Prolog i D. D. L. S.
[…]
Velkommen derfor atter her i Aar!
Med Lyst vi see den sluttede Kjæde;
Men vort Velkommen mer Betydning faaer
I Dag, en skjøn, unævnelig Glæde.
Der aander Tak i denne Hilsens Lyst
Med Kjærlighedens hele, mægtige Fylde:
Du, som holdt Sejerstog fra Kyst til Kyst,
Som hviler nu ved Fødelandets Bryst,
Dig henrykt vi med Ærefrygt hylde.
Dig takke Mænd, for Du ved Aandens Magt
Gav Stenen Idlealet i Gjemme;
Dig takker Kvinden, som blev Hyldest bragt
I Marmortalens Kjærlighedsstemme;
Dig takke Danske, som har Arnen kjær
Og elske Fædrenelandets Hæder,
Som Du Trofæer rejste fjærnt og nær;
Dig takke vi, at Du vil dele her
Vort lille Samfunds nøjsomme Glæder!
Velkommen er det simple Hyldingsord,
Der ydes Dig som Tolk for vort Indre;
Og naar Du finder, blandt vort Broderkor
De Ældres, Kjendtes Tal nu er mindre,
Da hør af Skaren, der omkring Dig staaer,
Hvis Vugger meget senere gynged:
O, Thorvaldsen! af os i Livets Vaar,
Som før af hine, her Du Krandsen faaer,
Hvor Kjærligheden sig har forynget.