The Thorvaldsens Museum Archives

The Invisible and the Visible

  • Kristine Bøggild Johannsen, Kira Kofoed, Jan Stubbe Østergaard, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2017
  • Denne artikel er et uddrag og genpublicering af artiklen af samme navn oprindelig udgivet i Magasin for Det Kongelige Bibliotek, nr. 4, 2017, p. 3-17. Nærværende uddrag genoptrykker (let revideret) kun de dele, der vedrører den historiske baggrund for Domenigo Cunegos kobberstik Casali-sarkogen med Dionysos og Ariadne, E1456, der findes på Thorvaldsens Museum. Første del af den oprindelige artikel omhandler fotograf ved Det Kongelige Bibliotek [KB], Mogens Bechs multispektrale fotooptagelser, som kobberstikket blev udsat for, hvorved hidtil ulæselig skrift blev gjort læsbar. Denne tekniske del er udeladt her. Se den oprindelige artikel, for at se alle illustrationer i deres oprindelige sammenhæng.

Casali-sarkofagen med Dionysos og Ariadne

Domenigo Cunego: Casali-sarkofagen med Dionysos og Ariadne, E1456. Kobberstik, udført 1777 efter tegnet forlæg af Stefano Piale, 299 × 464 mm.

Om et kobberstik fra Thorvaldsens Museum og forbindelsen til Det Kongelige Biblioteks samlinger

På Thorvaldsens Museum findes et smukt kobberstik forsynet med talrige håndskrevne noter. Dets præcise motiv og større historiske sammenhæng er først for nylig blev identificeret. Den romerske sarkofag, hvis reliefprydede forside kobberstikket har vist sig at gengive, blev fundet i 1775 ved Via Appia Antica i Rom under den højtstående prælat og senere kardinal Antonio Casalis (1715-1787) vinmark inden for Porta S. Sebastiano i den aurelianske bymur. Casali var en passioneret antiksamler, og sarkofagen blev et pragtstykke i hans samling, der hovedsageligt befandt sig på hans landsted, Villa Casali, på Monte Celio i Rom.

Stikket af ‘Casali-sarkofagen’ blev udført af kobberstikkeren Domenico Cunego (1727-1803) ud fra Stefano Piales (1753-1809) tegning, der igen må være lavet foran den antikke original. Der er altså to ‘oversættelsesled’ fra original til kobberstik. Både tegning og stik blev fremstillet på Casalis initiativ, og Cunegos stik kan dateres til 1777 takket være en omtale i det romerske ugeblad Diario di Roma i maj måned dette år.

Cunegos stik optræder imidlertid også i et imposant bogværk i folioformat om en af Vatikanets store kunstsamlinger, Museo Pio-Clementino. Selvom Casalisarkofagen ikke var en del af samlingen, kom den med i et tillæg til udgivelsens femte bind. Det skyldtes vel dels dens enestående bevaringsmæssige tilstand og rige udsmykning, dels nok også ejerens tætte personlige relation til de regerende paver, der havde modtaget flere antikke genstande af Casali.

Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen ejede de seks første bind af Pio-Clementino-udgivelsen, som stadig findes i hans bogsamling på Thorvaldsens Museum. Men derudover findes kobberstikket af Casali-sarkofagen også i billedhuggerens grafiksamling som løsark – forsynet med den danske arkæolog og numismatiker Georg Zoëgas påskrifter.

Stikkets vej til Thorvaldsens Museum

Vi kan kun gisne om, hvordan Cunegos stik som løsark er endt i Thorvaldsens Museum. Et velkvalificeret bud er dog, at stikket ligesom en række andre kobberstik, tegninger, bøger, afstøbninger m.v. er kommet i Thorvaldsens besiddelse i forbindelse med opgørelsen af boet efter Zoëga.

Da Zoëga døde i 1809, var han omgivet af sine nærmeste, heriblandt Thorvaldsen, som ifølge samtidige beretninger ikke veg fra sin nære ven og mentors side i hans sidste tid. Det var således også naturligt, at Thorvaldsen blev tildelt rollen som den ene af de to bestyrere af dødsboet. Fra en række bevarede breve og samtidige beretninger er det muligt at tegne et billede af forløbet, men vi mangler stadig vigtige brikker. Af kilderne fremgår det, at Thorvaldsen og boets anden bestyrer, den dansk-norske rigmand og skønånd John ‘Baron’ Brown, i tiden umiddelbart efter dødsfaldet søgte at sikre eventuelle værdigenstande i boet for at tilgodese Zoëgas tre børn. Zoëgas uvurderlige manuskripter blev derfor forseglet i et skrin og bragt i sikkerhed hos deres fælles veninde, Caroline von Humboldt, mens en uventet stor pengesum (knap 3500 Scudi) blev deponeret hos en bankier. For at danne sig et overblik over manuskripterne med henblik på senere at kunne tilbyde dem til KB blev den unge danske filolog Georg Koës bedt om at udarbejde en detaljeret oversigt over dokumenterne, mens det tilfaldt Humboldt, Brown, Thorvaldsen selv m.fl. at gennemgå den efterladte korrespondance. Efter alt at dømme fandt denne gennemgang af dokumenterne sted i Thorvaldsens lejlighed. Det er imidlertid påfaldende, at hverken Koës’ registrant eller de senere publicerede oversigter over materialet nævner det store ledsagende billedmateriales skæbne. Ganske vist efterspurgte den tyske filolog og elev af Zoëga, F.G. Welcker, i sin biografi fra 1819 de tegninger, som han vidste, var blevet udført til det upublicerede manuskript om amuletterne i kardinal Stefano Borgias samling samt kobberstik af relieffer med gengivelse af den græsk- ægyptiske gud Harpokrates og af tolv etruskiske ‘offerskåle’ (egentlig spejle), som han ligeledes vidste, var udført. Hvorvidt årsagen til den manglende omtale af billedmaterialet skyldes, at Koës og Welcker ikke kendte til dets eksistens eller ikke anså det for vigtigt, må henstå i det uvisse.

Det har længe været kendt, at et mindre antal genstande fra boet efter Zoëga, særligt bøger med dedikation, var indgået i Thorvaldsens Museum. Men at det store billedmateriale, som ledsagede Zoëgas manuskripter og breve, også var indgået i museet, var ukendt indtil for ganske nylig. Med publiceringen af Zoëgas breve i 2015 blev det imidlertid muligt at stille nye spørgsmål til materialet. Thorvaldsens Museums store samling af tegninger og kobberstik af ægyptiske værker har længe givet anledning til undren. Ganske vist opbyggede Thorvaldsen i løbet af sit mangeårige ophold i Rom en betragtelig samling af ægyptiske oldsager, men billedmaterialet – som i mange tilfælde bærer håndskrevne kommentarer med en anden hånd – har alligevel en helt anden karakter. Ved at sammenligne dette materiale med Zoëgas breve, som stadig findes på KB, stod det hurtigt klart, at der var tale om oprindelig vedlagte illustrationer, og at de håndskrevne kommentarer i mange tilfælde skyldes Zoëga. Indtil videre er 427 værker fra boet identificeret i Thorvaldsens samlinger, men der er formentlig tale om langt flere. Særlig interessant er prøvetrykkene til udgivelsen af de ægyptiske monumenter i Museo Naniano i Venedig, Monumenta Artis Ægyptiæ in Musæo Naniano Venetiis (1778), som findes i to versioner i museets samlinger: Én hvor Zoëga i hånden har indført kommentarer til de enkelte værker og en senere version, hvor de samme kommentarer er trykt som forklaring under illustrationerne. Eksemplerne viser ikke blot Zoëgas videnskabelige tilgang til værkerne, men også den vægt, han tillagde præcise illustrationer. Og det er oplagt at sammenligne kommenteringen af de ægyptiske monumenter med den, vi finder på Cunegos stik.

Med værket som udgangspunkt – et grundprincip for Zoëga

En af de allervigtigste opgaver, hvis ikke dén vigtigste, for både kunsthistorikere og arkæologer er at betragte de konkrete værker og genstande, når de skal beskrives, forstås og formidles. Selv i fotografiets, virtual realitys og 3D-scanningens tidsaldre er der ingen vej uden om de fysiske værker: Samspillet mellem talrige synsvinkler, oplevelsen af stoflighed og af værket i skiftende belysning, fornemmelsen af fysiske størrelsesforhold mv. er stadig afgørende for den grundige og videnskabeligt lødige betragtning. Et overordnet indtryk af en genstand kan selvsagt opnås på grundlag af en reproduktion – f.eks. en tegning, et fotografi eller – som i vores tilfælde – et kobberstik, men gengivelserne er sjældent fuldt ud retvisende. Zoëgas påskrifter på kobberstikket af Casali-sarkofagens låg og forside vidner med al tydelighed om hans prægnante fokus på dette springende punkt. Han skriver bl.a. i stikkets margin:

“il carrattere del Panisco tutto sbagliato” [den lille pan-figurs udtryk er aldeles forfejlet].

“tutte le figure piu svelte e magre” [samtlige figurer er slankere og tyndere]

Cunego stik Casali sarkofagen med Zoegas påskrifter, redigeret multispektralt

Domenigo Cunego: Casali-sarkofagen med Dionysos og Ariadne, E1456. Kobberstik, udført 1777 efter tegnet forlæg af Stefano Piale, 299 × 464 mm. Fotograferet med multispektralt af fotograf ved Det Kongelige Bibliotek Mogens Bech.

Konstateringerne, som blot er to blandt mange tilsvarende i margin på kobberstikket, er sigende for de oversættelsesproblemer, der altid vil opstå, når ét medie omsættes til et andet. Kobberstikket af Casali-sarkofagen er nemlig et eksempel på en reproduktion, der rummer adskillige afvigelser fra originalen.

For Zoëga var reproduktionen så misvisende ift. originalværket, at han ud over kommentarerne på selve stikket yderligere nedskrev to fulde sider med om afvigelserne mellem værk og reproduktion. Det gjorde han ikke blot ift. stikket af Casali-sarkofagen, men til hovedparten af de kobberstik, der blev udgivet i den første udgave af kataloget over Museo Pio-Clementinos samlinger. Kommentarerne findes ligesom Zoëgas breve og manuskripter på KB. Som notaterne på Cunegos kobberstik er noterne på KB suppleret med små tegnede detailstudier af bl.a. en sandals udseende, en silens særprægede penis, et skægs præcise facon og detaljerne i et antikt musikinstrument.

Zoëgas tanke var oprindeligt at udgive kommentarerne samlet – uden yderligere illustrationer – alene for at gøre opmærksom på kobberstikkenes ringe sandhedsværdi ift. de antikke værkers faktiske udseende.

Georg Zoëga

Thorvaldsens tegnede portræt af Georg Zoëga, C761r, sort og hvidt kridt på brunt papir, 258 × 208 mm. Tegningen er formentlig anvendt eller direkte udført som forlæg til det sidste kobberstik i Zoëgas hovedværk Li bassirilievi antichi di Roma, vol. III, Rom 1808-1809. I andre udgaver af bogværket findes portrættet gengivet i vol. II, tavle mellem p. 306 og 307.

Han ændrede imidlertid mening og besluttede sig for, mere pædagogisk, at udgive en kommenteret og ny-illustreret serie om samtlige antikke relieffer i Rom. Men ved sin død i 1809, havde han ‘kun’ nået at fuldføre en mindre del af det omfattende projekt. De første tre bind af serien Li bassirilievi antichi di Roma udkom året forinden, og de omhandlede alene reliefferne i Villa Albani og Palazzo Albani i Rom. Relieffet på Casali-sarkofagen er derfor ikke omtalt i værket, men i sit forord beskriver Zoëga klart sin intention om at åbne sin samtids blik for en mere ren og videnskabeligt funderet antik-opfattelse. Middelalderens mørklægning af antikken og de moderne reproduktioners forvanskninger af motiverne skulle erstattes af en langt mere værkorienteret og grundig undersøgelse og formidling. Han sammenligner i sit forord kunstforskningen med numismatikken, der pga. mønternes beskedne og let håndterlige format havde bevaret den, i hans øjne, helt afgørende direkte relation mellem betragter og genstand. Inden for kunstens tunge, geografisk spredte og svært tilgængelige genstandsfelt var en mere ufortolket tilgang og formidling derimod en forudsætning for videnskabelighed. Og selvom opgaven var besværlig, påtog Zoëga sig den med stor entusiasme: “Jeg er nu tutto bassorilievo”, skrev han i 1807 begejstret til sin gode ven, teologiprofessor, arkæolog og senere biskop Friedrich Münter og uddybede i samme brev, i hvor høj grad illustrationernes præcision var afgørende:

“[…] besværligt falder det i denne Aarstiid at besøge snart eet snart et andet af de langtadspredte Museer og Paladser, som derved er uomgängligt, da jeg ej forlader mig hverken på andres eller på mine egne äldere Observationer.

[Ill. i oprindelig artikel] Georg Zoëgas noter til Casali-sarkofagen, Håndskriftsafdelingen, KB, NKS 357 b folio. Kasse: VII, ark mærket ‘461’.

Correctionen af Tegningerne og Kobberstikkene er det ubehageligste af alt, medens disse Artister ei kan finde sig deri at jeg som Lærd blander mig i hvad de ansee som deres exclusive. […] Piroli staaer for Tegningerne og Kobberne, jeg […] har tillige forbeholdt mig […] Opsyn med Kobberne i Henseende til deres Accuratesse. […]”

Cunegos kobberstik i Thorvaldsens grafiksamling er altså et skoleeksempel på Zoëgas metode og intention. Han har tydeligvis siddet med stikket over for den fysiske sarkofag og under samme eller et senere besøg i Casalis samling skrevet de to siders noter, der i dag findes på KB.

I 1818 udgav Welcker Zoëgas noter om sarkofagen og andre værker illustreret i den første udgave af Museo PioClementino, nogenlunde som de først var tænkt – dvs. som ren tekst og uden illustrationer. Men siden synes Zoëgas udførlige noteapparat at være stort set glemt igen. Den foreløbige gennemgang af manuskriptet vedr. de antikke relieffer antyder, at det direkte forhold mellem billedmateriale i Thorvaldsens Museum og noter i Zoëga-materialet på KB ikke er et enestående tilfælde. Derimod må vi forestille os, at en systematisk gennemgang af materialet – ligesom i tilfældet med Zoëgas breve – på afgørende vis både vil kunne bidrage til at fastslå billedmaterialets herkomst og samtidig give nye perspektiver på Zoëgas metode.

Glyptoteket og ‘Casali-sarkofagens’ farver

For Glyptoteket var det lidt af en åbenbaring at få kendskab til kobberstikket med Zoëgas påskrifter. Sarkofagen står jo nemlig nu i museet som en af kronjuvelerne i den romerske samling. Stikket føjede et interessant aspekt til værkets ‘biografi’, og kunne desuden, måske, kaste lys på en egenskab af særlig interesse: Farvesporene på reliefferne.

Takket være en avanceret spektralfotografering på KB ved vi nu med sikkerhed, at de ikke nævnes hverken i Zoëgas påtegninger på stikket eller i noterne på KB. Hverken han eller nogen anden iagttager havde, inden sarkofagen kom til Glyptoteket, noteret sig, at reliefferne oprindeligt havde været farverige. At vide dét er en forskningshistorisk gevinst: Blindhed over for det, man ikke forventer at se, rammer selv de mest skarpsynede, dengang som nu.

Casali-samlingens opløsning

Italiens samling var en langstrakt proces, men de kongelige italienske troppers indtagelse af Rom i september 1871 var et afgørende øjeblik. Byen blev udråbt til den nye stats hovedstad med hektisk byggeaktivitet til følge, herunder et statsligt militærhospital. I 1880 blev en del af Villa Casalis areal eksproprieret til opførelsen af hospitalet, og i 1884 blev det villaens tur.

Casali-samlingens sidste og barnløse ejer var Monsignore Giovanni Battista Casali-Del Drago (1838-1908). Han havde set skriften på væggen og påbegyndte så med rettidig omhu afhændelsen af de bedste antikker – med blik for realiteterne: Til en stat hører myndigheder, herunder nogle med ansvar for kunst og kulturarv under en relevant lovgivning. Da Casali-samlingen kom på markedet og helt frem til 1909 var det stadig Pavestatens gamle Editto Pacca fra 1820, der var gældende lov. Antikke kunstværker af fremragende kvalitet havde national interesse og kunne ikke uden videre udføres, så det gjaldt for ejerne om at gå under myndighedernes radar og opnå højere priser ved salg ad så diskrete kanaler som muligt. Diskretionens adelsmærke er tavshed, og spekulationer er derfor dens følgesvend – dét mærkes i skildringen i det følgende af Casali-sarkofagens videre skæbne.

Carl Jacobsens køb af sarkofagen

Den 1. marts 1883 sendte den norske klassiske arkæolog Ingvald Undset (1853- 1893) et brev fra Rom til København. Modtageren var Ludvig Müller, direktør for Nationalmuseets Antiksamling og Thorvaldsens Museums første inspektør; Undset boede som stipendiat på det Tyske Arkæologiske Institut oppe på Capitol-højen. Brevets ærinde var at berette om en romersk sarkofag til salg hos kunsthandleren Saturnino Innocenti. Undset havde fra Müllers søn Sophus (1846-1934) hørt, at brygger Carl Jacobsen kunne være interesseret i at erhverve antik kunst: og nu var der så en mulighed, et enestående værk, “fundet for nylig nær Rom”. Man kan næsten ikke undgå at spekulere over, hvem der mon gav Undset et praj om sarkofagen. Kunne det være den tyske klassiske arkæolog Wolfgang Helbig, ansat ved det tyske institut og bosat i Rom siden 1860’erne? Det var i hvert fald ham, der fra 1887 og frem var brygger Jacobsens agent i Rom.

Derefter udviklede sagen sig hastigt takket være datidens effektive post- og telegrafvæsen. Ludvig Müller adviserede straks Jacobsen, og den 7. marts fik Undset brev fra bryggeren, samt, før det, et telegram fra samme om hans interesse for sarkofagen. Inden da havde Undset opsøgt maleren m.m. Pietro Krohn (1840-1905) og kunsthistorikeren Julius Lange (1838-1896), der var i Rom for, på Jacobsens vegne, at erhverve et maleri til hans samling.

[Ill. i oprindelig artikel] ‘Casali-sarkofagen’ opstillet i Glyptotheket på Ny Carlsberg. 1883. Arkivfoto, Ny Carlsberg Glyptotek.

De to anbefalede købet af sarkofagen, og d. 14. marts blev kontrakten underskrevet. Forsendelsen skete i to forseglede kasser udført af det samme firma, som i sin tid havde stået for nedpakningen af Thorvaldsens skulpturer. D. 14. april afgik sarkofagen med tog til Lübeck via München. Turen videre til København foregik med fragtskib, og endelig kunne sarkofagen opstilles i en tilbygning til Jacobsens villa i Valby.

Længe inden da havde Undset i et brev af 13. marts oplyst Carl Jacobsen om, at sarkofagen bestemt ikke var fundet for nylig, men tværtimod var aldeles berømt. Han henviste til nogle af de publikationer, der nævnes andetsteds i denne artikel, herunder kobberstikket i Viscontis udgivelse af Museo Pio-Clementino.

Farvesporene ses, glemmes og genfindes

Før sarkofagens indlemmelse i Jacobsens samling havde ingen, som nævnt, på skrift bemærket eksistensen af farvespor. De ses ellers med det blotte øje (Ill. X). Men Carl Jacobsen var en uhildet amatør og blev måske af den grund den første, der så og i korthed beskrev sarkofagens farver, nemlig i sin vejledning for de besøgende i Glyptotheket på Ny Carlsberg fra efteråret 1883. Om lågets relief skriver han: “På dette basrelief er der spor af farve. Vannus og cista mystica have været rødmalede og flere af figurernes øine bære spor af sort maling”. Bryggerens interesse for polykromien – de mange farver – i antik skulptur forblev usvækket, men der skulle gå lang tid, før sporene igen blev nævnt i faglitteraturen.

De omtales ikke i Frederik Poulsens katalog over Glyptotekets antikke skulpturer og ej heller i det relevante bind af den monumentale, internationale udgivelse af de romerske sarkofagrelieffer. Allerede i 1933 var der ellers blevet skrevet om farvesporene på romerske sarkofager i Museo Nazionale Romano i Rom, blandt dem en tvilling til Casali-sarkofagen.

[Ill. i oprindelig artikel] ‘Casali-sarkofagen’: Dionysos og Ariadne med følge. Rom, ca. 200 e.v.t. H. 68 cm, længde 222 cm, bredde 83 cm. Bemalet marmor. Ny Carlsberg Glyptotek IN 843. Museumsfoto, Ole Haupt.

At farvesporene ikke ligefrem faldt i øjnene kan skyldes, at reliefferne for det første var temmelig beskidte og for det andet, at værket i mange år stod i modlys i et gennemgangsrum mellem Vinterhaven og den antikke samling. Snavset blev fjernet i forbindelse med museets store katalogprojekt (1991-2017), for det havde som en af sine utallige sidegevinster, at der skulle ny-fotografering til. Under rengøring med destilleret vand gennem dyser med lavt tryk blev der ikke taget særligt hensyn til Casali-sarkofagens farvespor – fordi der ingen bevidsthed var om deres eksistens. Og de kan ikke ses i farvefotografiet i kataloget, men blev dog i det mindste nævnt.

I mellemtiden var museets sans for farvernes betydning skærpet i takt med den faglige omverdens. Det førte til et tværfagligt forskningsprojekt ‘På sporet af farven’ (2009-2016), finansieret af museets egne midler og med fondsstøtte. Et udvalg af græske og romerske skulpturer i museets samling blev undersøgt, herunder ‘Casali-sarkofagen’. Takket være hele denne indsats ved vi nu, at reliefferne var fuldstændigt bemalede. Denne bemalings nærmere beskaffenhed vil kun fremtidige undersøgelser kunne afsløre. Det vil nok glæde Georg Zoëga i hans himmel, at vi følger i hans fodspor.

[Ill. i oprindelig artikel] ‘Casali-sarkofagen’: Udsnit af låg relieffet med farvespor. Museumsfoto. Ana Cecilia Gonzales.

Works referred to

E1456 C761r

Last updated 08.08.2018