The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 5212 of 10181
Sender Date Recipient
NN 28.6.1830 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Schillers-Festen i Stuttgart.

I.

–––––––––

Det dannede Publikums vedvarende Deeltagelse for Schillers Mindefest, der i hvert Aars Mai feires af den Stuttgartske “Liederkranz”, er et i Sandhed glædeligt Tidstegn. Om end denne Schillersfest for Mange kun er tiltrækkende som en Vaarfest, saa er det dog vist, at den med hvert Aar gjenkommende Deeltagelse hos de Fleste nærmest forbliver helliget den store Digter. Dette bevise allerede de talrige Grupper, som før og efter Festen pleie at forsamle sig om det kolossale, laurbærkrandsede Brystbillede, som aarlig opstilles paa en høi Piedestal, i et med Maitræer, Blomster- og Løvguirlander smykket Rum, og i og for sig selv allerede skjænker Festen en alvorlig Charakteer. Dette beviser den Opmærksomhed, som skjænkes Sangene og de mundtlige Foredrag, men fremfor Alt den bestandig talrigere Kreds af Fruentimmer, der bidrager saa meget til Sangens Forherligelse.

Festen begyndte med en af Gustav Schwab digtet Cantate, hvis Gjenstand var at skildre Følelsens Formæling med Phantasien ved Digteraanden.

Denne Cantate var sat i Musik af den Kongelige Hof-kalpelmester Lindpaintner, der paa det meest glimrende havde udført Themaet ved passende Afvexling og Forbindelse af det qvindelige og mandlige Chor, som ialt talte henimod 150 Stemmer, og en Solo-Qvartet; ved fortræffelige Modsætninger og riig Instrumentering. Det qvindelige Chor isærdeleshed, der talte henimod 60 Stemmer, fortjente og vandt for sin Reenhed og Fylde almindelig Beundring. Kjendere regne denne Cantate blandt Lindpaintners heldigste Værker.

Herpaa holdt Dr. Schott, i sin Vens Dr. Menzels Navn, følgende Tale:

“Vi have paany festlig forsamlet os, for at feire Schillers Minde – da det imorgen er 25 Aar siden hans udødelige Aand forlod Jorden. Allerede er den fjerde Deel af et Aarhundrede henrunden, og Schillers Minde er os endnu bestandig nyt, og Deeltagelsen for ham er forbleven usvækket.

Mangen stor Mand, der i levende Live overøstes med Æresbeviisninger, tilsidesættes efter sin Død. Mangen, hvis Fortjeneste Samtiden miskjender, høster føstefter Aar hundreders Forløb Efterverdenens Tak. Kun sieldent bliver den Laurbærkrands, der smykker den Levendes Pande, og den, man lægger paa den Hedengangnes Grav, plukket af samme Træ. Schiller nød denne sjeldne Lykke; han høstede en udeelt Hæder af Samtiden og Efterverdenen. Ved Siden af den Kilde, hvoraf hans Sange udsprang, spirede ogsaa allerede den Laure, der, evigung, som hans Sange, rækker hans nærmeste og fjerneste Efterkommere sine grønne Blade til Krandsen.

Schillers Hæder udbreder sig i bestandig videre Kredse og hos alle dannede Nationer. Vore Naboer, der endnu for ikke lang Tid siden pleiede at foragte det tydske Sprog og den tydske Digtekunst, ere nu opfyldte med Beundring for dem.

Dertil har fremfor Alt vor Schillers Hæder bidraget, den Digter, hvem de ære høiest og hyppigst efterligne. Der udfordredes først saa grandiose Digtninger som vor Schillers, – Digtninger, der gribe enhver Phantasie og ethvert Hjerte, til at indgyde de Fremmede Agtelse for den tydske Poesie.

Vort Fædreland ærer Schiller som sin ædleste Digter, det har endnu ikke værdiget nogen Digter en høiere Hæder, og ingen retfærdigere. Men vi, Stuttgarts Beboere, føle os dobbelt forpligtede til at velsigne denne store Mands Minde. I det vi kun bringe ham en ringe Deel af den Tak, som den hele dannede Efterverden yder ham, siger dog en glad Følelse os, at vi staae ham nærmest. Spørger man, hvilken Forret Stuttgart har fremfor andre Stæder, ja selv for dem, hvor engang hans Vugge stod og hvor nu hans Sarkophag staaer, saa svare vi: Stuttgart var Schillers aandige Fødested. Hans første Sang lød i disse Dale; Kilden til hans Sangstrøm, som nu opfylder Verden, er udsprungen paa disse Bjerge. Stuttgart og det nærliggende Solitüde saae Ynglingen modnes, her dannede sig hans Aand, her slog hans Hjerte for første Gang for det Store, som blev hans Livs Maal, her udfoldede hans Genius først de straalende Vinger, her var Schiller for første Gang Digter. Det foran os liggende Landskab var der, hans, i den første Digterbegeistring, i den første skaberiske Salighed drukne Øie mødte, og som hans fyrige Phantasie forskjønnede med et evigt Foraars nye og uvisnelige Blomster. Og ligesom Naturen aarlig fornyer denne Dals Blomstersmykke, saaledes er det vor Pligt, at pleie hiin Aandens evige Blomstring, og her helligt at bevare Digterens Minde.

Snart ville vi være istand til at opreise ham et værdigt Monument, efter den store Thorvaldsens Idee, i Nærheden af Stuttgart. Hvor, spørge vi, vilde han selv hellere see sit Mindesmærke? Ikke der, hvor han i Livet allerede nød den største Hæder, men her, hvor han engang vandrede upaaagtet og uhædret, medens hans Aands indre Kraft allerede stor og dristig gjennembrød Hverdagslivets Skranker og med hans poetiske Følelses Fylde ragede frem over hans Livs militairiske Eensformighed som et blomstrende Træ over Hegnet. Her, hvor han, trods sine Kampe, efter sin egen Forsikkring har levet sine lykkeligste Dage, her er hans Ungdoms, hans Længsels, hans første og helligste Følelsers, hans fremstræbende Krafts, hans første og sværeste Kampdaads Hjem. Her, hvorfra han udgik, for at søge Hæder, maa Hæderen bringe ham de sidste og skjønneste Offere. Der gives intet skjønnere Sted til at ophøie Menneske, end det Sted hvor han vandrede i sin Fornedrelse.

Erindringen om Schillers Ungdom, hvortil her Alt opfordrer os, skal tillige minde os om, at hans Værker selv aande en evig Ungdoms Aand. Han er Ungdommens Yndling, og vil altid vedblive at være det; thi alle hans Følelser samstemme med det første Vingeflag af det endnu ufordærvede ungdommelige Gemyt, den endnu rene Kjærlighed, den endnu urokkede Troe, det endnu varme Haab, den endnu usvækkede Kraft i unge Sjæle. Men han er ogsaa en Yndling for alle dem, der have bevaret deres Ungdom, hvis Sands for det Sande og Rette, Store og Skjønne ikke er uddød paa det trivielle Livs Torveplads.

General Comment

Denne tekst er trykt i Kjøbenhavns-Posten, og er første del af en artikel i to dele. Resten af teksten udkom 29.6.1830.

Archival Reference
M17,28 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1830)
Persons
Friedrich Schiller · Bertel Thorvaldsen
Works
Last updated 17.06.2016 Print