The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 7021 of 10179
Sender Date Recipient
Orla Lehmann [+]

Sender’s Location

København

4.2.1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Thorvaldsens Museum.

–––––––––

Man har til alle Tider erkjendt, at en Nation hædrer sig selv ved at hædre sine store Mænd; thi ligesom velfortjent Hæder er Storhedens bedste Løn, saaledes maa den offentlige Anerkjendelse af udmærket Værd vække Folkets Agtelse for den rette Sjæleadel og oplive dets Beundring for fremragende Kraft, den maa styrke dets moralske Bevidsthed, skærpe dets Retfærdighedsfølelse. Den offentlige Moral undergraves, naar enten sande Fortjenester blive upaaskjønnede, eller naar Usselheden drages frem til Magt og Ære, men det er en Festdag for alle Gode, naar den Bedste erholder Belønningens Krone. Derfor hædrer et Folk sig selv, naar det hædrer sine store Mænd, thi det vidner derved om, at det er oplyst, retfærdigt og taknemmeligt nok til at sætte Priis paa hvad der er Stort og Ædelt, og kun det, hvorpaa vi sætte Priis, kun det kunne vi siges ret egentligen at besidde.

Store Mænd, er den herligste Gave, Himlen kan skjenke Nogen Nation; thi den er det, som deres Virken især kommer tilgode, den, over hvis Navn deres Storheds Glands spreder sine Straaler. Den Selvfølelse, der vækkes ved Bevidstheden om et saadant nøiere Slægtstab med store Genier, om en saadan nærmere Forbindelse med store Bedrifter, den Stolthed, som fødes af Glæden over en Rigdom af denne Art, kan ikke virke andet, end godt; thi den har en Kraft til at vække alle gode Kræfter til Liv og livligt Stræben, og den har en Kraft til at rense Sjælen for alt, hvad der er lavt, gemeent, uværdigt; den er en Spore for al ædel Kappelyst og en Tømme paa hver ureen Lidenskab. Derfor finde vi da ogsaa, at alle dygtige Nationer have hædret deres store Mænd, og ikke blot have de feiret deres Minde efter deres Død, og søgt at bevare Erindringen om deres Værd og om deres Daad til de seneste Slægter, men de have skattet sig dobbelt lykkelige, naar Skjæbnen forundte dem alt her at kunne række Seirens Palme til den endnu Levende.

Det er da især ved Mindesmærker af forskjellig Art man har søgt at levendegjøre Bevidstheden om hvad et Folk eiede i sine store Mænd, og at bevare Mindet om deres Virken her paa Jorden. Det er ved Søiler og Statuer, at man har villet forevige deres Navn, for at Steen eller Malm kunde prise deres Bedrifter, og opmuntre de kommende Slægter til at efterligne dem. Men ofte – meget ofte er saadant ogsaa blevet misbrugt; det er ofte ikke i Sandhed store Mænd, men forfængelige Stormænd, som Fødsel eller andet Tilfælde hævede over deres Medmennesker, der have troet paa den Maade at kunne tilsnige sig en løiet Storhed selv efter deres Død; men Historien er grantseende, deres Steen blev stum, deres Malm blev dødt, og kold og ligegyldig træder Efterverdenen paa de Masser, de sammendyngede i det afmægtige Haab, derpaa at kunne klattre op til Olympens Guder. Og selv hvor saadant Mindesmærke blev sat for den, som var værdig til saa hæderligt Eftermæle, der var Maaden som oftest lidet tilfredsstillende for den rette Følelse; det var sædvanligt Fyrsternes Lune, der udpantede deres Bønder for at pynte deres Torve og Haver.

Men hvo iblandt os er stor, som Thorvaldsen? En ædel og elskelig Aand, der ved sin egen Kraft udviklede sig til en herlig Fylde af det skjønneste Liv, – en mægtig Genius, der ved dybt Studium og alvorlig Stræben naaede en i den nyere Tid ukjendt Fuldendthed i sin Konst, – en Berømthed saa stor, at hans Navn prises i alle Lande og i alle Tungemaal. Thorvaldsen har gjort en stor Epoke i sin Konst, og det vil sikkert vare længe, inden der igjen opstaaer et Geni saa glimrende, at det kan overstraale hans Storhed. Han har atter kaldt Olympens evig unge Gudeverden til nyt og glædeligt Liv og han er Skaber af en kristelig Plastik, som uden Forbillede – hverken i Oldtidens eller i Katholicismens rige Frembringelser – kun skylder hans dybe Begeistring, hans frie Kraft sin Tilværelse. Men i barnlig Beskedenhed staaer han der midt i al den jublende Hylding; det er Danmark, hvis Navn han har forherliget, Danmarks unge Konstnere, for hvilke han i Konstens evige Hjem var en faderlig Ven, en kjærlig Veileder, Danmark, som han skjenkede sine bedste Skatte, Danmark, der skal arve ei blot hans Minde, men de skjønne Frugter af hans rige Konstnerliv. I Sandhed! Hvo iblandt os er stor, som Thorvaldsen, og værd til at hædres af Danmark?

Og kan der tænkes et skjønnere Mindesmærke om hans Værd og vor Taknemmelighed, end et Museum for alle hans Værker? Det er noget andet, end disse Obelisker og Søiler og Buster, med latinsk Lapidarsnak og tomme Emblemer; – det er Thorvaldsen selv i al sin Skjønhed, der til evige Tider skal være iblandt os. Det er noget andet, end disse Mumier i Linned og Peber – det er hans Sjel, hans hele rige Sjel, der evig ung vil leve med os; lyslevende skal han boe iblandt vore Efterkommere, og begeistre dem for den evige Skjønhed, “en faderlig Ven og kjærlig Veileder for Danmarks unge Konstnere” i sildige Tider, som han er det den Dag i Dag. Det er et Pantheon her i det kolde Nord vi ville grunde, det er Grækenlands Guder, der skulle saae Borgerret i den Stad Kjøbenhavn, det er den christelige Plastik, der skal plante sit marmorhvide Kors iblandt os, og de ville gjøre Korstog hertil fra Øst og fra Vest og beundre og efterligne.

Og de ville drage herhid fra Øst og fra Vest, og de ville sige: See alt det har en dansk Mand skabt, og alt det have hans Medborgere samlet; de fortjente at have ham, thi de vidste at skatte hans Værd. Det er noget andet end disse Blyheste, som jordisk Forfængelighed satte sig selv, end disse Marmorsarcophager, hvorunder jordisk Forfængelighed begrov sig selv; ja det er noget andet selv end hiin stolte Vendomesøile “ex ære capto” , som “ingen Moder kan see udenTaarer.” – “Ingen Bønder ere udpantede for at more nogen Fyrste, og pynte hans Torve og Haver,” – det er frie Mænds frie Værk! Det er derfor ikke blot et Minde om Thorvaldsens Virken og en Prydelse for Danmark, – det er tillige et Minde om den Borgeraand, som Frihedslængslen havde født, om den Nationalfølelse, som Culturen havde vakt i Danmark.

Det er en saadan Foreningsaand, der har udrettet, hvad stort der er gjort paa Jorden, og dens Værker staae endnu som Vidner om den Begeistring, hvis Affødning de vare. Nu er vor Tid vel ikke rig, hverken paa Begeistring eller paa Penge, men det skulde i Sandhed være høist sørgeligt , om der ikke fandtes saa megen Almeenaand, saa megen Konstsands, saa megen Nationalfølelse, som der udfordres til, paa en værdig Maade at bringe en saa skjøn Idee til Udførelse. Der gives dem, som tvivle – det forekommer os derfor at være en Æressag for Nationen at gjendrive en saadan Tvivl. Vi kunne ikke andet end ønske, at denne Sag maa finde beredvillig Understøttelse og al den Fremgang, som forstandig Iver og livlig Kjærlighed kunne berede den.

General Comment

Dette er en trykt artikel, som blev udgivet i avisen Kjøbenhavnsposten, 11te Aarg., Nr. 35, 1837. Artiklens forfatter, Orla Lehmann, fremgår ikke af avisen, men af Barfod, op. cit., hvor artiklen blev genoptrykt.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Kjøbenhavnsposten 4.2.
Other references

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 137-140.

Subjects
Thorvaldsens Museum, Establishment of
Persons
Bertel Thorvaldsen
Last updated 02.06.2016 Print