Epilog
til
”Kjærlighed uden Strømper.”
Vor Skjæbne blev os alt for svær,
Det tog en daarlig Ende,
Paa Gulvet laae vi Een og Hver
Og turde os ei vende.
Ecce quam bonum,
Bonum & jucundum,
Habitare fratres in uno!
Forgjæves har vi ventet paa
Mercur med Tryllestaven;
Og knap var Pladsen, hvor vi laae
Og Nogle laa paa Maven!
Ecce quam bonum &c.
Mercur blev bange, kan I troe,
At møde med sin Mester,
Og derfor lod han os i Roe
Med Gravens andre Gjæster.
Ecce quam bonum [&c]
Thi prøved’ selv vi op at staae,
Uagtet Blodets Strømme;
Ak! haard er Døden at gaae paa
Trods sine smukke Drømme.
Ecce quam bonum [&c].
I Herrer og I Damer her,
Baroner eller Grever,
Vi Døde veed, hvad Livet er,
I Andre troe, I lever.
Ecce quam bonum.
Naar man var død, man lærer først,
At Livet dog er deiligt,
Trods Kjærlighed – og Had – og Tørst
Og andet Ubeleiligt.
Ecce quam bonum [&c].
Nu seer I rask en Dødning-Hær,
Som vender glad tilbage;
Trods Byrden, som var alt for svær
Os Livet er en [K]age.
Ecce quam bonum [&c].
Mercur kun Folk opvække kan, –
Herr Thorvaldsen kan mere:
En Gudeflok opvakte han:
Vi ham nu gratulere!
Ecce quam bonum [&c].
| Nysøe. d. 19de Novbr. 1840. | Søetoft. |