The Thorvaldsens Museum Archives

Comment on 13.7.1797

Uidentificeret. Trods Fritzsch’ ret så liberale måde at stave navne på, er en sandsynlig mulighed den malermester, der skulle have ejet tegningen Thorvaldsen med sine venner, C757, der tilskrives billedhuggeren. Tegningen viser et muntert selskab i Thorvaldsens stue og bærer følgende påskrift: “Denne Tegning der skal have tilhørt forlængst afdøde Malermester Weincke, forestiller Thorvaldsen med sine Wenner, Blomstermaler Frisch, West og Maler Probsthain. Thorvaldsen i Midten under hans Amor”. Som det ses knytter tegningen Weincke, Fritzsch og Thorvaldsen sammen.
I Kiøbenhavns Veiviser 1797 optræder en maler Weinike i Peder Hvidtfeldstræde 134; og i Dansk demografisk database optræder 1801 en 42-årig malermester Jochum Jacob Weincke i Snarens Kvarter i København, se folketællingen over København 1801.
Det synes at være denne person, Fritzsch hilser fra.
En mere fjerntliggende mulighed er litteraten Niels Henrich Weinwich, der udgav skrifter om kunst, men en forbindelse til Thorvaldsens kreds af venner har ikke kunnet fastslås.

Last updated 27.07.2009