No. 7834 of 10318
Sender Date Recipient
A.S. Ørsted [+]

Sender’s Location

Roskilde

18.11.1838 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af brevet.

Jonas Collin [+]

Recipient’s Location

Antagelig København

Information on recipient

Ingen udskrift.

Abstract

The commentary for this letter is not available at the moment.

See Original

Roeskilde 18/11 38

Kiære Collin!

Herved det Thorvaldsenske Gavebrev og Testament tilbage. Den ubetyd[e]lige Forandring, som jeg S 1 har antydet med Blyant, gaaer ud paa at det ikke skal have Udseende som om Th selv tvivlede om sin Egenskab som dansk; noget der vel ikke kunde være af Vigtighed, hvis denne blev i sin Tid disputeret, men som dog kunde tænkes at forøge Vedk[ommen]des Mod til at bestride samme.

Du har vist nok Ret i at Uigjenkald[e]ligheden rettest udgaaer i Indledningen og dermed i § 1 remplacerer Urokk]e]ligheden. Vel kunde Udtrykket, anbragt det første Sted, ogsaa referere sig til de eventuelle Substitutioner af Musæet til de Capitaler, som Frue Poulsens Børn skulle nyde Renter af, men det er neppe Ths Hensigt forsaavidt at binde sig. Jeg troer ellers, at jeg forhen har bemærket, at § 1 helst burde omdannes til et særskilt Gavebrev, som tidnok overleveres til Mag, og hvoraf Copie maaskee kunde meddeles de 32.

Det er vist nok en uheldig Idee at substituere Bayern. Der vilde aldrig skaffes noget sømmeligt Locale, og der vilde Ts Kunstskatte alt for meget blive henslængte i en Krog. Det er vel og kun som en claus. poenalis sligt kunde falde ham ind. Det Omr[xxx]t[xx]ede er vist nok meget bedre, men er 1 Aar ikke en for knap Tid? Mag. og de 32 Mand komme ikke saasnart til en Beslutning i denne vist nok for en Communalbestyrelse ikke lidet vanskelige Sag; den maa i al Fald have et meget bestemt Overslag over Beløbet, førend den kunne paatage sig en saa stor Udgift, hvil[ke]t naturligvis og behøver høiere Sanction. Den kunde og let fald[e] paa at ville have nogen Sikkerhed for hvad det var der legr[xxx]tes og om der i Tiden enten fra det Pavelige Hofs Side eller paa Grund af saadanne ældre Dispositioner, som ei kunne vilkaarlig tilbagekaldes, eller af andre Aarsager kunde være noget til Hinder for Dispositionens Fuldbyrdelse. Sagen taaler i det Hele ikke at behandles med den Circumspection, der ellers hører til de magistralske Dyder. Om Mag. og de 32 M[an]d, i Tillid til at de her kunne gjøre Regning paa Sanction fra Regjeringen og Bifald af Publicum, ville tage en rask Resolution og sætte sædvanlig Forsigtighed til side, maa Gud vide. Man maa og tilstaae, at de, saafremt der i Tiden skulde møde noget, som forhindrede Dispositionens Fuldbyrdelse, vilde komme til at høre ilde derfor, og at det, der i dette Øieblik vilde blive bespottet som Pedanterie, da vilde blive anseet for en vedbørlig og skyldig Forsigtighed, hvis Efterladelse var høist uforsvarlig. Paa forøget Subscription er der næppe at tænke fra det Øieblik af, at det er afgjort, at Staden (eller Staten) skal bringe det fornødne Supplement tilveie til det, der er samlet.

Der kan vel i være Tvivl om at de i § 3 nævnte Exc. ere at forstaae om det Kbhske?

I § 4 første Note er det kun betingelsesvis bestemt, at de der nævnte Capitaler skulle indsættes i Kbh Ov[er]f[ormyn]derie, men længere nede i §en samt fornemmelig i § 5 bestem[m]es det uafhe[xx]g[xx]st. Det er vel in effectu tem[m]elig ligegyldigt, da en forandret Disposition vist nok alligevel kunde gjøres; men for Overeensstem[m]elsens Skyld i Udtrykket kunde her vel gjøres den [xxx] fornødne Fordring.

Det er synderligt, at de Børnebørn, Th maatte efterlade sig, men som ei ved hans Død maatte være Aar gamle, skulle være Stedbørn.

Jeg skal ikke gjentage hvad jeg forhen har yttret om Uhensigtsmessigheden af evige og derfor i det Ubestemte delelige Fideicommisrenter, især af ikke store Titelsummer. Jeg skjønner vel, at det fideicommissariske Baand maa vedblive for ikke at betage Musæet det skjøndt vel temmelig fjærne Haab omsider at faae de Capitaler, hvoraf Fideicommenterne skulle nyde Renterne, og han vil maaskee ikke vide af nogen Primogenitur at sige. Men Maaden, hvorpaa Fordelingen skal gaae for sig, synes mig saa unaturlig, at jeg paa nye maa bringe samme i Erindring og forsøge at gjøre den tydeligere.
Jeg vil sætte, at Frue Poulsens ældste Søn Albert efterlader sig to Børn (ligegyldigt om Sønner eller Døttre), som hver for sig have eller siden faae adskillige Børn, og derhos fem Børn af en forhen afdød Søn eller Datter (f Ec hver i alt 5). Disse sidste Barnebørn skulle nu hver for sig tage lige Lod med hver af de to i Lin[i]e nærmeste Børn, saa at hver faar 1/7. Det er nu høist synderligt at A og B, som vild[e] have arvet hver 1/3 hvis C havde været i Live, skulle nøies med 1/7, fordie C er død, og at dennes Barn, formedelst hans Død faae 8/21 mere end der om C endnu ved Arvefaldet havde været i Live, var tilfaldet ham og siden efter h[an]s Død den[n]e. Men det Unaturlige heri vil endnu mere træde frem, naar det betænkes, at, naar nu A eller B maaskee kort efter døer, saa faaer hver af sammes (per hypothesis) 5 Børn kun hver 1/5 af hans 1/7, altsaa kun 1/35, uagtet de ere aldeles ligesaa nære som Cs Børn. Saafremt siden nogle af Cs Børn døer uden Livsarvinger saa falder, saavidt jeg kan slutte af Dispositionen, deres Lodder til deres Sødskende, og kan saaledes hænde at et af Børn omsidder faar 5/7 af hele Renten, medens de øvrige Børnebørn hver kun nyde 1/35, saa at Hensigten, at Alle, der staar lige nær i Grad, skulle nyde lige Rente, dog aldeles vilde forfeiles. Skulde denne Hensigt retlig opnaaes saa maatte Cs Børn, naar i sin Tid A eller B døde, afgive en Deel af den dem allerede tillagte Rente, for at alle Børnebørn kunde faae lige Lodder, og ligeledes maatte B eller A, hvem af dem, der levede længst, afgive en Deel af sin Rente, for at Ligheden kunde tilveiebringes, men naar denne igjen døde maatte dens Børn nyde lige Lodder med de øvrige; og naar senere Dødsfald foregik i nogen af de forskjellige Brancher, maatte, hvis den Afd. efterlod Børn, disse stedse faae en større Lod end den afdøde selv, og hvis den ingen Børn havde dens Lod uden Forskjel paa Stamherre deles lige mellem alle Descendenterne af Albert; med mange flere Synderligheder, som til dels og vilde være i Strid med Testamentet. Jeg maa derfor tilraade, at man lader denne [xxx]ne Delingsmaade fare, og at derimod, naar i øvrigt Hovedideen skal følges, dog Renternes Fordeling mellem de flere Descendentere i enhver Linie skeer efter Lovens almindelige Arvefølge.

Jeg kan ikke andet end nære nogen Frygt for at jeg har misforstaaet Dispositionen, saa meget mere som Lassen har taget Deel deri. Men jeg kan ikke bringe andet ud af samme. Jeg kan tænke mig, at Th har tilkjendegivet den Villie, at alle Descendenterne skulle arve lige; men denne Lighed kan; hvis jeg ikke feiler, ikke opnaaes ved at lade Børn og Børnebørn o sv træde sammen til at arve som om de vare Sødskende indbyrdes, men snarere ved at hver Green tage lige Lod, saa deles mellem de flere eller færre Repræsentantere som den til enhver Tid har.

Jeg fik ikke læst dit Brev igaar førend Treschow har
[sic] reist og fik ikke opholdt Sagen til han kommer igjen. Det vilde vist ikke være til Skade, om Th. consulterede ham; thi han har gode Gaver til at tale Folk til rette; men det vilde maaskee være bedre om han selv vendte sig til ham end om de, der ellers have givet Th Raad i Testamentsagen, viste ham til Th.

Dersom Du ikke har noget derimod, skal jeg gjennem Cancelliet søge at bevirke, at den [xxx]artede [xxx]nd[in]g om Qv Coursen bortfalder, naturligvis under Forbeholdenhed af at den paa nye noteres og kundgjøres, saafremt, mod Formodning, Baronessen nogensinde paa nye skulde blive saaledes noteret, at, efter de i Pl 30 Jul 1818 og 20 Jan 1825 forskrevne Regler, [xx]dnet udt[xx] en fra Pari forskjellig Qvartalscours. Om Du vil kunde jeg og opsætte et Par Ord og sende til Din og de andres Approbation og eventuelle Underskrift

/ /
Ørsted

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Oprettelse, 84o
Last updated 10.05.2011 Print