The Thorvaldsens Museum Archives

Meine Reise war nothwendig; der Erfolg hats gelehrt (1787)

  • Heinrich W. Schwab, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2001
  • This is a re-publication of the article:

    Heinrich W Schwab : ‘»Meine Reise war nothwendig; der Erfolg hats gelehrt« (1787) Von den Aktivitäten des Kieler Professors Carl Friedrich Cramer, gerichtet auf die Kopenhagener Musikkultur um 1800’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum (Communications from the Thorvaldsens Museum) p. 2001, p. 113-126.

    For a presentation of the article in its original appearance in German, please see this facsimile scan.


Resumé

Der hersker ingen uenighed om, at begyndelsen til den danske guldalder på musikkens område er nært knyttet til navnene Johann Abraham Peter Schulz (1747-1800), Friedrich Ludwig Aemilius Kunzen (1761-1817) og Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842), for nu at fremhæve disse tre. Schulz, der er født i Lüneburg, kom i 1787 til København fra Rheinsberg, den prøjsiske prins Heinrichs hof, for at løse de opgaver, der blev ham betroet som hofkapelmester i den danske residensstad. Kunzen, jurastuderende fra Kiel og søn af en anset musikerfamilie, kom allerede 1784 til Danmark for at skabe sig en musikalsk karriere, idet han først måtte tjene sit brød som privat musiklærer. I året 1795 blev han kaldet fra Prag til København som Schulz’ efterfølger. Weyse, som var født i Altona, var i 1789 blevet sendt til København som Schulz’ kompositionselev og forlod åbenbart aldrig siden Danmark; her var han først ansat som organist ved Den reformerte Kirke fra 1794 og fra 1805 til sin død ved Vor Frue Kirke. Kunzen (1817) og Weyse (1842) døde i København og blev begravet hhv. her og i Roskilde. Schulz havde af helbredsgrunde allerede måttet forlade kapelmesterembedet i 1794. Han døde i byen Schwedt ved Oder. Da nyheden herom nåede til København vakte den stor sorg. Det kongelige Kapel ærede ved en mindefest sin tidligere leder, »der gjorde så meget for denne institution og desuden har betænkt den i sit testamente«.

I det foreliggende bidrag stilles spørgsmålet, hvem der egentlig har sat dagsordenen for, at disse tre musikere er draget til København for her at virkeliggøre en betydelig del af deres kunstneriske livsværk. Og det besvares på grundlag af til dels endnu upublicerede breve og dagbogsoptegnelser. En stor del af æren for denne brobygning, der udgik fra universitetsbyen Kiel, tilkommer Carl Friedrich Cramer, som fra 1775 underviste dér som extraordinarius ved universitetet. Ved hjælp af de Cramer’ske dagbogsoptegnelser fra hans to københavnerrejser i 1787 bliver det nærmere dokumenteret, at det fremfor alt var ham, der lagde tingene til rette for J. A. P. Schulz’ ansættelse, vandt det »tyske partis« støtte og siden også formåede at sætte sine visioner og interesser igennem over for det »danske parti«. Med det formål gik han undertiden til værks som en hemmelig diplomat – forfulgte engageret sin sag og holdt sig tillige antechambrerende tilbage. Ved hjælp af dokumenterne forsøges det samtidig vist, hvordan København reagerede, og hvad den danske hovedstad konkret har at takke ham for. Bemærkelsesværdig er Schulz’ engagement for at fremme en dansk-national musikkultur. I denne sammenhæng ses i hans aktiviteter – ganske i oplysningens ånd – en alligevel sjældent praktiseret »kosmopolitisk« nationalisme.

Last updated 11.05.2017