The Thorvaldsens Museum Archives

Da jeg har været bortreist har jeg først ved min Tilbagekomst modtaget dhr Executorers ærede Skrivelse af 26/passato – som jeg herved giver mig den Frihed at besvare.

Ved under 10 April forrige Aar at fremstille de Omstændigheder hvorunder afd: Conferenceraad Thorvaldsen i Rom havde overladt mig Basrelieffet de 3 Gratier og ved at producere flere Attester der bevidne Rigtigheden af min Fordring havde jeg ventet at dhr ej vilde vægre sig mod at udlevere mig det nævnte Basrelief. Jeg troer nemlig at enhver vil indrømme at det ej lader sig giøre med en Kunstner ej mindst med en Kunstner som Thorvaldsen at sikre sig et aldeles fuldstændig juridisk Beviis for Berettigelsen til at erholde de Arbeider han har paataget sig at udføre. Der kan med Billighed ej fordres mere end at man tilvejebringer en høj Grad af Sandsynlighed for at den Fordring man giør er grundet. – Jeg har imidlertid ved tilfældige Omstændigheder været saa heldig at gotgiøre min Fordring med flere fuldkommen troværdige og overensstemmende Vidnesbyrd – langt stærkere end de under lignende Omstændigheder kunde været ventet. – Uagtet dette har Boets Curator troet sig opfordret til at giøre adskillige Indsigelser – som jeg herved vil imødegaae.
Det indrømmes fra Boets Side at jeg skal have et Exemplar af de 3 Gratier i Marmor imod at erlægge 350 Sp. – Det fremgaaerogsaa klart af alle de fremlagte Attester – Wilkens’ iberegnet. Curator bemærker imidlertid at Erklæringerne ej var beedigede og saaledes mindre troværdige og at Vidnesbyrdene var enlige. Jeg maa hertil svare ”at de der har afgivet Erklæringerne ere dannede, dygtige Mænd, at de 3 ere Kunstnere, der kiendte Thorvaldsen og hans Arbeider nøje, at de 2 af dem vare hans Elever, hvoraf den ene endog arbeidede i Rom paa det nævnte Basrelief og at den fierde specielt var sendt til Thorvaldsen i det Anliggende. De maatte saaledes være særdeles qualificerede til at opfatte rigtigt og til at giengive Hovedsagen af hvad de havde opfattet. Da de ei have afgivet deres Erklæringer vel vidend e at de afgave samme i Anledning af en Controvers, kan der ei være Skygge af Tvivl om at de have været sig vel bevidste hvad de skrev ej at de have været beredte paa at ratifibere det. Hvad det angaaer at Vidnesbyrdene var enlige da vilde det jo end ikke for den juridiske Domstoel udkræves at Vedkommende skulde i et Tilfælde som nærværende have erfaret paa én Tid og paa et Sted det hvorover de have erklæret sig – saa at Curators Bemærkning herom er urigtig. Ved at omtale de enkelte Attester bemærker Curator at Sonne bruger [xxxxled.] der imidlertid hverken efter almindelig Sprogbrug eller efter Sammenhængen kan betyde en dispositio mortis causa. At dette ej heller har været Meningen viser alle de øvrige Attester klarlig uden at de i fierneste Maade antyder at det først var efter Døden at Dispositionen skulde gaa for sig. Wilkens siger “havde overladt” i sin under Eds Tilbud afgivne Attest. – Borup siger tilhørte ham (Puggaard) o.s.v. Herfortt beretter hvorledes Thorvaldsen havde lovet at sørge for at der var tilstrækkelige Beviser til Stede for min Ret dersom han ved Døden skulde afgaae, forinden han retournerede. – Scholl udtrykker sig ogsaa afgiørende for at det var en Contract der skulde fuldbyrdes i levende Live. Den sidste Attest vil Curator vel erklære for betydningsløs – men en Mand kan dog gierne udstæde en tydsk Attest og forstaae en Dansk Samtale og ved at erkyndige mig erfarer jeg at Scholl ej alene forstaaer Dansk men ogsaa taler det. – Men under alle Omstændigheder hvad enten Overdragelsen skulde finde Sted i levende Live eller efter Døden, var det en Contract – om end en for mig meget gunstig – som Thorvaldsen ej kunde hæve. Det maa saaledes ansees hævet over al Tvivl at Thorvaldsen har lovet at overlade mig de 3 Gratier for 350 Piastre og at han ej kunde forandre sin Bestemmelse i saa Henseende. Spørgsmaalet bliver da hvilket Exemplar han har lovet mig. I saa Henseende er Scholls Attest afgiørende. Han arbeidede paa Basreliefet, der var i Rom – medens det andet var i Kiøbenhavn – og som ved det fortrinligere Marmor var let kiendelig. Hans Attest bestyrkes med Sonnes hvori det hedder “som dengang fandtes i hans (Thorvaldsens) Studier” og med Borups “at Basreliefet som sidst kom fra Rom tilhørte ham (Puggaard) og at Thorvaldsen paaviste hvad det var han først selv vilde eftergaa paa bemeldte før det kom ud af hans Hænder”. Curators sindrige Forklaring at det var “nye Ideer” der skulde realiseres, vel at mærke paa et saa godt som færdigt Arbeide – vil der vel næppe tages noget Hensyn til. –
Sluttelig bemærker jeg at Bogholder Herforth og Billedhugger Scholl ere villige til at beedige deres Attester – (Borup og Sonne har jeg ej truffet) – som jeg synes mindre passende i denne Sag: nemlig om det af Boet blev fordret. –
Jeg troer saaledes at have gotgiort min Ret til at faae det fra Rom sidst hiemkomne Basrelief de 3 Gratier i hvidt cararisk Marmor – som jeg beder dhr Executores give Ordre til at lade mig udlevere imod at jeg derfor betaler 350 Piastre og jeg [xxxx] at sige at det ville være en urigtig Maade at hædre den store Kunstners Minde paa hvis man længere vægrede sig ved [at] opfylde den af Ham indgangne Forpligtelse

Ærbødigst
HPuggaard

Samtlige mig sendte Documenter følger hermed tilbage.