The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9624 of 10185
Sender Date Recipient
H.P. Holst [+]

Sender’s Location

København

24.5.1844 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original


Albert Thorvaldsen

–––––––––

En tale

i Universitetets Solennitetssal

ved

den nye Studenterforenings Mindefest

den 24de Mai 1844.

–––––––––

Af

H. P. Holst

–––––––––


Tabt var Grækenlands Kunst, og sørgende

Muserne flygted

Bort fra ægæiske Strand, bort fra sikuliske

Kyst;

Dog mod det elskede Land endnu engang Blikket

de vendte.

Og i et klagende Chor toned det sidste

Farvel.

Bjergene skjælved derved, fra Grunden oprørtes

Havet,

Jorden aabned sit Svælg, kræved sit kostbare

Rov:

Templerne styrte i Gruus, see! Marmorværkerne

vakle,

See! nu styrte de om, knuses i Faldet til

Støv!

Lyrerne knuses med dem – men hør! fra de

bristende Strenge

Klinger som Echo endnu døende, mat et

Farvel.


Og Aartusinder gik. Paa Marmorets straa-

lende Skatte

Jorden rugede tungt, tungere Glemselen

dog!

Talløse Slægter forsvandt, og andre fødtes og

døde,

Byer og Stæder forgik, andre opførtes

paany;

Men under Tidernes Løb og under den flyg-

tige Vexling

Gjemte den dunkle Jord skinsyg sin straalende

Skat.


Stundom i Muldet det klang, naar en Landmand

graved sin Viingaard,

Eller naar Oxerne trak langsomt den vægtige

Plov:

Steg af den mørke Grav, der i lange Sekler

sig lukked,

Frem da en Marmorgestalt i sin olympiske

Glands,

Undrende stirred de da paa Formernes evige

Skjønhed

Og paa den Høihed og Ro, som blev Antiken

tildeel,

Stilled til Skue den frem, som vilde de ret for

Alverden

Vise, hvor fattig og tom Nutidens Kunst var

mod den.


Men paa den travle Færd forundret stirrer en

Yngling;

Langveis fra nylig han kom hen til den evige

Stad.

Ingen kjendte ham der, og Ingen fatted hans

Væsen,

Tankefuld gik han omkring – men paa hans

ensomme Gang

Hviskede lønlig det tidt i Laurernes susende

Grene,

Og det var, som om dybt Kronen de bøied for

ham.


Som naar en Ungersvend gjenseer sin Elskedes

Aasyn

– Mange Aar skilte dem ad, intet Træk blev

dog glemt –

Saadan Antiken han saae, og saadan stod

den nu for ham,

Thi dengang han blev født, fødtes Antiken

med ham:

Derfor ei Spaden han greb, for at søge den

møisomt i Jorden,

Men af sin inderste Sjæl nyskabt han maned

den frem.

Større var Glæden vist ei blandt Olympens

salige Guder,

Dengang Hephaistos med Kraft smedede Ju-

piters Lyn,

End da hans Meisel klang, og af hundrede

skinnende Blokke

Guderne atter fremstod, feirende, skjønne som

før.

„Ha, hvo er han? hvor stammer han fra? hvad

Slægt har ham fostret?”

Saaledes lød det nu trindt, lød det i Syd og

i Nord;

Skindbundne Bøger kom frem og skimlede graae

Pergamenter,

Klarlig bevistes af dem, at han af Kongebyrd

var –

Daarer! der søge hans Slægt i den graae, den

tvivlsomme Fortid,

Kaster et Blik paa dem, som han har fostret

og født,

Troer I da end, at han er født af jordiske

Konger,

Han, som til Verden har bragt slig en gud-

dommelig Slægt?


Ja en guddommelig Slægt! Hvad en gammel

Mythe fortæller,

At af det vuggende Hav Skjønhedsgudinden blev

født,

Smukt gjentog sig med ham, thi hvergang et

Værk han frembragte,

Fødtes af Tankernes Hav Skjønhedens Billed

paany.


Kraftigt sin Bane han brød, og sit Spor i

Marmor han satte,

Sildigste Slægter skal end studsende følge hans

Spor!

Kraftigt sin Bane han brød, – men hans Banes

Meta var Skjønhed,

Og som den scythiske Piil lynsnart til Maalet

han vandt.

Tusinde stræbe didhen, og rask begynde de

Løbet,

Foden trættes dog snart, Maalet tabes saa

let,

Bort fra Banen dem vinke de gyldne, fristende

Frugter,

Der Atalanta tilforn standsede i hendes

Løb:

Hæder og Guld og Gunst – see, det er de

Frugter, der lokke

Kunstnerne tidt fra det Maal, som de sig viede

til –

Intet fristede ham, og Intet ham lokked til

Siden:

Simpelt og sandt var hans Liv, simpel og sand

var hans Kunst!


Hvo har ei tidt beundrende seet hiint Mesterens

Billed:

Ung og i seirende Glands svæver den dæm-

rende Dag,

Yppigt hun Blomster udstrøer, fra Fingrene

Roserne falde,

Lucifer Fakkelens Glands svinger fra Skulderen

kjækt: –

Saaledes var just hans Liv, en klar, en straa-

lende Soldag,

I triumferende Glands traadte for Verden han

frem,

Aandens Blomster han gav – som Roser de

faldt fra hans Fingre,

Ligesaa skjønne i Qvel, som i den tidlige

Gry;

Over den vidtstrakte Jord beskrev han sin ly-

sende Bane,

Qvægende mildt med sin Glands, hvorhen end

Straalerne faldt;

Med ham hans Genius fløi, med Faklen den

viste ham Veien,

Og for dens luende Skjær blegned de jordiske

Lys!


Aandens Blomster han gav – som Roser de

faldt fra hans Fingre,

Ligesaa Skjønne i Qvel, som i den tidlige

Gry, –

Ingen af Dødelig født, der faae ham saaledes

virke

Herlig i Middagskraft, aned, at Natten var

nær!

Ak, hvo tænkte, at han, der nys betvang selv

Herakles

Og hans gigantiske Krop fængsled til Marmo-

rets Blok,

Ak, hvo tænkte, at han, der Døden fravristed

sit Bytte,

- Selv alt var kaaret til Rov af den ubønlige

Død!


Pluton, Skyggernes Drot, der hader det skin-

nende Dagslys

Og hvad der glædes derved, skued fortørnet hans

Færd!

Jordens Rigdom og Glands, hvad den eier af

skjønnest og herligst.

Griber hans driftige Haand, drager til Hades

det ned;

Længe han tøvede dog, for mod ham han vo-

vede Kampen,

Frygtende selv for den Kraft, der endog Guder

betvang;

Heller ei lykkes det nu: thi det var just hiin

mystiske Time,

Da den omslørende Nat stiger paa Himmelen

frem,

Langsomt svæved hun ned, af Guder og Men-

nesker elsket,

Hun, ved hvis rolige Bryst Døden selv er en

Søvn:

Kjærligt hun kyssed hans Mund paa Tærsklen

til Musernes Tempel,

Der, hvor den stygiske Drot aldrig har vovet

sig ind,

Fløi saa langsomt derfra, og snart forsvandt

hun i Rummet,

Mens han med seirende Blik træder i Tem-

pelet ind:

Stærkt da i Hallen det klang! fra Strengene

Tonerne bruste.

Og under Hymnernes Lyd sank han i Muser-

nes Favn!

Men de pieriske Møer i Armene greb deres

Yndling,

Svang sig saa søsterligt smukt høit over Skyer-

nes Flod,

Høit over Stjernernes Gang med ham til det

fjerne Olympos,

Hvor i udødelig Glands straaler de Saliges

Chor.

Phoibos sin Lyra da slog, fra Læben flød him-

melske Rhythmer,

Saadan en Velkomstsang hørte Olympen ei

før!

Hebe, undseelig og bly, som dengang hun stod

for Herakles,

Rakte sin Patera ham, krandset med Nektarens

Saft;

Gratierne smilte saa skjelmsk, imens Aphrodite,

den gyldne,

Lagde en Evighedskrands om hans ærværdige

Lok;

Zeus selv, den Himmelske, rysted saa stærkt de

ambrosiske Lokker,

At det hele Olymp skjælved af Glæde

derved!


Ja, en Heros han var, og alt nu hans Liv

er en Mythe,

Som i sit mystiske Svøb vandrer fra Slægt og

til Slægt;

Men hans Bedrift er klar, og i høi, beskuelig

Klarhed

Taler dens Marmorskrift til det beundrende

Blik.


Kort kun vi eied ham selv, men hans Aand

har vi bygget et Tempel,

Eneste vel i sit Slags, simpelt og stort som

han selv.

Snart det os kalder til Fest, snart fyldes de

prægtige Sale:

Gudernes salige Chor, Musers og Gratiers

Flok,

Alt, hvad hans skabende Aand har paatrykt sit

evige Stempel,

Flytter i Templet da ind til uforgængeligt

Liv;

Seiersgudinden, som før ustandset fløi over

Jorden,

Fløi fra Bedrift til Bedrift, ja endog hun skal

for ham

Sænke sin flygtige Vogn og dvæle hos ham til

det Sidste,

Og paa hans Tempel skal staae: See! Her

standsede hun.

Ikke med Sørgemusik eller Klang af lydiske

Fløiter

Skulle vi flokkes da hist, hvor man hans

Bauta har reist,

Nei! med bevingede Ord, med Sang, der

slaaer imod Himlen,

Skal hvert Værk, han har skabt, hilses af Yng-

lingers Flok,

Og paa hans Grav skal Pigernes Chor strøe

duftende Krandse,

Vidnende smukt, at han end lever et blom-

strende Liv, –

Som en Opstandelsens Fest skal da denne

Dag staae betegnet,

Og om Aartusinder vil Rygtet fortælle

derom!


General Comment

Dette er en trykt tale af H.P. Holst, som blev holdt i forbindelse med mindefesten i Studenterforeningen 24.5.1844.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Studenterforeningen 24.5. Holst
Subjects
Poems for Thorvaldsen · Thorvaldsen's Death
Persons
Studenterforeningen · Bertel Thorvaldsen
Last updated 06.12.2018 Print