The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 10143 of 10185
Sender Date Recipient
H.C. Andersen 1855 (24.12.1833) [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af udgivelsesdatoen for bogen Mit Livs Eventyr, op. cit., samt den begivenhed, der berettes om.

Omnes
Abstract

Andersens beskrivelse af de skandinaviske kunstnere m.m.’s juleaften i Rom 1833.

Julen var vor smukkeste fest. Jeg har i “En Digters Bazar” omtalt samme, men så festlig, så frisk og lys som 1833 var den næppe nogensinde siden. Vi måtte ikke på denne hellige aften juble og gøre løjer inde i staden, men vel udenfor, og vi fik dertil i Villa Borghese’s Have et stort hus tæt ved Amphitheatret. Blomsterhandler Jensen, Medailleur Christensen og jeg var derude fra den tidlige morgen, og i varmt solskin gik vi i skjorteærmer og bandt kranse og guirlander. Et stort orangetræ med frugterne på var vort juletræ. Den største gevinst, et sølvbæger med indskrift: “Juleaften i Rom 1833″, var jeg den heldige, der vandt.

Hver af gæsterne gav en foræring, og det var en betingelse, at vælge et eller andet morsomt eller ved indpakning og devise se at gøre det dertil. Jeg havde fra Paris et par grelle, gule flipper, der kun var at bruge til en karnevals-spas. Disse ville jeg anvende, men det tog en vending, som man vil se, der kunne have endt aftenen med strid og vrede. Det faldt mig ikke ind, at der kunne være anden mening, end den, at Thorvaldsen her var den betydeligste, og at jeg altså nok kunne give ham, frem for nogen, kransen. Flipperne, der bar misundelsens farve, kom altså med i spøg. Jeg vidste ikke, hvad vi kun kan læse i Thieles “Thorvaldsens Levnet”, at der mellem Bystrøm og Thorvaldsen engang havde været en strid om deres gensidige dygtighed. Bystrøm mente, at Thorvaldsen overgik ham i basreliefs, men ikke i grupper. Da blev Thorvaldsen heftig og udbrød: “Du må binde mig mine hænder, og jeg skal med mine tænder bide marmoret bedre, end du kan hugge!”

Ved vor julefest var både Thorvaldsen og Bystrøm tilstede: Jeg havde for min store landsmand bundet en krans og skrevet et lille vers med den. Foræringen gjaldt ham, men ved siden lå de gule flipper, og dem skulle den have, der tilfældigvis ved lodtrækning fik pakken. Loddet ville, at den tilfaldt Bystrøm, og indholdet af verset til den vindende var: “Du kan beholde misundelsens gule flipper, kransen skal du række Thorvaldsen”. Øjeblikkelig kom alt i bevægelse over denne mangel på takt eller dårlige vittighed, men snart, da man indså, at det jo ganske tilfældigt var faldt i Bystrøms hænder, og man hørte, det kom fra mig, hvem man ikke tiltroede nogen bråd, jævnede sig alt, og det gode lune kom igen.

Jeg havde skrevet en sang og den var min egentlige første skandinaviske vise. I Rom var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor af. Til overskrift havde jeg sat: “Skandinavernes Julesang i Rom 1833″ den var skreven til melodien: “Ung Adelsteen paa Thinge stod.”

“Skandinavernes Julesang i Rom 1833″ Sødt dufter Juletræets Blad, Det stod igaar i Laurbærlunden ! Lad os, som Barnet, være glad, Vi er jo Alle Børn i Grunden, Den ene Forskel kun jeg seer, Een ved lidt mindre, Een lidt meer.

Husk, hvor det hjemme dog var smukt! Ved Juletid, da vi var mindre, Vi stod ved Døren, der var lukt, Saae gennem Sprækken Lyset tindre. Tidt Nabobørnene var med – Her finder nu det samme Sted.

Dansk, Svensk og Norsk, et Kløverblad, Med Sundhedskraften, Troskabsflammen, De Brødre tre, der skiltes ad, I Roma knyttes atter sammen! Ét Sprog, ét Hjem os Himlen gav, Og Broder er hver Skandinav!

Ei Drot og Hjem vor Sjæl forlod, Hvad Hjertet elsker, må det prise, Held Danmarks Fred’rik Eiegod, Held Sverrigs Carl Johan den Vise, Den Skål gensidig tømmes må, Thi Brødre her hos Brødre staae!

Så sælsomt skifter Livet om, Så mangt et dejligt Billed svinder, Dog denne Julefest i Rom Vil staae blandt vore skønne Minder, Thi grib og nyd med Barnets Sjæl Vor lykkelige Juleqvæl!

Sangen var sunget, der blev en pause og enhver ville have sin konges skål først udbragt. Endelig blev de forenede udbragte. Jeg havde af en naturlig takt, uden tanke om politik, vidst valgt det rette, men jeg fik over bordet bebrejdelse for “de mange konger”, og siden lød det til mig fra København, at højtstående folk havde fundet det underligt, at jeg, der rejste for danske penge, besang den svenske konge. Det forekom mig, at det ville have været højst upassende, om ikke i en kreds af danske, svenske og norske, begge konger, ligesom de tre folk her, også stilledes sammen. Vi var nabobørn fra Norden, og hver af gæsterne var tillige vært. Men min mening var, som sagt, dengang ikke alle de andres. Det har siden rigtigt og smukt forandret sig, men jeg fik mine skænd fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted. Da jeg med Thorvaldsen og nogle af selskabet ved midnat forlod festen, og vi bankede på Roms Port, var det for mig som i “Ulysses von lthacia”, hvor Chilian banker på Trojas Port. “Chi’e?” spurgte de; “Amici” svarede vi, og nu åbnedes en så lille låge, at vi næsten måtte krybe igennem den. Det var et dejligt vejr, som en sommernat i Norden. “Det er anderledes end hjemme” sagde Thorvaldsen, “Kappen bliver mig ordentlig for tung”.

Other references

  • Citeret efter H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, København 1855, kapitel 6, p. 165-168.

Subjects
Scandinavism
Last updated 14.05.2017 Print