The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 8209 of 10181
Sender Date Recipient
NN [+]

Sender’s Location

København

Antagelig 1840 [+]

Dating based on

Dateringsbegrundelsen er under udarbejdelse.

Digtet er skrevet i andledning af Det Dramatiske-Literaire Selskabs 60 års jubilæum, foreningen blev stiftet i november 1780.

Omnes [+]

Information on recipient

Ingen udskrift.

Abstract

The commentary for this letter is not available at the moment.

See Original

Epilog
i
D.D.L.S.
ved
det 60de Aars Slutning.

/: Der spilles: Vær Du vort Selskabs Skytsgudinde :/

En gammel Melodie har atter tonet,
Som her i Hallen første Gang,
Og Venskabs Harmonie er atter kronet,
Ved huld Erindrings skjønne Sang.

Det er ei blot en Vinter, som bortgik,
Ei blot de svundne Aar i disse Haller,
Som fængsle nu vor Tanke og vort Blik;
Os Mindet længere tilbage kalder.

Et vist ærværdigt Præg den Bygning faaer,
Hvor over Døren gammelt Aarstal staaer;
Man higer efter Billeder i Rammen,
Og lytter fro til Slægters Færd og Gammen.

Ei foran sligt ærværdigt Huus vi staae,
Og lade Fantasiens Aander flyve;
Vi Hiemmevante gjennem Døren gaae,
Med Anno: syttenhundredfiirsindstyve.

Og det er gamle Fader Borup end,
Der hilser os som Gjæster i hans Stue;
Han er ei ældet, denne brave Svend,
Og smuk Værtinde er endnu hans Frue,
Thi lystig Spøg og muntert Sind,
Har glattet Rynkerne paa deres Kind,
Og glade Mennesker de kjære Gamle,
I tredsindstyve Aar hos sig lod samle.

I Glædens Timer anes ikke,
At den har Alvor i sit Skjød;
Men gaaer tilbage vore Blikke
Paa hvad et enkelt Sted os bød,
Hvad for og med os Mange nød,
Da straaler Mindet som en Aftenstierne,
Med venligt Blik paa Hilsen fra det Fierne.

Hvem her har gaaet, hvor vi nu gaae,
De mange, mange svundne Dage,
Som h[e]r Sølvbryllupsfesten saae, –
Af dem er ikkun faa tilbage,
Men Alle hist paa Stamtavlsbladet,
En Rune fik ved Broders Haand;
Men ofte var de her i Aand,
Naar Vintrens Afsked smukt har ladet
Vaarkrandsen binde, og har pleiet
Erindringen om Alt, hvad vi har eiet

Dog Diamantforeningen skal ikke
Tilbage vende blot de fromme Blikke;
Den dvæle kan med freidig Hu
Paa denne Aften og det skjønne Nu
En deilig Brudeskare sidder her,
Og smykker Glædens Bryllupsfærd;

Det Lifligste paa Livets Ø:
Et Barn, en Moder, Viv og Møe
Jordlivets Genier i hver en Alder
Her Spøgens Gud med os paakalder.

Den Ædelsteen dog funkler ei alene
Paa gamle Fader Borups Bryst,
Han mellem sine seer med Lyst
De Brødre, som hos ham forene
Det muntre Lune og den Viddets Glød.
Som Smiil og Latter ofte Takken bød.

Selv mange Mænd kom her tilsammen
At nyde kun den skyldfrie Gammen,
At smile efter Dagens Møje,
Og sig i Venskabs Favn fornøye, –

Det er naturligt, at et Huus sig fryder,
Naar giæsternes Besøg dets Arne pryder,
Og Fader Borup har vel følt især,
Hvad Lyst det har, at eje Sønner,
Hvis Aand og Daad og Borgerværd
Selv Fædrelandet fro paaskjønner.
Ja, vi har seet to vundne Aar
En Gubbe med et snehvidt Haar’,
Med kraftig Barm som i sin Vaar;
Og han, som hele Verden kroner,
Hvis Navn paa Alles Læber toner,
Som i sit Fødeland fremtryller
Med Ungdomsfylde Skat paa Skat,
Han har sig i vor Midte sat.
Ei Kunst vi dette Møde skylder,
Thi den er os et Legeværk
Den hæver ikke Vingen stærk
Mod Idealets Æterrige,
Hvor denne Heros ei har Lige.

Han ei forsmaaer med os at vanke
I Kunstens Forgaard som vor Broder,
Han kjender godt vort Maal, vor Skranke,
Thi han er Ven, som han er Søn,
Og han har tilsagt jo sin Moder
At reise Panteon i Norden,
Som ingen Mage faaer paa Jorden. –
For det er evig Tak kun Løn.

Saa kunne vi da ogsaa Blikket hæve
Mod hvad der kommer, og i et Farvel
Udbryde af vor ganske Sind og Sjæl:
Den gamle Borup og hans Gæster leve! –

Archival Reference
m32, nr. 56
Persons
Borups Selskab
Last updated 10.05.2011 Print