Min beste Thorwaldsen!
Kiøbenhavn d 7 May 1833
og saa er det sandt ? og saa kommer De virkelig endnu engang til Deres fødeland ? og saa skal [vi] endnu engang have den Glæde at see Dem, at leve med Dem! Dyrebare Ven, jeg haver lidt saa længe, saa meget, og lider endnu saa aldeles uden Haab at blive helbredet i dette Liv, at ønsket at døe var mit eeneste! Men kun glaeder jeg mig dog til at leve med Dem, sikker paa altid at finde den samme i Dem – Men ak hvor mange vilde savne – min Broder!! Schimmelman, og saa mange andre fler. Min gode Ven De haver havt den Godhed til at give Huuslye i Deres huus Kielder til To Kaßer med gammelt Linnet: diße beder jeg Dem at overlevere til den gode Keller for at hans Cementina kunde betiene sig af hvad der duer endnu af det.
for det andet staaer der et Steds i et af Dere[s] Studier fiire Gipsbyster No 1 af Canova. No 2. af Angelica Kauffman. No 3. af Erckbispen af Tarant. No. 4 af Dem selv: lad dem blive indpakkede i en Kaße og have den Aere at følge til Fregatten med Deres udødelige Arbeider. Saa er der endnu en liden Kaße / nævnt Scatola i Fortegnelsen / med smaae Marmorfragmenter, som jeg og Ida havde samlet paa vore Spadseregange – lad det blive ompakket og følge med – og nu bliv ikke vred over min Dristighed beste Hans! Vi Skal holde saa meget af Dig her, og forkiele Dig saa vel, at Du skal glemme det altsammen. Den stakkels Ida / din Grethe / haver vaeret ulykelig siden hun forlod Florens, her kom hun, for at see den 5te Dag hendes Fader giøre et bedrøveligt Fald, som han brækkede Laarbeenet ved, som hos en olding paa 85 aar ei kunde Læges meer!! han hilser dem alt som Lerner, og just den gode Hanne som sidder hos mig.
Min dyrebare Ven – kom ei for sildig at de kan endnu see mig paa Sophienholm! Jeg omfavner Dem med det troe Venskab som De kiender.
Fr Brun Münter