The Thorvaldsens Museum Archives

Thorvaldsen's Donation to Hans Henrik Gunnerus

  • Sofie Olesdatter Bastiansen, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2011
  • Denne artikel omhandler Thorvaldsens donation af værket Caritas, jf. A598 til Hans Henrik Gunnerus_. Gunnerus sad fængslet, anklaget for underslæb, men mente selv at være offer for justitsmord. I sin desperation over fremtidens dystre udsigter greb Gunnerus pennen i håb om, at Thorvaldsen ville hjælp ham ud af den økonomiske klemme. Thorvaldsens donation kunne have været Gunnerus’ redning, men det gik ikke så ligetil.

    Ud fra de foreløbigt gennemgåede kilder vil artiklen, med udgangspunkt i brevkorrespondancen i perioden 1822-1833, sammentrække forhistorien om Gunnerus’ fængsling, færdiggørelsen af relieffet og konsekvenserne af forsendelsens forsinkelse, samt Thorvaldsens rolle som velgører.

Forhistorien

Hans Henrik Gunnerus var ansat ved det norske toldvæsen, da han i 1820 blev arresteret, anklaget for underslæb og sat bag tremmer i Frederiksten fæstning i Norge. Fra sin fængselscelle skrev Gunnerus sit første brev til Thorvaldsen dateret 16.3.1822. Her forklarede han Thorvaldsen årsagerne til den ulykkelige situation, han var havnet i og pegede på, hvordan den norske politiker Herman Wedel Jarlsberg var manden bag anklagerne om bedrageri og sad som hævngerrig politiker og trak i magtens usynlige tråde.
Ifølge Gunnerus bar Wedel Jarlsberg nag, eftersom Gunnerus fik penge af ham til at finansiere fremstillingen af et kobbertryk af den norske fos Fiskum foss, men efterfølgende dedikerede værket til den danske arveprinsesse Caroline og ikke til Wedel Jarlsberg (se nedenstående illustration). Da omkostningerne til kobbertrykket oversteg det beløb, han havde modtaget af Wedel Jarlsberg, henvendte Gunnerus sig til den danske kong Frederik 6., der bidrog til finansieringen, hvorefter Gunnerus valgte at dedikere værket til arveprinsessen.


Hans Henrik Gunnerus, Fiskum Foss i Norge, 1811

Fiskum foss udført af Andreas Flint efter forlag af Hans Henrik Gunnerus, akvatinte, 29,5×39,5 cm ekskl. ramme og teksten: “Fiskum Foss. Hendes Kongelige Höihed Kronprindsesse Caroline Kiøbenhavn, 1811. i dybeste Underdanighed tilegnet af Hans Henrik Gunnerus, Audit”.


Ifølge Gunnerus var de skjulte årsager til hans fængsling og upopularitet hos Wedel Jarlsberg ikke kun den udeblevne dedikation, men også at han uretmæssigt blev beskyldt for at være forfatteren bag en artikel, der kritiserede den svenske overtagelse af Norge (jf. brev af 16.3.1822).
Dette kan ses i lyset af den politisk betændte situation og stridighederne mellem de danske og svenske nationalpolitiske interesser i datidens Norge.
På det tidspunkt, hvor Gunnerus blev arresteret, var Wedel Jarlsberg en højtstående politiker, der siden 1814 havde stået i spidsen for kampen mod den danske prins Christian Frederiks politik og dansk indflydelse i Norge. Efter afsættelsen af Christian Frederik, som konge af Norge og Norges sammenslutning med Sverige i en personalunion i 1814, blev Wedel Jarlsberg minister for Finansdepardementet frem til 1822 og siden hen statholder.

Det kan derved tænkes, at Gunnerus med sin tilknytning og sympati for det danske har været ilde set hos politikere, der var fjendtlig stemt over for Norges tilknytning til Danmark. Wedel Jarlsberg har som finansminister nok haft beføjelse til at rette anklage mod Gunnerus, men det har ikke været muligt at verificere, hvorvidt Wedel Jarlsberg har været direkte involveret i sagen og om Gunnerus’ påstande om ærekrænkelse og nationalpolitiske interesser har noget på sig. Gunnerus vedkender i brevet af 16.3.1822 til Thorvaldsen, at kassedifferencen var opstået under hans varetægt, men afviser at have taget af kassen til egen personlig vinding.
Af oplysninger fra Norsk Tollmuseum omkring Gunnerus’ retssag og dom fremgår det blot, at regeringen i 1820 anlagde sag mod Gunnerus pga. underslæb og fik ham arresteret samme år. Ved Højesteretten d. 3.6.1824 blev Gunnerus frataget sit embede og idømt at tilbagebetale kassemanglen på ca. 10.000 spdlr.

Færdiggørelse og forsendelse af relieffet

Thorvaldsen valgte at imødekomme Gunnerus’ bøn om hjælp og skænkede relieffet Caritas, jf. A598 med løfte om snarest mulig afsendelse til Norge (jf. brev af 24.5.1822). Med salg af relieffet ville Gunnerus på daværende tidspunkt være sikret sin løsladelse fra fængslet og et økonomisk grundlag for hans familie. Men forsendelsen af relieffet trak ud til stor fortvivlelse for Gunnerus, hvis gæld blot voksede som tiden gik. Af brevene fra Gunnerus til Thorvaldsen af 9.8.1823, 1.9.1823, 21.2.1824 og frem til brev af 29.1.1825 klagede Gunnerus gentagende gange over, at han intet hørte og derfor stod uvidende om relieffets manglende færdiggørelse og sene afsendelse.

Handelsmanden Gerhard Stub stod for forsendelsen af relieffet fra Livorno og videre til Gunnerus i Norge. Af breve fra Stub til Thorvaldsen af 23.5.1823 og til den dansk-tyske billedhugger Hermann Ernst Freund af 19.3.1824 fremgår det, at forsinkelsen af relieffet må være opstået mellem Thorvaldsens værksted i Rom og Stub i Livorno. I brevet af 19.3.1824, sendt til Thorvaldsens atelier i Rom, refererer Stub til et nu bortkommet brev af Freund: “Af Deres højstærede Skrivelse af 3 Novbr f. A. have vi erfaret at det Basrelief som hr. Thorvaldson skjænker H. H. Gunnerus i Norge med det første skulde blive os tilsendt – men da vi formoder at der er skeet en Fejltagelse dermed, ansee vi os skyldige herved at underette Dem at samme aldrig er os tilhændekommet –”

Hvorfor forsinkes relieffet?

Ud fra brevene er det ikke muligt at afgøre præcis hvad, der har forårsaget den sene afsendelse af relieffet. Af de foreløbig gennemgåede kilder er der to aspekter, der må tages i betragtning: dels var relieffet i 1822 endnu ikke færdiggjort og dels er det uklart, hvornår relieffet blev sendt fra Rom.
Fra korrespondancen med Stub kan det formodes, at relieffet først blevet afsendt fra Rom tidligst i 1824, efter Stubs ovennævnte rykkerbrev fra marts 1824.

Men det fremgår ikke af brevene til hverken Stub eller Gunnerus, hvorvidt Thorvaldsen donerede et ufærdigt værk. Ifølge Thiele blev relieffet modelleret og påbegyndt i marmor i 1810, men stod ufuldført i Thorvaldsen værksted indtil foråret 1822. Ud fra Thieles oplysninger blev først billedhuggeren Camillo Landini sat til at færdiggøre relieffet, siden stenhugger Moise og Amadeo.
I Thorvaldsens værkstedsregnskab fra 1819-1823 er det dog muligt at spore en anden udlægning af relieffets tilblivelse. Af regnskabet fremgår det, at der i 1822 blev arbejdet på ikke bare ét, men to værker med caritasmotiv, hvoraf det ene antageligt er Caritas, jf. A598, som Thorvaldsen donerede. Det andet har antagelig været bestemt til den engelske hertug George Granville Leveson Gower, der som den første bestilte relieffet i marmor (jf. brev af 13.5.1828).
I værkstedsregnskabet er anført en Carita, som Landini arbejdede på fra 25.5.1822 – dvs. umiddelbart efter Thorvaldsen skrev og donerede værket til Gunnerus. Dernæst overtog billedhuggeren Moglia og sidst arbejdede værkstedet på dette relief 10.8.1822 (jf. værkstedsregnskabet, p. 237). Det andet relief Carita seconda di Landini (dvs. den anden Caritas af Landini) blev der arbejdet på senere det år (jf. op.cit. p. 246). Den 7. december 1822 er i værkstedsregnskabet anført Landinis arbejdstider, dernæst arbejdede både Moise og Amadeo på relieffet frem til 5. april 1823, hvor der sidst blev påført arbejdstider for dette relief.

Det er ikke muligt at afgøre, hvilket et af disse to relieffer, der har været tiltænkt Gunnerus. Ud fra Thieles beskrivelse af hvilke hænder, der har bearbejdet relieffet til Gunnerus, må der være tale om Carita seconda di Landini, der først var færdig tidligst i april 1823. Men der kunne ligeså vel være tale om den caritas, der arbejdes på fra 25.5.1822 til 10.8.1822 af Landini og Moglia, hvor arbejdet netop blev sat i gang dagen efter Thorvaldsen skrev gavebrevet til Gunnerus.


Caritas
Caritas, A598


Thiele beskriver forsinkelsen som en ”forlæggelse” af relieffet, mens han ligeledes påpeger, at omstændighederne vedrørende Gunnerus’ retssag var en af årsagerne til at relieffet ikke umiddelbart blev sendt af sted. Thiele påpeger, hvordan relieffet ikke ville kunne udfri hele Gunnerus’ gæld og højst sandsynligt ville blive beslaglagt som erstatning for kassemanglen og derfor ikke komme Gunnerus og hans familie til gode. (jf. Thiele III, p. 148). Thiele begrunder derved forsinkelsen med de ydre omstændigheder vedr. Gunnerus’ sag frem for den arbejdsproces, der antagelig har været med relieffet i værkstedet i Rom. Et andet aspekt, der her må overvejes er Thorvaldsen egen arbejdsindsat. Det må antages, at Thorvaldsen har lagt hånd på relieffet, inden det blev godkendt for afsendelse. Der findes ikke noget regnskab over de timer Thorvaldsen selv har arbejdet på sine værker, men af flere breve fremgår det, at værker stod i værkstedet og ventede på Thorvaldsens sidste finhugning og polering.

Hvornår relieffet var endelig færdiggjort, og præcis hvorfor det ikke nåede frem til Livorno for videre forsendelse til Gunnerus før en gang i 1824 – to år efter Thorvaldsen donerede det til Gunnerus – er derfor stadig uvist, men det fik sine konsekvenser for Gunnerus og relieffets endestation.

Fatal forsinkelse

Først i 1825 modtog Gunnerus besked om, at relieffet var på vej fra Livorno til København. På det tidspunkt virkede Gunnerus modløs. Opslidt efter fem års fængselsophold og med et dårligt helbred opgav Gunnerus at slippe ud af fængslet: “Var jeg bestemt til et Offer for smaalige Lidenskaber, saa har jeg nu selv urokkeligen bestemt mig til et Almagten mere behageligt Offer: Jeg vil, til en forhaabentlig Lindring i min Families Trang og Lidelser, døe i mit Fængsel, naar Gud kalder.” (jf. brev af 29.1.1825). Gunnerus’ gæld var på dette tidspunkt så stor at salget af relieffet ikke længere kunne udrede den pengesum, som Gunnerus hæftede for. For at sikre at relieffet ikke blev beslaglagt, bedte Gunnerus selv i brev af 19.2.1825 Thorvaldsen om, at adressaten blev ændret så den: “hverken i Indhold eller Udskrivt nu maa lyde paa mit eller min Kones Navne, men blot til Assessor H.H. Gunnerus’s 7 Børn, med udtrykkelig Bestemmelse af Ejendom alene for dem. Ikkun under denne Addresse og denne Ordre: en Gave til Børnene, til deres Lærdom og Opdragelse, kan den ædle og høimodige Gave nu være sikker for Anfald.”

Relieffet som fattigblok i Vor Frue Kirke

Relieffet ankom til København med briggen St. Croix under kaptajn Martinus Christian de Klauman medio september 1825. J. G. Adler informerede Thorvaldsen i brev af 24.9.1825 og 1.4.1826, at Gunnerus var død i fængslet, og at relieffet blev opbevaret i Prinsens Palæ for at undgå en konfiskering i Norge.
Først i 1833 blev relieffet solgt til fordel for Gunnerus’ efterladte familie og sat op i Vor Frue Kirke i København. C.F. Hansen meddelte Thorvaldsen, at Frederik 6. havde erhvervet relieffet, og det nu blev indsat i marmor som udsmykning til en indsamlingsblok. Historien om Gunnerus og Thorvaldsens foræring af relieffet som økonomisk redningsmiddel fulgte her C.F. Hansens overvejelser om placeringen af relieffet, “[…] da dets første Bestemmelse var Godgiørenhed, saa forekommer det mig formedelst dets ubetydelige Størelse at det kunde anbringes indlagt i en Marmor Piedestal, der kunde indrettes til en Fattiges Blok, enten i Slotskirken eller i Fruekirke.” (Jf. brev af 12.1.1833).
Som pendant til Caritas modellerede Thorvaldsen i 1838 relieffet Barnets skytsengel, jf. A596, der ligeledes blev indsat i en indsamlingsblok – “skoleblokken” – placeret ved væggen over for Caritas og fattigblokken, med det formål at indsamle midler til fattige børns skoleundervisning.


Caritas, Vor Frue Kirke København

Caritas indsat i fattigblokken i Vor Frue Kirke i København.


Thorvaldsen som velgører

Donationen af relieffet til Gunnerus tegner et billedet af Thorvaldsen som velgører. I Arkivet findes flere eksempler på bønskrivelser fra mennesker fra forskellige kår, der alle henvendte sig til den succesfulde kunstner med en bøn om hjælp enten økonomisk eller i form af donation af værker (se bl.a. Peter Norden Søllings brev til Thorvaldsen). Da Thorvaldsen valgte at imødekomme Gunnerus’ bøn om hjælp bliver sagen her et eksempel på de betydningslag, Thorvaldsens donation rummer.

Først og fremmest kan donationen anskues i samspil med relieffets motiv. Relieffet Caritas, jf. A598 fremstiller et velkendt kunsthistorisk motiv; Et ikonografisk symbol på den kristne næstekærlighed. Ud over dette relief optræder caritasmotivet flere gange hos Thorvaldsen i en række skitser og malerisk behandlede tegninger (se nedenstående eksempler og i Samlingen). Men det tyder på, at Thorvaldsens fremstilling af caritas, som forstået som et billede på barmhjertighed (Caritas har netop betydningen barmhjertighed på latin) og den kristne næstekærlighed til Gunnerus, har været særlig populær i sin samtid, da netop denne version findes i flere marmorkopier.


Caritas Caritas med fem børn
Tegning af Thorvaldsen, Caritas, 1805-1806. Sort kridt forhøjet med hvidt på lyst brunt papir. Påskrift med pen. 558×392 mm. Skitse af Thorvaldsen, Caritas med 5 børn, 1804. Blyant på lyseblåt papir. Påskrifter med blyant. 210×147 mm.


Billedkunstnerisk har caritasmotivet ændret sig gennem tiden. Fra det 16. årh. blev standard fremstillingen i europæisk kunst en kvinde, der tager sig af to børn og ammer det ene. Antallet af børn kan variere og optræde som en hel klase af børn, der omgiver moderfiguren, som i den her afbildede skitse af Thorvaldsen.
Konstellationen af kvinde/moder med børn ses også i bibelske scener, der ligeledes bliver et billede på kristen kærlighed. Nedenfor ses motivet, som det blev brugt på Døbefonten til Brahetrolleborg kirke, A555,2, hvor motivet
Maria med Jesus og Johannes, tilsammen med fontens tre andre motiver danner de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed.


Maria med Jesus og Johannes

Thorvaldsens Maria med Jesus og Johannes, 1806, A556


Ved at forære Gunnerus et relief med et caritasmotiv kan Thorvaldsens gestus ses som et forsøg på at forlænge motivets symbolik til faktisk handling. Thorvaldsens foræring blev da også af Gunnerus opfattet som en næstekærlig handling, idet han skrev følgende i sit takkebrev af 21.8.1822 til Thorvaldsen: “[…] De giver tilllige enhver Medlevende og selve Efterslægten et af de herligste Beviser paa hvad Mennesket kan gjøre for Mennesket, naar Følelser, begrundede i Religion, Dyd og Ømhed, leder den Dødeliges Anskuelser og Beslutninger.”

Den gode historie

Denne anskuelse af Thorvaldsens handling blev ligeledes gengivet i omtalerne af donationen i datidens aviser, blade og tidsskrifter. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn blev gavebrevet gengivet i sin fulde længe og nyheden vinklet med et klart budskab; Thorvaldsen var ikke bare en stor kunstner, men også et stort og barmhjertigt menneske:

Danmark er saa heldigt at eie i sin Thorvaldsen en Konstner, der, ved Siden af det sjeldneste, i hele Europa paaskjønnede Genie, besidder det ædleste Hjerte, og er derfor hver Dansk dobbelt dyrebar. Vi have hidtil i nærværende Tidsblad kun skildret hans udødelige Fortjenester, som Konstner; denne Gang agte vi at reise hans Skjønne, efterlignelsesværdige Tænkemaade, som Menneske, et værdigt Hædersminde. (Jf. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, op.cit.).

Gunnerus peger selv på den hyldest, donation førte med sig. Men det kan også tænkes at offentliggørelsen fra Gunnerus’ side har været et kort på hånden og en måde at binde Thorvaldsen op på sit løfte om en donation ved at gøre sagen offentlig, særligt i lyset af den forsinkelse, der opstod med afsendelsen af relieffet.

De syv fædreløse børn

Da Gunnerus intet personligt bånd havde til Thorvaldsen, har Gunnerus antagelig håbet at finde forståelse ved at appellere til Thorvaldsens sympati for især de syv børn, der med hans fængsling stod uden forsøger. I de mange breve fra Gunnerus til Thorvaldsen slår Gunnerus igen og igen på den betydning donationen ville have for familien og børnene. Som Gunnerus formulerede det i det første brev af 16.2.1822: “Hvo kan hjelpe og redde denne ulykkelige, denne ligesaa talrige som uskyldige lidende Familie? – Hvo kan aftørre Faderens og Egtefællens, Moderens og syv haabefulde Børns Taarer? – Hvor findes paa Jorden den Mand, hvis menneskekjærlige og følende Hjerte tillige kan finde Adgang til et Hjelpe- og Redningsmiddel?”

Donationen blev derved ikke bare et økonomisk tilskud til en fængslet mand, men var ligeså vel rettet mod børnene og deres velbefindende og opdragelse, som Thorvaldsen skriver det: “Det ville ubeskrivelig glæde mig, hvis jeg ved bemeldte mit Arbejde kunde bidrage til at lindre Deres og kjære Families Tilstand.” (Jf. brev af 24.5.1822).
Sympatien for børnene ligger i tråd med tidens rousseauske idealer om børneopdragelse, hvor netop børnenes dannelse og moralske karakter var i fokus, frem for børnenes lod som billig arbejdskraft. Gunnerus har antagelig også kendt til Thorvaldsens egen historie og hans barndom under fattige kår i København og nok håbet, at det ville vække Thorvaldsens medfølelse for Gunnerus’ syv børn og deres fremtidsmuligheder.

Opsummering

Thorvaldsens donation af relieffet Caritas, jf. A598, giver et indtryk af Thorvaldsen som velgører og af de faktorer, der spillede ind på en sådan donation. Historien om Gunnerus og hans bønskrivelse kunne have været kort fortalt, hvis relieffet var nået frem i tide, og Gunnerus var blevet gældfri og løsladt fra fængslet. Relieffets forsinkede fremkomst rejser spørgsmål, der ikke let finder sit svar. Hvorfor nåede relieffet først frem i 1825? Og hvorfor fik Gunnerus ingen tilbagemelding på sine frustrerede breve om relieffets udeblivelse?
Som ved andre af Thorvaldsens bestillinger kan arbejdsprocessen tillægges en vis betydning, når et værks færdiggørelse trak ud, som bl.a. med Thomas Hopes bestilling af Jason med det gyldne skind, A822. Ingen kendte kilder peger på, hvornår relieffet til Gunnerus var færdiggjort, og hvorfor selve forsendelsen ligeledes trak ud. Men som konsekvens overlevede Gunnerus ikke sit fængselsophold, og relieffet endte ved et tilfælde som fattigblok i Vor Frue Kirke i København.

Et andet væsentligt aspekt ved værkdonationen er de betydningsmæssige tråde, den trækker til det omgivende samfund, og hvordan donationen kan ses som del af samtidens idoldyrkelse af Thorvaldsen.
Den nationalpolitiske strid forblev et underliggende aspekt, der kun blev fremhævet af Gunnerus som den egentlige årsag til hans fængsling, men trods alt spillede en væsentlig rolle, bl.a. eftersom relieffet blev opbevaret på danske hænder i Prinsens Palæ for at undgå en beslaglæggelse af den norske stat. Thorvaldsen valgte vel og mærke ikke at fremhæve den potentielle politisk betændte situation, men lod donationen fremstå som en gave til Gunnerus’ familie og børnene. Historien om de syv fædreløse børn vandt også genklang i pressens omtaler, hvor donationen blev en anledning til at hylde Thorvaldsen som filantrop og som godgørende menneske. Som det fremgik af omtalen i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn blev der lagt vægt på, at Thorvaldsen med denne handling ikke blot måtte hædres som en genial kunstner, men også som et godt og kærligt menneske. Thorvaldsens værkdonation må derfor også ses som del af den samtidige reception af Thorvalden – både som velynder og som vel yndet.

References

  • Dokumenter:
Dato Afsender Modtager
16.3.1822 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
24.5.1822 Bertel Thorvaldsen Hans Henrik Gunnerus
21.8.1822 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
26.4.1823 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
23.5.1823 Gerhard Stub Bertel Thorvaldsen
9.8.1823 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
23.8.1823 Søren Jørgensen Breder Hans Henrik Gunnerus
1.9.1823 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
21.2.1824 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
19.3.1824 Gerhard Stub Hermann Ernst Freund
29.1.1825 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
19.2.1825 Hans Henrik Gunnerus Bertel Thorvaldsen
2.7.1825 Hermann Ernst Freund Bertel Thorvaldsen
24.9.1825 Johan Gunder Adler Bertel Thorvaldsen
1.4.1826 Johan Gunder Adler Bertel Thorvaldsen
13.5.1828 George Granville Leveson Gower Bertel Thorvaldsen
12.1.1833 C.F. Hansen Bertel Thorvaldsen
  • Louis Bobé: Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre København 1938, p. 64.
  • Fyns Stifts Adresse-Avis, 1822, no. 129. 24. september 1822.
  • M. Galschiøt: Thorvaldsens Museum, København 1896, p. 136-138.
  • H.H. Gunnerus: Beskrivelse over Namsen Elv og Fiskum Foss i Norge, København 1811.
  • Journalsag nr. 7 II, 1/10 74, Thorvaldsens Museums arkiv.
  • Journalsag nr. 7 II, 2/1990, Thorvaldsens Museums arkiv.
  • L. Müller: Fortegnelse over Thorvaldsens Værker i Thorvaldsens Museum, 1848, Bd. I, p. 69.
  • Sigurd Müller: Thorvaldsens værker i Vor Frue Kirke, H. Hagerups Forlag, København, p. 26-27.
  • Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 1822, no. 76, p. 1202-1203.
  • Th. Oppermann: Thorvaldsen. 1819-1844, København 1930, p. 50.
  • S. Schultz: Thorvaldsen og Vor Frue Kirke. Danmarks Kirker, København 1949, Hft. 2, p.205, 216, fig. 126.
  • Sverre Steen: Grev Wedels stattholdertid, J. W. Cappelens Forlag, Stavanger, 1972.
  • Harald Tesan: Thorvaldsen und seine Bildhauerschule in Rom, Köln, Weimar & Wien 1998, p. 201.
  • Thiele III, p. 146-149, 253.
  • Thieles Archiv 1821-1830, 1824, brev nr. 18.
  • Thorvaldsens værkstedsregnskab 1819-1823, p. 237 og p. 246.

Last updated 11.05.2017