The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 5152 of 10179
Sender Date Recipient
F.C. Hillerup [+]

Sender’s Location

København

13.5.1830 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Recipient’s Location

Rom

Information on recipient

Ingen udskrift.

Abstract

The commentary for this letter is not available at the moment.

See Original

En
ganske sanddru og ærbødig Beretning
om
en Romerfest udi Staden Christianshavn
d 8de. Marts 1830
til Erindring
om den dygtige Billedhugger Thorvaldsens
Ankomst
til den saare mærkelige Stad Rom
-

Højtagtede og kjære Hr. Etatsraad Thorvaldsen!

Med Frygtsomhed, men ogsaa med Kjærlighed og Tillid til Deres venlige Overbærelse fremtræder jeg idag som Organ for et Samfund af Deres Venner og Beundrere for at at beskrive Dem en lille Festlighed, som fandt Sted sidst afvigte ottende Marts 1830 udi den ædle Stad Christianshavn.

Alt længe havde der været Tale blandt Danske, som have besøgt det kjære Roma, om at samles engang imellem for at opfriske Mindet om hensvundne Dage, og hentrylle sig for Øieblikke i et Land, som de Fleste af os vel ikke see tiere. Hvor kunde man bedre begynde disse selskabelige Glæder end paa den Dag, da vor store og gode Thorvaldsen første Gang hilste den gamle Tiberstad ? Ifølge heraf forsamlede en og tyve danske Mænd sig om Aftenen Kl. 7½ i et Locale paa Christianshavn til denne kjære Dags Celebration. To store Værelser bleve decorerede med Prospekter af Rom, og for Enden i det største Værelse (en temmelig stor Sal) hang Deres Billed, Hr. Etatsraad, omslynget af en Evighedskrands. Romerske Theaterplacater, offentlige Bekjendtgjørelser og Spisesedler fra Lepre og Armelino laae paa Bordene. Paa Spisebordet stode fire romerske Messinglamper, som toge sig særdeles fordeelagtigt ud ved Siden af de danske Lysestager og den gamle Lysekrone, som hang i Loftet. De halv forfaldne Værelser med de fornemme Betræk bidroge til Illusionens Fuldkommenhed. Bordet var ligesom i Italien, serveret med Ølglas, og paa hver Couvert laae en Krands. En ypperlig Kogekone ved Navn Lene, et Bondefruentimmer af Fødsel, men en Prindsesse i et Kjøkken, lavede os romerske Retter i et underjordisk Kjøkken.

For at sætte os ganske levende ind i det romerske Kneipeliv, bleve Gjæsterne anmodede om ikke at pynte sig for meget, og af denne Grund kom de fleste af os noget schofel klædt. Abrahams og jeg havde gamle Frakker og græske Huer paa; Freund var i sin Arbejdsdragt, og saaledes videre frem. Gjæsterne ved dette Gilde vare: 1) Abrahams 2) Bay, som medbragte en Guitarre 3) Professor Clausen. 4) Student Clausen 5) Dalhaoff 6) Eckersberg 7). Fick 8). Freund. 9). Gerson 10). Professor Hetsch 11). Hillerup. 12). Capitain Hindenburg 13) Tømmermester Holm 14) Dr. Hoppe. 15). Høyen. 16). Portraitmaler Jensen. 17) Fuldmægtig Jørgensen. 18) Koch 19). Krarup. 20) Thiele. 21) Theatermaler Wallich.

Da alle Gjæsterne vare samlede, blev en stor Flaske, liig den velbekjendte romerske Stemmegaffel, baaret i højtidelig Procession under Sang og Guitarrespil ind paa Spisebordet. Vor gode Freund, der altid opofrer sig for Selskabets Glæde var os paa denne Aften en elskværdig og højst velkommen Ganymed. Romersk Viin kunde vi desværre ikke faae, men maatte lade os nøje med en ret god Margeaux, som imidlertid smagte os ret godt.

Saasnart Selskabet havde sat sig tilbords, satte alle Gjæsterne Krandsene paa, og trak Kniv og Gaffel op af Lommen, thi det var en Lov, at Enhver maatte have i det mindste en Sølvgaffel med sig, for at det Hele kunde faae et ægte romersk Anstrøg. Nu bleve gigantiske Fade med duftende Macaroni satte paa Bordet, og derpaa afsjunget et Qvad, forfattet af min Ringhed. Det lød saaledes:

Mel. Jeg synger gjerne om Kongens Magt.

– –

Hvor Tiberen evig og guul sig snoer,
Did Phantasien med Vemod svæver.
Er der en Plet paa den hele Jord,
Som, Roma liig, vor Begeistring hæver ?
Der Sekler tale
Og os afmale
Den svundne Storhed i gyldne Sale.
Hil, Roma, Dig!

– –

Vi, som Her samles i Vennelag,
Har engang skuet de stolte Høje,
Har hist os frydet heel mangen Dag,
Og seet det Store med henrykt Øje
Naar Tiden svinder
De kjære Minder
I Hjertet friske vi stedse finder
Sligt glemmes ej!

– –

Vi fjernet blev fra den elskte Stad,
Som selv fortryller det kolde Hjerte;
Enhver af os der har levet glad,
Og har forladt den med bitter Smerte.
Den indre Stemme
Ej lader glemme
Hvad aldrig meer vi kan saa fornemme,
Et Digterliv!

– –

Dog ej til Vemod vi samles her,
Thi Mænd skal ikke som Børn græde.
Med Krands om Tindingen bør Enhver
Kun mindes Kneipens fidele Glæde,
Lorenzos Stue,
Sol=Maanens Frue *),
De Catacomber med hvælvet Bue * *)
Og Chiavica.

– –

Nu bort med Rang og med Titlers Glands!
Iaften vil vi som Børn os fryde,
Og kun erindre med munter Sands
Hvad Kneipelovenes Regler byde.
Saadan de sige:
Fra Glædens Rige
Skal Etiqvetten, den Snærpe, vige!
Hun kjeder os.

– –

Men under Sangens muntre Lyd
Vi nippe vil til den røde Drue,
Og mindes kjærligt med hellig Fryd
Hvad stærkt opflammed’ vor Ungdoms Lue.
Vi Flammen nære
I Minder kjære
Og Roma holde vi højt i Ære.
For Rom en Skaal !!!

– – – – –

*) den smukke Værtinde i il sole e la luna.
* *) den underjordiske Kneipe i Nærheden af Fontana di Trevi.

Da denne Sang var afsjungen, stod Thiele op fra Bordet, og raabte “Rom skal leve ligesaa længe som Amor”! hvorpaa det evige Romas Skaal blev drukken med stor Enthusiasme. Nu bleve smaa Coteletter, som Efterligninger af Braccioler satte paa Bordet, og adskillige Smaasange afsjungne, f.Ex. den famose “Padre Francesco” o.s.v.
Men nu kom Øjeblikket, da Gjæsterne maatte erindre den Mand, der i Rom var vor Fader og Vært. I denne Anledning blev følgende, af Abrahams forfattede, Sang afsjungen.

Mel: Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret.

– –

Vi ere Mænd, som alle vidt omvandred’,
Saa Ingen meer bereist man sige kan;
Iaften selv vi Opholdsstedd forandred’
Og flyttede os hid til Sydens Land.

– –

Vi ere ej i Nordens kolde Zone,
Og Ingen over Knippelsbroen kom.
Vi sidde nu i Via del Tritone,
Der ligger, som I veed, i den Stad Rom.

– –

Vel sandt, vi Kneipen nu ej kunde gjæste,
Hvis vi til Rom med Vetturinen gik;
Men den, som kjør med Phantasiens Heste
Kan gjøre Rejsen i et Øjeblik.

– –

Og har vi her ej Vaarens blide Varme,
Og hører Druen med til vores Læst,
Saa veed vi og, at man i Bacchi Arme
I Rom, saavel som her, faaer Varme bedst.

– –

Her see vi ej, hvor rask Minenten favner
Sin skjønne Mø i Saltarellospring;
Men troe mig kun, en rigtig Christianshavner
Forstaaer Komiken vel nok saa godt den Ting.

– –

Og kan vi ej i Vaticanet vanke
Og saligt skue Kunstens Helligdom,
Det er en Trøst, at hver jo i sin Tanke
Kan skabe sig et lille elsket Rom.

– –

Held den, der gamle Roma seer og kjender
Og mindes den taknemmelig og glad!
Held alle vore gode kjære Venner,
Som leve i den evig store Stad!

– –

Der boer en Mand, som ogsaa vidt omvandred’,
Og Ingen meer bereist man nævne kan.
Skjøndt sjelden han sit Opholdssted forandred’,
Saa reiste dog hans Navn saa vidt om Land.

– –

En Skaal for ham, den store danske Mester!
Nu klinker Alle, fylder bredfuldt Maal!
Han som var Vært for os, da vi var Gjæster,
Vor Thorvaldsens, vor store Kunstners Skaal !!!

– –

Med hvor megen Enthusiasmus denne Skaal blev drukken, er overflødigt at anføre. De kjender, højt elskede og agtede Hr. Etatsraad, noksom de Følelser af Ærefrygt og Kjærlighed, hvoraf vi Alle ere gjennemtrængte for Dem. Et mange Gange gjentaget Hurraraab fyldte Salen, og vakte i vore Hjerter en levende Erindring om de mange glade Timer Deres Selskab beredede os i det kjære Rom. Da fløj vel mangt et stille Suk ned til Tiberens Bredder, og blandede Glæden med kjærlig Længsel efter Italien, der straaler i forhøjet Glands for Phantasien, naar Haabet om at see det igjen, er for stedse tabt. Endnu længe holdt Salat, Frugt og Studenter=Havre de muntre Gjæster ved Bordet. Henimod Midnat opløstes Selskabet med det almindelige Ønske snart igjen at deeltage i en lignende Festlighed.

Saaledes har jeg nu paa mine Kameraders Anmodning med Glæde og Frygt opfyldt det Hverv at underrette Dem, Hr. Etatsraad, om det beskedne lille Samfund, hvortil vi havde samlet os for at mindes Dem og Rom. Den Hylding vi bragte Verdens første Stad og vort Aarhundredes første Kunstner var svag, men velmeent. Vi bede Dem derfor med Deres sædvanlige Godhed og hjertelighed at modtage denne simple Beretning om en ubetydelig Aften, som kun vil kunne erholde Værd i vore Øjne, naar et muligt Smiil fra Deres Læber bifalder vore uskrømtede Glædesyttringer.

Til Slutning beder jeg Dem, Hr Etatsraad, at undskylde mig, fordi jeg er saa dristig at tale et Par Ord om mig selv. Jeg tillod mig i afvigte Aar at tilsende Dem første Deel af mit Skrift, Italica, med Professor Siboni, den anden Deel vil Hr. Küchler bringe Dem. Jeg har vovet at dedicere Hr. Etatsraaden dette lille Arbejde, og beder Dem modtage denne svage men velmeente Hylding med Deres sædvanlige Velvillie og kjærlige Skaansel. Det er den eneste Maade, hvorpaa jeg for Øjeblikket er istand til at bevidne Dem min Beundring og Erkjendtlighed.

Jeg har nu intet mere at sige, og slutter derfor denne aabne Skrivelse med mange varme Hilsener til det kjære Rom og alle derværende Landsmænd.

Deres ærbødige og hengivne

F.C. Hillerup

Kjøbenhavn d. 13de. Maj 1830.

Archival Reference
m15 1830, nr. 72
Persons
Georg Daniel von Hindenburg · N.B. Krarup
Last updated 14.08.2018 Print