The Thorvaldsens Museum Archives

Ponte Molle Society, The

  • Inge Lise Mogensen Bech, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2009
  • Denne referenceartikel omhandler det tysk-skandinaviske kunstnersamfunds Ponte Molle-selskab. – En humoristisk festforening af kunstnere, hvor Thorvaldsen var medlem, i 1813 som præsident. Selskabet opstod omkring 1812 og bestod omtrent fyrre år.

Artiklen er under udarbejdelse.

Ponte Molle

Ponte Molle
Ubekendt, Ponte Molle, uden år, D1033.

Pons Milvius eller Ponte Molle blev et vartegn for de Tyskere og Danskere, der rejste til Rom. Den blev et symbol på overgangen fra den “barbariske” til den klassiske verden. Når man nåede Ponte Molle, kunne man se til Peterskirken, Vatikanet, Capitol og en lang række af de øvrige bekendte romerske seværdigheder, og ankomsten til og afrejsen fra Rom blev derfor ofte regnet fra passagen over broen.

Ponte Molle-selskabets historie

Tidligere havde det været skik at modtage særligt fine fremmede ved Ponte Molle og ledsage dem gennem byporten, Porta del Popolo, til Rom. Det menes (jf. Gaudy, op.cit, p. 538), at man allerede i middelalderen mødte Romrejsende kunstnere og håndværkere ved Ponte Molle og udspurgte dem om deres evner til og ønsker om at indgå i byens håndværkerlaug. Kunne den rejsende svare for sig, blev han mødt med håndslag og munter optagelse i kunstnersamfundet.


Ponte Molle, ca. 4,5 km nord for Thorvaldsens bopæl i Via Sistina, Rom.

Denne tradition genoptog Ponte Molle-Selskabet nu i symbolsk form, idet man også holdt Ponte Molle for nyankomne rejsende til Rom. Nu var det imidlertid ikke ved ankomsten til broen, men ofte et par uger efter ankomsten til Rom, at man med sang og velkomstdrik modtog nye medlemmer til det tysk-romerske kunstnersamfund. En grundlæggende del af selskabets præmis var humoristisk anlagte ceremonier, fx krævede man en adgangstold af de nytilkomne i form af vin, som den nyankomne med penge på lommen måske snarere havde råd til end de, som i længere tid havde opholdt sig i Rom.

Det vides ikke, hvornår Ponte Molle-Selskabet blev stiftet, men den festlige modtagelsesform synes at have eksisteret siden begyndelsen af det 19. århundrede. Den første forårsfest blev antagelig holdt i 1812 (jf. Noack, op. cit., p. 508), og Thorvaldsen var selskabets præsident i 1813 (Giuliani, op. cit., p. 142). Thorvaldsen har altså allerede tidligt spillet en rolle i selskabet og det fortælles, at han hellere bar selskabets ironiske orden, en billig kobbermønt i blåt bånd, end andre af de mange udmærkelser og medaljer han i tidens løb var blevet beæret med, jf. Gaudy, op. cit.. p. 543.

Bajocco-ordenen

Bajocco-ordenen var i tråd med selskabets øvrige aktiviteter en munter gestus til selskabets medlemmer. Det var en “ridder-orden”, som tildeltes selskabets medlemmer. Den forsøgte imidlertid netop ikke at etablere en klasse af mennesker, hvis personer havde så udmærket kvalitet eller rang, at de kunne udmærkes med samme dekoration under en samlet orden. Tværtimod synes ordenen at have været et ironisk opgør med adelsmærker og ridderordener. I Ponte Molle-selskabet var alle riddere, og ordenen skulle snarere udtrykke medlemmernes fantasifulde forskellighed end deres konforme orden.

En pavelig kobbermønt med den ringest mulige værdi.

Nicht ist das Kupfer ohne Wert,
Was man Euch edlem mann verehrt.
Es ist des Künstlers Ehrenzeichen,
Das auch soll zur Ehr’ gereichen
zur Einigkeit führt diser Orden
Die vielen deutschen Künstlehorden,
So seid med dem Bajok geziert.

H.C. Andersen og Ponte Molle 1833

Om aftenen kom Svenske, Norske, Danske og Tydskere sammen til ét Lag, og her traf man endnu Størrelser fra en ældre Tid. Her kom de to gamle Landskabsmalere Reinhard og Koch, ligesom også Thorvaldsen. Reinhard, der med Digterøje havde opfattet Italiens Natur, var vokset fast til dette Land, det han for stedse havde ombyttet med “Bavaria”. Gammel og dog så ung sad han her med funklende Øjne og Sølvhvidt hår. Han lo, så det rungede og en fløjs Trøie, en rød Uldhue på Hovedet var det karakteristiske i hans Klædning. Thorvaldsen bar en gammel Frakke, hvori hang Bajokordenen, den man her erholdt ved at træde ind i Forsamlingens “faste Stok”. Den indtrædende gav som oftest engang for alle en aften Drikkevarer til hele Forsamlingen. Det kaldtes at gøre “Ponte molle” og den indtrædende fik Bajokordenen, en Kobberskilling, som altid ved lignende Lejligheder blev båren i Knaphullet. Der var da stor Udklædning og dramatiske Scener, da den valgte General, dengang en ung tydsk Kunstner, mødte i al slags Militæruniform, med Guldpapirsstjerne på Brystet. Ledsaget af Skarpretteren, som bar en Økse og et bundt Pile og et Tigerskind hang ham ned over Ryggen. Dernæst kom Mindesangeren, der til Guitaren sang tit en extemporeret Vise om Aftenens “Ponte molle”. I tidligere Tider havde det været skik, når en Landsmand første gang kom til Rom, at modtage ham ude ved Pons Aemilius, der i daglig tale kaldes “Ponte molle” og da i Værtshuset derude drikke Velkomst.

Fra H.C. Andersen, Mit livs eventyr, København 1951, kapitel 6, p. 164-165.

Cervaro-festerne

Den romerske Campagne med Cervaro-hulerne
Joseph Anton Koch, Den romerske Campagne med Cervaro-hulerne, uden år, D751.

Cervarofesten var Ponte Molle-selskabets forårsfest. Den blev som oftest fejret omkring 1. maj og selvom festen i løbet af selskabets levetid forandredes, var det et gennemgående træk, at den blev fejret ved Cervaro-grotterne ca. 8. km nordøst for Rom. Maleren Joh. Christian Reinhart erindrede senere, at han omkring 1809 at have opdaget de pittoreske grotter og inviterede snart et selskab af kunstnere med dertil. Af deltagerne i udflugten kan imidlertid afledes (jf. Noack, op. cit., p. ) at det snarere må have været i 1812. Under alle omstændigheder blev det snart tradition at tage på udflugt med Ponte Molle-selskabet til Cervaro.

Med maleren Friedrich Nerlys ankomst til Rom i 1829 blev de i forvejen lystige fester imidlertid endnu mere løsslupne. Nerly organiserede Ponte Molle-selskabet med en ny (og karikeret) orden, nemlig som et minisamfund med præsident, general, mundskænk, kok, kavaleri, infanteri, orakel, amme etc. Det var ligeledes Nerly som fandt på at opfinde en særlig (og helt igennem ironisk) ridderorden “Bajocco-ordenen” til medlemmerne af Ponte Molle-selskabet. Deltagerne i Cervaro-udflugten fik således udover den generelle Bajocco-orden med blåt bånd, en udflugtsmedalje med forårsgrønt bånd.

Cervaro-ordenen

At Cervaro-ordenen ikke var nogen almindelig orden sås straks af motivet på medaljen. Den viste en vinkaraffel omviklet med en laurbærkrans. Sandsynligvis en henvisning til den vigtige rolle, som vin (og deraffølgende festlighed) spillede for Ponte Molle-ridderne. Som aspirant til ordenen måtte man efter passagen over Ponte Molle drikke romersk vin (og give romersk vin til de øvrige riddere) for at “blive oplyst og lade skællene falde fra øjnene”, jf. Bott og Spielmann, op. cit., p. 490.
Thorvaldsen har flere eksemplarer af denne Cervaro-medalje, både et par i papir og en enkelt i metal (N93, N94 og N95). Han må således have deltaget i flere af de legendariske forårsfester. I det hele tage synes han have været et særligt værdsat medlem, måske på grund af at han med sin stadig stigende kunstneriske status kastede glans over selskabet ved sin blotte tilstedeværelse.

Fortjenstmedaljen af Ponte Molle-ordenen

Thorvaldsen tildeltes ved forårsfesten i Cervaro i 1842 en særlig fortjenstmedalje, fremstillet af den østrigske statsmedajør (jf. Bott og Spielmann, op. cit., p. 490), som på forsiden viser en harpespillende kunstner, som med Peterskirken i baggrunden krydser Ponte Molle, mens den på bagsiden viser attributterne for billedhuggerkunst, arkitektur, maleri samt poesi og musik, der indfældet i en laurbærkrans omgiver en dansende muse (som skænker i en vinkaraffel) samt teksten Virtuti pontemollicae. Meningen er klar: de ponte molviske dyder; men det latinske burde retteligt have været "Virtuti Pontis Milvii", men eftersom det først blev opdaget, da medaljøren havde udfærdiget prægestemplet til ordenen, lod det sig ikke ændre, og medaljen blev slået med sin indskrift på "kunstnerlatin".

Kun få særligt udmærkede medlemmer af selskabet tildeltes denne orden, der adskiller sig fra den almindelige orden (blåt bånd) og forårsfestens (lysegrønt bånd) ved sit rosa silkebånd. Ordnen blev kaldet en Vielzuvielverdienstorden, det vil sige megetformegetfortjenstorden, hvilket formentlig har hentydet til at modtagerne var særligt udmærkede i kunstnerisk og samfundsmæssig henseende blev hyldet for deres trofaste tilhørsforhold til selskabet.

Mandlig figur med en kasse på ryggen. Indeni kassen findes en papirrulle med en tegning af et optog af deltagere i en Ponte Molle-fest til ære for Thorvaldsen

Mandlig figur med en kasse på ryggen, N96. Indeni kassen findes en papirrulle med en tegning af et optog af deltagere i en Ponte Molle-fest til ære for Thorvaldsen.

N96

Detalje fra Ludwig Schwantahlers 232 cm lange tegning. Thorvaldsen, der for anden gang fejres i Ponte Molle-selskabet.

References

  • H.C. Andersen: Mit livs eventyr, København 1951, kapitel 6, p. 164-165.
  • Gerhard Bott og Heinz Spielmann (ed.): Künstlerleben in Rom. Bertel Thorvaldsen (1770-1844), Nürnberg 1991, p. 473-490.
  • Franz von Gaudy: ‘Reise- und Lebensbilder’, in: Morgenblatt für gebildete Leser, nr. 135-138 (p. 537-538, 542-543, 545-546 og 550-551).
  • Rita Giuliani: ‘Thorvaldsen e la colonia romana degli artisti russi’, in: Patrick Kragelund og Mogens Nykjær (ed.): THORVALDSEN L’AMBIENTE L’INFLUSSO IL MITO, Rom 1991, p. 131-147.
  • Hjördis Jahnecke: Die Breitenburg und ihre Gärten im Wandel der Jahrhunderte, Kiel 1999, p. 206.
  • Friedrich Noack: Das Deutschtum in Rom seit dem Ausgang des Mittelalters, 1. bd., Berlin og Leipzig 1927, p. 506-525.

Last updated 09.11.2016