The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 7174 of 10237
Sender Date Recipient
Redaktørerne ved Fædrelandet
Johannes Hage [+]

Sender’s Location

København

1.4.1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Mere om Thorvaldsens Museum.

–––––––––

Et anonymt Brev, der er tilsendt Red., saavelsom hvad han i Samtaler af og til erfarer, bevæger ham til at røre ved et Emne, som Læserne vel snart ere kjede af.

Forf. af hiint Brev gjør omtrent de samme Indvendinger, som de tidligere berørte, men lægger dog især Vægt paa den: at der er mange Foretagender, der med Hensyn til vor Cultur bedre vilde egne sig til at anbefales Nationens kraftige Deeltagelse; og at man, naar man endelig vil samle til et Lokale for Thorvaldsens Arbeider, ei behøver at bygge, men kun at indrette allerede staaende Bygninger. Dette mener han er saa meget nødvendigere, som Opførelsen af et eget Museum vilde koste en Sum, som vi med al Anstrengelse ikke kunne bringe tilveie. Andre have Intet imod selve Planen, heller ikke imod at den nu bringes paa Bane, men forlange den modificeret saaledes, at der oprettes et Museum, som indeholdt ei blot Thorvaldsens Værker, men ogsaa Afstøbninger af de bedste Antiker, som ikke haves i noget betydeligt Antal ved Kunstacademiet.

Den først omtalte Indvending er ofte fremsat, og skjøndt der ved flere Leiligheder, f. E. af Prof. Clausen i Folkebladet, er taget Hensyn, til den, saa ansee vi den dog for saa vigtig, at vi ei kunne gaae den forbi. — Vi ere forsaavidt enige med Forf., at der er mange Gjenstande, som ere mere passende for vor nærværende Cultur, end en Samling af Billedhuggerarbeider, da der til at nyde disse fordres en Dannelse, der ikke engang altid findes hos de meest Dannede, end sige hos Andre. Heller ikke have vi nogensinde troet, at den udannede Mand strax vilde være istand til at nyde Billedhuggerkunstens Værker paa den rette Maade, og denne Mening er ogsaa tydeligt nok udtalt i No. 129 af dette Blad. Naar der altsaa ikke havde været nogen særegen Anledning til at bringe et saadant Museum istand, saa vilde vi anseet det for upassende at opfordre Folk til at bidrage til et saadant. Der vilde da let kunne findes andre Gjenstande, der ere mere nødvendige deels i og for sig, deels efter det Standpunkt, hvortil vi ere komne. Saaledes kunde man udentvivl med Grund paastaae, at før vi oprette et Museum for Billedhuggerarbeider, bør vi hellere sørge for, at vort Underviisningsvæsen, saavel det høiere som det lavere, bliver ordentlig indrettet, at Kirken rigeligere udstyres, o. A.; Andre ville anbefale Oprettelsen af nationale Museer for Naturhistorien, Foreninger for at fremme Haveculturen; Andre igjen Veies og Canalers Anlæg o. s. f. Mod nogle af disse og lignende Gjenstande kan indvendes, at de have mere lokal end national Interesse; mod andre ville vistnok de Fleste fremføre den Bemærkning, at de allerede bidrage til disse Gjenstande, f. Ex. Kirke og Skole, og at disse Bidrag ere tilstrækkelige, naar de blot hensigtsmæssigt anvendes. Om andre f. Ex. nationale Museers Indrettelse for naturhistoriske Gjenstande ville
Mange vistnok dele vor Mening, at disse vilde virke mere indgribende i Folkets Dannelse, end en Samling af Sculpturarbeider, da de i hine opstillede Gjenstande ligge Enhver langt nærmere og derfor lettere optages i hans Kundskabskreds. Men Sagen er den: at der til det oftomtalte Foretagende er en særegen Anledning, som man ei bør lade gaae unyttet hen. Ikke enhver Tid er lige beleilig til Alting. Landmanden nedlægger i Jorden ikke den Sæd, der i og for sig er den bedste, men den, som med Hensyn til Jordbund, Aarstid og Veirligt lover det bedste Udbytte. Saaledes have ogsaa de, der indbyde til Oprettelsen af et Museum for T.’s Arbejder, Ret, naar de sige, at Tiden netop til dette Foretagende er beleilig. En dansk Mand har isinde at tilbyde sine Landsmænd en Gave, som alle civiliserede Nationer vilde misunde dem, en Gave, der i alle Tilfælde maa erkjendes at ville virke velgjørende paa Folkets Cultur. Denne Mand har opfyldt Verden med sit Navns Berømmelse; naar den Fremmede hører, at han er Dansk, stiger hans Agtelse for det lille Land, ligesom den Danskes Selvfølelse ved Tanken om at høre til samme Folk, som han. Ligesom Gaven, saaledes er Giveren i høi Grad national, og man vil neppe kunne nævne Noget, der i den Grad for Tiden egner sig til at vække Folkets Deeltagelse, som dette Foretagende. Sagen er egentlig ganske simpel denne: er det passende for et Folk fra en af sine ypperste Mænd at modtage en betydelig Gave, uden at gjøre sig Umage for at berede denne Gave en værdig Modtagelse? Kan et heelt folk være bekjendt at undskylde sig med Mangel paa Midler, naar en enkelt Mand tiltænker det en Gave af større Værdi, end det Huusly, den behøver?

Den Indvending, at Folket er fattigt og ei istand til uden Besvær at skaffe den fornødne Sum, fordrer et Par Ord. Vi ville her ikke gjentage, hvad vi ved andre Lejligheder have yttret, at det kun kommer an paa at have Lyst, for at have Raad til at faae Sagen istand; vi ville anføre en Bemærkning, som udentvivl er rigtig. En Ven af os, der interesserer sig for Sagen, yttrede nemlig i denne Anledning: at netop i en fattig Stat var et saadant Foretagende meest nødvendigt og kunde meest passende udføres ved Manges forenede Bidrag. Udentvivl er der meget Sandt i denne Synsmaade. I rige Stater er der altid en Mængde Privatmænd, der samle Kunstgjenstande og derved i større eller mindre Kredse bidrage til at vække Sandsen derfor. Dette er ikke Tilfældet i de fattigere Stater, og da disse dog, naar de ei ville staae tilbage i Cultur, ikke kunne undvære det Dannelsesmiddel, som Kunsten afgiver, saa bliver det her Nationens Sag at skaffe de fornødne Pengemidler tilveie.

Man vil maaskee her indvende os, at Regjeringen da bør sørge for det Fornødne, og altsaa ogsaa nu for et til Optagelsen af Thorvaldsens Arbeider passende Lokale. Vi indrømme gjerne, at hvis det ikke var muligt at skaffe Midlerne paa andre Maader tilveie, saa vilde det være aldeles passende, at Regjeringen gjorde det. For længe siden er man enig om, at Statens Øiemed ikke blot er at sørge for Borgernes Sikkerhed, men ogsaa for deres størst mulige Uddannelse og i det Hele taget for deres Velvær, og uagtet alle Stater hidtil have seet sig nødte til at anvende en overveiende stor Deel af deres Indtægter paa de første Fornødenheders Tilfredsstillelse, og uagtet i flere constitutionelle Stater Repræsentanterne have viist, at de ei vide at vurdere Vigtigheden af de aandelige Interesser, erkjende dog alle nogenledes civiliserede Stater det for deres Pligt efter bedste Evne at tage sig af disse høiere Anliggender. Men skjøndt det oftomtalte Foretagende aldeles egner sig til at udføres af Staten, saa ville vi dog nødig, at Folket skal lade sig berøve denne Anledning til ved forenede Kræfter at virke til et smukt Maal. At vække Sandsen for Livets høiere Goder, at vænne Folk til med Tillid al samvirke til disses Fremme, at overbevise dem om, hvor uendeligt Meget der ved en saadan Foreningsaand lader sig udrette, det er det Hovedpunkt, hvorpaa Enhver, der stræber at bidrage til Folkets Forædling, maa lægge fortrinlig Vægt, og for at befordre dette Øiemeds Opnaaelse bør ingen Leilighed gaae ubenyttet hen. Der bliver desuden Nok tilbage for Regjeringen at tage sig af, hvortil Folket ikke saa let lod sig forene. Den nuværende Finantsforlegenhed, der uvilkaarlig stemmer Mange mod dette Foretagende, er en ny Grund til ved private Bidrag at udføre Planen, der nu vilde gjøre Regjeringen Bryderi.

Der er ogsaa en anden Grund, hvorfor vi ikke ønske dette Foretagende i Regieringens Hænder; vi frygte nemlig, at der da ved Valget af Architecten vilde blive taget altfor meget Hensyn til ydre Ting: hans Stilling som Embedsmand, Anciennitet, Titler og Ordener. Naar ikke usædvanlige Begivenheder indtreffe, er det vanskeligt især for en absolut Regjering at opgive Hensynet til de Mærker, den selv har paatrykt en Mand; den vilde paa en Maade tilstaae at have feilet, naar den forbigik en saadan distingueret Person, og tog En, der kun udmærkede sig ved Dygtighed, men endnu ikke var forsynet med hiint Apparat. Desværre have vi følt Virkningerne af dette System; de mange store Bygninger, der siden Krigen ere opførte, vidne om, at den høitbetitlede Architect ikke altid har været den høitbegavede eller den sparsommeligt akkorderende. Deraf kan det forklares, at vi have anvendt hundrede Tusinder paa Bygninger, som man hellere maatte ønske borte; vi nævne kun som Exempel den, idetmindste for den Uindviedes Øie, skrækkelige Frue Kirke. *) Naar Folket selv skal bygge, haabe vi, at der vil blive sørget for en Architect, der er Herre over Opgaven.

Mange, der interessere sig for paa denne Maade at bringe gavnlige Foranstaltninger tilveie, men som lægge Vægt paa andre Gjenstande, frygte for, at Folk, der i de senere Aar saa ofte ere blevne opfordrede til at give snart til Et, snart til et Andet, skulle ved det Thorvaldsenske Museum blive trætte og ikke i lang Tid være at formane til at bidrage til andre Anliggender. Denne Frygt troe vi dog i det Hele ugrundet. Vel kan det være, at det vil blive vanskeligere i nogle Aar at formane Folk til slige Bidrag; men lad dem først see Museet reise sig og fyldes med smukke Beboere, lad dem høre Fremmede berømme saavel Manden, der gav, som Folket, der værdig modtog hans Gave, og de ville sikkert blive mere redebonne til at fremme andre lignende Foretagender, end de ellers vilde have været. Alt i Livet er en Vane og saaledes ogsaa det at give til almene Øiemeds Fremme; see vi først Virkningerne heraf, saa ville vi faae Lyst til oftere at træde sammen, og vi ville efterhaanden vænnes til at ansee en lille Sum, som aarlig dertil kan anvendes, for Noget, hvortil vi ligesaa godt maae giøre Udvei, som til det daglige Brød. Der er i den senere Tid allerede gjort en god Begyndelse; et Tidsrum af omtrent et Decennium har seet mange gavnlige Selskaber danne sig, især i Hovedstaden: Kunstforeningen, Athenæum, Læseforeningen, Trykkefrihedsselskabet, den naturhistoriske Forening, Selskabet for Naturlærens Udbredelse, for Haveculturens Fremme, Velgjørenhedsselskabet, Musikforeningen; der er samlet Bidrag til Indretning af Asyler, til Skolers Anlæggelse, til unge Forbryderes Forbedring, o. s. v. Om end enkelte af disse Foreninger skulde blive opløfte, saa tvivle vi dog ei paa, at de fleste ville holde sig eller nye opstaae i deres Sted. I England er der netop i de senere Decennier ved denne Foreningsaand udrettet utroligt Meget, og forholdsviis langt Mere, end i ældre Tider, selv om man tager tilbørligt Hensyn til den stærke Stigning af Nationalvelstanden. Vi feile neppe, naar vi paastaae, at der i de sidste 40 Aar ved Privatmænds Sammenskud er gjort langt Mere, end i de foregaaende 400 Aar. Det er saa langt fra, at det ene Foretagende der har fortrængt det andet, at tværtimod det ene er fulgt rask ovenpaa det andet.

Den ofte gjorte, ogsaa her i Bladet før berørte Bemærkning: at man hellere maa indrette end bygge et Museum, bringe vi i Forbindelse med en anden, vi strax i Begyndelsen nævnte: “at man nemlig, om man end havde Pengene til at bygge for, dog hellere burde anvende dem til at kjøbe Afstøbninger af de bedste Antiker og saaledes i de Bygninger, man kunde haabe Regjeringen vilde indrømme, indrette et Nationalmuseum for de bedste Sculpturarbeider. Disse Bygningers hensigtsmæssige Indretning og Kjøb af Antikafstøbninger vilde udkræve Alt, hvad Folket kunde samle”.

Det er et stort Spørgsmaal, om de Mænd, der satte Sagen i Gang, saaledes som Planen nu er lagt, vilde have bestræbt sig for at udføre den mere omfattende, som vi her med faa Ord have nævnt. Dernæst spørges der, om saa Mange vilde givet deres Bidrag til den sidste, som til den første Plan, og endelig, hvad der her er det Vigtigste, om Thorvaldsen vilde være tilfreds med at see sine Arbejder blandede med andre Sculpturarbeider og Afstøbninger. Selv om man ikke tvivlede om de 2 første Punkter, saa vilde man have al Grund til at tvivle om det sidste. Det er meget sædvanligt, at Mænd, der i et heelt Liv med Kjærlighed have samlet Kunstsager, Naturalier, Bøger o. dsl., og testamentere dem til det Offentlige, tilføre den Bestemmelse: at deres Samlinger skulle opbevares for sig selv. Da Thorvaldsen har frembragt saa mangfoldige Arbeider, og han desuden i en Række af Aar har samlet mangfoldige Kunstsager: saa er det høist sandsynligt, at han nødig vil see sine Samlinger blandede med andre Gjenstande. Vistnok vilde det være høist lærerigt, at sammenligne Thorvaldsens Arbeider med Antikerne fra den bedste græske Tid; men dette kan alligevel skee, om de end ikke opstilles i eet Lokale. Man maa desuden vogte sig for at samle altfor Meget paa eet Sted; Massen af Gjenstandene overvælder Beskueren, der, istedetfor at nyde, trættes og sløves.

“Nu vel, saa lad Thorvaldsens Arbeider Opstilles i een, og Antikafstøbningerne i en anden af de Bygninger, som vi vente skulle blive ledige, men lad ikke Pengene anvendes til at opføre en ny Bygning, da vi behøve dem til at complettere vor Gipssamling”. Naar de Bidragende Intet havde mod denne Anvendelse af deres Penge, og Bekostningen ved at indrette et Lokale, der ret begunstiger Kunstnydelsen, var betydeligt mindre end ved at bygge, saa vilde vi uden Betænkning stemme derfor. Men her møder netop Vanskeligheden. Kunstforstandige Folk paastaae, som vi have seet, at Sculpturarbeider, for rigtig at nydes, nødvendig maa have et ganske efter dem afpasset Lokale, Lys fra oven o. s. v. Vi kunne ikke heri tiltage os nogen Dom, men ville kun fremsætte nogle Bemærkninger, der kunne tjene til Sagens Drøftelse. At A[r]chitecterne ikke ville høre tale om at indrette, men kun om at bygge, derpaa lægge vi ikke saa megen Vægt, da vi ikke ansee dem for uvillige Vidner. Det er begribeligt, at den, der har en god Idee i Hovedet, gjerne vil udføre den, istedetfor at tumle med ældre Bygningers Omdannelse, der er ulige sværere og ikke bringer saa megen Ære. Ogsaa maa man vel vogte sig for at tænke sig et nyt Museum aldeles feilfrit, medens man strengt veier Manglerne ved en ældre Bygning. Det er desværre en Erfaring, som man i alle Lande har gjort og daglig gjør, at Udførelsen næsten aldrig svarer til Forventningen, en Bemærkning, der naturligviis ikke dadler Architekten, man kun peger paa de Vanskeligheder, han baade i sit eget Indre, og i det ydre Stof har at overvinde. Men naar man troer, at en saadan Omdannelse kun vilde koste en ringe Sum, Museets Opførelse derimod flere 100,000 Rbdlr., saa mene vi, at man anslaaer dette for høit, hiint for lavt. — Et hensigtsmæssigt Lokale, der kan lette Kunstnydelsen, ønske Alle, og dette er maaskee mere nødvendigt i et Land, hvor man endnu ei er vant til Sculpturarbeidet, end der, hvor Øiet allerede er fortroligt med dem. Om slige Arbeider i Udlandet have et Lokale, der ganske er indrettet for dem, eller om de maae hjelpe sig som de bedst kunne, gjør ei meget til Sagen, da der her ikke spørges, hvorledes de ere opstilte i andre Lande, men om de ere opstilte saaledes, at de gjøre den rette Virkning. Skal nu et saadant Lokale tilvejebringes ved Omdannelsen af en ældre Bygning, er det aabenbart, at der ei vil spares meget. Rimeligviis vilde kun de ydre Mure kunne benyttes; selv Grunden i det Indre maatte forandres. Og naar man da havde anvendt Betydeligt paa denne Forandring, vilde man dog resikere at faae et ikke tilfredsstillende Lokale. Selv ved private Bygninger gjør man hyppigt den Erfaring, at man ved Reparaturer og Forandringer anvendte Mere, end en ny Bygnings Opførelse vilde kostet. — Paa den anden Side overvurderer man vistnok Bekostningen ved en ny Bygnings Opførelse, naar man taler om en Sum af 300,000 Rbdlr. Den nye Universitetsbygning er, vistnok af de allersolideste Materialier, opført for circa 170,000 Rbdlr. Det er da rimeligt, at den oftomtalte Bygning kunde opføres for mellem 100,000 og 150,000 Rbdlr., isæt naar vi vare heldige nok til at finde en Architekt, der med Aandrighed forbandt streng Sparsommelighed og satte sin Ære i at udføre Arbeidet saa godt og tillige saa sparsommeligt, som muligt. Hvorfor Folk have antaget 300,000 Rbdlr. for nødvendige, vide vi ikke. En saadan Sum vilde neppe ved private Bidrag kunne bringes tilveie og Mange lade sig vistnok afholde fra at tage Deel, fordi de mene, at Sagen dog alligevel ikke kommer istand. Ligesom man, naar man virkelig skrider til Udførelsen, man vogte sig for ikke at anslaae Omkostningerne for lavt, saaledes mene vi, at man ikke, ved at anslaae dem for høit, bør afskrække sig selv og Andre fra at bidrage til at det kommer istand. Endelig kunde man vel, hvad dette Spørgsmaal angaaer, med Grund antage, at Thorvaldsen vil blive mere tilbøielig til med Iver selv at tage sig af Sagen, naar man beslutter at bygge, ei at indrette.

Under den Forudsætning altsaa, at en ældre Bygning totalt maatte omformes, for at afgive et passende Lokale, finde vi det rimeligere at bygge; men hvorvidt en saa stærk Forandring er nødvendig, derom vove vi, som sagt, ikke at have nogen Mening, og vi antage, at Sagen alvorlig vil blive drøftet af dem, hvis Stemme har Vægt i slige Anliggender. Da det imidlertid under alle Omstændigheder maa erkjendes for vigtigt at faae de offentlige Bygninger, som Regjeringen i Tiden maatte finde overflødige, rigtigt benyttede, og tillige at faae en fuldstændig Samling af Gipsafstøbninger af Oldtidens bedste Sculpturarbeider, saa kunde maaskee følgende Udvei være værd at tage under Overvejelse. Man bygge for Thorvaldsens Arbeider, man indrette et ældre Lokale for Antikafstøbninger. Er man, ved en hensigtsmæssig Opstilling af hine bleven fortrolig med slige Værker, har man vænnet sig til den Art af Abstraktion, som disse mere end andre Kunstværker fordre, saa er det rimeligt, at man selv under mindre heldige Vilkaar ogsaa vil kunne nyde Antikafstøbningerne. Under Forudsætning altsaa, at Christiansborg Slot tages i Beboelse og alle 4 Palladser paa Amalienborg blive ledige, saa ville disse kunne anvendes deels til Malerisamlingen, deels til Afstøbninger af Antikerne, hvortil Kunstakademiet ei kan skaffe Plads, deels endelig, hvis der bliver Plads tilovers, til Kunstkammeret, der nu er i Dronningens Tværgade, hvor Pladsen skal være for knap til at aabne Adgangen for det større Publikum. Naar Kunstkammeret blev flyttet, kunde Gaarden sælges til Privatbolig.

Hvad Anskaffelsen af Antikafstøbninger angaaer, da har Akademiet en lille Sum (af nogle 100 Rbdlr. aarlig), som dertil kan anvendes. Ogsaa i denne Henseende vil udentvivl den Thorvaldsenske Sag virke velgjørende, idet den vil tilskynde Vedkommende til af alle Kræfter at sørge for en saadan Samling, hvis Savn nu føles smerteligt baade af Kunstelskeren og Archæologen. Skulde Akademiet ei have Kræfter dertil, saa vilde det være passende, at Finantserne, naar de komme i Orden, afgave en Sum dertil.

Et Par Ord om “Afguderiet,” “falsk Begeistring” [etc]. Vi indramme gjerne, at Følelsen hos store Mænd let hos os Danske tager en sygelig Vending og udarter til et ofte ækelt Føleri. Det er som om man satte en Fortjeneste i at prise og ophøie dem, og istedetfor ved kraftig Anstrengelse at stræbe at ligne dem, lader man det ofte blive ved en smægtende Dvælen ved deres Fortrin. Vel sandt, det er i visse Henseender ærefuldt at erkjende det Store og Gode, istedetfor med Misundelsens Fiil at raspe paa det; men en sund Erkendelse skal det være, og en saadan vil lede til mere end Snakken og Baden i egne Følelser. Men idet vi ønske en saadan Sentimentalitet borte, saa glemme vi ikke, at det dog er bedre, at der er Følelse for det Store, om den end ei er ganske sund, end om der slet ingen var, ligesom vi hellere ville glæde os over at vi have Noget, der kan fremkalde denne Følelse, end harme os over, at den ei er normal. Som et Beviis paa det Herredømme, aandig Storhed udøver over os, har den altid en stor og trøsterig Betydning, ligesom den Hylding, den Slette, ved at anstille sig som god, uvilkaarlig bringer det Gode. Og gælder det om at bringe et godt Foretagende istand, som i det nærværende, saa bidrager den sygelige Begejstring lige saa vel som den sunde til dets Fremme. Hvorfor da ivre saa meget imod den, naar Resultatet er godt, og man dog ikke kan sætte det Sunde istedetfor det Syge? Have vi Ret i at føle en vis Ækelhed over en saadan Sentimentalitet, saa have vi Uret, naar vi ikke ville have noget Godt udført, medmindre de dertil Virkende drives af de ædleste Bevæggrunde og have den rigtigste Erkjendelse af Sagens Natur. Er det en Feil hos os, som et gemytligt og vemodigt stemt Folkefærd, let at forfalde til hiin sygelige Sentimentalitet, saa er det ogsaa en Feil, at vi paa en smaalig Maade speide efter Bevæggrundene, og istedetfor at holde os til Handlingen, der ligger klart for Dagen, spørge om det, der skjuler sig i Sjælens inderste Vraaer og ikke engang ret kommer til den Handlendes egen Bevidsthed. *)

Dog det var om det Thorvaldsenske Afguderi vi begyndte at tale. Lad da længe nok Enkelte drive det for vidt, men lad dette ikke forstyrre dem, der interessere sig for Sagen. Den, der holder af Blomster, faaer dog ei Lede til dem, om han end nok saa tit hører sentimentalske Liebhavere udgyde deres lovprisende Ordstrøm over Jordens skjønne, stille Beboere. At vi i andre Folks Øine skulde gjøre os latterlige ved at hædre vor store Landsmand, eller, for at tage det ganske simpelt, ved at opføre et Huus for hans store Gave, derom kunne vi ei overbevise os. Lad den Fremmede med os ønske hiin Sentimentalitet borte; Foretagendet selv vil han finde sundt og godt, og finder han det ikke sundt, saa spørges der, om Sygdommen er hos ham eller hos os. Dog vi behøve blot at spørge Europas civiliserede Nationer, om de vilde bekoste et Museum, naar Thorvaldsen vilde skjenke dem sine Samlinger, og vi ere overbeviiste om, at de fleste med Glæde vilde modtage Gaven paa hiin Betingelse.

 

Adskillige, der interessere sig for Sagen, ønske, at Committeens Møder maatte gives større Offentlighed, for at kyndige Folk kunde komme til at udtale sig. Skjøndt Committeen hidtil kun har beskjeftiget sig med at sætte Planen i Omløb og samle Bidrag, og der, naar man skrider til Udførelsen, vil blive valgt en egen Committee, saa kunde det dog vel have sin Nytte, om Adgangen til dens Møder allerede nu partielt aabnedes. Det engelske Bibelselskab havde og har formodentlig endnu den Vedtægt, at Enhver, der giver et aarligt Bidrag af 5 Guineer, saavelsom alle Præster, kunne møde og stemme ved Commissionens Forhandlinger. Dette maa nødvendig bringe mere Friskhed og Liv i Forhandlingerne, og noget Lignende kunde her skee, naar man indbød f. Ex. Kunstakademiets og Universitetets Medlemmer, saavelsom Alle, der havde tegnet sig for idetmindste 50 Rbdlr., til at bivaane Møderne. Det var, troe vi, ikke afveien, om dette Princip fulgtes i alle lignende Tilfælde, da de Bidragende derved sikkres imod de Mangler og Misbrug, der let følge af Enkeltes Egenraadighed og Eensidighed — en Yttring, hvormed vi ikke sigte til dette, men til flere Tilfælde, der endnu ere i frisk Minde, og hvoraf vi ved Lejlighed skulle omtale et, der nylig er indtruffet.

–––––––––

General Comment

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Fædrelandet, nr. 131, 1.4.1837.
Ifølge Barfod, op. cit., er den usignerede artikel skrevet af Fædrelandets redaktør Johannes Hage.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling Småtryk 1837, Fædrelandet 1.4.
Other references

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 152.

Subjects
Thorvaldsens Museum, Establishment of
Persons
H.N. Clausen · Bertel Thorvaldsen
Last updated 19.08.2016 Print