The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9783 of 10181
Sender Date Recipient
NN 11.2.1845 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Hr. Redacteur!

Da jeg troer, det vil have nogen Interesse for dem, og muligen give en eller anden af vore kun theoretiske Pædagoger et nyttigt Vink, tillader jeg mig at meddele Dem en for mig som Fader og Lærer særdeles glædelig Tildragelse ‒ en Metamorphose, saa at sige, der er foregaaet med et af mine Børn; og ihvorvel dette Factum hører ind under Familielivets engere Sphære, formener jeg dog. Beretningen derom kan stifte nogen almindelig Nytte, hvis aarsag jeg ikke finder det upassende at give mit Hjerte Luft i et Brev til Dem.

Forhold og Omstændigheder have gjort mig til Pligt selv at paatage mig mine Børns Underviisning; en Opgave, der forresten, naar den nogenlunde samvittighedsfuldt skal løses, er mindre oeconomisk end behagelig. Mine Børn ere, naar jeg selv maa sige det, særdeles lærelystne og lærenemme, og forsaavidt er det da en sand Fornøielse for mig, et vederqvægende Otium, naar jeg af og til et Par Timer om Dagen kan sysselsatte mig med deres Underviisning, efter mine egne Forretninger for at erhverve det kjære daglige Brød.

Men, der er jo ingen Regel uden Undtagelse. Saaledes ogsaa her. Iblandt visse lærelystne og lærenemme Børn befinder sig et Barn, og det ovenikjøbet en Søn, hvis intellektuelle Opdragelse laae mig centnertungt paa Hjerte, saasom han, som man siger, Intet gad lært, men foretrak at „gaae for Lud og koldt Vand.” Han havde ligesom en medfødt Modbydelighed for Pen og Griffel, og jeg kunde gjerne sige Foragt for alt hvad der hedder Bøger. Jeg forsøgte alle mig bekjendte Midler og Methoder, baade Trudsler og Lokkemidler, jeg studerede Pestalozzi og Rousseau; ‒ forgjæves! han var og forblev uimodtagelig for al boglig Lærdom, og gjorde kun faa eller ingen Fremskridt i de almindelige Skolekundskaber.

Min Sorg og Bekymring var stor, og steg naturligviis ligesom Drengen blev ældre. Ofte nynnede jeg hen for mig selv med lønlige Suk: „Naar mit Øie er lukt”, og det manglede ikke, at jeg hvergang en Festdag, Fødselsdag eller anden saadan Leilighed frembød sig havde lagt en Underviisningsplan, som skulde begynde efter hiin Dag; men ‒ Alt uden Resultat!

Saaledes havde jeg da næsten opgivet Haabet om at bringe det til Noget, og lod nu kun mine Betragtninger gaae ud paa, hvilken Profession jeg i sin Tid skulde anbringe denne „forsømte” Dreng til. Det er vanskeligt nok i vore Dage at bestemme Sligt; thi i ethvert Fag bliver det jo nu, Gud være lovet! mere og mere nødvendigt at have Kundskaber og at være i Besiddelse af en god Skoleunderviisning. Den eneste, vistnok noget svage, Trøst gav mig Udsigten til de maßmannske Søndagsskoler og andre deslige veldædige Anstalter, der skulle bode paa det i Barndommen Forsømte.

Da traf det sig, at jeg i Deres Blad læste en med Føie anbefalende Anmeldelse af Thorvaldsens Værker, udgivne i Kobberstik med Text af Hillerup efter Thiele, paa Reitzels Forlag. Jeg anskaffede mig dette interessante Værk og glædede mig over at have, om end i løse og ufuldstændige Contourer, den udødelige Mesters herlige Arbeider for mig, naar jeg vilde. Ommeldte min ulærvillige Søn, der, som de fleste Børn, altid har holdt meget af at see Billeder, maatte dog ogsaa gjøre sig bekjendt med disse tvende store nye Billedbøger, og bad om at maatte see Tegningerne. Jeg tillod ham det, og snart havde han fordybet sig saaledes deri, at han kunde give en taalelig Forklaring over hver enkelt af Bladenes Afbildninger.

Nu foregik der en total Forandring baade i hans indre og ydre Væsen. En Gnist, jeg hidtil ikke havde bemærket, var tændt og behøvedes kun at næres, for at en for hans hele Liv velgjørende Varme alvorligen kunde gjennemstrømme, opildne ham og give ham Lyst til at erhverve sig de Kundskaber, han virkelig manglede for en Dreng af hans Alder. Thorvaldsens Værker vare hans Øiesteen, jeg kan næsten sige han tilbad dem, idetmindste drev han et formeligt Afguderi med dem; de vare hans første Tanke om Morgenen, han drømte om dem om Natten ‒ kort: han levede og aandede kun i dem. Han plagede mig uafladelig med Spørgsmaal, saa om Et og saa om et Andet, hine Arbeider betreffende, og da jeg mærkede, hvilken Retning hans Aand havde taget, fandt jeg det rigtigst, kun at anvise ham de Kilder, hvorfra han kunde øse de attraaede Oplysninger, overladende til ham selv at søge dem der og arbeide sig videre frem.

Nogle smaa Gibsafstøbninger efter de nævnte Kunstværker forøgede end mere hans Attraa efter at see Originalerne. Jeg tog ham da med i Fruekirke. Det var en sand Fornøielse at iagttage den Andagt, med hvilken han fulgte den velvillige omvisende Kirkebetjents Forklaring over Apostlerne ‒ Frelseren ‒ Basrelieffet: „Daaben” i Skriftestolen ‒ det fattige Barn, der ledes af en Genius igjennem Livet (hiin smukke Allusion til Kunstnerens egen Ungdom, anbragt over Fattigblokken) ‒ Frisen: Toget til Golgatha, og de øvrige kostbare og kostelige Kunstværker. Til Johannes-Gruppen udenfor gjorde han paa egen Haand mangen en Vandring, ligesom til Christiansborgslot for at tage de fire Medaillons over Hovedindgangen i Øiesyn.

Nu maatte Alt frem, hvad jeg havde af Mythologi; thi han kunde ikke nøies med den kortfattede Forklaring, som ledsager Kobberstikkene, og vilde vide noget mere om de Personer, hvis Helteskikkelse og skjønne Former havde tiltalt ham i saa høi Grad. Han læste om Jason og Archilles og Hercules ‒ og ‒ jeg maa tilstaae det ‒ vidste snart bedre Besked med alle de hedningske Guder og Gudinder, end det havde været mig muligt at give ham om de Christnes eneste og sande Gud.

Med samme Iver fik han nu ogsaa fat paa Biblen, for at erfare noget Nærmere om Frelseren, Apostlerne o. s. v. Han vilde vide, hvorfor hiin var bleven korsfæstet og disse saa haardt forfulgte, de saae dog hos Thorvaldsen saa gode og fromme ud. „Læs selv!” sagde jeg; og med en Ufortrødenhed, jeg aldrig havde vovet at drømme om engang, gjennemstuderede han Biblen, lod sig give Commentarer over den og udarbeidede adskillige ret taalelige Sammenstillinger.

Med en lignende Lyst gav han sig til at læse Historie, og da han snart mærkede, at Begivenhederne ikke ret vilde indprente sig i hans Hukommelse, fordi han ikke kunde knytte dem til noget Sted, forsvandt ogsaa hans tidligere Aversion for Landkort og Geograpi. Han tog med synlig Glæde Andeel i de andre Sødskendes Underviisning, og kunde inden kort Tid saa nogenlunde orientere sig paa Jorden med Hensyn til de fornemste Lande og Steders Beliggenhed. ‒ Da der i Mythologien ofte bliver talt ikke blot om Løver og Panthere, men ogsaa om Drager og andre Uhyrer, henledtes han derved til at opkaste Spørgsmaal, om hvorvidt de nævnte Dyr virkelig existerede eller kun vare Fostere af Digternes Phantasie. „Læs selv!” sagde jeg atter og gav ham Naturhistorien, hvorhos jeg ikke forsømte Leiligheden til at vise ham de udenlandske Dyr, som tilfældigviis vare at see i de herværende smaa Menagerier. Han begyndte nu at samle Insecter og Mineraller, Planter og Træsorter etc. Hvor det var muligt, søgte jeg at tydeliggjøre ham det Læste ved at vise ham det i Naturen, i manglende Fald ved gode Afbildninger, ‒ og saaledes erholdt han da i utrolig kort Tid en Oversigt saavel over de vigtigste historiske Begivenheder, som over Naturen og det ydre Liv ‒ det Ene rakte det Andet Haanden, hver ny Læregjenstand trak en anden med sig.

Hvad nu de manuelle Færdigheder angaaer, da forblev „Thorvaldsens Værker” heller ikke uden Indflydelse paa disse. Han havde hidtil, kun efter mange Overtalelser, været at formaae til at skrive et Par Linier daglig i en Skrivebog efter Forskrift og nogle faa Sætninger paa Tavlen efter Dictat. Nu derimod arbeider han med rastløs Ufortrødenhed paa forskjellige Udtog af Geographi og Historie, og har paabegyndt en Mythologi til eget Brug, uddraget af en halv Snees større og mindre Mythologier, der ikke synes ham populaire nok eller som mangle en letfattelig Oversigt. ‒ Overhoved har jeg havt tilstrækkelig Leilighed, ved at iagttage Drengens særegne Selvunderviisning, til at see Heibergs Paastand bekræftet, at det Vigtigste ved enhver Videnskab er for den endnu Uindviede at kunne orientere sig i samme ‒ uden et saadanne rigtigt Overblik kan man slæbe og slide sig træt i en slet Uendelighed og ingensinde naae Maalet.

Men gaaer det, somsagt, glædeligt med Skrivningen, saa gaaer det endnu glædeligere med Tegningen. Her arbeider han ganske con amore, og har Mapper fulde af de fornemste af Thorvaldsens Groupper i forskjellig Størrelse. Jeg har endog fundet det hensigtsmæssigt at søge en Afledning for denne maaskee altfor overveiende Tegnelyst, der naturligviis er temmelig regelløs, hvisaarsag jeg lader ham nogle Timer om Ugen frequentere det „techniske Institut”, hvor der mere kan tages Hensyn til de „practiske Resultater”.

Regning er det Eneste, som ikke endnu vil til at gaae. Dog vil jeg ikke forcere, da jeg alt sporer, at det ikke mangler paa Lyst, men kun strander paa Evnen til at lære Tabellen. Han er just ikke hvad man kalder „tungnem”, og har derfor mange Gange lært samtlige „Tavler”, saaledes som Børn lære Psalmevers; men, skjøndt han ellers særdeles godt kan bibeholde, hvad han engang har lært udenad, glemmer han dog sin „Eengang-Een” med en utrolig Virtuositet. ‒ Han veed langt bedre end jeg, hvormange Fod eller Tommer hiin eller denne af Thorvaldsens Figurer er høi, og vilde i saa Henseende være en sand Acqvisition for det Thorvaldsenske Museum, saa at man hverken behøvede Catalog eller Beskrivelse; men laane i og kalde den 10, huske „Menterne” og trække rigtige Tal ned i Divisionsopgaver, ‒ det er endnu Maalet for vore fælles Bestræbelser.

Undskyld, Hr. Redacteur, hvis jeg muligen med altfor stor Vidtløftighed har dvælet ved Noget, som maaskee i Manges Øine ansees at være sande Bagateller, og dog har jeg ikke været istand til at give Dem et blot nogenlunde troe Billede af den hartad mirakuløse Forandring, der i et saare kort Tidsrum er foregaaen med et Barn, som jeg ikke har været meget langt fra at opgive som uimodtageligt for almindelig Lærdom og Skolekundskaber.

Og denne glædelige Forvandling skylder jeg „Thorvaldsens Værker”; med hver Dag udvikle de slumrende, nu vakte, Evner sig mere og mere, og jeg skal ikke negte, at kunde jeg „tilbede” nogen livløs Gjenstand, eller indrømme Skabningen, hvad ene tilkommer Skaberen, saa blev det hine Arbeider, dem jeg har lært at opfatte og nyde ved mit Barn.

Jeg maa endnu kun bemærke, for at forhindre enhver Mistydning, at jeg boer langt udenfor Hovedstaden og temmelig fjernet fra en Skole, til hvilken jeg kan have fuld Tillid.

Deres o. s. v.

General Comment

Denne tekst blev trykt i Den Frisindede, 11te Aarg. Nr. 17.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1845, Den Frisindede 11.2.
Persons
J.L. Heiberg · F.C. Hillerup · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Last updated 12.01.2015 Print