The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 7090 of 10181
Sender Date Recipient
NN 11.3.1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

K.L. Rahbek’s Manes til J.M. Thiele.

Og om I sikre leve vil,
Da vider, at „ „Oprigtig” ”
Har intet Riim at passe til
Saa vel, som til Forsigtig!” “

Falster.

––––––––––––––


(Bakkehuset, 58375611½ ‒)

Naar Flora gyder ud sit Blomsterhorn
Rundhaandet over deilig Vang og Vænge,
Naar Ceres kommer med sit Ax af Korn,
Og Guldet voxer op paa Mark og Enge:
Da strømmer man fra Larm og Qvalm herud,
Besøger gamle Bakkehuus og Knud.

Da staaer min Manes ved hint Monument,
Som mig Medborgere paa Veien satte,
Og for den salig Broder og Student
De Yngre nu og da vel lette Hatte;
Det gotter Sjælen ‒ stedse var mig kjært,
At hedde: brav Student og gjæstmild Vært.

Da døier jeg vel ogsaa stundom Spot?
Man peger op til Støttens Skaldepande:
””Her boede Knud!”” ‒„Hvad gjorde han for Godt,
At han som Milepæl skal for os stande?
Han var Tilskuer, skrev Minerva og Critik;
Men, Herregud! han dog i Taaget gik!”

Saa hører jeg vel ogsaa Dit og Dat
Om Vaudeviller og burleske Stykker;
Hvordan reformes Skueplads og Stat,
Og flikkes væk paa de ormstukne Krykker:
Da maa jeg smile i mit stille Sind,
Mens store Taarer trille over Kind.

Men, har jeg skjøndt slig Tidsfordriv i Vaar,
I moden Høst og i den grønne Sommer,
Saa træffer det sig tit, jeg ene staaer:
Den hvide Vinter og imellem kommer;
Da blive Folk derinde, og jeg maa
Med Valbykonerne min Tid forslaae.

Jeg med mit Jeg ‒ er tør Conversation
(Jeg var, som Hvermand veed, en Dobbeltgænger);
Thi nu vi tænke kun som een Person,
Og til Modsigelse man altid trænger.
Vi kjede os! ‒ og Alvor eller Spøg
Er nu, som da vi levede, ‒ Forsøg.

Paa slig en Dag et Blad jeg fik i Haand
(Figurligt at forstaae, thi uden Hænder
Er min, som alle Hedenfarnes Aand,
Saavidt som jeg de andre Aander kjender);
Jeg læste, læste og blev lige klog ‒
Et Skudsmaal stod deri for Thieles Bog.

Mon ‒ tænkte jeg ‒ det ligefremt skal troes?
Jeg over Ironien nøie grunder;
I Ljunges Blad man sparsom er med Roes,
Her maa vel stikke noget Andet under!
Jeg lugter Lunten: Thorvald ved sin Kunst
Os hædrer meer, end ved al Fyrstegunst.

„Men, er saa folkelig da Bogen vel,
Som her den skildres?” ‒ jeg mig atter spurgde.
Ti Skilling er jo kun en Bagatel,
Dem sagtens Du paa den spendere turde.
Til Gyldendals jeg strax lod stikke Bud,
Og Bertel Thorvaldsen jeg fik herud.

Nu ja, det er en ganske vakker Stil,
Og Ørsteds Digt forskjønner Skrivtet saare;
Ved Polonaisen havde jeg et Smil,
Ved Portnerkysset havde jeg en Taare,
Og da den lille Bog jeg lukked’ i,
Jeg sagde: „Skade, at det er forbi!”

Saavidt som Læser; ‒ nu som Recensent
Knud Rahbek har lidt Prosa til Just Thiele;
Jeg altformeget færdedes paa Prent,
Til at min Aand kan hue doven Hvile.
Og da det Folkelige var mit Fag,
Jeg vel tør tale med i denne Sag,

Min kjære Herr Thiele! Ligesom De har indledet Deres lille Skrivt om den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen med et smukt didactisk Digt af H.C. Ørsted, saaledes har jeg ogsaa tilladt mig at begynde mine Bemærkninger over Skrivtet med et det Riimbrev, som min aandige Dobbeltgængers jordiske Secretair har skrevet herude paa den grønne Bænk, der staaer ligeover for den Mindepæl, Medborgere, sikkerligen i den bedste Mening, have sat mig paa Alfarvei, og hvilken Portraitstatue Deres Collega, Herr Freund, just ikke har fortjent sig Laurbær for. Til denne Omegn er min Skygge bunden, den er omsvævet as min Aand, og hvad enten nu Bakkehuset bliver et Hospital, hvor Stadens Trangbrystede skulle nyde frisk Luft om Sommeren, eller der bliver til en tryg Havn for skibrudne Digtere, ‒ saa haaber jeg dog, at man i „Rahbeks Allee” stundom med Godhed vil mindes Knud Lyne Rahbek, om ogsaa Monumentet er forvitret, eller ødelagt af Kaadheds frække Haand.

Paa en for mig meget smigrende Maade har man bebreidet mig, at jeg saa gjerne gav mine Arbeider Navn af „Forsøg.” ‒ Nu, Andet end Forsøg paa at recensere Deres Skrivt er dog Dette heller ikke; thi at skrive en Critik, saaledes som I derinde nu skulde have den, for Eders evindelige Børne-Skrivter og Almue-Skrivter, dertil er jeg dog, trods al min Iver, for godmodig. ‒ Deres Stil er, som allerede bemerket, let, flydende, behagelig at læse; men, denne Jagen efter visse forældede Udtryk huer mig aldeles ikke. Siger vel f. Ex. Almuen „hvorlunde”? Og dette Ord bruger De ideligen. Hvorfor dog sætte Bogen et Aarhundrede tilbage i Tiden? Fremad! fremad! mener jeg.

De begynder med at fortælle, at Thorvaldsen er født i Kjøbenhavn. Den almindelige Mening afviger fra denne Beretning. Englænderne paastaae endog, han er deres Landsmand, fordi han er født paa Søen. I sig selv kan Dette være temmeligen ligegyldigt, dog mener jeg, at dersom Deres Kilde, Herr Thiele, var paalidelig, De da i en Note, burde have omtalt Rygtet og ikke ladet det henstaae aldeles uberørt. Ligeledes synes det mig, at De har skildret os Kunstnerens Forhold til sine Forældre med vel rørende Farver, saa at man bliver utilfredsstillet, naar man siden aldeles ikke hører Noget til dem. Vel er deres skizzerede Biographie ingen Roman, hvori man kan gjøre Paastand paa en fuldstændig Opløsning, saa at ikke Personerne komme og forsvinde uden videre indgribende Betydning; men, da Bogen er skreven for Almuen, turde det vel hende sig, at En og Anden gjør den Slutning, at Thorvaldsen, da han blev rig og kom til Anseelse og Værdighed, glemte sine fattige og simple Forældre. Ogsaa synes jeg, at hans Concurrence med Canova burde have været omtalt, da her havde været Leilighed til at berøre et smukt Træk af Thorvaldsens gode Hjerte. Jeg skal ikke nægte, at jeg maatte smile ved at læse Deres Forklaring over, hvorledes man bærer sig at med at modellere i vaadt Leer; jeg kom nu uvilkaarligt til at tænke paa, hvordan Antonio Canova formede en Løve af Smørdeig i Falieriernes Kjøkken. Overhoved forekommer det mig, at her har været et vist Slags Hastværk med i Spillet, der sagtens har foranlediget, at De ikke har givet Dem Stunder til at samle de behørige Data. ‒ Ikke destomindre er det dog et nydeligt lidet Skrivt, og jeg erkjender atter her Gyldigheden af min Frænde Adams Ord i hans overmaade deilige „Correggio:

“Hvo vil klage over,
At Overflødighed end ei er Alt?”

Men, nu kommer det Slemmeste, og ‒ jeg vil ikke fragaae det ‒ Det, hvorfor jeg føler den egentlige aandige Fingerkløe. De har der Pagina 26 anbragt et Sidehug, idet De skriver: „Men, omendskjøndt det „kan siges med Sandhed, at ingen Kirke i den hele Christenhed kan opvise Mage til Værk, af saadan Storhed og Skjønhed, saa staae dog ogsaa disse Statuer nu allerede i flere Aar i en afsides Gang i Kirken, istedetfor at de ved Danmarks Reformationsfest kunde have smykket Kirkens Indgang.” ‒ Hvorfor, og til Hvem skriver De Dette?? Om Rigtigheden af det Anførte tvivler jeg ingenlunde; men, som mit Motto siger, paa „Oprigtig” rimer sig bedst „Forsigtig”. De skriver jo ikke i dette Øieblik i „Kunstbladet” eller i „Kjøbenhavnsposten” for modtagelige Læsere; De skriver en Piece for Almuen, og kan den Andet, end see den sorteste Tilsidesættelse og Forurettelse imod den store Kunstner ved Deres Udladelse paa et saadant Sted? Hvorledes ville vel Vedkommende, hvem det Puf gjælder, som De, i en under andre Henseender meget priisværdig Iver, her har bibragt dem, være istand til at retfærdiggjøre sig for et saa stort Publicum, som det, der læser et Skrivt, der udgives af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug? Har Deres Bog til Øiemed, at stemme Folkets Gemyt for Oprettelsen af et Museum til Thorvaldsens Værker, saa kan vistnok en saadan Ytring, som den De i Deres Heftighed lader undslippe Pennen, bringe Adskillige til den vrange Formening, at de ogsaa skulle bidrage til at udpakke de Figurer, der ere bestemte for Fruekirke; thi hin Bebreidelse kan lige saa godt synes at gjælde Folket, som dem, der have Skyld i, at Kunstsagerne endnu den Dag i Dag er ikke smykke Templet. ‒

Hvorledes den ellers altid saa forsigtige, ja fast altfor forsigtige, Skrivtcommittee for Trykkefrihedsselskabet kan have overseet dette Sted, eller, om den har bemærket det, ladet det forblive staaende, begriber jeg ikke. Jeg mener ingenlunde at det er rigtigt og billigt, at Figurerne ikke komme frem for Dagens Lys, heller ikke har jeg Noget imod, at de Paagjældende, ifald de ikke blot med Skingrunde have godtgjort, at det ikke hidtil lod sig gjøre, faae en offentlig Tøraf for deres Brøde imod det Offentlige; men, at en saadan Visker skal gives dem i et af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug for almeen Mand bestemt Skrivt, der spredes ud over hele Landet, hvor hverken Kbhavnsposten, Dagen eller andet Blad, der kan indeholde Modbemærkninger, naaer ‒ Dette troer jeg er lige aa [sic] ubilligt og urigtigt, som Dem, Herr Thiele, og Selskabets Skrivtrepræsentation uværdigt. ‒ Og hermed Gud befalet!

R.

General Comment

Denne tekst blev trykt i Den Frisindede, 3die Aarg. No. 10.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Den Frisindede, 11.3.
Subjects
Thorvaldsen and Canova
Persons
Antonio Canova · Knud Lyne Rahbek · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen · H.C. Ørsted
Last updated 11.05.2015 Print