The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 7064 of 10181
Sender Date Recipient
J.L. Heiberg
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten
NN [+]

Sender’s Location

Kjøbenhavn

23.2.1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Commentar


til Hr. Prof. P. Hjorts Artikel
Et farligt Misgreb af Folkebladets Udgivere” *).

–––––––––

Prof. P. Hjort har i Kjøbenhavnsposten Nr. 43, beriget vor Literatur med et comisk Digt i ubunden Stiil, som uden Tvivl fortjener Publicums Opmærksomhed. Det er et Lejlighedsdigt, forfattet i Anledning af den for kort Tid siden udstedte Opfordring til Sammenskud for Oprettelsen af et Nationalmuseum for Thorvaldsens Værker, og gaaer ud paa at parodiere de Indvendinger, som Prosa og blot Lyst til Modsigelse naturligviis ville komme frem med ved en Leilighed som denne. Digteren har med saa megen Livlighed objektiveret sig sin Gjenstand, at vi have hørt mange skikkelige Folk for Alvor at være overbeviste om, at han virkeligt har udtalt sin egen individuelle Mening. Det er netop for disse svage Aanders Skyld, at det kan være nyttigt at give nogle oplysende Bemærkninger til bemeldte parodiske Digt.

I Indledningen underretter Forfatteren sin Læser om, at han har været 1½ Aar i Rom, at han 1818 selv har opfordret til et lignende Foretagende, samt at han overhovedet i mange Aar ved adskillige Smaaskrifter har viist sig som den, der var besjælet af en oprigtig Kjærlighed til Konst og Poesi. Efter denne ikkeparodiske Indledning begynder nu det egentlige Poem, hvori Forf. synes at ville dadle Thorvaldsens “kridhvide nøgne Menneskefigurer”, uagtet han selv har været 1½ Aar i Rom, at ville bestride et Foretagende, uagtet han 1818 selv har anbefalet det, samt at ville vise, at han overhovedet ikke er besjælet af nogen oprigtig Kjærlighed til Konst og Poesi, uagtet han ved sine Smaaskrifter har lagt dette for Dagen. Disse tilsyneladende Modsigelser mellem Indledningen og Digtet selv bør netop lede os til at betragte dette sidste fra den rette Side, nemlig som et ironisk Poem, hvorved Digteren paa en skjemtefuld Maade vil nedslaae alle Indvendinger mod Foretagendet og al Spot over Folkebladets Iver derfor. Digteren skildrer os en ægte Spidsborger med sin anseelige Mave, som han selv har betalt, og som derfor berettiger ham til med en vigtig Mine at give sin Skilling med i Lauget i vor af Almeenaand og Grundeierselvfølelse opfyldte Tid. Denne agtbare Mand, der for Resten har saamegen Lecture, at han endog veed at skjelne det “Nationale i ideel Forstand” fra det “Folkelige”, betragter Sagen fra to Standpunkter, det statsoekonomiske og de philantropiske. Fra det første Standpunkt bemærker han, at det er meget urimeligt af Folkebladet, at det vil opfordre Folket til at give sine Penge ud til saadanne Anstalter, som egentligt slet ikke kommer “Folket” ved, og især, at det ved en saadan Leilighed gebærder sig “demagogisk” *), hvilket han iøvrigt gierne vilde give Bladet Lov til, hvis Talen var om et solid og ægte folkeligt Foretagende, saasom at bygge nye Tugthuse eller Centralfæstninger. Som Philanthrop harmes han over, at Folkebladet vil udrive Folket af den lyksalige Naturtilstand, hvori det nu blunder saa sødt, og han priser den Bonde, der kjøber sine Børn nogle malede Billeder paa Markedet, i Stedet for at sende Pengene til Kjøbenhavn til Indkjøb af kridhvide nøgne Menneskefigurer; (naar endda den store Mars havde Generalsepauletter og ordentlige Beenklæder paa saa fik det at være). Item priser han den djærve Arbejdsmand, der hellere pleier sin Sundhed ved en national og folkelig Skinke og en Flaske Godtøl end bidrager til at kjøbe en Sundhedsgudinde fra Rom, der dog kun er lavet af et skrøbeligt Menneske.” I dette Træk parodieres just saa aldeles træffende disse adstadige, satte Folk, der altid oekonomisere med deres Beundring for menneskelig Storhed, og som, naar de ellers Intet vide at udsætte paa de store Mænd, tilsidst kaste dem den Bebreidelse i Næsen, at de ere Mennesker. Der er en uforlignelig comisk Effect i den Logik, som heri indeholdes: “at et skrøbeligt Menneske kan naae en saa gigantisk Høide, er endda ikke saa forunderligt; thi han er jo kun et skrøbeligt Menneske” Kun i eet Træk forekommer det os, at Spidsborgerens ellers vel vedligeholdte Charakter er bleven outreret: det nemlig, at han, som dog ellers agerer “dannet Mand”, saa mageløs plumt misforstaaer en Yttring i Folkebladet, som ethvert Barn maa kunne forstaae. (Folkebladets Sætning er omtrent af det Indhold: at den, der ikke vil bidrage til dette Værk, blot af Mangel paa Interesse for aandelige Ting, han bør dog i det mindste gaae ganske ærligt tilværks og ikke lade som om Patriotisme eller Sparsommelighed var hans Bevæggrund, (Folkebladet Nr. 51 Pag. 204). Dette udtyder Spidsborgeren som et “Anathema over Talefriheden” (!!). Ved en saa uhyre Overdrivelse taber en Charakter al Menneskelighed og ophører at være en Gjenstand for digterisk Behandling. Dog vi ville ikke regne det saa nøie med en enkelt Overdrivelse i et Værk, som iøvrigt har vundet vor hele Beundring; og idet vi yttre det Haab, at det ikke er sidste Gang, Hr. Prof. P. Hjort optræder i denne Genre af Poesien, kunne vi ikke slutte mere passende end med Kritikerens Ord til Poppe i St. Hans Aften-Spil:
 
“Forresten ønsker jeg Dem til Lykke;
Thi Digtet var min Salighed et Mesterstykke!”

1816.

Efterskrift.

Efterat jeg under 15de Februar havde tilstillet Hr. Prof. Heiberg ovenstaaende Artikel, med Anmodning om at optage den i “Kjøbenhavns flyvende Post”, modtog jeg den Dagen efter tilbage tilligemed følgende Brev:

Kjøbenhavn d. 15 Febr. 1837.

Høistærede!

“Endskjøndt jeg nylig har yttret, at en Redacteur ikke behøver at give Grunde, naar han negter Optagelsen af en Artikel, eller at i alt Fald hans Grunde, saafremt han indlader sig paa saadanne, ikke bør ansees for Andet end en Høflighed eller Formalitet, saa er jeg dog her i det Tilfælde at kunne angive den sande og oprigtige Grund, hvorfor jeg ikke kan have den Fornøielse at indrykke det mig tilsendte Stykke. Jeg finder nemlig, at Hr. Prof. Hjort har Ret i selve Sagen. Thorvaldsen er national i Danmark, men populair er han ikke; den største Deel af Folket har neppe kjendt hans Navn, førend dette udbredtes ved de udsendte Indbydelser til Bidrag. Men et Navn er intet for den, som ikke veed, hvad det betyder, og herom kan det danske Folk ikke vide stort, fordi Billedhuggerkonsten ikke er, og maaskee aldrig bliver populair i Danmark. Uagtet derfor Oprettelsen af det projecterede Museum vistnok er en Nationalsag, er den dog ingenlunde en Folkesag. Men at opfordre Folket til at fremme et Anliggende, om hvis Værd det ingen Forestilling har, er altid misligt. Det kan let blive det Samme, som at lede det til en falsk Begeistring, en hyklet Enthusiasme for Gjenstande, som det ikke forstaaer, og ikke har Interesse for; men en saadan Disposition hos Folket vilde være beklageligere end Savnet af det for Resten saa ønskelige Museum. Uagtet jeg altsaa, i Følge min Overbeviisning, ikke kan optage Deres Artikel, haaber jeg dog, at den vil blive trykt i et andet Blad; thi at det altid er godt, at de modsatte Synsmaader — naar de for Resten have nogen Gyldighed — komme til offentlig Kundskab, derom er jeg saa overtydet, at jeg ei engang vilde have noget derimod, om De ved samme Leilighed offentliggjorde dette mit Brev og commenterede derover.”

Ærbødigst
J. L. Heiberg.

Jeg kan ikke andet end takke Hr. Prof. Heiberg for hans Beredvillighed til at meddele mig Grunden til hans Vægring ved at optage min Artikel (en Høflighed, hvortil ogsaa efter min Mening, en Redacteur aldrig kan vare forpligtet), men i Særdeleshed for den ved samme Leilighed givne Tilladelse til at offentliggjøre hans Brev, hvilken jeg har anseet det for min Pligt herved at benytte; thi naar det nu engang er Tilfældet, at der blandt dem, hvis Stemmer have Vægt blandt den dannede Deel af Folket, findes Meninger, der “i selve Sagen” stemme overeens med Forfatterens af den ovenfor commenterede Artikel i Kjøbenhavnsposten Nr. 43, da er det naturligviis ønskeligt, at disse Meninger troede offentligt frem med al den Autoritet, de kunne faae, da det er den eneste Maade, hvorpaa deres Gyldighed grundigen kan blive drøftet. Det er imidlertid ikke Hensigten med disse Linier at gaae ind i en dyb Undersøgelse, men kun at give et Par korte Bemærkninger til nogle Yttringer i det ovenfor anførte Brev.

Idet Hr. Prof. Heiberg anerkjender Oprettelsen af et Thorvaldsensk Musæum for Nationalsag, uden at anerkjende den for Folkesag, synes han at gjøre den Forskjel mellem disse to Begreber, at en Nationalsag er den Sag, der angaaer hele Folket; en Folkesag derimod kun en saadan Nationalsag, som selv den mindre dannede Deel af Folket er i Stand til at forstaae og interessere sig for. Hvor vanskeligt det nu end er, at drage Grændsen mellem den dannede og mindre dannede Deel af Folket, maa man dog indrømme, at der finder en real Forskjel Sted, og at den navnligen maa yttre sig ved denne Leilighed i den forskjellige Maade, hvorpaa de forskjellige Dele af Folket ville interessere sig for Sagen. Dersom nu Talen blot var om et Foretagende, hvorved Nationen udtrykte sin Anerkjendelse af den konstneriske Værdi af Thorvaldsens Værker, da kunde vistnok kun en ringe Deel af det hele Folk faae Ret til at tale, da det langt overvejende Fleertal aldrig har seet et eneste af dem; men denne Sag har tillige andre Sider, hvorfra den kan vække almindelig, og efter min Mening folkelig Interesse. Til Folket maa man vel regne Enhver, der er i Stand til at føle sig selv som Deel af Folket ɔ: der har Ideen om “Folk” og “Fædreland.” Den, hos hvem denne Idee slet ikke findes, kan man egentligt slet ikke regne med, naar Talen er om hvad der passer for Folket, er “folkeligt.” Men at denne Idee altid har været temmelig levende hos Massen af det danske Folk, er en Paastand, hvori selv den sindigste historiske Betragtning vil finde meget mere end en patriotisk Fiction, og at den ikke er uddød i vor Tid, har vel vor nyeste Historie Vidnesbyrd om. Den, hos hvem denne Idee er nogenlunde levende (som en Idee godt kan være hos den, der ikke er sig den klart bevidst), ham vil det være let at gjøre begribeligt, at en berømt dansk Mands Hæder er Danmarks Hæder, at den kun er det, for saa vidt Danmark tilegner sig den, og at dette paa bedste Maade kan skee derved, at Danmark sætter sig i Besiddelse af og opbevarer han ypperste Værker. Men om vi nu endog indrømme, at Massen af Folket ikke fatter den fulde Betydning af det Værk, til hvis Fremme den opfordres, mon denne Opfordring da virkeligen skulde kunne beskyldes for at lede Folket til en “falsk Begeistring”, en “hyklet Enthusiasme”? Jeg troer, at Faren i denne Henseende er saa meget mindre, som en “hyklet Enthusiasme” uden Tvivl alene kan findes i de saakaldte “dannede Stænder”; jeg begriber aldeles ikke, hvorledes man skulde kunne bevæge en Bonde eller en ganske simpel Almuesmand til at anstille sig begeistret for en Gjenstand, hvorom han ingen Forestilling havde. En saadan Enthusiasme har heller Ingen forlangt af Massen af Folket; kun saa megen Interesse kan man med Rette ønske at vække hos enhver Stand, som den paa en naturlig Maade kan nære for Sagen. Tænke vi os, at et Universitet skulde oprettes i et Land, hvor man intet havde havt før, og at Folket altsaa ikke ret vidste, hvad en saadan Anstalt vilde sige; da vilde man vistnok intet Øieblik betænke sig paa at opfordre Folkets Bistand, hvis den var nødvendig. En Præst eller Godseier vilde da maaskee tale saaledes til sine Bønder: “Vi behøve Eders Hjælp til at oprette en Læreanstalt, hvis Vigtighed I vel ikke ere i Stand til at forstaae, men som desuagtet vil være af uberegneligt Gavn for Eders Fædreland, Eders Efterkommere, ja maaskee endog hos Mange af Eder selv; thi om Eders egen Stand end ikke umiddelbart vil kunne drage Nytte deraf, saa vil den dog have en stor og velgjørende Indflydelse paa at danne dem, der ere bestemte til Eders Lærere og Foresatte, og at dette ikke kan blive uden gode Frugter for Eder selv, ville I let indsee.” En saadan Opfordring kunde vistnok ikke i mindste Maade siges at være enten beregnet paa eller skikket til at vække en usand Stemning hos Folket, og omtrent en saadan er det man vil henvende til Folket i denne Sag.

1816.

–––––––––

General Comment

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Kjøbenhavnsposten 23.2.1837.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Kjøbenhavnsposten 23.2.
Subjects
Thorvaldsens Museum, Establishment of
Persons
H.N. Clausen · J.L. Heiberg · Peder Hjort · Bertel Thorvaldsen
Last updated 17.02.2016 Print