The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 1154 of 10237
Sender Date Recipient
Sophie Ørsted [+]

Sender’s Location

København

Sommer 1812 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår indirekte af dokumentet. Ørsted nævner, at hun i foråret har set det omtalte maleri af J.L. Lund, der var udstillet på Kunstakademiet i foråret 1812.

F.C. Sibbern [+]

Recipient’s Location

København?

Abstract

The commentary to this document is not available at the moment.

[…]

En Glæde har jeg oplevet i dette Foraar, som jeg dog maa melde Dem; det er en virkelig sand Kunstnydelse. Maler Lund opstillede ved dette Aars Udstilling paa Charlottenborg sit store historiske Stykke, Grækernes Seier over Troja. I Forgrunden ses Hectors Grav; Andromache, der bortføres af Pyrrhus som Fange, har for sidste Gang ofret ved Hectors Grav. Overvældet af en uendelig dyb og ædel Smerte synker den Arm, hvori hun holder det Kar, hun har brugt ved Ofringen, til Jorden, kun Tyngden og en svag Bøjning af hendes Finger gjør, at det ej glider ud af hendes Haand; der kan ej tænkes noget yndigere og afmægtigere end denne Arm. Den anden Arm hviler paa Graven, hendes hele Figur ligger som hengydet over den elskedes Grav, som et Offer af Guderne for dens Indbyggere Kjærlighed og Mod. Hendes Søn knæler ved Graven, slynger sin ene, lille Arm om hendes herlige Nakke, søger hendes Blik med en vemodig, ubeskrivelig, elskelig, barnlig Uro, med en Fromhed og Klarhed, der overgaar al Beskrivelse; man ser saa tydelig paa hans Blik, at hans Himmel og Salighed boer i hendes. Hun skuer med en urokkelig Fasthed ned i Jorden; dér hviler hendes Glæde og Trøst; at deres Blikke forfejle hinanden, eller rettere; idet de søge efter ét, da gaa hinanden forbi, gjør en guddommelig Virkning. Den barnlige, rødlige, fyldige Arm om hendes fine, hvide, ja næsten lidt blege Nakke giver et Billede paa Fortid, Nutid og Fremtid, det ej er mig muligt at forklare. Pyrrhus griber om den Arm af hendes, der hviler paa Graven, hans Mine er rolig, men i hans Bevægelse er der en Længsel efter at afbryde denne Scene; han vil hæve hende, men hans Haand udfører ej hans Beslutning, den omfatter ikkun løselig hendes Arm. Modsætningen af hans brune Farve til Barnets blomstrende og hendes zarte Kolorit gjør en underlig Virkning. Draperierne ere udtænkte og udarbejdede med en høj Grad af Smag og Finhed. Hovedfarven i Andromaches Dragt er ikke skinnende, men dog ren, gul Farve. Astyanax er i en grøn Dragt, Pyrrhus i en mørkerød, dog ej karmoisin, snarere kirsebærrød. I Baggrunden ses det brændende Troja, hvor ud af dets Indbyggere vandre som Fanger. Blandt den utallige Mængde af Figurer og Grupper, som denne Sværm frembyder Øjet, gjorde især en kvindelig Figur med et Barn paa Armen og et andet ved Siden, der, trykkende sin Husgud op til sig, holdt sig meget nær op til sin Moder, et stærkt Indtryk paa mig; hendes Øje vendte dels tilbage til den brændende Stad, dels til Siden til den nedsunkne Andromache; i hendes Blik laa der et Udtryk af en Følelse, man sikkert faar, ved at se det største og skjønneste i Støv og Aske. Mod Perspektivets Rigtighed i dette Stykke har jeg hørt adskillige Tvivl og oprigtig, mig synes selv Formindskelsen af Figurerne altfor pludselig at tiltage; dog meget kan bero paa Stedet og Belysningen; at derimod de to Figurer i Forgrunden ere fortræffelige, derom tror jeg knap nogen kan være af en anden Mening. Jeg glæder mig usigelig til atter at se det ude hos Lund.

– Et dejligt Landskab var der ogsaa af ham: Egnen ved Simplon. Det har aldrig saa tydelig staaet for mit Øje, den egentlige Højde af en malet Klippe, som her. Klippen rejser sig uden at være stejl med en saadan Kraft til Himlen; man føler, at man staar i en Dal; en nylig falden Regn har forfrisket alt der omkring, Græsset ser saa velsignet frisk og fugtigt ud, og de bortdrivende Skyer overskære Klippen; hvem maa da ej tænke paa: “das Maulthier sucht im Nebel seinen Weg”. Solen bryder igjennem og oplyser Dalen; Klippens Top svæver over Skyerne i det klare, rene blaa. Det er usigelig vederkvægende at beskue det skjønne Landskab. “Dahin! Dahin!”

Af Stub er der ogsaa et udmærket Stykke: Alcione, der paa en mosgroet Klippe mod Havet, efter en urolig Drøm, ved Solens Opgang sidder og venter sin Mands Hjemkomst. Noget sødere end dette Stykke lader sig ej godt tænke. Omgivelserne, Vandet, Belysningen ere uovertræffelig skjønne. Der er i den hele Komposition en saadan Kjærlighed og Ynde i Udførelsen saa usigelig megen Fasthed og Blidhed, i Koloriten en saadan Varme og Sødhed, kort det er et velsignet Stykke; men Figuren selv er ikke i den Stil som Lunds Andromache; især forekom Øjet og Blikket mig langtfra ej at indeholde det uendelige, som ligger i Astyanaxes og Andromaches’s Blikke.

[…]

General Comment

Dette er et uddrag af et brev, der er skrevet af efter Bøgh, op. cit.
Ørsted beskriver sin oplevelse af udstillingen på Kunstakademiet i foråret 1812.


Hendes beskrivelse fokuserer på J.L. Lunds Pyrrhus og Andromache ved Hectors grav:

J.L. Lund, Pyrrhus og Andromache ved Hectors grav, 1807-11, olie på lærred, 230 x 303,5 cm, Statens Museum for Kunst
J.L. Lund: Pyrrhus og Andromache ved Hectors grav, 1807-11, olie på lærred, 230×303,5 cm
Statens Museum for Kunst

Sibbern skulle iflg. Bøgh, op. cit., p. 50, bl.a. have svaret flg.:

“Jeg takker Dem af ganske Hjerte for Deres Beskrivelse af Malerierne; det er skjønt og vederkvægende at læse. Giv De mig altid blot saadanne Efterretninger, i hvilke De selv er fuldt og helt tilstede.”

Other references

  • Nicolai Bøgh: ‘Sophie Ørsted, født Oehlenschlæger’, in: Historisk Archiv. Et Maanedsskrift for populaire Skildringer af historiske Personer og Begivenheder, vol. 2, København 1874, p. 47-49.

Subjects
Academy of Fine Arts, Copenhagen, Exhibitions
Persons
C.G. Kratzenstein Stub · J.L. Lund
Last updated 26.01.2020 Print