligt, at det kan blive i Stand til at hæve sig over dem for tillige at fatte mere end blot disse Forestillinger. Om Theatret og flere andre Konster kan jeg forbigaae at tale, ligesom jeg ikke behøver at skildre Billedhuggerkonstens dannende, rensende, imponerende og derved styrkende Magt, da en anden langt Kyndigere har lovet dette, og da hele hiint Foretagende just forudsætter denne som sit Motiv ‒ eller i alt Fald burde forudsætte den; thi man taler mig rigtignok vel meget om personlige Hensyn, om at hædre Manden, og derved hædre sig selv, og forglemmer maaskee vel godtroende at betænke Verset: Euch, nicht ihm, setzt Ihr Monumente! hvilket jeg naturligviis er fjern fra at anvende her, men mod hvilket jeg dog advarer, saaledes som man bør advare enhver dristig Skøiteløber, naar Varmen kommer i Veiret.

Jeg har benævnet dette Misgreb farligt med Hensyn til den Svækkelse, jeg frygtede for, det vilde fremkalde i Selskabets Virksomhed, der ligesaa meget maa støtte sig paa Tillid som paa Grunde og Beviser. Men det er ogsaa farligt for selve Foretagendet, da man uden Tvivl havde kunnet vække mere Iver, om ogsaa mindre Enthusiasme, ved ikke at gjøre denne Konstsag til en Samvittighedssag, i det man talte om” at lægge Haanden paa „Brystet”, og spørge sig selv etc., ved ikke at gjøre de Dannedes Sag til en Folkesag, idet man talte om „Nationens Taknemmelighed”, ved ikke at fremstampe en Opposition, idet man talte om Sammenbringelsen af hele tre Tønder Guld, og uden Omsvøb fældte den grumme Fordømmelse: „Skulde den fornødne Sum overstige Kræfterne, da vil det kun være Beviis for, at den Sands og Følelse mangler i Folket hvorpaa der maa gjøres Regning!” Jeg kalder det grumt, at fordømme en heel Nation, fordi den ikke sammenflyder en vilkaarlig fastsat Pengesum til et Formaal, hvis Vigtighed ligeledes vilkaarligen hypostaseres. Hvad Ende vil det tage med en saadan Folkeopdragelse ?

Sorø den 23de Februar.
P. Hjort.

General Comment

Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavnsposten, 11te Aarg. Nr. 57.

Archival Reference

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Kjøbenhavnsposten 25.2.

Subjects

Persons

Works

A130 George Gordon Byron, 1831, inv.nr. A130

Commentaries

  1. Læs artiklen her.

Last updated 24.08.2016