The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 5598 of 9982
Sender Date Recipient
Redaktørerne ved Dansk Litteratur-Tidende [+]

Sender’s Location

København

1832 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet, hvor anmeldelsen er trykt.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Dansk
Litteratur-Tidende

for 1832.


No. 46.

Forsendes, ifølge Kongl. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne i Danmark og Hertugdømmene.

Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker. Ved J.M. Thiele, Professor, Secretair ved det Kongel. Academie for de skjönne Kunster. Anden Deel. Med 78 Kobbertavler. Kjöbenhavn på Forfatterens Forlag i Thieles Bogtrykkerie. 1832. (I lille Folio). Hele Værket 30 Rbd. R. S.

Første Deel af dette Nationalværk er anmeldt i denne Tidende No. 48 og 49 for 1831. Neppe er et Aar forløbet, og vi have allerede anden Deel for os. Dermed er efter Planen Værket endt; men det kan neppe, efter det fortjente Held, hvormed Professor Thieles Skrift er blevet optaget, være Tvivl underkastet, at jo, naar en Række af Aar og fortsat Virksomhed har gjort det muligt for den udødelige Kunstner (over hvem Forsynet fremdeles ville holde sin Haand!) atter at forbause os med en ny Cyclus af herlige Kunstværker, Hr. Prof. Thiele ogsaa vil optage den afbrudte Traad og saaledes engang levere Fortsættelsen.

Anmelderen kan fatte sig kort, hvad Skriftets Egenskaber angaaer; thi da nærværende Deel er udført baade efter samme Plan som den første, og med samme Flid, samme Nøiagtighed og Kjerlighed saavel til Kunstneren som til Kunsten, kan der om alt dette henvises til Bedømmelsen af første Deel. Ogsaa Kobbertavlerne ville vist i Almindelighed befindes at staae ved Siden af de tidligere. Men derom har Undertegnede Haab om at erholde nogle Bemærkninger fra en kunstkyndig Ven. Følgelig maa Anmelderens Syssel denne Gang bestaae i at antyde for de Læsere, som ikke eie Værket, denne Deels rige og interessante Indhold.

Det korte Tidsrum af 14 Aar, hvormed vi her sysselsattes (1814 til 1828), frembyder en saadan Mængde af store Kunstpræstationer, at man maa gaae langt tilbage i Tiden, for at finde en Kunstner, der i Frugtbarhed kan sammenlignes med Thorvaldsen. Denne Frugtbarhed gaaer dog ikke frem i noget mathematisk, hverken arithmetisk eller geometrisk, Forhold; men afhænger — og dette er et Beviis mere paa Kunstnerens Genialitet — af den begeistrende Muses hyppigere eller sjældnere Besøg. Og enhver Muse har jo sine Luner. Det gavner ikke, at ville fremtvinge Begeistring; men hvad der gavner, er, at være som Thorvaldsen stedse opmærksom, stedse bered til at modtage ethvert Indtryk, enhver Aabenbarelse af den høie Genius. Vor Kunstner er aldrig ledig, aldrig uvirksom. Den dannende Aand er stedse sysselsat; men undertiden grunder den længe over store Ideer, inden disse ville ordne sig og fremtræde med tilbørlig Klarhed: til andre Tider er det, som om det skjønne Foster undfangedes og fødtes i eet og samme Nu. Det mærkeligste Exempel herpaa ville vi fortælle med Prof. Thieles Ord (S. 10—11): “Der hengik nu (nemlig i Aaret 1815) Uger og Maaneder, i hvilke Thorvaldsen Intet foretog sig og syntes hensjunken i en dyb Tungsindighed, indtil han aarle en Sommermorgen forlod sit Leie for at fremstille et Billede, der i den søvnløse Nat var svævet igjennem hans frugtbare Phantasie. Det var det berømte og vidtbekjendte Billede af Natten. Under Udførelsen af dette skjønne Basrelief synes de mørke Taager at være flygtede fra hans Sind, saaledes at, da hans Ven og Landsmand, Historiemaler Eckersberg, samme Morgen, efter Sædvane, saae ind til ham, fandt han Thorvaldsen, med sin kjære Hund Teverino ved den ene og sin store Kat, liggende paa en Stol, ved den anden Side, ifærd med at fuldende dette Basrelief, som han for faa Timer siden havde begyndt paa. Thorvaldsen var glad og oprømt ved det Billede, han havde fremstillet, og sendte efter Sædvane strax Bud til Gibsformeren Antonio, at han skulde komme for at afstøbe det. Da denne om Eftermiddagen kom for at modtage Modellen, var ikke alene dette Basrelief færdigt, men Thorvaldsen havde allerede anlagt et Sidestykke, forestillende Dagen, og var, efter bemeldte Antonio’s Fortælling, saa vidt i dette Arbeide, at han tilraabte ham, der vilde gaae bort med Modellen til Natten: “Bliv et Øieblik, Antonio!” saa kan vi med det samme faae dette afformet!” Saaledes hører det skjønne Tvillingpar, Natten og Dagen, til det samme Døgn i Thorvaldsens Liv. Hvo vilde troe det, naar ikke Samtiden udsagde det!

Nattens nærmeste Forgjænger var Basrelieffet Priamus og Achilles (opstillet iWoburn Abbediet), hvilket omtales som et af de Arbeider, hvorved Thorvaldsen mærkeligst er gaaet ind i Aanden af den græske Sculpturs skjønneste Tidsalder. Og, som Lykken pleier at staae de Kjække og Dygtige bi, saaledes maatte det ogsaa her indtræffe, at en vigtig Kunstopdagelse i Grækenland geraadede vor Kunstner til Understøttelse og Forfremmelse i dette hans Studium. Som bekjendt udgravedes netop i de samme Aar, da vor lærde Landsmand, Professor Brandsted, bereiste Grækenland, paa nogle engelske og tydske Reisendes Bekostning, de uforlignelige Levninger af den panhelleniske Jupiters Tempel paa Øen Ægina. Kronprinds (nu Konge) Ludvig af Bayern kjøbte disse for 20,000 Scudi og lod dem bringe til Rom for der at restaureres af Thorvaldsen. I Begyndelsen ansaae Denne det for et utaknemmeligt Arbeide; men han erfarede snart at det lønnede sig. I Foraaret 1817 fuldendtes Arbeidet til Alles Beundring; og Thorvaldsen selv maa have følt et: anch io sono Greco; thi da man engang senere bad ham at vise de Steder, hvor han havde restaureret, svarede han: “Jeg husker det ei, og see det kan jeg ikke!”

Iblandt flere originale Frembringelser af samme Aar udhæve vi den skjønne Statue Dandserinden, som udførtes i Marmor for Fyrst Esterhazy, i hvis prægtige Gallerie den nu er opstillet. Buster omtaler Thiele efter Regelen ikke (fordi Thorvaldsen deraf har gjort utallige); men nogle nævnes undtagelsesviis; af dem Lord Byrons, gjort efter Digterens egen Opfordring og tit gjentaget. Idet en Amerikaner bestilte sig et Exemplar deraf, skrev han: “Sæt Navnene Byron og Thorvaldsen derpaa, saa bliver det et udødeligt Monument!” Man kunde have svaret ham, at det ene Stempel var nok for at faae Adgang til Udødeligheden.

En anden interessant Anekdote fortælles S.29: Imedens Thorvaldsen arbeidede paa sin Gruppe: Ganymed med Ørnen, havde han en Dag en skjøn Dreng for sig som Model. I Almindelighed lade Kunstnerne ikke de Øieblikke, naar Modellen hviler, hengaae ubenyttede; thi saadanne Momenter ere de meest gunstige for Iagttageren af den ukunstlede, rene Natur, da Modellen ikke troer sig bemærket. Pludseligen raabte da Thorvaldsen til Drengen: “Sid stille! rør dig ikke!” og lod nu Ganymed for et Øieblik henstaae, medens han efter Drengen i den hvilende Stilling modellerede Skizzen til sin Hyrdedreng. Denne Statue (i naturlig Størrelse) saavelsom Ganymed, og Thorvaldsens flere paafølgende Arbeider vise, hvor grundigt og hvor indflydelsesrigt hans Studium af de Æginetiske Marmorer har været.

Som en Frugt af dette Studium, og tillige som et Forsøg paa i et særeget Arbeide at fremkalde den gamle, tabte Kunst omtales med Rette (S. 31 fg.) den herlige Statue: Haabet. Den har i høieste Grad overrasket Anmelderen, hvortil da ogsaa Nyhedens Interesse kan have bidraget noget. Thi Anm. kjendte ikke det mindste til dette Arbeide, førend han her saae Afbildningen. Sikkerligen vil det for Alle godtgjøre, hvad det Tübinger Kunstblad deri har fundet, en mærkelig Originalitet i at efterligne — netop det samme sjeldne Pund, som vi saa ofte, i en anden Kunst, have beundret hos Comikeren Holberg.

Dog, ihvor mange Prøver Thorvaldsen havde givet paa Mangfoldigheden af sine genialste Evner, vilde Kunstkjenderne dog aldrig skjenke ham nogen Fodbred Land i Kunstens Rige, førend han formeligen havde erobret den. Man kaldte ham en stor hedensk Billedhugger, beærede ham vel endog med Navn af Nutidens Phidias; men omtvivlede stærkt hans Dygtighed til at præstere noget Overordentligt i den christelige Kunst. Men ogsaa paa denne Vei til Hæder skulde han ei blot beskjæmme sine Efterstræbere, men overgaae sine Beundreres største Forventninger. Anledningen kom ogsaa her udenfra, og det fra tvende Stæder, som først i den senere Tid have begyndt at faae Navn i Kunstens Verden — fra München og Kjøbenhavn. Thorvaldsen havde vakt hidhørende Forventninger ved sin os noksom bekjendte Døbefont, da Kronprindsen af Bayern overdrog ham, til en ny Kirke at udføre en Friese, der skulde fremstille Christi Liv paa Jorden. Begyndelsen gjordes 1817 med Qvinderne ved Christi Grav, hvilket Basrelief skulde udgjøre Slutningen af Friesen. Nogen Tid efter udførte han Begyndelsespartiet af samme Kunstværk, nemlig: Marias Bebudelse. Imellem Begges Forfærdigelsestid ligge adskillige andre, saavel hellige som profane, Arbeider, deriblandt den berømte Gruppe: Gratierne, og Monumentet over de i Tuillerierne 1792 nedsablede, troe Sveizere: En døende Løve indhugget i en Klippevæg i Lucern. Stedet, hvor Løven skulde udhugges efter Thorvaldsens Model, besaae Kunstneren paa sin Reise til Danmark 1819.

Ligesom dette vor navnkundige Landsmands Ophold i hans Fødeby var en fortsat Fest for Kunstnere og Videnskabsmand, ja fast for hele det dannede Publicum, saaledes blev det af største Vigtighed for Kunsten i Fædrenelandet. Det vigtigste heraf fortælles S. 65—66: “Thorvaldsen (som den 12 Nov. 1819 var udnævnt til Etatsraad) modtog nu, foruden de Bestillinger, han allerede tidligere til forskjellige Tider havde modtaget, den Opgave: at udføre Billedet af Christus til det under Arbeide værende Slotscapel. Men, da Commissionen for Frue Kirkes Opbyggelse kort Tid efter raadførte sig med ham i Henseende til Plastikens Anordning i denne Kirke, udviklede der sig en skjøn Idee for ham til dette Tempels Smykke. Han vilde nemlig forene et Antal Arbeider til en stor Heelhed, en Decoration, som skulde strikke sig, ligesom ved een stor Composition, ligefra Frontonens og Peristylens Smykker indtil det hellige Alter og dets Omgivelse. Til Frontonfeldtet vilde han ved en stor Gruppe af fritstaaende Figurer i Legemsstørrelse fremstille, som Christendommens Indledning, Johannes den Døber, der forkynder Christi Komme ) ; i Peristylens Ritscher vilde han henstille som Billeder af dem, der i den hellige og profane Historie have forudsagt Christi Komme, tvende Propheter og tvende Sibyller I Kirkens Forhalle skulde en Friese fremstille Christi Vandring fra Pilati Huus til Golgatha. Ved Kirkens Piller skulde Billederne af de tolv Apostle henstilles, og i deres Midte, foran Alteret, Billedet af den Opstandne, der træder frem og hilser Menigheden med sit: “Fred være med Eder!” Paa den ene Side af Alteret, over Indgangen til Døbecapellet, et Basrelief fremstillende Christi Daab, og paa den anden Side, over Indgangen til Skriftestolen, Indstiftelsen af den hellige Nadver.” Vi behøve ikke at sige Hovedstadens Indbyggere, hvor fortræffeligen det, som vi Have seet af disse mange Kunstfrembringelser, er lykkedes Mesteren. En Medarbeider vil i Korthed gjøre Læserne opmærksomme paa, i hvad Grad Afbildningerne i Bogen ere troe Copier af Kunstværkerne, og hvor Noget savnes. Enhver som eier Bogen, kan ved Sammenligning overtyde sig derom. Derimod maa det ikke her forbigaaes med Taushed, at Thorvaldsen endnu stedse grunder paa den heldigste Maade at udføre Døbefonten paa for Metropolitankirken.

(Slutningen følger).

Dansk
Litteratur-Tidende

for 1832.


No. 47.


Forsendes, ifølge Kongl. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne i Danmark og Hertugdømmerne.

Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker. Ved J.M. Thiele, Professor.
(Slutning; see No. 46).

Den 16de Decbr. 1820 kom Thorvaldsen tilbage til Rom, overvældet af Hædersbeviisninger og — nye Bestillinger. Det gaaer ham, som der sagdes om Digteren Walter Scott, at om han blev 100 Aar gammel, vilde han ikke faae Tid til at udføre alle de Ideer, med hvilke hans Aand er svanger, saalidet som alle de Fordringer, Samtiden gjør til ham. Paa Reisen havde han den Sorg at erfare (netop ved Fyrst Esterhazy’s Bord), at der i et af hans Værksteder var skeet en Indstyrtning af Gulvet, og at adskillige af hans færdige Arbeider og Modeller derved vare ødelagte. Lykkeligviis var Tabet mindre, end han forestillede sig det; thi hans fleste og vigtigste Arbeider vare ved hans Elevers (navnlig vor Freunds) Aandsnærværelse reddede.

Der er atter forløbet et Decennium (et quod excurrit) for Kunstneren i Kunstens evige Stad, og de stumme, men henrykkende, Billeder bekræfte Sandheden af Prof. Thieles Ord (S. 82), “at Thorvaldsen følte sig under den altid stigende Virksomhed forynget i Aand og legemlig Kraft, og det i en saadan Grad, at hans herlige Ideers Kilde, ligesom, efterat have været hæmmet i nogen Tid, nu sprudlede med en Rigdom og en Fylde, som er uden Lige i hans tidligere Kunstnerliv.” Og vi vide dog, at Thorvaldsen stedse har været flittig og i høi Grad productiv.

Hvor Alt er Stort, falder det vanskeligt at udhæve det Største. Da Rummet nu ikke tillader Anmelderen at omtale alle Thorvaldsens Mesterværker, indskrænker han sig til at nævne ved Siden af de ovenangivne Arbeider til Frue Kirke, tvende prægtige Gravminder: det ene over Cardinal Consalvi, det andet over Pave Pius VII. Det var en ny Triumph for vor Kunstners Genie, at han, en Protestant, udvalgtes til dette Værk. Paa Misundere og Efterstræbere manglede det naturligviis ikke; men ogsaa her skal Vcerket nok prise sin Mester.

Saavel Poesiens som de bildende Kunsters Historie lærer os, at det Alvorlige og det Muntre, det Tragiske og det Comiske tit indgaaer en skjøn Forening i eet og samme Hoved. Thorvaldsen hører de Kunstnere, som undertiden, midt under deres Syslen med de høieste og alvorligste Gjenstande, føle Trang til at flaae en Spøg af. Derom mindes vi oftere i denne Samling, f. Ex. ved Basrelieffet (Tavle CXLV) Kjærlighedens Aldere, hvortil Motivet er taget af et Malerie i Herculaneum: Amorsælgerinden, men bearbeidet med stor Frihed.

Da dette Skrifts Forfatter omtrent eet Aar har levet i Rom og dagligen besøgt Thorvaldsen og hans Værksteder, var han istand til at kunne af Autopsie skildre samme. Dette har han gjort, og paa en underholdende Maade Side 123 følg. Der er det ogsaa bemærket, at imedens det sædvanligen er ubehageligt at skue Kunstværker i Selskab med Mesteren selv, saa er det en særegen Glæde at lade sig ledsage af Thorvaldsen igjennem hans Studier; thi han yttrer sig ved saadan Leilighed med den elskværdigste Aabenhed om sine Værker og sig selv, lige langt fra forfængelig Selvkjærlighed og fra hykkelsk Nedsættelse af sit eget Værd: til sin simple og træffende Dom fører han ikke sjeldent Fortællingen om Værkets Foranledning eller en Anekdote, som hører til dets Historie. Men pludseligen afbryder han, og gaaer lidt ind til Siden, hvor en ung Kunstner med hans lille Skizze eller med de af ham lagte Drapperier for Øie er beskjæftiget med den forberedende Udførelse af et af hans Værker. Hans Øie er vidunderlig sikkert, og hans Haand ikke mindre. Øieblikkeligen retter han det Manglende, eller borttager det Overflødige, og for Fremmede er det overraskende at bemærke, hvorledes et af den unge Kunstner møisommeligen udført Partie pludseligen taber alt det Ængstlige og smaaligt Udarbeidede, naar Thorvaldsens dristige Haand i faa Træk har anviist de rigtige Former, og han derefter overdrager Eleven at udføre det Rettede. (S. 133—34).

Sjeldent seer man Thorvaldsen at arbeide i Marmor. Derfor fandt det Digt: at han ikke kunde arbeide deri, i nogen Tid Tiltro. Men han har ved enkelte af ham selv udførte Arbeider beviist, at han nok kan, naar han kun vil. Men hvorfor skulde han, der kan præstere saa Meget som ingen Anden, anvende megen Tid paa det, Andre kunne gjøre ligesaavel som han? Af hvad Prof. Thiele fortæller om Thorvaldsens Forhold til andre Kunstnere, bekræftes det i Forveien Bekjendte om hans Tjenstagtighed, Humanitet og sande Brodersind. Tillige erfares, at det, som en berømt Kunstkjender, v. Rumohr, siger i sit nyeste Værk om vor Landsmand *), ikke maa tages ganske bogstavelige; thi Noten 154 udviser, at det endog hører til Undtagelserne, naar en italiensk Literator, som Guattani, omtaler Thorvaldsen. De fleste forbigaae ham med Taushed, da de ikke vove at nedsætte ham. Prof. Thiele har forgjæves sagt hans Navn i de bekjendte Tidsskrifter: Bibliotheca Italiana, Giornale Arcadieo di Roma og Effemeride literarie, uagtet man der hyppigen finder Efterretninge om andre Kunstnere, ja selv om Thorvaldsens Eleve Tenerani.

Ligesom Kunstnerne pleie at fryde sig, naar Beskueren glemmer dem over deres Arbeider, saaledes forventer Rec. at det heller ikke vil være Professor Thiele ubehageligt, om han i denne Anmeldelse synes at være glemt over hans Værks Helt. Dog er det billigt, ikke at stilles fra Forfatteren uden gjentagen Taksigelse for den Nydelse, som han nærmest har forskaffet sine Landsmænd, og som nu tillige vil komme Udlandet tilgode, da den tydske Oversættelse — som vi erfare — er færdig. Det er kun Smaating, som hist og her have stødt Rec. under Læsningen. Visse Germanismer kunne neppe uden Ubillighed omtales, da de ved hyppig Brug ere nær ved at faae Borgerret i vort Modersmaal, f. Ex. anerkjende for erkjende, Anordning for Ordning (ikke i Betydning af edictum). Ellers er Sproget reene, let og naturligt (endog, som det forekommer Recensenten, omhyggeligere end i første Deel). Bemærkningerne ere sunde og træffende. Al Declamation og falsk Pathos er, ligesom i første Deel, omhyggelige undgaaet. Af Smiger er der ei mindste Spor; men desto hyppigere af sand Følelse og Beundring for den store Kunstner. I Beskrivelserne har Anmelderen ei fundet egentlige Feil: men kun det høieste paa enkelte Steder mindre nøiagtige Udtryk og Savn af en vis historisk Critik, til hvilken Rec. i andre Studier er vant, men som her maaskee var overflødig. Derved sigtes til Beskrivelsen af nogle Apostlers Attributer og Fortællingen om deres Skjæbner, hvor Hr. Prof. Thiele ikke skjelner imellem det som er historisk sandt, og det som skyldes den katholske Kirkes Legender. Kunstnerne, som trange til en bekjendt Typus, kunne naturligviis — under Historiens dybe Tavshed — ikke undvære Traditionens Hjelp; men Critikeren skjelner imellem Begges Udsagn. Simon Zelotes’ foregivne Martyrium er af Prof. Thiele omtalt paa en Maade, som ikke forudsætter nogen Tro paa Fabelen om at han blev gjennemsauget. Men allerede Bartholomæus’ Martyrdød, og endnu mere Apostelen Andreas’s nævnes saaledes, som om samme var factisk. Det hedder Side 100: “Andreas støtter den venstre Arm til det liggende Kors, paa hvilket han endte sit Liv i Herrens Tjeneste.” Men den hele Beretning om Andreas’ Korsfæstelse er fabelagtig, hvilket med to Ord kunde have været antydet f. Ex. ved. at sige: skal efter Legenden have endt sit Liv o.s.v.

Vi ønske til Slutning Kunstneren endnu mange Aar at virke i, og efter at et nyt Stykke af hans Hædersbane er tilbagelagt, ønske vi Prof. Thiele Lyst og Held til at glæde Publicum med en tredie Deel af dette Værk.

J. Møller.

Tillæg af en anden Forfatter.

Med Hensyn til Kobberne, da fortjene de samme Omdømme som de, der ledsagede første Deel. Reliefferne ere, i det Hele taget, heldigere behandlede end Statuerne, skjøndt der ogsaa mellem disse findes flere, som tilfredsstille enhver billig Fordring. Bladene, No. 82, 83, 85, 87, 88, 96, 98, 99, 105, 113, 145, 153 og de fleste af Figurerne til Frue Kirkes Fronton ere vakkre Prøver, paa hvormeget de simple Omrids kunne bidrage til at levendegjøre vore Forestillinger om plastiske Kunstværker. Tilfredsstille No. 106, 115, 118, 122, 123, 124, 125, 149 mindre, da synes det snarere at være en Følge af Lyst til at præstere mere end der fordredes, end af Mangel paa Flid og Omhyggelighed; mueligt er det, at ogsaa Tegningerne her have været mindre heldige.

Prof. Thiele har vistnok gjort alle sine Læsere en kjær Tjeneste ved Bladene No. 128 og 152, der fremstille en Oversigt over Fronton-Compositionen til Frue Kirke og Pavens Monument; skulde nu, hvad sikkert mange ønske, hans Arbeide over Thorvaldsens senere Varker blive udgivet, da vilde derved maaskee aabnes en Leilighed, der kunde skjænke os lignende Oversigter over Alexanders Triumphtog og Eugens Monument. Ogsaa Poniatowskys Statua eqvestris vilde vist gjerne sees i en Profiltegning; dog. Forfatteren har givet saa afgjørende Beviser paa den Kjærlighed, hvormed han har udført et saa betydeligt Foretagende, at Anm. ikke tvivler om, at de ovennævnte Ønsker under den angivne Betingelse ville blive opfyldte, saafremt de ere billige; ligesom han ei frygter for, at denne Yttring skulde blive betragtet, som indeholdende en Daddel, der vilde være høist ubillig.

General Comment

Dette er en trykt anmeldelse af andet bind af Thieles’ biografi om Thorvaldsen, der blev udgivet i Dansk Litteratur-Tidende i 1832. Anmeldelse af første bind findes her.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1832, Danske Litteratur-Tidende
Subjects
Floor Collapse in Thorvaldsen's Workshop 8.11.1820 · J.M. Thiele's Biographies of Thorvaldsen · Artistic Environment in Rome · Marble Carving · Journey to Denmark, July-October 1819 · Thorvaldsen as a Danish National Symbol · Thorvaldsen as Mentor for Other Artists
Persons
Nicolaus Esterházy · Ludwig 1. · Pius 7. · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Works
Last updated 12.09.2016 Print