Drikkevise
af
Christian Winther
–––––––––
Poesie Diverse
Rom d: 24de Decbr 1830
Mel: Der staaer et Træ i min Faders Gaard.
Den første Hjertesorg, den første Qual,
Som her paa Jorden os mon ramme,
Er naar fra Vuggens Skjød vi vandre skal,
Og skilles reent fra vores Amme;
Thi Barnets første Ønske var jo Drik,
Og manden fulgte siden denne Skik;
Hiint fulde Bryst
Var før vor Trøst,
Nu flasken accurat det Samme!
#
Men der er dog saa mangt et Øieblik,
Man Flasken maa bag Døren sætte,
Og det blev galt, hvis ei en anden Drik
Vort tunge Hjerte vilde lette.
Og denne Nektar er et Øiekast
Af den, der bandt vort Hjerte ømt og fast
Hver har dog Een,
Den Sag er reen!
Enhver maa tænke sig den Rette!
#
Dog, mens vi færdes fjernt fra Fædres Øe.
Natur og Kunst os maa husvale:
Een sværmer heftigt for den vilde Søe,
Og Een for Fjeld og dybe Dale;
Med Briller paa den Ene gaaer, – og seer,
En Anden krammer i det vaade Leer,
Med sin Pallet
Een veed saa net
At stjæle Øine, som kan tale.
#
En Bog er Byen, en uhyre Bog!
Et blad er hvert et Torv og Stræde.
Dog for at fatte ret dens dybe Sprog,
Man maae hvert Blad med Foden træde;
Da sender Altids Soel os varm sin Glands,
Og smelter Sneen for vort Øies Sands;
Skjønhed! din Pragt,
Sandhed! din Magt
I Barmen evigt tager Sæde!
#
Og nu tilsidst vi vandre trygt og godt,
en sønlig Kreds, om ham derhenne,
Som gjør vor Stue til et Kongeslot, –
Lad os en Hilsen froe ham sende!
Han er en heros blandt den svage Slægt,
Tag, Himmel! huldt ham i din Varetægt!
Som Eviggrønt
Skal Lauren skjønt
Sin Glorje om hans Lokker tænde!
#
Ak! Alt er herligt, ja! – Men hvor det gaaer,
Vort Hjerte dog ei Hvile finder;
Vi glemme Aldrig her de blonde Haar,
Ei Nordens friske Jomfrukinder.
Op! grib dit Bæger flink, lad Tanken gaae
Did hvor din Glemmigei, din Rose staae; –
For Land og Søe,
Drot, Ven og Møe
Drik ud! – for alle kjære Minder!