The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 6956 of 10181
Sender Date Recipient
NN 1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary to this document is not available at the moment.

See Original

–––––––––

Indtægten tilfalder det Thorvaldsenske Museum.

–––––––––

Harlequin Cosmopolit

eller

Kjærlighed uden Examen

en dramatisk Spas.

–––––––––

Manuscript for Studenterforeningens Medlemmer.

–––––––––

Personerne.
Pantalon, Hertug i Slaraffenland.
Columbine, hans Datter.
Pierrot, hans Minister.
Polichinel, Overexaminationsraad.

Columbines Friere:
Harlequin
En Officier
En Grosserer
En dansk Jurist

To Examinationsraader.
En Pedel.
Hofdamer, Riddere, Pager, Politiebetjenter, Musikanter, Studenter, Pøbel.

–––––––––

Handlingen foregaaer i Slaraffenland.


Første Scene.

Offentlig Plads i Slaraffenlands Hovedstad. Til den ene Side sees det hertugelige Palads.

Harlequin alene

Han kommer springende ind, snapper sin Hat af, og siger: tres humble serviteur messieurs & mes dames! Jeg veed ikke, om Nogen af Dem har den Ære at kjende mig? (snurrer sig rundt) Mit Navn er ellers Harlequin, til Tjeneste, og hvad min Charakter angaaer,..... Men det er sandt, det skulde jo være en Vaudeville, der skal opføres iaften, og altsaa maa jeg vel fortælle Dem det paa Vers. Hvor faaer jeg nu i Hast en Vise fra? (raaber ud af Coulissen) . . . . . . . ! skaf mig i en Fart et Exemplar af Studenterforeningens Visebog! (til Spectatores.) Jeg maa raabe saa høit, for den Karl er døv paa Hørelsen! (En Visebog bliver stukken ind til ham) Mange Tak! nu skal jeg strax opvarte med en Vise (blader i Bogen) “At Danmark er et lidet Land….” det er den gamle Historie. ‒ “De første Prygl….” en slem Begyndelse! ‒ “Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret”.... Den var ikke saa gal, men hilleskam, den er otte Vers; det er de syv for mange ‒ ” Lauriger Horatius”. . . . ‒ Latin har jeg forsvoret at synge af en vis Aarsag. ‒ “Wir sind die Könige der Welt”. ...Nei, maa jeg være fri for “der mächtige Geist des deutschen Nationalgefühls!” Hvilken lumpen Visebog! Ikke eet eneste No. der passer for mig! Og den skulde Man give tre Mark for? nei, det skal Pokker gjøre (kaster Bogen ud af Coulissen) Men hvor faaer jeg nu en Vise fra? ‒ Hvad, om jeg gjorde en selv? ‒ Og hvorfor ikke? ‒ Nuomstunder kan jo Enhver gjøre Vers, og hvad siger ikke Figaro: “Det Vaas, man ikke gider sagt, ih, det synger Man!” Altsaa friskt Mod Monsieur Harlequin! Du har jo intet Ondt bedrevet. (Orchestret begynder) Aa bie lidt Hr. Concertmester! maa jeg først høre Deres A! (Tonen angives ham; han dreier paa Næsen, og prikker paa den, som han stemmede) A! a! a! Men er det ogsaa deres bedste A?

Concertmesteren.
Ja, mit allerbedste!

Harlequin.
Da er det saamænd daarligt nok af det bedste at være! A! a! a! saa, nu er jeg færdig. (synger) Mit Navn er Arlechino, ja… (tysser paa Musikken.)

Concertmesteren.
Hvad er der nu i Veien?

Harlequin.
Jeg vilde blot gjøre Dem opmærksom paa, at De glemte Optakten!

Concertmesteren.
Nei vist gjorde jeg ikke!

Harlequin.
Naa ja ja da!

(Musikken begynder igjen; Harlequin tier.)

Concertmesteren.
Naa, hvor bliver De af?

Harlequin.
Ih, nu glemte De jo Nedtakten.

Concertmesteren (lægger Violinen fra sig, og siger vredt:)
See nu, hvor De faaer Accompagnement fra, for jeg spiller ikke mere.

Harlequin.
Som De vil; det er mig endogsaa ret kjært, for De kan dog ikke følge min Sangs Sylphideflugt.

(Synger) Mit Navn… (rømmer sig) Mit Navn er… Jeg troer paa Ære, jeg har glemt min Syngestemme hjemme! Havde jeg blot vidst det en halv Time før, saa kunde vi have forandret Placaten “formedelst Hr. Harlequins megen Hæshed.”‒ Ja høistærede Publicum, saa nødes jeg til at give et Declamatorium. (Med Pathos.) Mit Navn er Arlechino, ja… og ‒ og ‒ Det er dog forskrækkeligt, om det er saa min poetiske Aand, saa er den bleven hjemme i Blækhuset! ‒ ‒Ja, saa maa De lade Dem nøie med den Underretning, at jeg hedder Harlequin, og, hvad min Charakteer angaaer, saa er den, som De nok veed, en offentlig Charakteer, en Charakteer af en bestemt Farve ‒ eller ‒ naar De seer rigtigt til ‒ af alleflags Farver! Det var nu det! ‒ Men hvordan er det med mig? Jeg burde jo ifølge min Natur være glad, og dog føler jeg mig saa løierlig, saa, saa…. hvor finder jeg dog et Udtryk derfor i vort fattige Sprog! Jeg føler mig saa be ‒ be ‒ beængstet? ‒ Nei det just ikke. ‒ behjertet? ‒ Nei langt fra. ‒ Be ‒ be ‒ funtus, der har jeg det, benauet! ‒ benauet? ‒ Men er det ogsaa rigtigt Slaraffenlandsk? Ja vist er det! Statstidenden bruger det, altsaa har det jo Sprogret. ‒ Men, hvoraf er jeg da benauet? Min Mave er bestemt ikke overlæsset, det tør jeg bande paa, for jeg har spiist til Middag i Studenterforeningen. Derimod drister jeg mig ikke til at afgjøre, om ikke Commissionstidendens Blandinger, som jeg fik tillivs igaar, da jeg var henne i det nye Læsecabinet, endnu skulde stikke mig i Kroppen! ‒ Hvad kan det dog være! hvad kan det dog være!

(Han gaaer grublende op og ned ad Pladsen, indtil han i sine Grublerier render Panden imod et Huus. Han seer da op, og opdager følgende Placat.)

“Vi Pantalon, Hertug til Slaraffenland etc. etc. etc. gjøre vitterligt:
Ifølge Vor allerviseste Beslutning (som in parentesi burde hedde allerdummeste, naar det ikke stred imod Respecten) bliver idag, Torsdagen d. 11 Mai 1837 (her tager Harlequin sit Uhr op, og nævner nøiagtig Klokkeslettet) afholdt den aarlige Frierpræsentation, ved hvilken Vor elskelige Dotter Columbine, Slaraffenlands første Blomme, efter eget Forgodtbefindende (dog alt paa nærmere Aprobation) kan vælge sig en Gemal. Thi ville de Lysthavende behage at indfinde sig paa Tid og Sted!

NB. NB. Ingen maa ryge Tobak; thi det klæder ikke i galant Selskab, og er desuden forbudt paa alle Generalforsamlinger. (Naar Harlequin har læst Placaten, staaer han et Øieblik tankefuld, hvorpaa han udbryder:)

Ha, nu føler jeg min Benauelses Grundaarsag! Det er Kjærlighed, hellig Elskov, der har afficeret min physiske Natur, og bemægtiget sig hele min Tænkekrafts Vibration! ‒ Jeg vilde gjerne tolke Dem mine Følelser i en Aria; men, uden at tale om min defecte Syngestemme, saa indseer De selv, at, da jeg er forlibt til op over Ørene, maa Kjærligheden i det Mindste staae mig i Halsen og ergo hindre mig i at synge. Tilmed har jeg heller ingen Tid, da jeg maa hen at pynte mig. Serviteur!

(løber ud.)


Anden Scene.

Pantalon, med hertugelige Prydelser, kommer ud af Paladset, fulgt af Pierrot, som er i sin sædvanlige Dragt, med Baand og Stjerne etc.

Pantalon
(gaaer taus og høitideligt frem, til han har naaet Prosceniet.)

Vor Ven og tro Tjener! Det er for Gud dog tungt, at Vi saa længe skal bøde for et overilet Løfte, hvortil Vor faderlige Kjærlighed har forledet Os. Da Vi tillod Vor Dotter, hvis fast overmenneskelige Skjønhed gjør alle confus i Hovedet, ved en aarlig Fest selv at vælge sig en Gemal, drømte Vi mindst om, at Vi, efter 30 Aars Forløb, endnu skulde sørge paa denne Fest, og at Vor Dotter i de mange Aar skulde have givet Kurven til hver den Frier, der indfandt sig. Og ikke nok med det, at hun selv ikke er bleven forsørget; men det svier og forbandet til Vore troe Undersaatter. Thi, hvor Vi vende os, seer Vi blot gamle Jomfruer og Pebersvende, i det Ingen vil renoncere paa Haabet om at naae den store Lykke, at komme til at plukke denne uskateerlige Blomst, jeg mener min Dotter. Copulationsprotocollen har derfor næsten bare rene Blade, og jeg kan sværge paa, det er over Aar og Dag, siden jeg udstedte et Kongebrev. Jeg kan kun ikke begribe, hvorledes det gaaer til, at jeg tre Gange har maattet skaffe nye Daabsprotocoller!

Pierrot (afsides.)
Ja, da kan jeg godt begribe det.

Pantalon.
Men ikke nok med det, at Ægteskaberne aftage; men have Vi ikke, for at faae de fornødne Kurve til Frierne, maattet beplante hele Vort skjønne Rige med Vidier, saa, var Slaraffenland ikke Slaraffenland, begribe Vi paa Vor hertugelige Ære ikke, hvorledes Vore troe Undersaatter kunde leve.

Pierrot (løfter paa sin Trøie.)
Ja, Deres Durchlauchtighed, vi leve; men vi leve sgu ogsaa derefter.

Pantalon.
Vi troe det gjerne, Vor tro Tjener! Vi troe det gjerne! men, leider, staaer gjort Gjerning ikke til at ændre, og jeg veed derfor intet andet Raad, end at bide i det sure Æble.

Pierrot.
Men Ulykken er, at det er saa forbistret suurt, og, naar Deres Durchlauchtighed ikke vilde tage mig min Dristighed ilde op, saa vilde jeg allerunderdanigst petitionere om, at Deres Durchlauchtighed vilde bevise Landet den allernaadigste Naade, at bryde Deres durchlauchtige Løfte?

Pantalon (vred.)
Wie! was! brække min Wort!

Pierrot (afsides.)
Hilledød han tydskes! nu er Fanden i Papirerne; (høit.) Nein Ihro Durchlauchtigkeit! ich meinte nur ….. Turde jeg maaskee fremsætte det Øvrige paa Slaraffenlandsk?

Pantalon.
Ja wohl! aber! .... (truer med Fingeren.)

Pierrot.
Jeg forstaaer Deres Durchlauchtighed! Jeg forstaaer Dem. De tillade mig da foreløbigen at bemærke, at den Skik at holde sit Løfte, er for længe siden gaaen af Mode, om den ellers nogensinde har været i Mode; thi man læser ene derom i Arild Hvidtfselds Krønike eller i andre saadanne phantastiske Skrifter. Men i Politikken har den stedse været forkastet ligefra Kong Holofernes’s Tid til den Dag i Dag. Dog, dersom Deres Durchlauchtighed tillader det, vil jeg tage mig den underdanige Frihed, yderligere at fremsætte mine Tanker om denne Materie i en Sang, eftersom det er bekjendt, at Pulsen hertillands i den senere Tid har faaet en hartad perisangialiter Gang.

Pantalon (nikker, sætter sig paa en Afviser, og tager sin Tobakspibe frem, som han stopper, og tænder ved et af Coulisselysene.)

Pierrot.
Mel. Als die Jungfer Galathee.

“Ord et Ord, og Mand en Mand!”
Gammelt Sprichwort nævnes kan;
Men ei meer det gjælder.
Og den Sag er soleklar,
At Peer Syv her seilet har,
Naar han siger….

Pantalon.
.... Ach Hrr Je!

Pierrot
(bukker dybt, hvergang Pantalon falder ind.) Faldalira, faldalira, lara!

Thi pro primo, hvad er Ord?
Kun en Lyd, saavidt jeg troer.
Klang, som Helt ei binder.
Og, hvo paa Papir det har.
Tvinger dumme Sjellandsfaer,
Men ei Statens….

Pantalon.
.... Ach Hrr Je

Pierrot.
Faldalira, faldalira, lara!

Nei, hvo kan sin Politik,
Veed, det stedse var en Skik,
At Tractat kun gjældte.
Indtil Magten saae sit Snit,
Demonstreerte: “Dit er Mit”
Da blev Løftet….

Pantalon.
.... Ach Hrr Je!

Pierrot.
Faldalira, faldalira, lara!

(Naar Visen er ude, staaer Pantalon op, putter sin Pibe i Lommen, spytter et Par Gange, og siger derpaa tragisk:)

Pantalon.
Som Nattens Skygger maae for Morgensol fortrække! Fortrække? ‒ fortrække? ‒ Hvor finder jeg nu et Riim paa fortrække?

Pierrot.
Ih Deres Durchlauchtighed! brug riimfrie Vers, det er meget mageligere!

Pantalon.
Ja vist er det; men nu vilde jeg just gaae, og, dersom Du var noget bevandret i den tragiske Literatur, saa vidste Du, at Man altid skal snakke paa Riim, naar Man gaaer bort. ‒ Bie lidt! ‒ nu har jeg det.
Som Nattens Skygger maae for Morgensol fortrække, Saa ved din Sang min Tvivl maa flux Geværet strække.
Dog ak! heut’ Abend jeg endnu det holde maa, I hvad Malheur mit Land derved skal overgaae.

(Trompetstød fra Borgen.)

Ha! til forhadte Fest Trompetens Stød mig kalder! Ha! skrald kun Skrald i Skrald, du sidste Gang skal skralde!
(gaaer pathetisk bort.)

Pierrot seer meget høitideligt ud over Tilskuerne, og har ret isinde at sige noget Smukt. Men, efter forgjeves at have speculeret et Par Secunder, tager han sig en Priis, nyser, og følger sin Herre.


Tredie Scene.

En anden Plads udenfor Paladset, indrettet for Festligheden. Forrest ved den ene Side staae 2 forgyldte Lænestole.

Under en Marsch kommer et Optog ud fra Paladset i følgende Orden: 1) 2 Politiebetjente, 2) en Trop Musicanter, 3) en Mand behængt med Kurve, 4) 3 Pager, af hvilke den Midterste bærer en Silkepude med Forlovelsesringen, 5) Pantalon og Columbine, 6) Pierrot med Badens Lexicon under Armen, 7) Hofdamer og Hofcavalierer etc.

Fra den anden Side indstrømmer en utallig Mængde af Slaraffenlands Indvaanere, Smaa og Store. Politibetjentene ordne dem, og fremtrække Frierne, hvoriblandt Harlequin, som nu er bleven pyntet.

Pantalon og Columbine nedlade sig paa de for dem bestemte Sæder, Pierrot med Lexiconnet stiller sig ved Pantalon, Pagen med Forlovelsesringen ved Columbine blandt hendes Hofdamer, de 2 andre Pager og Manden med Kurvene i Baggrunden etc. Naar alt er i Orden, synges følgende Velkomstsang.

Mel. Vi binde Dig din Jomfrukrands.

Saa mangen Blomme trindt os groer,
Roser og blaae Violer!
Men over skjønnest Blomsterflor
Dog Columbine straaler!
Jublen toner Skjønheds Priis:
Vivat Columbine!
Columbine vivat!

See, paa vor nationale Fest,
Din SkjønhedS Triumphering,
Alt strommer hid fra Øst og Vest
Til Kjærligheds Tournering.
Jublen toner Skjønheds Priis:
Vivat Columbine!
Columbine vivat!

Men ak, din Skjønheds Landse snart
Nedstrækker djervest Ridder;
Hans Hjerte synker i en Fart,
Og i hans Buxer glider.
Dog han jubler Skjønheds Priis:
Vivat Columbine!
Columbine vivat!

Huldsalig stig fra Høiheds Slot,
Og Naade skjenk den Arme!
Den Skjønheds Sol ei hærge blot;
Lad den og mildt opvarme!
Jublen toner Skjønheds Priis:
Vivat Columbine!
Columbine vivat!

Pierrot
(træder frem, og oplæser følgende Ceremoniel.)
Da Intet kan bestaae uden Orden, have Vi Pantelon, Hertug til Slaraffenland etc. etc. etc. i Vor Viisdom besluttet, at der ogsaa ved denne store Folkefest skal herske den fornødne Orden. Vi have derfor ladet affatte følgende Ceremoniel, som egentlig skulde have været indført i Slaraffenlands Adresseavis, dersom ikke Inseratsgebyhrene vare saa dyre. Selve Høitideligheden inddeles efter grammaticalske Regler i den forbigangne, den nærværende og den tilkommende Tid.

Litr. A. Den forbigangne Tid: en Cantate afsynges, hvilket alt er skeet.
Litr. B. Den nærværende Tid. Ceremoniellet oplæses, hvilket hermed skeer til alle Vedkomdes behagelige Underretning.
Litr. C. Den tilkommende Tid.

No. 1. Enhver Frier træder frem i den Orden, i hvilken han af respective Politibetjente er opstillet, og fremlægger sine Attester for Overceremoniemesteren. Uden gode og paalidelige Anbefalinger nytter det ikke, at Nogen melder sig. Naar Attesterne ere undersøgte, tilstedes det ham, at fremfore sit Andragende, og antages han, at have givet sin ridderlige Parole paa, at forholde sig rolig, i hvad end Skjæbnen og hendes hertugelige Naade maatte tildele ham.

No. 2. Naar dette er skeet, ville Vi af besynderlig Gunst selv adspørge Vor Dotter om hendes Mening, og have Vi dertil valgt det latinske Sprog, deels for at kunne forstaaes af de mange udenlandske Prindser, der upaatvivleligen have indfundet sig, deels for i vor reale Tid at holde paa denne ærværdige Antiqvitet, saa længe Vi kan.

No. 3. Vi vilde endnu have tilføiet adskillige Artikler, men Vi have betænkt Os, og slutte med, at Vi haabe, at Een som Alle, og Alle som Een, ville bære sig ad, saa at Man kan see, det er Honette Folks Børn, for ellers skal de skee en Ulykke!

Pierrot bukker for Pantalon og Columbine, og stiller sig paa sin forrige Plads. Trompetstød.

Første Frier
træder frem og foreviser sine Attester etc. efter Ceremoniellet.

Mel. Ich bin der Arzt, ich bin der Mann.
Om Lauren hænges nok saa høit,
Dog Helten faaer den fat,
Og Herkules, som flog saa drøit.
Blev flux blandt Guder sat.
Jeg da om mig ei siger meer,
End at jeg er en Officier.
Ja, saadan Allerhelveds Karl er jeg!
Ja, saadan Karl er jeg!

Pierrot,
som under Sangen har kastet op i Badens Lexicon, hvidsker til Pantalon.
Miles, militis, efter den 3die!

Pantalon reiser sig med sin Datter, og synger til hende:
Filia mea dilectissima!
Vis habere militem?

Columbine
(kaster sig i sin Faders Arme.)

Pantalon.
Fat Mod kjære Dotter! og siig Din Mening frit; Du har jo desværre Vort Løfte, at Vi paa ingen Maade vil tvinge Dig!

Pierrot.
Nei det være langt fra! Men jeg maa dog sige Dem, at De ikke handler klogt, dersom De afstaaer et saadant Partie. Rigtignok er han kun Secondlieutenant uden Anciennetet, indtil han faaer bestaaet i sin Examen. Men hvad vil det sige! ‒ Med de 600 Rd. har det gode Udveie; og De lever nok den Dag, at han faaer Anciennetet, og kommer paa yngst Secondlieutenantsgage, og hvad Nød har De saa? Det er jo godt, at have Noget ivente, og det har en Officier altid. Naa, slaae til Frøken! Ikke sandt, Uniformen klæder ham godt? Husk, De bliver strax Frue; det er heller ikke at foragte.

Colombine.
Nolo! nolo! care pater nolo!
Quia jam sum sana.

Pierrot.
Det var noget net! Da gad jeg nok vide, hvad Deres Naade kan have imod denne ædle Yngling.

Columbine.
Milites in castris
Numquam sub tectis,
Semper fægterantes
Nunquam amentes!

Chor.
Fallerallaralla pif! paf! puf! :,:
Semper fægterantes
Nunquam amentes!

Under Choret dandse Pagerne hen med en Kurv til Frieren, der modtager den med Harme og trækker sig tilbage.

Anden Frier
efterat have foreviist sine Attester.
Knap fik jeg et Avisobrev
Om Frøknens Frierfest,
Før jeg enPrima -Vexel skrev,
Som frygter ei Protest.
Mit Hjerte har jeg Dem spedeert,
Og venter Deres remitteert,
Da skal det i min store Hovedbog.
Det første Folio faae!

Pierrot (som før.)
Mercator, mercatoris, ogsaa efter den 3die.

Pantalon.
Filia, mea dilectissima!
Vis habere mercatorem?

Columbine.
Nolo!....

Pierrot.
Er det nu galt igjen! Betænk dog, hvad De gjør Frøken! Saadan et Tilbud faaer de ikke hver Dag. Det er en Mand saa rig som Assistencehuset; det er den anden Hr. Goldkalb, NB. ikke ham i Comedien, men den virkelige Hr. Goldkalb, Namensvetteren ans Franckfurt! Han estimerer Penge ikke mere end som saa! (spytter) Det er en Karl, der giver Dem hele Holms Boutique til Geburtsdagspresent og Glassings ovenikjøbet, om De vil have det. Naa, hvad, det trak! ikke sandt? ‒ Ja det vidste jeg nok!

Columbine.
Nolo! nolo! pater care! nolo!
Quia jam sum sana!

Pierrot.
Ih Gud bevares! skal han ogsaa have et Nolo ! Men betænk Dem dog Frøken! De skulde dog vel aldrig?... (prikker paa Panden.)

Columbine.
Mercatores in tabernis
Numquam sub tectis,
Semper schackerantes
Nunquam amentes!

Chor.
Falleralleralla Schnupftabak! :,:
Semper schackerantes
Nunquam amentes!

Pagerne dandse hen med en Kurv, han træder tilbage.

Tredie Frier. Med Charakteer: ei ubeqvem
Man stor dog blive kan;
Thi Rigdomsdøren staaer paa Klem
For klog Forvaltermand.
Ja, er han snu, let er den Spas,
At han og Herre stifte Plads.
Og slig en snu Jurist De seer i mig.
Slig snu Jurist er jeg!

Pierrot (som før.)
Auriga, aurigæ, masc. efter den 1ste.

Pantalon.
Filia, mea dilectissima!
Vis habere aurigam?

Columbine.
Nolo! nolo! pater care! nolo!
Quia jam sum sana!

Pierrot.
Ja, det kan jeg da sandt at sige heller ikke fortænke Dem i. Men, ifølge Ceremoniellet, maa jeg dog udbede mig deres Grunde.

Columbine.
Aurigæ sunt in stabulis
Numquam sub tectis,
Semper kutscherantes
Nunquam amentes!

Chor.
Fallerallera! hyp! hyp: hyp! :,:
Semper kutscherantes
Nunquam amentes!

En Brændekurv foræres ham; han gaaer grædende bort.

Harlequin (laver sig til at synge.)

Pierrot.
Holdt min Herre! Først maa jeg see Deres Attester.

Harlequin.
Attester?

Pierrot.
Ja, Attester, Papirer, Documenter! Naa, frem med dem!

Harlequin.
Jeg har ingen.

Pierrot.
Ja, saa kan De gaae igjen, hvor De kom fra.

Harlequin.
Hvad for noget?

Pierrot.
Ja justement! Og, hvis min Herre ikke har læst Placaten, saa skal jeg have den Ære at sige ham, at, for at blive respecteret som Frier, er det nødvendigt, at bevise sin Capacitet til Ægteskab, hvilket skeer ved at fremlcegge de respective Attester saasom: Døbeseddel, Comfirmationsseddel, Kokoppeseddel, Kæmnerseddel, Tillysningsseddel eller Kongebrev, Forloverseddel, Seddel for at have betalt vedkommende Præster og Kirkebetjente, Seddel for at have sat i Enkekassen, Seddel sor at have betalt latinsk Skole, Seddel for at have betænkt Sangværket i Frue Taarn, Seddel…..

Harlequin (springer til, og holder ham for Munden.)
Hold dog op engang! jeg har dem allesammen.

Pierrot.
Saa kom med dem, for vi har ingen Tid at spilde.

Harlequin (trækker Pierrot tilside.)
Hør Deres Exellence! jeg kan see paa Dem, at De er en Ynder af den romantiske Literatur!

Pierrot.
Ja det forstaaer sig! Holder jeg ikke baade Folkebladet og Adresseavisen!

Harlequin.
Nu, saa veed De ogsaa, at man altid først søger, ubekjendt at udforske sin Elskedes Hjerte. (Sværmerisk.) O, det er saa sødt, at være elsket for sin egen Skyld! Og, kan det ikke lykkes mig, at vinde min Elskedes Hjerte, da skal min ophøiede Stand aldrig vorde bekjendt. Nei, da vil jeg flytte ud paa Christianshavn eller et andet øde Sted, og der hensukke mit Liv ved Tanken om, at Skjæbnen viste mig en Blomst, som den nægtede mig at plukke!!

Pierrot (snyder sin Næse.)
Gud, hvor det er romantisk! Trøst Dem min Herre! De skal komme til at plukke den! De skal komme til at plukke den! Siig mig nu bare, hvad De vil hedde, og saa ifærd med Sangen.

Harlequin.
Jeg kalder mig Harlequin eller i det latinske Tungemaal Harlequinus.

Pierrot.
Harlequinus! det var et nydeligt Navn! Naa, ifærd med Sangen!

Harlequin.
Ei Guld, ei Rang, mig Skjæbnen gav,
En Brix mit Sværd kun blev;
Men Glæden blev min Vandringsstav,
Lidt Vid mig Passet skrev.
Mon ei en Pige kan faae kjær,
En Svend, som altid lystig er?
Og slig en lystig Svend De seer i mig!
Slig lystig Svend er jeg!

Pierrot hvidsker:
Harlequinus, Harlequini efter den 2den.

Pantalon.
Filia mea dilectissima!
Vis habere Harlequinum?

Columbine,
(der under Harlequins Sang har kastet Sløret tilside, og seet smægtende paa ham, falder strax ind.)
Volo! volo! care pater! volo!
Quia jam sum sana.

Pierrot.
Naa, det var da endelig engang fornuftigt talt, og nu Pokker i Vold med alle alvorlige Folder! De unge Folk leve!
(Trompetstød og Jubelraab.)

Pantalon (slaaer Pierrot paa Skulderen.)
Du glemmer Respecten!

Pierrot.
Om Forladelse Deres Durchlauchtighed, om Forladelse! Naturen gaaer stundom over Optugtelsen (til Pøbelen) stille! (til Columbine) Deres Naade tilgive Glædens uvilkaarlige Udbrud! Tør jeg nu efter Ordenen underdanigst udbede mig Underretning om, hvi det har behaget Dem at foretrække Hr. v. Harlequin fremfor alle de andre vakkre Ynglinge.

Columbine.
Harlequini sunt amabiles
Et sub tectis delectabiles,
Nunquam læserantes
Semper amentes!

Chor.
Fallerallaralla auf! auf! auf! :,:
Nunquam læserantes
Semper amentes!

Pierrot (til Harlequin.)
Høibaarne Herre! De har nu nydt den Triumpf, at blive elsket for Deres egen Skyld. Kast nu Anonymitetens Kappe, og straal som Deres eget rette Jeg! Det er med andre Ord: maa jeg nu udbede mig Deres Attester!

Harlequin.
Hvilke mener Deres Exellence?

Pierrot
Pro primo, deres Døbeseddel, at vi kunne lære deres Herkomst at kjende!

Harlequin.
Da skal den ikke sige Dem stort, for jeg er et Hittebarn!

Pierrot (smager paa det.)
Ja saa! ‒ Vilde gunstige Herre da ikke vise mig Deres Borgerbrev!

Harlequin.
Mit Borgerbrev? Det vilde blive noget tungt at slæbe paa for saa let en Person som jeg. De maa nemlig vide, at jeg er en Cosmopolit!

Pierrot.
Cosmopolit? ‒ Hvad er det for en Karl?

Harlequin.
Det er En, som har allesteds hjemme!

Pierrot.
Og hvad er vel denne Hr. Allestedshjemmes Forretninger?

Harlequin.
At fornøie sig!

Pierrot.
Ja det er meget godt. Men, dersom gode Herre kan sin Catechismus, saa maa han vide, at Mennesket ei alene er skabt for at fornøie sig, men ogsaa for at gjøre noget Nyttigt, noget Reelt, noget ‒ De forstaaer mig nok…..

Harlequin.
Fuldkomment ædle Mand. Og, dersom jeg hidtil intet Neelt, intet Nyttigt har foretaget mig, er det, fordi jeg ikke har kunnet blive enig med mig selv om, hvad der var det Reeleste. Ja, mangen Nat har fundet mig sovende over denne Materie, og dog er jeg ikke kommen paa det Rene med det. Imidlertid har jeg i disse Dage gjort et Forsøg derpaa. (Trækker Pierrot til Side.) Jeg er unter uns egentlig kommen her til Staden, for at etablere mig som anonym Regjeringsraad.

Pierrot (trykker hans Haand.)
Nok ædle Yngling! jeg beundrer Deres Forstand, og agter Deres Hjerte! (Til Pantalon) Jeg har nu examineret ham, og fundet, at han saavel er af respektabel Byrd, som at han har et ganske godt lille Embede. Han er Cosmopolit, en Karl, der efter hans eget Udsagn har allesteds hjemme. ‒ Hvad siger Deres Durchlauchtighed dertil?

Pantalon.
Javist er det en betydelig Post! ‒ Men har Du spurgt ham om, hvormange Examiner han har?

Pierrot.
Nei hilleskam, det har jeg glemt! (til Harlequin) Hans Durchlauchtighed er saare tilfredsstillet med de Oplysninger, De alt har givet, og der staaer nu blot tilbage, at De siger os, hvad Examen De har?

Harlequin.
Examen? Hvad er det for Noget?

Pierrot.
(med et medlidende Smiil til Publicum.)
Han er saa dum, at han ikke veed, hvad en Examen er! (til Harlcquin) Hvad Examen er for Noget? ‒ Ih du min Gud og Fader! det er jo noget af det allervigtigste her i Livet! ‒ Det er jo det, hvorved Mennesket skjelnes fra Dyrene! Om det saa er en Urtekræmmer, saa maa han jo have sin Examen. See Dem eengang om! Alle, som De her seer, om det saa er Damerne, ja saagar Princessen, saa har de deres Examen; ja, nogle af os, har saagar 2-3 Stykker. Og De har slet ingen; fy, skamme Dem!

Folkehoben begynder at smaamumle: han har ingen Examen! han har ingen Examen! Gadedrengene pege Fingre ad ham, og raabe: æ! æ! æ! Hr. Examenløs! Støien tiltager, Columbine besvimer.

Pantalon (reiser sig.)
Ha, hvad hører jeg? Ved min Unaade, stille!

(Politiebetjentene drive Pøbelen tilbage.) Er det mine troe fromme Slaraffenlændere? ‒ Skammer I Eder ikke! I bærer jer jo ad, som I vilde bringe ham et Hoch! ‒ Og det paa en Tid, hvor denne blegnede Rose ligger som Stormen knækket af Lilien ‒ som Lilien knækket af Stormen vilde jeg sige ‒ (til Harlequin.) Og du Frække, som uden Examen vover at anholde om en Hertugdatter!

Harlequin.
Modereer Dem Hr. Hertug! Javist har jeg ingen Examen; men hvorfor har jeg ingen Examen? Fordi jeg endnu ikke har fundet den, der var værdig at examinere mig!

Pantalon.
Du taler dristigt!

Harlequin.
Som en Harlequin.

Pantalon.
Nu, vi skal see, hvad al din Dristighed formaaer. Vee dig! vee dig! om Du i Prøven ei bestaaer. Du faaer et heelt Qvarteer, til dig at forberede, og da min Ven Du skal i streng Examen svede! Følg med min Dotter!

Columbine.
..... Ak, først lad mig Afsked tage med Arlechino og med mine glade Dage.

Pantalon.
Vel, det tillades Dig; men gjør det i en Fart; Vi har ei Stunder nu; thi vi skal spise snart.
(Gaaer med sit Følge.)


Fjerde Scene.

Columbine, Harlequin, Pierrot.

Pierrot.
Hørte Frøkenen, hvad Deres Herr Fader sagde, at De skulde skynde Dem, og det var meget fornuftigt sagt, for lang Afsked tjener kun til at skaffe røde Øine og vaade Tørklæder. En lang Afskedstale er heller ikke saa let at hitte paa, som Man bilder sig ind, især naar den skal være paa Vers, som vi jo nu har begyndt paa. Vil De derfor følge mit Raad, skal De lade Dem nøie med et Par kraftfulde Linier, f. Ex. . . . .

Columbine.
Tie kun stille! jeg skal nok selv hitte paa det…. Min Harlequin for sidste, sidste…. (til Pierrot) kan man ikke gaae høiere?

Pierrot.
Jo man kan Frøken; Superlativ forhøies ved at sætte aller foran.

Columbine.
Du har Ret, nu kan jeg huske det fra Badens Grammatik, som jeg læste, da jeg gik i Døttreskolen.
Min Harlequin, for allersidste Gang, adiøs!

Harlequin.
Nei, ei for sidste Gang! Farvel du søde Tøs!
(De kaste sig i hinandens Arme; derpaa river Columbine sig løs, og styrter ud, fulgt af Pierrot, der tørrer sine Øine. Harlequin staaer med udbredte Arme, og stirrer efter hende, indtil han forstyrres af to Politiebetjente, der pikke ham paa Skulderen, og betyder ham, at følge med dem.

Femte Scene.

Examinationsværelset, med et Uhr.

Harlequin, siden Polichinel.

Harlequin
(bliver fulgt ind af Betjentene, som derpaa gaae.)

Saa skal jeg da paa mine gamle Dage til at tage Examen! Hvordan vil dog det spænde af! Jeg har endelig et heelt Qvarteer til at forberede mig i; men hvad vil det forslaae (seer paa Uhret). For en Ulykke! der er alt gaaet fem Minutter! Jeg kan jo ikke engang faae Tid til at antage og forsømme en Manuducteur. Kunde jeg bare slippe bort, saa løb jeg sporenstregs hen til en Realskole; den kunde kanskee gjøre mig færdig i en Fart. Allenfals kunde jeg dog faae et Par Examensbuxer paa (seer igjen paa Uhret). Hilledød! nu er der igjen gaaet et Par Minutter! (til Publicum.) Er der Ingen, som for gode Ord og Penge vil overlade mig en Examen, ligegodt hvilken ‒ ‒Er der ingen af de Herrer, som have den store Philologicum, der vil overlade mig den lille? ‒ Jo, see, om de gjør! ‒ Nei det er et sandt Ord: i Nød skal man kjende Venner, (seer igjen paa Uhret.) Nu mangler den kun fem Minutter! Au! au! (holder sig paa Mave».) Jeg mærker, jeg begynder at faae Examensfeberen. ‒ Men er der da intet Middel til at slippe herfra? kan man ikke practisere sig bort?

Mel. Was fang’ ich armer Teufel an.
Hvad skal jeg Stakkel gribe til!
Hvorhen skal jeg mig vende!
Min hele Lykke staaer paa Spil,
Hvordan vil det dog ende!
Min Puls, min Mave, hver Aspect
Mig spaaer kun, at jeg gaaer reject.
O jerum, jerum, jerum!
O quæ mutatio rerum!

(Under Sangen er Polichinel kommen ind. Over sin sædvanlige Dragt bærer han en Doctorkappe, og har en stor Alongeperuque paa Hovedet, samt Briller paa Næsen. Naar Harlequin efter Sangen staaer og hænger med Hovedet, træder han hen, slaaer ham paa Skulderen, og falder ind med følgende Vers.)

Ja Ven, det skulde han tænkt før,
Nu er det Skam for silde.
Hvo ei vil læse som sig bør;
Men Tid med Fjas kun spilde.
Kan vide som en afgjort Sag,
At han paa sin Examensdag
Maa synge: jerum, jerum!
O quæ mutatio rerum!

Harlequin (modfalden.)
Ak ja Herr Magister!

Polichinel.
Jeg siger det ikke, for at betage ham Modet, men kun for at lade ham vide, at han har baaret sig dumt ad.

Harlequin.
Ak ja, Herr Licentiat!

Polichinel.
Han skulde have brugt sine Skoleaar bedre, og indprentet sig Fundamenterne, saa havde han vidst noget.

Harlequin (mere og mere modfalden,)
Ak ja Herr Doctor.

Polichinel (varmere, gesticulerer heftigt.)
Det veed jeg, at, da jeg knap kunde knappe mine egne Buxer, da kunde jeg staae paa eet Been, og declinere baade ala og alauda!

Harlequin.
Ak ja, Herr Professor!

Polichinel.
Men han har aldrig bestilt noget. Derfor har han altid været Fux i Skolen; derfor kan han ingen Ting, og derfor vil han have den Tort, at han idag gaaer reject.

Harlequin (brister i Graad, og synker paa Knæe.)
Ak ja, Herr Rector Magnificus!

Polichinel (løfter ham op.)
Fat Mod min Søn! din Anger har forsonet din Brøde, og, dersom din Angest ikke havde forblindet dine Øine, havde din Examinator ikke været dig saa fremmed. (Han flaaer Kappen tilside.)

Harlequin (springer op.)
Hvad, Polichinell!

Polichinel.
Ham selv.

Harlequin.
Og Du skal examinere mig?

Polichinel.
Jeg, og ingen anden. Veed Du da ikke, at jeg alt over Aar og Dag har været ansat som Overexaminationsraad i alle Hertugen af Slaraffenlands Riger og Lande?

Harlequin (springer ham om Halsen, og kysser ham.)

Polichinel.
Au, au! qvæl mig dog ikke, saa kan jeg jo ikke examinere Dig!

Harlequin.
Ja Du har Ret, men jeg er saa fornøiet, at jeg er færdig at springe ud af mig selv af Glæde.

Polichinel.
Gjør for Guds Skyld ikke det, saa kan Du jo ikke svare mig.

Harlequin.
Nei vær kun rolig; men Luft maa jeg have, ellers creperer jeg. (springer om i Stuen.)

Polichinel.
Stille, Qvarteret er forbi, der har vi Assessorerne. Bær Dig nu fornuftigt ad, og pas vel paa mine Spørgsmaal, at jeg ikke skal have Skam af Dig!

Harlequin.
Ei Bagatelle!


Sjette Scene.

De Forrige, Pantalon, Pierrot, 2 Assessorer, en Pedel, samt en Flok Studenter, der lidt efter lidt indfinde sig, og fylde Skranken.

Pantalon (trækker Polichinel til Side.)
Herr Overexaminationsraad! har De følt ham brav paa Tænderne?

Polichinel.
Ja, jeg har foreløbigen anstillet en Præliminairexamen med ham, og til min store Forundring fundet ham særdeles fast i Fundamenterne. Han er især en stor Philolog, og vilde absolut examineres paa Græsk; men det afslog jeg ham af en vis Aarsag, især da jeg vidste, at Deres Durchlauchtighed vilde bære Examen med Deres høie Nærværelse.

Pantalon.
Det maatte da vel være Nygræsk?

Polichinel.
Nei Deres Durchlauchtkghed, det var saa gammelt Græsk, at der var gaaen Møl i det, hør engang:
ως άρα φωνησασ απεβη

Pantalon.
Nok, nok, jeg kan strax høre, at det er Græsk fra Noahs Tid. Jeg havde saamænd ikke troet, han havde været saa lærd. Imidlertid befale Vi Eder at benytte Eder af det slaraffenlandske Sprog, og for Examinationen at vælge saadanne Gjenstande, der kunne have almeen Interesse, at vi, som Peer Syv siger, kunne forene det Nyttige med det Behagelige, eller som det hedder paa Latin….

Polichinel.
Mihi est propositum!

Pantalon.
Ganske rigtigt! Nu veed I vor Mening.
(sætter sig.)

Pierrot (trækker Polichinel tilside.)
Jeg skal hilse saa flittigt fra Frøkenen, og bede Herr Overexaminationsraaden om, ikke at være for slem ved hendes Kjæreste. Herregud! det er kun et ungt Menneske; han er snart forbløffet! Giv ham et Par lette Spørgsmaal. De skal sgu ikke komme til at fortryde det.

Polichinel.
Det gjør mig meget ondt, at jeg ikke kan tjene Deres Excellence heri; men jeg har af hans Durchlauchtighed selv faaet Befaling at betjene mig af den allerskarpeste Examen.

Pierrot (afsides.)
Jeg mærker nok, jeg maa bruge vægtigere Grunde. (Høit.) Betænk dog Hr. Overexaminationsraad, at, naar han gaaer reject, komme vi til at begynde hvor vi slap, og det kan hverken De eller jeg, som har voxne Dottre, være tjent med; tilmed skal De heller ikke gjøre det for Intet.
(putter ham en Pung i Haanden.)

Polichinel (stikker Pungen til sig, og trykker Pierrot i Haanden.)
Det er, som jeg altid har sagt, Deres Excellence er en ædel Mand, som ikke kan forlange andet, end hvad der stemmer med Ære og Pligt. Ja, Landets Vel gaaer for vort eget. Berolige kun Frøkenen, alt skal gaae efter Ønske.

Pierrot
(sætter sig ved Pantalon paa en simplere Stol.)

Polichinel (til Assessorerne.)
Dersom de Herrer Censorer ville behage at indtage deres Sæde, saa ville vi begynde. (Assessorerne sætte sig. Polichinel stiller sig for Bordenden, og holder følgende Tale.) Ihr Herren! Paa min lange Examinatorbane har jeg endnu ikke truffet et Tilfælde, der kan sammenlignes med det, som møder mig idag. Et reent Naturmenneske, saa naturligt som ‒ hvor finder jeg et Exempel! ‒ som ‒ en Nybygger i v. Diemens Land, fremtræder her med en Masse af Kundskaber i alle Videnskabsfag, der maa sætte Kjenderen i Forundring. Ja, dersom det passede med vor oplyste Old, kunde Man fristes til at troe, at han havde fundet de Vises Steen eller Kong Salomonsens Ring. De indseer altsaa lettelig, at en Examination, der gik tilbunds i en enkelt Materie, vilde her være paa et saare urigtigt Sted, ligesom den aldeles ikke vilde passe for en cosmopolitisk Examen. Derimod vil jeg give ham nogle Kraftspørgsmaal i de forskjellige Videnskabsgrene, og af Hans Svar ville de Herrer Censorer ved deres Falkeblik let opdage hans Kundskabers Grundighed.
(sætter sig, og giver Harlequin Tegn til at gjøre det samme.)
Da Grækenland i den senere Tid har vakt saa megen Opmærksomhed, ville vi begynde med Historien. Hvor regjerede Menelaus?

Harlequin (sagte.)
Hvad Fanden skal jeg nu svare? (høit.) I Holland ! (Studenterne fnise.)

Polichinel.
Hm! hm! nei der var det dog just ikke! ‒ Husk Dem om, hvor var det, at den troianske Krig blev ført?

Harlequin.
I Nordamerika!

Polichinel.
Ja, vistnok er der ført mange Krige, især for den oldenborgske Stamme kom paa Thronen; men, for at komme tilbage til Menelaus igjen, saa regjerede han i Græk…

Harlequin.
I Grækenland!

Polichinel.
Ganske rigtigt, i Grækenland! Kan De erindre noget om hans Kone, den skjønne Helena?

Harlequin.
Ih hvem kjender ikke Helena, der formedelst sin Dyd og Deilighed blev bortført af Paris, Kong Priamiusses Søn af Trojanien, hvis Tjener hed Marcolsus. Jo, den Historie kjender jeg meget godt, for jeg deeltog selv i samme Tog, under Navn af Chilian, og det var mig som….

Polichinel.
Tys, tys! Deres Phantasie er alt for levende! ‒ Nu ville vi tage en anden berømt Mand af den gamle Historie. De kjender jo nok Socrates?

Harlequin.
Ja!

Polichinel.
Nu, saa veed De ogsaa, hvad Endeligt han fik?

Harlequin.
Ja, han døde!

Polichinel.
Rigtigt, han blev dømt tildøde; men paa hvad Maade?

Harlequin.
Paa en ganske besynderlig Maade.

Polichinel.
Ja, vistnok var den afvigende fra vore retslige Dødsmaader; han blev nemlig dømt til at uddrikke….

Harlequin.
Han blev dømt til at drikke.

Polichinel.
Til at drikke Skarn….

Harlequin.
Til at drikke Skarn.

Polichinel.
Til at drikke Skarntyde….

Harlequin.
Til at drikke Skarntyde…

Polichinel (gnaven.)
Aa! til at uddrikke Skarntydesaf….

Harlequin (falder ind.)
Til at uddrikke Skarntydesaften. Puh!
(tørrer Sveden af sig.)

Polichinel.
Ganske rigtigt, han blev dømt til at uddrikke Skarntydesaften. De veed jo nok, hvad Skarntyde er for en Plante?

Harlequin.
Ja, det er den Plante, hvoraf vore Ynglinge paa Gaden gjøre sig Piber.

Polichinel.
Ganske rigtigt! Lad os nu gaae til den nyere Historie, f. Ex. Danmarks. ‒ ‒ Kan De sige mig noget om Kong Knud den Store?

Harlequin.
Han var Konge i Danmark!

Polichinel.
Meget rigtigt; hvorfor fik han det Navn, Stor ?

Harlequin.
Fordi han var ‒ stor!

Polichinel.
Rigtigt, det var en stor Konge! Det var nu hans offentlige Liv. ‒ Kjender De intet Træk af hans private Liv, som viser, at han ogsaa der var stor? ‒ Det staaer i Malling. ‒ De husker jo nok Historien ved Stranden. ‒ Den begynder saaledes: Kongen gik engang til….
(Slaaer tilfældigviis med Haanden paa Stoleryggen.) Harlequin antager det for et Tegn, og svarer hurtigt:
Kongen gik engang tilstols paa Stranden.

Polichinel.
Hm! Faktum er rigtigt; men Udtrykket er ikke fuldkommen adæqvat. ‒ Han satte sig da paa en Stol ved Stranden, og, da han havde siddet noget, hvad gjorde han saa?

Harlequin.
Saa stod han op.

Polichinel.
Rigtigt! han stod op, og sagde….

Harlequin.
Tag Stolen bort!

Polichinel.
Rigtigt! og om Kronen?

Harlequin.
Tag Kronen bort?

Polichinel.
Rigtigt! og hvorfor?

Harlequin.
Hvorfor? hvorfor? ‒ fordi den var ham for tung.

Polichinel.
Rigtigt, den var ham for tung, og derfor henlagde han den paa Altret i Winchester, og bar den aldrig efter den Dag. ‒ Det kan være nok af Historien. Nu ville vi tage fat paa Philosophien. ‒ Hvad er Sjælen?

Harlequin.
Det er noget, som er inden i os.

Polichinel
Bene, hvor sidder den?

Harlequin (halv høit.)
Det veed jeg ikke.

Polichinel.
Tal kun høit! De siger, at De veed det ikke; det er fornuftigt svaret. Mange paastaae, at den sidder i Hjernen, andre at den sidder i Maven o. s. v.; men klogest gjør Man i at svare: det veed jeg ikke, saa er Man vis paa, at Man ikke tager feil. Men min Lever og min Lunge sidde ogsaa inden i mig; hvorved skal jeg nu skjelne dem fra Sjælen?

Harlequin.
Ih Hr. Professor, det er meget let. Min Lever og min Lunge kan raadne; det kan Sjælen ikke!

Polichinel.
Bravo! bravissimo! det er et ubedrageligt Kjendemærke! Hr. v. Harlequin, det er mig en Fornøielse at maatte erklære, at jeg finder Dem saa vel funderet i Philosophien, at det vilde være en Fornærmelse, at gjøre Dem flere Spørgsmaal i den. ‒ Vi ville nu gaae over til de saa vigtige, saa saare vigtige Naturvidenskaber. ‒ Kan De sige mig noget om Elephanten?

Harlequin.
Det er et stort Dyr; det lever om Sommeren i Dyrehaugen; men, naar Dyrehaugstiden er forbi, trækker det til de varmere Lande.

Polichinel.
Rigtigt, det er et stort Dyr, som lever i de varmere Lande. ‒ Er det et klogt Dyr?

Harlequin.
Ja forskrækkeligt!

Polichinel.
Kan De sige mig et Beviis derpaa?

Harlequin.
Den kan drikke Brændeviin!

Polichinel.
Ha, ha, ha, ha, ha! ja, det kan saamænd Klodrianer ogsaa gjøre! ‒ Til hvad Klasse af Dyr hører det.

Harlequin.
Til ‒ Amphibierne!

Polichinel.
Til Amphibierne? ‒ Ih husk Dem om; hvad er et Amphibie?

Harlequin.
Amphibierne ere Dyr som kunne leve baade i Landet og paa Vandet.

Polichinel.
Ja, med en lille Forandring staaer der saaledes i Balles-Lærebog, og, naar De troer det, har De
fuldkommen Ret, for Elephanten svømmer overmande godt. Til Slutning blot endnu et Spørgsmaal af den mathematiske Geographie: hvormange ere Polerne, og hvad er deres Navn?

Harlequin.
Polen? er der noget?

Polichinel.
Jeg taler ikke her om salig Polen, men om Jordens tvende Poler.

Harlequin.
Naa dem? Ja, dem er der to af!

Polichinel.
Rigtigt, Sydpolen og Nordpolen. ‒ Kan De sige mig, hvilken af dem der er den koldeste.

Harlequin (betænker sig lidt.)
Den, hvor der er meest Kuldestof!

Polichinel.
Rigtigt, og, da der nu er meest Iis ved Sydpolen, saa er ogsaa….

Harlequin.
Sydpolen den koldeste og Nordpolen den varmeste.

Polichinel.
Naar De siger, at Nordpolen er den varmeste, saa mener De det dog vel i relativ Forstand?

Harlequin.
Ja det forstaaer sig!

Polichinel.
Saa er det rigtigt, for Nordpolen er ogsaa dygtig kold. Ja Isen kan jo deroppe. blive saa gammel og haard, at Man kan hugge den istykker, og brænde den som det bedste Bøgebrænde.‒ Hvad er det for en vild Nation, Man altid træffer paa deroppe ved Nordpolen.

Harlequin.
En vild Nation?

Polichinel.
Javist, som boer der baade Sommer og Vinter. ‒ Husk Dem om; det er et meget bekjendt Navn. E… E…

Harlequin
Aa, Englænderne!

Polichinel.
Hm. De vilde nok sige Esquimoerne.

Harlequin.
Men Englænderne boe der jo ogsaa baade Sommer og Vinter?

Polichinel.
Det gjør de jo rigtignok; men man kan dog ikke just saa lige henregne Englænderne til de vilde Nationer. (Vender sig til Assessorerne.) Mine Herrer! jeg tænker, det kan være nok for idag?
(Assessorerne bukke. Polichinel reiser sig, og bukker for Harlequin, som staaer op, bukker, og blander sig imellem Studenterne, som gratulere ham etc.)

Polichinel (til Auditores.)
Ville De behage, at forholde Dem rolige et Øieblik, medens vi censurere!
(Han og Assessorerne gaae frem paa Theatret.)

Polichinel.
Nu mine Herrer! hvad sige De om vor Candidat? ‒ Han stikker sagtens ikke alt for dybt i Tingene; men uvidende er han dog heller ikke. Og, da han nu engang er bestemt til Hertugens Svigersøn, saa….. Naa, hvad siger De Hr. Examinationsraad?

Første Assessor.
Jeg mener, ‒ ja, jeg synes ‒ jeg holder for, det kunde være passende, om vi gav ham ‒ ‒ ikke sandt? hvad mener De Hr. Confrater?

Anden Assessor.
Jeg er af samme Mening som Hr. Overexaminationsraaden.

Polichinel.
Nu, saa ere vi jo enige. ‒ Min Mening er da, at vi for Hertugens Skyld give ham bedste Charakteer, og for vor egen Skyld sætte et Spørgsmaalstegn til, som paa en siin Maade tilkjendegiver, at Candidaten just ikke saa lige har fortjent, hvad han har faaet. ‒ Saaledes befordre vi det gemene Bedste, og have vor Samvittighed in salvo. ‒ Er det ikke ogsaa Deres Mening mine Herrer?

Begge Assessorerne (i Munden paa hinanden.)
Jo!

Polichinel.
Altsaa er den Sag afgjort. Vil een af Dem indføre Charakteren i Protocollen, medens jeg complimenterer hans Durchlauchtighed.

(Den ene Assessor gaaer hen til Bordet, og skriver i Protocollen, den anden tilligemed Polichinel fører Harlequin hen til Pantalon, som omfavner ham, hvorpaa Alle forlade Scenen undtagen Pedellen og Studenterne.)

Pedellen tager Protocollen, og gaaer frem paa Theatret, omringet af Studenterne, der have sprunget over Skrankerne, og nappe efter Protocollen etc.

Pedellen læser:
“Torsdagen den 11te Mai 1837 var Hr. v. Harlequin oppe til kosmopolitisk Examen, og erholdt i alle Rubrikker Charakteren laud med Spørgs. Hans Hovedcharakteer bliver følgelig admissus cum laude med Spørgs!

Mel. Latterchoret af Jægerbruden.
Første Student.
Broder! har du vel seet Mage!
Saadant Svar! ha Død og Plage!
Var det ei partiskt? ha, ha! ‒
Siig, hvor fik han Laudet fra?

Chor.
Ha ha ha etc.

Anden Student.
Ingenting idag du fatter!
Gift dig med en Hertugdatter!
Gaaer du til Examen, da ‒
Laudet faaer du let, ha, ha!

Chor.
Ha ha ha etc.

(Alle gaae bort under Latter.)


Syvende Scene.

Decorationen fra tredie Scene.

Stort Optog kommer ud fra Hertugens Pallads (Politibetjente, Musicanter, Riddere, Pager, den ene med Forlovelsesringen paa en Pude, Pantalon og Columbine, Pierrot og Harlequin, Polichinel, de to Assessores, Pedellen, Hofdamer, Riddersvende. ‒ Pøbel.) Naar Alt er i Orden, og Pantalon og Columbine have indtaget deres Sæde, opføres følgende Cantate.

Mel. Vi sidde sammen, som vi kan bedst.

En Dame,
som overrækker Parret en Kurv med Blomster og et Par Duer

Fra Landets Møer jeg kommer her
Med en Present af Floras Spæde,
Og i der Favntag, hvad sidder der?
Symbol paa Livets bedste Glæde.
Den Glæde snapped Frøknen nok saa net;
Derfor vi alle blev om Hjertet let.
Du fikst en Mand,
Og vi paa Stand
Fik Haab om ogsaa een at fange.

Choret gjentager de sidste 3 Linier.

To Riddere,
som bære et Kagehjerte paa deres Kaardespidser.
Som dette Hjerte af Marsipan,
Hvert Ridderhjerte staaer i Lue.
Stor Skade kun, at De ikke kan
Den Illumination beskue.
(De knæle, og overrække Hjerterne, som Harlequin og Columbine modtage, og strax begynde at gnadske paa.)
Og, som vi Hjerterne her lægge ned.
Vi offerere vor Hengivenhed.
Modtag den huld!
Da pærefuld
Af Glæde høit vor Jubel lyder!

Pierrot.
Saa høitidsfuldt imod Himlens Blaa
Sig Folkejublen deiligt svinger.
Dog Vennens Stemme og høres maa,
Mens Brudegaven her han bringer.
(Han forærer dem en lille Vugge. Columbine slaaer Øinene ned, Harlequin omfavner hende, og Pantalon truer spøgende med Fingeren ad Pierrot.)
Det Meubel hvidsker smaat om Fremtids Haab,
Naar Folket skal med et samdrægtigt Raab,
Glad som idag
For Landets Sag
Loiale Stemme lyde lade!
(Naar Sangen er endt, reiser den hertugelige Familie sig, og gaaer frem paa Scenen saaledes, at Pantalon kommer i Midten,)

Pantalon.
Paa Ære! jeg er rørt! Jeg mægter knapt at tale!
Ja, ømme Følelser end boe i Fyrsters Sale.
Hjertelskte Dotter! Du vort fyrstelige Blod!
Du ædle Yngling, som Examen kjækt bestod.
Læs i din Faders, læs udi din Fyrstes Blikke,
Hvad ei jeg sige kan for Glædens stærke Hikke.
(Glædestaarer trille ham ned ad Kinderne; Pierrot rækker ham et Lommetørklæde paa en Tintallerken. Pantalon tørrer sine Øine, leverer Tørklædet tilbage, og vedbliver i sin Tale.)

Saa fikst min Dotter du da endelig en Mand! Kurvfesten er forbi, fryd dig, Slaraffenland!
(Han overleverer Columbine Ringen, som hun sætter paa Harlequins Finger, hvorpaa de Forlovede synke i hinandens Arme. Stort Tableau under Trompetstød og Folkets Jubel.)

Pantalon.
Da jeg nu har faaet min Datter saa godt forsørget, vil jeg tænke paa min egen Rolighed, for jeg begynder at blive kjed af Regjeringsbyrderne. ‒ Hør, kjære Svigersøn! Vil du have mit Hertugdømme!

Harlequin.
Nei, hvad skulde jeg med det?

Pantalon.
Ja, det er sandt, det har ikke meget at betyde , især saa sildigt paa Aftenen! ‒ Men, ‒. jeg faaer en stor Tanke! ‒ Jeg vil gjøre ligesom salig ‒ høisalig ‒ Kong…. hvad var det nu, han hed?

Polichinel.
Robocodonosor!

Pantalon.
Rigtigt! det var ham, der aad Græs. Ja, det vil jeg ogsaa gjøre, NB. figurligt talt. Det vil sige, jeg vil ligge paa Landet. (Til Folket.) Ja ‒ ja ‒ jeg ‒ resignerer! jeg resignerer!

(Uhyre Folkejubel.)
Tak Børn! tak! Nu kan jeg dog see, jeg er elsket! ‒ Ja, det vidste jeg da nok.

Slutningssang.
Mel. Det hedder en Acquisition.

Pantalon.
Min Hertugstads, min Hertugmagt,
Hermed jeg har Farvel da sagt
Af Klogskab maae I vide.
(Af pure Klogskab maae I vide.)
Thi selv for Konger det slog Klik,
Fordi de ei den Politik
Forstod, at pakke ind itide.
(Choret gjentager stedse de tre sidste Linier med en ubetydelig Forandring, som: Ja selv for etc.)

Pierrot.
At give Fyrster vise Raad
Maa være saare gavnlig Daad,
Og Statens Bedste fremme.
(Slig Daad maa Statens Bedste fremme.)
Der ogsaa grumme meget er,
Jeg har betænkt at sige her;
Men au! der gik det mig ad Glemme!

Polichinel.
Nys lød min Viisdoms gyldne Ord
Mens Harlequin ved grønne Bord
Saaes efter Veiret snappe.
(Saaes angeft efter Veiret snappe.)
Dog Alvorstads, om nok saa net,
Polichinel kun klæder slet!
Bort da Peruque og Doctorkappe!
(Han kaster Peruque og Doctorkappe ud af Coulissen og gjør et Polichinelbuk for Tilskuerne.)

Harlequin.
Min Spasetid nu er forbi,
Fedt Embede jeg smutter i;
Der Folk som jeg bør havne.
(Der Folk som jeg bør altid havne.)
(Tæller paa Fingrene.)
Pro primo: Laud! ‒ og Numer to: ‒
En fornem Kjæreste! Jo, jo! ‒
Befordring kan jeg aldrig savne!

Columbine
(til Publicum.)
Skjøndt vel vi veed, De fattet har
Moralen, som i Stykket var,
Jeg dog endnu skal bede:
(Jeg dog endnu skal ydmygt bede:)
At Damerne, før bort De gaaer,
Vil love ‒ at De ei iaar ‒
Vil ‒ altfor mange Kurve sprede!

General Comment

Dette teaterstykke udkom i et trykt hæfte.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Harlequin Cosmopolit
Subjects
Thorvaldsens Museum, Establishment of
Persons
Studenterforeningen
Last updated 14.11.2014 Print