En nordisk Fest i Rom.
(Af A. Munch i Norsk Rigstidende.)
En af hine skjønne Dage i Marts Maaned, den 18de troer jeg, mærkedes ved det at de herværende Svenske og Norske vare i Frascati med Prinds Oscar. Det var nemlig bleven bekjendt, at Prindsen den Dag vilde tage ud til denne venlige, herligt beliggende lille Stad, hvis hvide Huse sees fra Rom høit paa Afhældet af Albanerbjergene, midt imellem Olivenskove og prangende Villaer. Man kom derfor overeens om samlede at modtage ham derude, og der arrangere en lille Fest for ham, simpelt og fordringsløst, saaledes som Kunstnerne imellem sig selv pleie at gjøre det. Vi kjørte altsaa derud tidligt om Morgenen, nogle og tyve i Tallet, tre Norske og een Dansk, de Øvrige Svenske, mest Kunstnere, hvoriblandt Seniores vare Bystrøm, Fogelberg og Sødermark. Neppe vare vi samlede i Værtshuset, for Prindsen med Suite strax kom efter, og nu begav det hele Tog, under Prof. Vogelbergs Anførsel, sig paa Vandring gjennem de mange underskjønne Villaer, hvis Cypres- og Orange-Alleer. Terrasser, Vandkunster og Pragtbygninger strække sig opad Bjergsiden, og hvorfra vi ved hvert Skridt havde den videste Udsigt over den grønbrune, havlignende Campagna di Roma, begreendset paa den ene Side af de farvestraalende, sneekronede Sabinerbjerge, og paa den anden af endnu et Hav, det virkelige, det indigo-blaa Mediterraneum. Ved vor Tilbagekomst fra denne Excursion ventede os en frugal men smagfuldt anrettet Collation i den store, skjønne Loconda, (for en Pragtvilla, bygget af en Paves Yndling). Her var Bordet dækket i en stor, halvrund Sal, i hvis Nischer stode Marmorstatuer, bekrandsede med Laurbær, og fra hvis aabne Altandørre man saae ud over den blaanende Campagna, og øinede Peters-kuppelen i det Fjerne. Den bedste og gladeste Stemning herskede ved Bordet, og nordiske Melodier bleve fiirstemmigt, harmoniskt udførte, og Nationalsange sjungne i Chor. Prof. Fogelberg udbragte Erindringsskaalen for det fjerne fælles Fædreland, for Sverige og Norge; den blev naturligviis modtaget med stormende Begistring blandet med den Draabe Veemod, som Hjemveen i det Fjerne aldrig undlader at gyde i Glædesbægeret, selv naar det krandses af Italiens Epheu, som her. Den unge Prinds, hvis ligefremme forstandige og beskedne Væsen i kort Tid havde vundet ham Alles Hjerter, reiste sig derpaa, og bragte i nogle faa velvalgte Ord Landsmændene sin Tak for den Opmærksomhed, de havde viist ham i Rom, idet han tillige ønskede Enhver af dem Held til Udførelsen af det særskilte Hverv, der maatte have ført ham til den evige Stad. Efter Maaltidet satte Alle sig paa Æsler og Heste, og foer i en lystig Caravane op til Stedet, hvor det gamle Tusculum har ligget, paa Ryggen af dette Bjerg. Her, i de velvedligeholdte Levninger af Theatret, forefaldt en ganske original Scene. Hele Selskabet tog nemlig Plads om hinanden paa Steentrinene, hvor ogsaa de gamle Tilskuere havde siddet, og blandt dem vistnok Cicero, hvis Villa var her. Nu sadde en Flok Barbarer fra det yderste Thule paa disse Bænke, og istedetfor de antike Acteurer med Masken og Cothurnen traadte en svensk Maler frem i Prosceniet, og foredrog Bellmann, paa en saa fortræffelig mimisk Maade, at det gamle Theater og Klippevæggene omkring gjenlød af Bifaldslarm. Bellmann sjunget i det classiske Tusculums antike Theater, hvilket sælsomt Spil af Skjæbnen! Siden afvexlede man med at synge Qvartetter og Tyrolersange mellem Ruinerne, og Prindsen tog selv virksom Deel i denne Øvelse. Tilsidst, da Skyggerne begyndte at falde lange over Campagnen, og Solen nærmede sig Horizonten, maatte man bryde op, besteg sine respective, gjenstridige Æsler, og satte i fuld Carriere, under adskillige tragicomiske Uheld, nedad Bjergkløfterne til Frascati, hvor Vognene ventede, og tog hver sin Fragt tilbage til Rom.
Denne Forsamling af Kunstnere var den største, som i lang Tid havde fundet Sted; man klager nemlig almindeligt over, at her nu ikke mere er saadant Sammenhold og gemytligt Leben mellem Kunstnerne, som tilforn. De Danske og Svenske leve vel endnu meget tilsammen, skjøndt heller ikke deres ugentlige Aftenmøder ere saa regelmæssige og saa besøgte, som de forrige Vinter skal have været; men det er især mellem disse skandinaviske Kunstnere og de tydske at Splittelsen er mærkelig. Jeg troer ikke, som man har villet paastaae, at det schleswigholstenske spørgsmaal ogsaa her skulde spøge og sætte Ondt mellem “Danske og Tydske endog her midt i Italien, hvor Kunst og Poesi maatte frit kunne udøve sin formildende Indflydelse og holde politiske Tvistigheder borte, idetmindste hvad Kunstanliggender angaaer; det er rimeligere at forklare Phænomenet ganske simpelt af de til Rom strømmende Kunstneres overhaandtagende Mængde, der gjør et mere almindeligt samliv næsten umuligt; tillige maa man erkjende, at Kunstnersamfundet her har tabt sit bedste Foreningspunkt siden Thorvaldsens Bortgang. Imidlertid maa man ikke forstaae dette Schisma mellem Skandinaver og Tydske saaledes, som skulde de være ligegyldige eller endog fordomsfulde mod hinandens respective Kunstpræstationer; at det kun er i social Henseende Splittelsen bestaae, viste sig netop i denne Tid klart ved den uforbeholdne og varme Interesse, hvormed de skandinaviske Kunstnere forenede sig med Roms kunstelskende Publikum for to store historiske Malerier, der i forrige Maaned vare offentlig udstillede her af to tydske Kunstnere, og som vakte mere end almindelig Opmærksomhed. Det ene, af Østerrigeren Rahl, forestillede Hohenstauferen Manfreds Indtog i en siciliansk Stad, gjorde ved Mangfoldighed i Compositionen, dristige Stillinger og pragtfuld Udførelse megen Effect, har fremkaldt lange Kunstkritiker i tydske Blade, og er endog blevet besjunget af den tydske Digter Heinrich Stieglitz.