The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9967 of 10181
Sender Date Recipient
NN 1847 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Lord Byrons Staty af Thorvaldsen.

Det er bekjendt nok, at Europas største Billedhugger vilde forevige Englands og maaske vort Aarhundredes største Digter ved en Staty, og det var en Tid, da alle Blade vare fulde af Meddelelser herom. Men efter lang Tids Forløb hed det atter, at dette Kunstværk var forsvundet, og man vidste ikke, hvor det var blevet af. Imidlertid laa Digterens Billedstøtte vel forvaret i et af Toldbodens Pakhuse i London, uden at der meldte sig nogen Eier til den. I tolv hele Aar havde den her sit Hvilested, fordi den anglikanske Kirkes Prælater ikke vilde tillade, at Statyen blev opstillet i Westminsterabbediet, hvor dens Plads var bestemt ved Siden af Englands øvrige store Digtere og Statsmand. ‒ Fanatismen og Bigotteriet er sig ligt til alle Tider, og vi see tit, hvorledes Menneskene ville fremtvinge sine uefterrettelige Underretsdomme længe efterat den høieste Dommer har afsagt sin inappellable Kjendelse. De maale Geniets Daad med samme Skrædderalen, hvormed de udmaale Hverdagsmenneskets Handlinger, og i deres Smaalighed glemme de Aandens Skjønheder for dens Pletter.

Lord Byrons Staty har imidlertid faaet en Plads i Trinity College’s Bibliothek i Cambridge, hvor den blev opstillet i November 1845 uden nogen Høitideligheder. Den, som betragter Statyen med et kunstnerisk Øie, vil ikke finde sig skuffet i sine Forventninger. Som Fremstilling af en Digter og netop af en saadan Digter, som Lord Byron, er det et skjønt udtænkt og genialt opfattet Værk, skjønt man i enkelte Ting har dadlet Udførelsen. Dette forklares af følgende Omstændigheder: Statyen giver et Maleri, fra hvilken Standpunkt man end betragter den, og det et Maleri, der vækker ligesaa romantiske, som klassiske Erindringer. Barden sidder paa en Ruin, der har tilhørt et gammelt Tempel, og hans Fod hviler paa det afbrudte Skaft af en omstyrtet Søile. De udskaarne Forsiringer paa det ødelagte Brudstykke, hvilke tilsyneladende skulle være det gamle Snitværk paa Stenen selv, ere med megen Sindrighed valgte som Digterens Attributer; de paa høire Side forestille Athenes Ugle, medens det paa venstre Side sandseliggjøres, hvorledes Lyren helliges Apollo. I venstre Haand holder Digteren en Bog med Paaskrift ”Child Harold.” Griffelen, som han holder i den anden Haand, berører sagte Hagen. Hovedet, der er rettet noget i Veiret, vender sig over den høire Skulder, Øinene ere vendte opad, dog uden dramatisk eller nogen bestemt udpræget Begejstring. Blikket og Stillingen ere begge det naturlige og utvungne Udtryk for Tanken. Skjønheden af Digterens Haand og Haandled, saavelsom Halsens zarte Former og den nederste Deel af Ansigtet ere beundringsværdigt gjengivne. Dog i Ansigtet ligger noget mere end blot Eftertanke ‒ noget uendelig Sørgmodigt og Rørende, hvilket efter vor Mening hører til de herligste Eiendommeligheder ved dette Kunstværk. Den øverste Deel af Ansigtet fortæller en heel Historie fuld af Sorger og Kvaler, og en Skygge, der kommer fra det Indre, giver Trækkene, der i deres materielle Fremstilling aabenbart ere ungdommelige, noget Gammelt. Beklædningen bestaaer i en Ridedragt, tilligemed en løst derover kastet Kappe, hvis Foldekast har tjent Billedhuggeren som Hjelpemiddel i Kompositionen og Relieffet.

Efter sin Idee og sit Udkast er Værket saaledes meget skjønt; ‒ den ulykkelige Digters Genius, hans Karakteer og Skjæbne ere alle afspeilede deri; men Figurens Udførelse staaer langt under Udkastet, hvilket ogsaa er Tilfældet med flere af Thorvaldsens Værker, og herved have uvenlige Kritikere ladet sig forlede til at vurdere Statyen langt under dens sande Kunstværd. Foruden en temmelig raa Behandling i Almindelighed ‒ med Undtagelse af Haanden og Hovedet ‒ finder man Feil i Enkelthederne, hvilke give den blotte Kritiker uimodsigelige Grunde til Anker. Herpaa kan man kun svare, idet man beraaber sig paa dybere Sympathier og den kunstneriske Ærlighed. Allerede af Frygt for det Skrig, han vilde faa paa Halsen, turde ingen anden Kunstner vove at fremvise for sit Publikum saadanne Fødder, som Thorvaldsen har givet Skalden; ingen anden Staty turde stilles paa saadanne Fødder. Thi Statyens høire Been, der ligger udstrakt, for at hvile paa en lavere Flade, medens det venstre støtter sig paa Søilestykket, er ganske formløst. Den øverste Deel tilhører snarere en Kvinde end en Mand. Men alle disse Mangler havde Billedhuggeren let kunnet forbedre, om han havde villet. Den manglende Fuldendthed, som hans Meisel til enhver Tid havde kunnet give Statyen, er en ny Tillokkelse. Man maa vistnok bringe Udførelsens Skjønhed og Fuldendtheden med i Regning ved Bedømmelsen af et Kunstværk, og det kan ei retfærdiggjøres, naar der slet intet Hensyn er taget dertil; men den Idee, som er legemliggjort i denne Staty, opveier alle tekniske Fuldkommenheder, som Skolen kan lære eller Kritikeren kan forlange.

General Comment

Denne tekst udkom i et trykt hæfte.

Archival Reference
M17,88 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1847)
Subjects
Criticism of Thorvaldsen's Works, Negative · Criticism of Thorvaldsen's Works, Positive
Persons
George Gordon Byron · Bertel Thorvaldsen
Last updated 26.01.2015 Print