The Thorvaldsens Museum Archives

New Order

Forbemærkning: Et Thorvaldsen-problem

Skønt litteraturen om Thorvaldsen er omfangsrig og stadig yngler, så savner man alligevel nutidige eller nyere bøger med grundlæggende analyser af hele hans værk. Det er i bund og grund et beklageligt faktum, at man rutinemæssigt nødsages til at henvise til Julius Langes i øvrigt glimrende bog fra 1886 – Sergel og Thorvaldsen, Studier i den nordiske Klassicismes Fremstilling af Mennesket – som dén analytiske kanon, Thorvaldsen-forskningen stadig uvilkårlig må forholde sig til. Skønt Langes position er nok så velfortjent, er det besynderligt, at nyere værkfortolkninger ikke for alvor har materialiseret sig. Hvor finder man den større, gennemgående analyse, der kunne sætte Thorvaldsen ind i en nutidig forståelsesramme og kaste et nyt lys på Danmarks største kunstner gennem tiderne? Man skulle da ellers mene, at Thorvaldsens status nok kunne afæske hver generation af kunsthistorikere dens syn på sagen. Men der synes at herske en vis inerti i Thorvaldsen-forskningen, som om det endelige ord om hans værker én gang var blevet udtalt. Hvorfor?
Svaret på dette spørgsmål er givetvis ikke enkelt, men mange vil sikkert mene, at manglen på Thorvaldsen-læsninger skyldes værkerne selv: De er forblevet præcis så umoderne, som Lange i forordet til sin bog konstaterer, at de var allerede dengang. De kan derfor ikke længere generere den interesse, som de gjorde ved deres fremkomst. Deres – for en overfladisk betragtning – statiske, endimensionale og udtrykssparsomme væsen sløver og afvæbner tilsyneladende enhver fortolkningslyst. Men en så ringe tillid til værkernes potentiale synes dog ikke nødvendig. Flexer man forestillingsmusklen en smule, forekommer der at være et rigt udbytte at høste ved fx at se på Thorvaldsen som politisk kunstner, Thorvaldsen som konceptkunstner, Thorvaldsen som sexualitetens fremstiller, Thorvaldsen som installationskunstner, Thorvaldsen som allegoriker, Thorvaldsen som antikreceptionist, Thorvaldsen som myteillustrator, Thorvaldsen som klassicismerevisionist, Thorvaldsen som megastjerne osv. Der synes at være nok at tage fat på, og måske er årsagen til ebben i Thorvaldsen-forskningen ikke værkernes angivelige træghed eller tilsyneladende utilgængelighed, men snarere et anderledes prosaisk problem: Stoffets omfang.
Der findes nemlig uoverskuelige mængder af kilder, der dokumenterer vor kunstners virke, ikke bare på Thorvaldsens Museum, men også i arkiver spredt over hele Europa; der er skrevet talrige, samtidige beretninger om ham og hans værker af snart sagt enhver rejsende, der besøgte ham i Rom; adskillige billedhuggere passerede gennem hans store værksted i den ene eller den anden egenskab; hans mange tillidshverv og hans vidtforgrenede kontaktnet i det europæiske kunstliv anbragte ham i mange forskellige sammenhænge; og hans samlede værk er – ikke at forglemme – også ganske omfangsrigt. Thorvaldsen-stoffet er slet og ret enormt, og de fleste, der ønsker at beskæftige sig indgående med billedhuggeren, taber simpelthen overblikket. Detaljerigdommen er så stor, at man glemmer, hvad man har vidst, før man med rette kan sige, at man har gennemforsket mandens værk. Denne gigantiske stofophobning kan nok tage modet fra enhver, og den synes at være den sandsynlige forklaring på, at nye grundbøger om Thorvaldsens værk ikke ser dagens lys.

Arkivet, en mulig løsning

En af de tætteste stofjungler i det thorvaldsenske univers dannes af billedhuggerens efterladte brevsamling, som findes bevaret på Thorvaldsens Museum. Samlingen består af ca. 4500 dokumenter – hovedparten breve, men også regnskaber, værkstedsprotokoller, udnævnelser etc. Arkivet udgør ikke kun én blandt mange stofkilder, men repræsenterer uden tvivl den væsentligste og største ressource til vores viden om Thorvaldsens liv og værk. Brevene er med andre ord dén højeste Thorvaldsen-tinde, der skal bestiges, hvis man vil have fuldt overblik over billedhuggerens liv og værkproduktion så vidt, som det i dag lader sig gøre. Siden J.M. Thieles fund af brevene i sommeren 1844 i kælderen under Casa Buti – Thorvaldsens bolig i Rom – har brevmassen imidlertid kun været bearbejdet to gange på grundlag af en systematisk gennemlæsning: Thiele anvendte selv materialet som grundlaget for sin firebinds-biografi om billedhuggeren fra 1850’erne, og Else Kai Sass gennemgranskede brevene som forarbejde til sit trebinds-værk: Thorvaldsens Portrætbuster, 1963-65. Brevene har naturligvis gennem årene afgivet stof – især i mindre bidder – til artikler og bøger, men pga. materialets overvældende omfang og de ufuldstændige søgemuligheder har man aldrig kunnet vide sig sikker på, om brevsamlingen rummede flere skjulte kilder end dem, man umiddelbart kunne støve op.
Dette frustrerende og grundlæggende søge- og orienteringsproblem kommer nu en løsning meget nærmere: Fra 2008 til 2011 vil brevsamlingen blive publiceret takket være Velux Fondens storslåede støtte på http://arkivet.thorvaldsensmuseum.dk i en netbaseret database. Brevene vil af det nyoprettede forskningscenter, der varetager udgivelsen, blive forsynede med grundige kommentarer, registre, illustrationer, baggrundsartikler, avancerede søgemuligheder etc. Det digitaliserede Bertel Thorvaldsens Brevarkiv opstiller dermed det arkivalske materiale i en ny orden. Den basale viden om Thorvaldsen bliver kritisk gennemgået og fremstillet i alle detaljer fra A til Z som et egentligt Thorvaldsen-leksikon. Ønsket og hensigten er, at netudgaven af Brevarkivet fremover vil blive standardreferencen for den, der vil beskæftige sig med billedhuggeren. Brevarkivet stræber efter at skabe en så klar, brugervenlig og søgbar systematik som overhovedet mulig, så den enorme stofmængde ikke bare bliver tilgængelig online, men også bliver håndtérlig. Det bliver nu muligt at hive alskens relevante Thorvaldsen-kilder frem og tage dem i brug for alle Thorvaldsen-afficionados lige fra dén, der kun ønsker at snuse til stoffet, til dén, der ønsker at se hele værket i ét sammenhængende analytisk blik.
Derfor her et par ord om, hvordan denne nye orden er blevet skabt. Hvilke kriterier har ligget til grund for udformningen af kildefremlæggelsen? Hvordan præsentere kilderne til Thorvaldsens liv og værk på en sådan måde, at det fremover bliver meget enklere at bane vej i stofjunglen? Hvordan lette den fremtidige Thorvaldsen-forskning, så den ikke hæmmes af mangel på overblik og drukner i et hav af kilder? Hvordan formidle Thorvaldsen-grundlaget bedst muligt? Hvordan opbygge en database, der løser disse grundlæggende problemer? Dét skal søges besvaret nedenfor ved at opridse de forskellige principper, der begrunder, hvorfor Brevarkivet ser ud, som det gør. Og ved at fokusere på arkivets opbygning, bliver dets indhold også præsenteret, da databasekonstruktionen har fulgt det grundlæggende princip, at indholdet bestemmer formen. Lad os se nærmere på hvordan.

Indholdet først, så brugeren

En af de lovmæssigheder, man hyppigst støder på, når man har at gøre med opbygningen af sider til internettet, er, at brugeren skal sættes i centrum. Man taler om bruger-interfaces, brugervenlighed, om vigtigheden af at kende brugeren, om at tilpasse sit materiale til sin på forhånd definerede målgruppe, osv. I den vidtfavnende litteratur om internetdesign florerer mantraer som: “Principle Numero Uno, The Main Principle, the mother of all principles…: Focus on the users and their tasks, not on the technology.” Eller: “Design must be appropriate and compatible with the needs of the user or client. Effective design starts with understanding the user’s needs and adopting the user’s point of view.” Denne brugerfixering kan ingen vel være uenig i, ja, det er jo nærmest så indlysende, at det er banalt: Selvfølgelig skal man designe med henblik på brugerne, hvad ellers? Men når man alligevel er nødt til at fremhæve dette som en grundlov, skyldes det jo kun, at så meget interfacedesign – især af netbaserede databaser med tilknyttede søgemaskiner – ofte er meget lidt brugervenlige.
Den grasserende fokusering på brugeren og hendes/hans behov tilsidesætter imidlertid et andet meget mere grundlæggende element i opbygningen af formidlingsvenlige netsites: Nemlig indholdet! Hvad er det i grunden, man ønsker at præsentere for brugeren? Hvilke krav stiller det materiale, man har med at gøre? Hvad er det, man vil fortælle? Erfaringen fra opbygningen af Brevarkivet har vist, at man i al fald i første omgang må ignorere brugeren – af hensyn til brugervenligheden. Fremfor at stirre sig blind på en eller anden hypotetisk modtagergruppes hypotetiske behov, så gør man stoffet meget mere brugbart ved at fokusere på den bedst mulige afsendelse af det. Arbejdet med Brevarkivet tog udgangspunkt i den idé, at opgaven og stoffet i sig selv fastlagde de grundlæggende præmisser for databasens udformning. Vi valgte altså at starte med at forstå brevsamlingens problemer og særlige karakter og satte dermed i første omgang brugerskaren i parentes. Ja, skal man spidsformulere pointen, kan man sige, at først efter, at opgavens specifikke krav var blevet grundigt fremanalyseret, lod det sig gøre at tænke i brugervenlighed, endsige at frembringe den i form af et letforståeligt interface.

Grundlæggende idealer

Vores indholdsfokuserede grundindstilling bevirkede, at vi uden bekymring undlod at forsøge at tilpasse Brevarkivets udseende og funktionalitet til en snævert defineret målgruppe. Det styrende princip for arbejdet har tværtimod været, at brugeren er dén, der vil interessere sig for Thorvaldsen, uanset baggrund. Brevarkivets bruger har altså en generel eller universel profil: Sitet skal kunne anvendes af en enhver, der måtte interessere sig for det. Dette ideal om almentilgængelighed har dermed sat meget højere krav til brugervenligheden, end det havde været tilfældet, hvis vi på forhånd havde besluttet at målrette udgivelsen af Thorvaldsens breve til en udvalgt skare som fx udelukkende kunsthistorikere.
Ideen om en universel brugerprofil gik hånd i hånd med vores grundlæggende mål: Brevarkivets opbygning og funktionalitet skal være så selvforklarende som muligt. Arkivet skal være så enkelt at betjene, at man lærer den overordnede struktur at kende efter ganske kort tid. Brugeren skal kunne koncentrere sig om hvad og ikke hvordan. Man skal ikke støde ind i tekniske problemer som fx, at en søgning efter en bestemt person kræver, at navnet skrives på en bestemt måde – sådan som det uheldigvis er tilfældet i mange netbaserede databasers søgemaskiner. Godt netdesign bør i første hånd være ubemærket – som den gode dommer i en fodboldkamp. Brugeren skal ikke ænse den diskrete styring, der giver hende/ham mulighed for ubesværet at udforske netarkitekturen. Brugeren skal hele tiden kunne finde rundt i arkivet; man skal ikke være tvivl om, hvor man er; og hvis man trykker på en given knap, skal man havne et sted, man forventer osv. Brugeren af Brevarkivet skal kunne koncentrere sig om indholdet, og derfor fremlægges det på en så ukompliceret måde som mulig.
Denne ide om et alment tilgængeligt interfacedesign er ikke kun motiveret af et ønske om, at så mange som muligt vil kunne bruge Brevarkivet. Det alment tilgængelige ligger også i smuk forlængelse af kildepublikationens natur: Historikeren og kildefremlæggerens opgave består i at lægge et stof til rette på en sådan måde, at det kan bruges af mange forskellige brugere til flere forskellige formål. Når kilder publiceres, er formålet i en vis forstand uklart. Det er nemlig ikke godt at vide, hvad kilden kan bruges til. Det er i høj grad spørgsmålet, om en kildefremlæggelse overhovedet kan kategoriseres som formålsbestemt. Der vil naturligvis være begrænsede anvendelsesmuligheder for bestemte kilder som fx Thorvaldsens breve, men principielt er det kildepublikationens hedeste ønske at blive brugt til ting, som den ikke anede, den kunne udnyttes til. En kilde er intenst kontaktsøgende, en slags historievidenskabens Facebook: “Sæt mig i kontakt med hvem som helst! Giv mig et formål med min eksistens! Gør mig levende!” – synes den ellers døde kilde at sukke. Kildepublikationer rummer en slags blanke dokumenter, der er med på den værste – de stiller sig næsten uindskrænket til brugerens disposition. For at åbne muligheden for en sådan pluralistisk anvendelse blev idealet om en universel bruger og et lettilgængeligt brugerinterface en forudsætning for udgivelsen af Bertel Thorvaldsens Brevarkiv.

Klassificering af informationstyper

Det første skridt i forsøget på at skabe orden bestod i grundigt at analysere de forskellige typer af information i brevene: Hvordan systematisere oplysningerne? Hvordan opmærke stoffet? Hvilke registreringsparametre skal man operere med? Hvor mange oplysninger om fx afsender og modtager skal medtages? Er det fx vigtigt hvilket erhverv, de brevskrivende bedrev? Og kan en sådan viden systematiseres? Hvordan referere entydigt til bestemte kunstværker og personer, der ofte er stavet på højst forskellig vis eller kun er indirekte omtalt uden navns nævnelse? Hvordan markere og ordne de breve, hvis datering er usikker? Hvordan holde styr på forsvundne breve eller kunstværker, hvis eksistens kun kendes fra omtale i brevene? Hvordan emneregistrere et brev? Bør der etableres forbindelse fra et brev til værker, der ikke er omtalte, men som enten er et forarbejde til eller en senere version af et omtalt værk? Osv. osv. Hundredvis af denne slags større og mindre spørgsmål blev besvaret i løbet af denne indledende proces. Desuden blev det ældre materiale, som blev fremstillet i forbindelse med bestræbelserne på at få udgivet brevsamlingen i 1940-50’erne, konsulteret for at se hvilke krav, man dengang stillede til en brevudgivelse. Analysearbejdet førte til, at brevenes forskellige informationstyper blev klassificeret og hierarkiseret, og efterhånden tegnede der sig et billede af en overordnet struktur.
Resultatet blev, at stoffet blev hovedinddelt i fem kategorier eller “søjler”. Første søjle rummer naturligvis brevene og de oplysninger, der er specifikt knyttede til det enkelte brev. Men for at holde styr på brevenes tusindvis af begivenheder, emner, personer og værker – og for at gøre dem søgbare – måtte de systematiseres i selvstændige søjler, som blev udspaltet fra brevsøjlen. Ud af brevenes informationsmængder udsprang da nødvendigheden af en kronologisk kategori, en emne-, person- og værk-kategori. Denne hovedinddeling af stoffet har sat det afgørende aftryk på interfacedesignet. Grundstrukturen er gjort klart synlig fra alle sider i Brevarkivet i form af den gennemgående “bjælke”, der spænder over “søjlerne” øverst på en hvilken som helst af arkivets sider. Hovedbjælken er databasens grundlæggende navigationsinstrument, der ved hjælp af en okkergul farvemarkering altid fortæller i hvilken af Brevarkivets søjler, man befinder sig. I de fleste nutidige browsere som fx Firefox, markedets p.t. bedste, er det muligt at låse hovedbjælken fast øverst på siden, så brugeren – uanset hvor langt man scroller ned på en side – hele tiden fastholder overblikket over sitets grundlæggende valgmuligheder. Denne forankring af et designelement er desværre ikke mulig på ældre browsere som fx Explorer, version 6 og tidligere.
Orienteringsbjælken er nok det bedste eksempel på, hvordan indholdet har bestemt formen, dvs. hvordan informationsklassificeringen af brevene har bestemt databasens vigtigste designstruktur. De få søjler giver brugeren et hurtigt overblik over hovedtrækkene i Brevarkivets indhold. For at sikre, at denne brugervenlige enkelhed kunne udkrystalliseres, blev antallet af primære søjler reduceret til det mindst mulige.
Den opmærksomme læser vil allerede have konstateret, at bjælken egentlig består af seks “søjler”, hvoraf to ikke er omtalt ovenfor og yderligere én blev sendt ud af Brevarkivets søjlesystem: De to uomtalte er Om Brevarkivet og English. Disse er ikke direkte uddestillerede af brevene, men Om Brevarkivet giver en overordnet forklaring på hele databasens struktur og indhold. Denne søjle fungerer som en udvidet kolofon, hvor man bl.a. kan finde vejledning, de anvendte retningslinjer for afskriften af brevene (editionsfilologiske principper), en fremstilling af udgivelsesprojektets lange forhistorie mv. Ikke alt i arkivet er oversat til engelsk, men ved tryk på English vises hele databasens rammeværk på engelsk, mens brevkilderne naturligvis fremstår uforandret på originalsproget. Kommentarerne er i skrivende stund (dvs. i 2008) ikke oversat, men resumeet af hvert enkelt brev foreligger på engelsk, så udenlandske brugere vil kunne orientere sig i kilderne.
I navigationsbjælken mangler en af de ovennævnte hovedsøjler, nemlig værkbasen. Da brevene omtaler en meget stor del af Thorvaldsens værker, viste det sig hurtigt hensigtsmæssigt at fremstille et digitalt bestandskatalog, der omfatter alle værkerne. Da Thorvaldsens Museum på mange andre områder udbygger den digitale formidling af sine samlinger, kunne man slå flere fluer med ét smæk ved at lægge kataloget uden for Brevarkivet, så det kunne benyttes af hele www.thorvaldsensmuseum.dk. Netpubliceringen af brevene fremskyndede altså en digitalisering af andre dele af museets aktiver. I skrivende stund (dvs. i 2008) er digitale fotografier af samtlige Thorvaldsen-værker ved at blive fremstillet, så man hver gang et værk er omtalt i brevene, vil kunne linke til et digitalt online-katalog med gengivelser af alle Thorvaldsens skulpturer og tegninger med basale katalogoplysninger.
Arkivets fire indholdssøjler – Breve, Kronologi, Emner og Personer – skal ikke beskrives i detaljer her, læseren opfordres i stedet til selv at udforske Brevarkivet nærmere. Det skal dog pointeres, at selvom Brevarkivets informationsmængder er opdelt i hovedsøjler, så har vi overordnet bestræbt os på at anskueliggøre sammenhængen mellem de forskellige informationstyper. Søjlerne væves derfor sammen på kryds og tværs af tusindvis af links, der i skrivende stund, hvor knap 10% af materialet er bearbejdet og uploadet, løber op i 10439. Dette allerede relativt høje tal viser tydeligere end noget andet hvor komplekst et netværk, arkivet udgør.
Et eksempel: I den kronologiske søjle opregnes kortfattet og faktuelt thorvaldsenske begivenheder, opholdssteder og værkfremstillinger. Hvert eneste entry i kronologi-basen bygger på oplysninger, der hentes i brevene eller andre kilder. Det nævnes fx, at Thorvaldsen ankom til Rom første gang 8.3.1797 – som bekendt hans såkaldte romerske fødselsdag. Denne og andre hændelser anføres i Kronologien med linkhenvisninger til relevante breve og andre kilder, så man én gang for alle får dokumenteret, hvorfra vores viden om Thorvaldsens liv og værk egentlig stammer, se eksemplet her. Kronologisøjlen stiller, til forskel fra brevsøjlen, kendsgerningerne op i en overskuelig orden, som en gennemlæsning af brevene ikke umiddelbart kan levere. Kronologien udgør en anden informationstype end brevene, men den repræsenterer ikke desto mindre et udtræk af brevsøjlen, og eksemplificerer dermed den tætte sammenhæng mellem databasens hovedbestanddele.

Hovedsøgesiden

Arkivets søgeside, er en forholdsvis tekstløs side. Her gives ingen anvisninger på, hvad man skal gøre – og ingen tekst, der byder velkommen. Der står blot en cursor og blinker utålmodigt i fritekstsøgefeltet og signalerer: Kom i gang! Denne opfordring til handling har vi med velberåd hu valgt som brugerens første møde med Brevarkivet for at vise, at det først og fremmest er et brugerstyret redskab, eller et opslagsværk. Forsidens rige og avancerede søgemuligheder tjener det formål at lade brevmaterialets store omfang og kompleksitet skinne igennem. Med sin redskabsagtige karakter signalerer brevsøgesiden straks, at denne base rummer så meget stof, at der ikke gives én fast rute gennem det. Brugen af Brevarkivet forudsætter, at brugeren selv tager initiativet. Det første møde med Brevarkivet har derfor ikke form af en guided tour, men stiller i stedet krav til brugeren om at agere interaktivt og lade sig drive af sin nysgerrighed.
For at sikre, at denne hovedindgang til Brevarkivet fungerer så upåklageligt som overhovedet muligt, har vi stillet meget høje krav til – og foretaget hundredvis af tests af – søgningernes funktionalitet og databasens indeksering af sit indhold. I Brevarkivet er det derfor ikke bare muligt at foretage fritekstsøgninger lige så enkelt og effektivt som hos Google, men også at indsnævre sine søgeparametre, hvis man har særlige ønsker.
En søgning på Brevarkivets forside vil umiddelbart kun resultere i hits i brevsøjlen, mens søgninger i de tre øvrige søjler – Kronologi, Emner og Personer – må foretages separat. Det kan ved første øjekast virke knap så brugervenligt, at der ikke er én søgeside til hele Brevarkivet. Der er dog flere gode grunde til denne disposition: Først og fremmest ønsker vi klart og tydeligt at markere, at sitets hele formål er at publicere breve. Disse primærkilder findes i brevsøjlen, og den har derfor forrang i forhold til materialet i de øvrige søjler, der er ekstraheret af primærsøjlen og i øvrigt også er fremstillet af Brevarkivets redaktører. For at fastholde det tydelige skel mellem historisk kilde og nutidens bearbejdning deraf har vi valgt, at søgningen på Brevarkivets forside ikke forplumres af forskelligartet materiale, men fremstår “rent” som en søgning i databasens primære materiale – brevene.
Desuden ydes der på forskellig vis så rigelig kompensation for de fokuserede søgninger på hovedsøgesiden: For det første rummer hver søjle sit eget søgefelt, for det andet sikrer den tætte sammenlinkning af alle basens søjler, at brugeren ved en søgning i brevsøjlen ganske hurtigt bliver gjort opmærksom på materialet i de øvrige søjler. Endvidere giver søgninger på brevsøgesiden en diskret henvisning til antallet af hits i emnesøjlens såkaldte referenceartikler. Her kan man nemlig blandt meget andet finde andre primærkilder end breve, såsom Thorvaldsens stambog eller hans rejsedagbog fra 1797.

Klarhed = At skjule information

Hovedsøgesiden hviler altså på en skelnen mellem Brevarkivets primære og sekundære informationstyper. Denne hierarkiske sondring afspejler det mest basale princip i bestræbelserne på at skabe klarhed og overblik i Brevarkivet. Den ordensskabende grundtanke har nemlig været, at al den information, der ikke er strengt nødvendig for det primære – læsningen af brevene – er blevet skjult. Da Brevarkivet i sit udgangspunkt er stærkt informationsmættet, har det været alt om at gøre, at brevene i første omgang fremstår “rent”, dvs. at adskille de primære oplysninger fra de sekundære – om fx personer, beslægtede emner, begivenheder, etc. – så brugeren ikke fra første færd ville blive tvunget i knæ af information overload. De sekundære informationstyper er da blevet fjernet og overført til andre søjler eller gemt af vejen i andre dele af systemet. Men i kraft af linkningen står det dog hele tiden brugeren frit for at vælge, om de bortgemte oplysninger ønskes fremdraget eller ej:
I hvert enkelt brev markeres fx specifikke brevsteder med blå links, der åbner redaktørernes kommentarer umiddelbart ved siden af brevet. Flere steder støder man på et lille blåt plus – [+] – fx ud for angivelsen af et brevs dato. Ved klik på plusset fremkommer information om det grundlag, dateringen hviler på. Plusset er indbegrebet af den “informationsslankning”, som hvert brev har gennemgået. Biografier af brevets afsender og modtager eksemplificerer den type information, der ligger længere borte fra det enkelte brev. Personinformationer vedrører som regel ikke kun ét brev, men genbruges af mange forskellige, og det er da mere formålstjenligt at anbringe biografierne i en selvstændig “søjle”.
Designet af Brevarkivet gennemsyres i stort og småt af ønsket om at vise det historiske materiale så enkelt og klart som muligt uden at gå på kompromis med stoffets kompleksitet. Det helt grundlæggende arbejdsprincip til opnåelse af dette mål har altså været at lade det mest nødvendige komme til syne først og så gradvis løfte sløret for mere komplekse videnslag i en spiraliserende proces, der kan kaldes “progressive disclosure”.
Selvom brugeren i kraft af dette struktureringsprincip sikkert nu og da vil kunne føle sig lukket ind i et system af kinesiske æsker, så sikrer den overordnede navigationsbjælkes enkle struktur, at systemet aldrig bliver så komplekst, at man havner i en afkrog af sitet, hvor man har tabt orienteringen. At dette ikke blot er en tomt selvrosende påstand, sandsynliggøres af det, man kunne kalde “klikafstanden”: Sitet er nemlig konstrueret på en sådan måde, at man fra en hvilken som helst side kan klikke sig frem til en hvilken som helst anden på maksimalt tre klik. Brevarkivet rummer i skrivende stund [i.e. januar 2008] 2404 individuelle sider, og klikafstanden mellem alle sider indbyrdes vil i al fremtid vedblive at være højst tre uanset, hvor mange sider der fremstilles. Disse tal – det høje sideantal og den minimale afstand imellem siderne – udgør et meget konkret og sigende mål for, at sitet har opnået en ikke så ringe balance mellem enkelhed og kompleksitet i fremstillingen af stoffet.
Midlet hertil har altså været “progressive disclosure” eller umiddelbart at skjule ikke-primær information, og skønt dette struktureringsprincip for interfacedesign kan lyde indlysende, er det ikke altid udbredt praksis at følge det. Der findes talrige sites på nettet, der upædagogisk præsenterer hele eller for meget af deres kompleksitet på én gang. Selv avancerede opslagsværker, billetbestillingsbaser, bibliotekskataloger etc. kan være tynget af overflødig information og alt for mange knapper, der kan ting, man kun sjældent får brug for. Man savner ofte en kløgtig skelnen mellem væsentlige og mindre væsentlige funktioner, og uden et sådant hierarki er der ikke noget grundlag, hvorpå man kan bygge et overskueligt design.
I Brevarkivet har vi bestræbt os på at gøre det modsatte: Klassificering af informationsmængden førte til inddelingen i hovedsøjler, som muliggjorde udspaltningen af sekundære informationstyper, hvilket i sin tur muliggjorde det klare design, der gør stoffet bedst og lettest tilgængeligt.

Klassicistisk overflade

Det er en fornøjelig sport at bedømme et internetsites lødighed på grundlag af designet. Når man surfer rundt på nettet, får man i dén grad trænet evnen til at kvalitetsvurdere interfacedesign på et øjeblik og til – på dét overfladiske grundlag – hurtigt at afgøre, om et site kan opfylde ens behov. Det er derfor yderst vigtigt, at førstehåndsindtrykket af et site stemmer overens med det indhold, der skal formidles. I Brevarkivets tilfælde har vi stræbt efter, at de primære eller umiddelbart iøjnefaldende, æstetiske signaler for det første er klare og letfattelige og for det andet kan karakteriseres med ordene: Åbenhed og orden.
Forsiden/brevsøgesiden skal opfattes som en dør på vid gab, hvorigennem alle de vigtigste kildedokumenter om Thorvaldsen, som vi har kendskab til, bliver lagt åbent frem. Med de rige søgemuligheders interaktive appel til brugeren signalerer forsiden, at her er der mulighed for at finde det meste. Intet stikkes under stolen – i modsætning til, hvad der tidligere var praksis mht. visse dele af brevsamlingen, som ikke måtte komme til offentlighedens kendskab – if. museets skøn. Brevudgivelsen er tværtimod motiveret af ønsket om, at alle, der vil stifte bekendtskab med kilderne til Thorvaldsens liv og værk, nu skal have mulighed for det. Dette demokratiske åbenhedsprincip har vi forsøgt at give et håndgribeligt udtryk i designets lettilgængelighed.
For at kunne signalere orden traf vi det indlysende valg at lægge os efter en nyklassicistisk æstetik. Heri ligger der selvsagt en reverens for Thorvaldsens kunst, men valget er lige så meget motiveret af en bestemt kliché-præget opfattelse af klassicistisk kunst, der jo overfladisk forbindes med en halvfascistoid ordenstrang. Klassicisme er kølig, saglig, tør, seriøs, klar, sand, rolig, harmonisk, velovervejet, etisk osv. Og selvom man sagtens kunne stille spørgsmålstegn ved en sådan ensidig opfattelse af klassicistisk æstetik, er der ingen tvivl om, at klicheen findes og trives i bedste velgående. Qua kliché egner den sig imidlertid glimrende til internettets hurtige og umisforståelige signalgivning. Vi har simpelthen applikeret – på readymade-agtig vis – den på flere måder bedst egnede kliché – klassicistisk orden – som kendetegn for databasens overflade-design.
Navigationsbjælken for oven på hver side skal fx minde om en antik arkitrav med en indskrift. Typografien er her naturligvis kapitæler i en klassisk antikva-skrift, som også er valgt til gengivelsen af selve brevets ordlyd. Alle andre tekststykker er derimod sat med en moderne grotesk-skrift, så man også på dette punkt på en enkel og tydelig facon signalerer, hvad der er historisk kilde, og hvad der er nutidig kommentar. Mulighederne for specialiserede typografivalg på nettet er i øvrigt meget pauvre, hvis man ønsker, at teksten i hovedsagen bliver fremstillet ens på trods af folks individuelle browserindstillinger. Der er kun omkring en håndfuld fonte, der slipper uskadte gennem cyberspace. Selvom internettet rent typografisk befinder sig i en jammerdal, så ligger denne grove standardisering af skriftbilledet for så vidt i forlængelse af vores ideer om en universel bruger: Vi har derfor truffet de mest oplagte typografiske valg – antikva-skriften Times New Roman signalerer den tydeligste tilknytning til klassicismen, mens grotesk-skriften Verdana til kommentarer etc. bærer et køligt, nøgternt præg, som også peger i samme klassicistiske retning.
Hver enkelt af Brevarkivets sider er overordnet underlagt en lodret symmetriakse à la grecque. Fuldstændig symmetriske er siderne ikke, men deres indhold indrammes af en klumme, der fastholder en klassisk symmetri fra navigationsbjælken øverst til Thorvaldsens laksegl og museets logo, der afslutter hver side for neden. Klummen er i øvrigt indstillet med en fast maksimal bredde, så den enkelte sides tekstblokke ikke pludselig vider sig ud i ulæsevenlig widescreen – et fænomen, der er utrolig udbredt på nettet, selv på ellers veldesignede sites, og som bliver tydeligere og tydeligere jo større computerskærmene bliver. Brevarkivets faste klumme skaber ro og designmæssig genkendelighed på alle sitets sider.

Farvevalg

Klassicismens ordensfaible er også forsøgt omsat i valget af farvepalet. Arkivets dominerende farver hvid, grå og sort signalerer et tørt, nøgternt fornuftspræg. Al information ses op mod en hvid baggrundsfarve, der i formmæssig henseende skal referere til den flade, hvide, tomme baggrund i et relief – den billedform, som Thorvaldsen fik ry for at beherske bedst af alle. Brevkilderne kan betragtes som aktører på en historisk scene ligesom figurerne agerer i Thorvaldsens relieffer, hvorfor brevene præsenteres på baggrund af samme ordensskabende formsproglige greb, som man finder i reliefferne.
Den rolige, hvide baggrundsfarve skal også afspejle den åbenhed, der motiverer brevudgivelsen. Brevene bliver nu i overført forstand vristet helt fri af de “Mørkets Magter”, der skjulte dem i kælderen under Thorvaldsens bolig i Rom, hvorfra J.M. Thiele gravede størstedelen af dem frem i 1844. Brevene forflyttes nu fra den dunkle kælder og det mørke, der omgiver dem i arkivskabet, ud i cyberspaces lysende klarhed. Fra mørket op i lyset som billede på, at det hele lægges blot, at alt nu bliver tilgængeligt. Den hvide farve er interfacets designmæssige svar på det formidlingens lys, vi ønsker at kaste over brevene.
Brevarkivets øvrige farver dukker op i form af de links, der sammenbinder arkivet på kryds og tværs. De tre primærfarver, gul, blå og rød, er valgt med skyldig hensyntagen til M.G. Bindesbølls palet i hans udformning af Thorvaldsens Museum. Den okkergule, der jo nærmest står som museets brand, repræsenterer som nævnt den overordnede navigation i databasen. Den ultramarine bliver anvendt i links, der har med brevsøjlen at gøre, mens de pompejansk røde links knytter forbindelse til Brevarkivets øvrige søjler. Grå links fører ud af Brevarkivet. Selvom farvevalget naturligvis kunne have været et hvilket som helst andet, så skal farveforskellen give et praj om, at Brevarkivet opererer med forskellige linkstyper, der igen afspejler væsentlige dele af den grundlæggende struktur i Brevarkivets univers: Der er brevsøjlen (blå links), de andre søjler (røde) og så alt muligt andet uden for Brevarkivets “mure” (gråt). Farvevalget hentyder altså ikke kun til Bindesbølls klassicisme, men røber også, at databasens dybereliggende indholdsmæssige struktur sætter sit aftryk i overfladedesignet.

Publikationsformen

Allerede på et tidligt tidspunkt i arbejdsprocessen opgav vi af flere grunde ideen om at udgive brevene samlet i bogform. Først og fremmest fordi en så omfattende brevsamling som Thorvaldsens med dens mange referencer til værker, personer, steder, begivenheder osv. egner sig så meget bedre til offentliggørelse i et linksopbygget, digitalt netværk end på “analogt” papir. En database gør det uendelig meget lettere at henvise til noget og skaffe sig overblik over, hvor samme eller beslægtede emner behandles. At henvisningsproblemerne frembød vanskeligheder, var sandsynligvis en medvirkende årsag til, at brevudgivelsesprojektet løb ud i sandet i 1950’erne. Hvis fx en person var omtalt i et brev, kunne man naturligvis i en forklarende note levere de nødvendige biografiske oplysninger. Men hvad gjorde man inden for en bogs rammer, når samme person, værk, emne eller begivenhed optrådte adskillige gange i flere forskellige breve? Skulle man gentage de samme oplysninger i nye noter, eller blot henvise til den første? Dette problem løses jo almindeligvis udmærket med registre, og det kunne derfor lyde som en petitesse, men i brevsamlingens tilfælde ville registrene vokse eksponentielt og indebære megen upraktisk bladren frem og tilbage. I en database eksisterer henvisningsproblemet ikke. Hvis behovet for gentagelse af en oplysning opstår, kan den blot oprettes ét sted i systemet – fx i en kommentar eller en anden “søjle” – som man så kan henvise til så mange gange, man lyster. Tager man Brevarkivets enorme omfang i betragtning, er det klart, hvorfor henvisningsproblemerne måtte veje meget tungt i valget af publikationsform.
Når bogudgivelsen blev fravalgt, skyldes det også, at brevsamlingen som nævnt skal gøre gavn som et opslagsværk. Selv den mest ivrige Thorvaldsen-dyrker, vil næppe læse alle breve fra ende til anden. De rummer nemlig i lige så høj grad kunsthistoriske, samtidshistoriske, biografiske og kildemæssige værdier som egentlige litterære. De vil derfor først og fremmest blive benyttet til at søge oplysninger i, og bør derfor formidles i det medie, hvor søge- og orienteringsmuligheder er optimale, dvs. i en database. Opslagsværker som fx kildefremlæggelser bør i det hele taget publiceres i databaser på nettet – gratis!
Netudgivelsen motiveres desuden af dens ubegrænsede opdateringsmuligheder af allerede publiceret materiale. I Brevarkivets tilfælde er dette hensyn langt vigtigere end for de fleste andre publikationer, fordi stoffet er så tæt sammenknyttet, selvom det er fordelt på mange kilder. Nye oplysninger i et brev kaster fx meget ofte lys over forhold i breve, der ligger længere fremme eller tilbage i årrækken, og indebærer dermed justeringer af tidligere udarbejdede brevkommentarer. Her ville et bogværk med Thorvaldsen-breve hurtigt blive forældet.
Det er også højst tænkeligt, at udgivelsen vil afføde kommentarer fra inden- og udenlandske forskere ikke bare pga. den meget nemmere adgang til stoffet på nettet, men naturligvis også pga. brevenes store nationale og internationale berøringsflade. Ideelt set skal udgivelsen sikre, at den thorvaldsenske grundlagsviden til stadighed bliver præciseret, revideret og justeret. Også i denne henseende ville en trykt bogs definitive form være en alvorlig hæmsko, mens en databases enkle og bekvemme opdateringsmuligheder nærmest er en forudsætning for den fremtidige brug af Thorvaldsens breve.

At søge eller browse

Især på ét punkt overgår et trykt opslagsværk dog almindeligvis fordelene ved en database. Ved opslag i et traditionelt leksikon eller andre “analoge” medier som fx gammeldags kartotekskort, kan man som bekendt falde over noget meget mere spændende i nærheden af det, man egentlig søgte. Man kan lystvandre i et leksikons uendelige stofmængder og finde ting og sager, som man ikke anede eksistensen af, og som man ikke vidste, man kunne bruge. Mange store og små opdagelser og afgørende erkendelser skyldes en sådan tilfældig vagabonderende browse-adfærd, der kendetegner nysgerrige forskere, sporhunde og videbegærlige spørge-jørgener af enhver art. Det har været et meget vigtigt mål for os, at Brevarkivet i sin opbygning har kunnet integrere denne type forskningspraksis. Som et modstykke til den præcise søgning, hvor man på forhånd ved, hvad man leder efter, har vi derfor overalt i arkivets Brev-, Kronologi-, Emne- og Personsøjler indarbejdet en bladrefunktion, der gør det muligt at gå mindre – eller slet ikke – målrettet til værks. Som et gennemgående symbol for denne funktion ses et letforståeligt piktogram: en pil i en cirkel. I Kronologi-, Emne- og Personsøjlerne optræder bladrepilene side om side med søgefelterne, mens lystbladringen i Brevsøjlen ligger på den selvstændige side Brevene år for år som pendant til brevsøgesiden. I personsøjlen kan man fx i søgefeltet direkte indtaste det ønskede navn – eller dele deraf vha. trunkerings-asterisken – men det er også muligt i stedet at bladre hele det thorvaldsenske persongalleri alfabetisk igennem for at se, hvem der dukker op. I visningen af det enkelte brev giver pilene mulighed for at hoppe frem eller tilbage til de breve, der af tilfældige årsager befinder sig som næste eller foregående nummer i rækken. Herved gives brugeren hele tiden valgfriheden mellem de to grundlæggende manøvremuligheder i Brevarkivet: At søge eller at browse.

Non-hierarki – nu med orden

I tilrettelæggelsen af Brevarkivet har vi forsøgt at skabe en overordnet symbiose mellem disse to adfærdsmønstre: Arkivet introducerer en konstruktiv orden – der muliggør den præcise søgnings modus – uden at der gives køb på stoffets vildtvoksende mangfoldighed – der muliggør den frie browsnings modus. Uanset hvor megen klarhed og systematik, der er blevet presset ned over materialet, så lader det sig jo ikke gøre at afskaffe eller reducere mængden af det. Ved at fremhæve browsemuligheden har vi tværtimod forsøgt at gøre det store antal dokumenter og deres forskellighed til en styrke. Når man bladrer gennem brevene, møder man dem i en kronologisk, non-hierarkisk række, hvor der ikke er foretaget nogen sortering mht. dokumenternes art eller emner. Ja, Brevarkivet skelner – alle ordensbestræbelser til trods – end ikke mellem såkaldt væsentlige og såkaldt uvæsentlige kilder: Alle databasens tekststykker – breve, kommentarer, biografier, artikler etc. – er også rent teknisk anbragt i en non-hierarkisk informationsstruktur, der sikrer, at de er lige iøjnespringende for de såkaldte web crawlers og dermed for søgemaskiner som fx Google. Databasens tekstmængder anordnes fx ikke i en pyramidalsk struktur, der gør de lavest rangerende tekster usynlige for Googles ellers altskuende øje. Alle tekststykker er gjort lige søgbare, og denne måde at organisere stoffet på – på det tekniske niveau – afspejler – på det principielle niveau – at alle dokumenter i Brevarkivet regnes for lige. En hotelregning fra et af Thorvaldsens ophold i Firenze rangerer eksempelvis på højde med det interview, som den danske arkitekt Frederik Ferdinand Friis gennemførte med vor hovedperson i 1829. Denne demokratiske ligestilling fastholdes ud fra ønsket om, at alle dokumenter skal have lige mulighed for at åbne sig for oplevelse eller fortolkning. Måske er det lige netop den måde, hvorpå Thorvaldsen staver galt i et notat på bagsiden af en tilsyneladende uanselig regning, der lægger kimen til en ny Thorvaldsen-opfattelse. Nye Thorvaldsen-syn skal kunne blomstre frem overalt, ikke kun på grundlag af de traditionelt mest vægtige kilder, men også fra de skæve vinkler.
Denne non-hierarkiske strukturering er altså essentiel for at sikre, at alle mulige anvendelser af Brevarkivets dokumenter holdes åbne. Men selvsamme non-hierarki kan som nævnt indledningsvis udarte til uoverskueligt kaos. For at hindre dette, må der en eller anden grad af orden til. Uden anvisninger, søgemuligheder, registre, lister og oversigtsartikler ville orienteringsløshedens mørke vedblive at ruge over stoffet. Brevarkivets ny orden stræber derfor efter at forvandle stofkaos til stofrigdom – brevmængderne skal ikke udsætte brugeren for druknefare, men snarere åbenbare sig som et mulighedernes hav. Med opbygningen af Brevarkivet har vi forsøgt at ramme ordensbestræbelsernes gyldne middelvej, hvor reguleringen af stoffet på den ene side ikke bliver så restriktiv, at den udarter til et ordenstyranni, hvor friheden til at vælge og bruge brevmaterialet indskrænkes; men på den anden side skal ordensmageriet med sine diskrete, venlige og hjælpsomme midler sikre, at brevmaterialet ikke svulmer op til en uhåndterlig, uigennemtrængelig stofophobning. Stoffets frie brug kræver visse rammer. Vi er derfor stolte af at kunne præsentere Thorvaldsens brevsamling i al dens non-hierarkiske, mangfoldige natur tilsat en passende mængde orden.

EJB

Last updated 11.05.2017