The Thorvaldsens Museum Archives

Funerary Monument of Włodzimierz Potocki

  • Else Kai Sass, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 1956
  • This is a re-publication of the article: Else Kai Sass: ‘Włodzimierz Potockis’ Tomb’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum (Communications from the Thorvaldsens Museum) 1956, p. 27-60.
    For a presentation of the article in its original appearance in Danish, please see this facsimile scan.

Włodzimierz Potocki

Bestillingen

Den 8. marts 1812 døde den unge grev Włodzimierz Potocki, en af fyrst Jozef Poniatowskis tapreste unge medkæmpere, i Krakòw. Han faldt ikke på slagmarken, som Thiele skriver, men døde i sotteseng af tyfus. Włodzimierz Potocki var kun lige fyldt 23 år, da han døde, men havde dog allerede nået at indlægge sig fortjeneste. Han var født den 10. februar 1789 i Tulczyn som søn af en i Polens historie herostratisk berømt magnat, Szczesny Potocki, der i sin egenskab af medstifter af Targowiza-Konfederationen (et forbund mellem polske adelsmænd og Rusland, rettet mod Polens fri forfatning, der var blevet givet d. 3. maj 1791) betragtedes som landsforrædder. Den unge Potockis senere uegennyttige optræden for fædrelandet og hans tapperhed må ses som et udslag af hans brændende trang til at sone faderens brøde.

Da grev Potocki i 1807 fik meddelelse om, at hertugdømmet Warszawa var oprettet, ilede han til hovedstaden for at stille sig under fyrst Poniatowskis kommando. Til gengæld blev hans godser ved Krakòw konfiskeret af østrigerne. På Poniatowskis tilskyndelse danner han et regiment beredent artilleri og udruster det for egne midler. I spidsen for sit regiment deltager han med hæder i krigen mod Østrig 1809, han udmærker sig i det berømte slag ved Raszyn og besætter med sit artilleri Krakòw i juli dette år. Han får nu sine beslaglagte godser tilbage, og Czar Alexander tilbyder ham et ”Włodzimierz-regiment.” Imidlertid dør han, før det store opgør mellem Napoleon og Rusland begynder.

Under de følgende års rystende begivenheder, der især gik hårdt ud over Polen, har der ikke været nogen mulighed for at tænke på at rejse monumenter. Det gjaldt jo livet fra dag til dag. Først efter fredsslutningen, da forholdene i Polen var faldet nogenlunde til ro, begyndte Potockis dybt sørgende unge enke, Tecla, født Sanguszko, at se sig om efter en kunstner, der kunde skabe hendes mand et værdigt mindesmærke. Heldigvis havde hun i sin kusine den meget kunstinteresserede grevinde Anna Potocka, kendt bl.a. for sine interessante memoirer, en udmærket rådgiver.

Grevinde Anna Potocka påtog sig at skrive til Thorvaldsen i Rom og anmode ham om at give tilbud på et monument. Da sagen på forhånd var nøje gennemtænkt af de to damer, indeholdt brevet ikke blot en beskrivelse, af, hvordan man tænkte sig monumentet skulde se ud, men tillige en meget nitid udført tegning, som vi nok ikke tager meget fejl i at tillægge grevinde Anna Potocka, der selv var en ivrig amatør i kunsten.

Brevet, der er skrevet på italiensk, findes stadig i Thorvaldsens private brevarkiv i hans museum og lyder som følger:

Signore
La vostra riputazione ch’ è giunta in ogni luogo, m’impegna, Signore, a pregarvi d’aver la compiacenza d’impiegar per qualche tempo il vostro scalpello in alcune opere che desidererei far fare. Ecco presso a poco l’idea della prima.

Il Conte Vlodomiro Potocki, morto all’ età di 22 anni, riuniva in lui tutt’ i vantaggi che la Natura puol accordare: militare distinto, cittadino irrimproverabile, marito e padre esemplare di una figura bellissima, e finalmente adorno delle migliori qualità che possano far sperare il suo paese di aver un eroe nella sua persona.

Sua moglie, (e mia cugina) avendomi data la direzione di un monumente funebre che vuole innalzargli, crederei doverlo eseguire così.

Esso dovrebbe esser coronato da un gruppo di due statue rappresentanti l’una un bel giovane di figura eroica, non intieramente nudo, ma leggieremente vestito, ed armato all’antica. La Patria, (cioè la Polonia) afflitta, l’abbraccia per l’ultima volta ch’ei seende alia tomba. Questo secondo personaggio dovrebb’ essere una magni- fica figura di donna panneggiata in guisa di Giunone. Vlodimiro dev’esser rappresentato rimpetto alia Patria avente un piede su’ il primo gradino in atto di scendere. La Polonia getta con un mano un ramo d’alloro nella tomba, e con l’altra sembra promettergli l’immortalità.

Un’ aquila a’ suoi piedi, le ali stese, getta un grido di spavento, e sembra volersi opporre alia scesa dell’eroe. Questo dettaglio non dev’esser negletto per far maggiormente riconoscere la Polonia dalle sue arme rappresentate da quest’uccello.

Per indicar la tomba, non si vorebbe nè feretro, nè pietra sepolcrale, ma piuttosto de’ gradini a piedi delle figure e che sembrano condurre a’ sotterranei della chiesa.

Vi si domanda, Signore, di scolpire soltanto le due statue e l’aquila, il tutto in marmo di Carrara: il resto puol esser fatto con quello del paese, e su la faccia del luogo, e d’apresso i disegni che dovreste compiarcervi di mandarne. Circa alia grandezza non si troverebbe cattivo che fosse un poco più della naturale, dovendo il detto monumento esser collocato in una cappella alquanto alta.

Compiacetevi farci sapere quanto tempo chiede quest’opera per esser messa a fine, il prezzo che vorrete fissarvi, e quali anticipazioni vorrete fissarvi.

Spero che non vorrete negar il favore che vi domando, mentre assicurandovi della mia più perfetta stima passo a dirmi

Signore

La contessa

Anna Potocka

Varsavia li 6 Aprile 1816.

Grevindens noget særprægede italienske kan gengives nogenlunde ved følgende oversættelse:

Min Herre,
Deres berømmelse, som er nået alle vegne hen, nøder mig til at bede Dem være så elskværdig i nogen tid at bruge Deres mejsel på nogle arbejder, som jeg gerne vilde lade udføre. Hør nu først den omtrentlige idé til det første.

Grev Vlodimiro Potocki, død 22 år gammel, forenede i sig alle de fortrin, naturen kan frembyde: fremragende soldat, udadlelig borger, mønsterværdig ægtemand og fader, af en meget smuk skikkelse, og endelig prydet med de bedste egenskaber, der kunde lade hans land håbe i ham at få en helt.

Hans hustru (min kusine) har overdraget mig at drage omsorg for et gravmonument, som hun vil rejse for ham, og jeg tror, det burde udføres på følgende måde.

Det bør krones af en gruppe, bestående af to statuer, den ene forestillende en smuk ung mand af heroisk skikkelse, ikke ganske nøgen, men let påklædt og bevæbnet på antik vis. Fædrelandet (d.v.s. Polen), sønderknust omfavner ham for sidste gang, som han stiger ned i graven. Denne anden person må være en storslået kvindeskikkelse, draperet som Juno. Vlodomiro må fremstilles lige over for fædrelandet med den ene fod på det øverste trin i færd med at stige ned i graven. Polonia kaster med den ene hånd en laurbærgren ned i graven, med den anden synes hun at love ham udødeligheden.

En ørn med udbredte vinger ved hans fødder udstøder et rædselsskrig og synes at ville modsætte sig heltens nedstigen i graven. Denne detaille må ikke forsømmes, for at det bedre kan erkendes, at Polonia er repræsenteret i sit våben ved denne fugl.

For at antyde graven fordres hverken båre eller gravsten, men snarere trin ved figurernes fødder, der synes at føre ned til kirkens krypt.

De bedes, min Herre, alene udføre de to statuer og ørnen, alt i carrarisk marmor: resten kan udføres af hjemligt materiale og på stedet efter de tegninger, De vilde være så god at sende. Angående figurernes størrelse, vilde det ikke være dårligt, om de blev lidt over naturlig størrelse, idet monumentet skal anbringes i et temmeligt højt kapel.

Vær så god at lade os vide, hvor lang tid dette arbejdes udførelse vil tage, prisen, De vil forlange derfor, og hvilket beløb De vilde forlange forud.
Jeg håber, De ikke vil nægte os den gunst, vi beder Dem om, og med forsikringen om min fuldkomneste højagtelse er jeg,

Min Herre,

grevinde Anna Potocka

Warszawa den 6. april 1816.

Gravmæle over grev Włodzimierz Potocki, forslag
Udkast til et monument for Włodzimierz Potocki, tegnet af grevinde Anna Potocka og sendt til Thorvaldsen. 1816. Bly. Bladets størrelse 23×18,5 cm. Har været iturevet, D1591.

Det ser ikke ud til, at Thorvaldsen har svaret på dette brev. Men han har heller ikke omgående afvist grevindens idé om monumentets udseende. Blandt Thorvaldsens tegninger i hans museum findes nemlig ikke færre end otte udkast til et Potocki-monument, der mere eller mindre nøje følger det opgivne skema. Forskellen fra grevindens komposition ligger hovedsagelig i kunstnerens friere og mere artistiske stregføring.

Gravmæle over grev Włodzimierz Potocki
Thorvaldsen: Udkast til monument for Włodzimierz Potocki, tegnet på grundlag af grevinde Anna Potocka’s tegning. 1816. Bly og Sepia. Bladets størrelse 26,5×19 cm, C316.

Når den opgivne løsning af opgaven ikke på forhånd forekom Thorvaldsen helt absurd, skyldes det nok to omstændigheder. For det første havde Thorvaldsen ikke tidligere udført et gravmæle, hvori der indgik statuer. De bestillinger af sepulchral karakter, han hidtil havde været ude for, bestod udelukkende i relieffer, i et enkelt tilfælde kombineret med en buste.

For det andet var grevindens komposition ikke aldeles grebet ud af luften. Der var berømte forbilleder for et sådant arrangement blandt senbarokkens gravmæler. I Pigalle’s overdådige pragtgrav for Maurice de Saxe, den beundrede Marskalk af Sachsen, hele Frankrigs afgud, modelleret 1756 og opstillet i marmor i Sct. Thomas-kirken i Strassbourg 1777, et hovedværk i fransk monumentalskulptur, ses helten netop i færd med at stige ned ad trappen til sin grav, mens det fortvivlede Frankrig i en skøn kvindes skikkelse søger at holde ham tilbage, samtidig med at hun prøver at afværge knokkelmanden, der allerede har åbnet sarkofagens låg for at modtage marskalken. Blandt de heraldiske dyr, der udgør heltens omgivelser, er også en ørn, det tyske kejserriges symbol. Den meget berejste grevinde Potocka kan udmærket have set det pompøse gravmæle i Strassbourg, og måske har dets komposition foresvævet hende, da hun udkastede sit noget mere beskedne monument for fætteren.

Det er derfor ganske naturligt, at Thorvaldsen ikke omgående har afvist tanken, således som man har ment, blandt andet fordi man ikke har erkendt, at disse tegninger af Thorvaldsen virkelig er udkast til Potocki-monumentet. Thiele, der oprindelig har foretaget ordningen af Thorvaldsens tegninger, har, formodentlig fordi han ikke fandt grevindens tegning ved brevet, men blandt Thorvaldsens andre tegnede udkast, opfattet dem som forstudier til det noget senere monument for Eugen, hertug af Leuchtenberg, hvis komposition også var opgivet fra bestillerens side. Thiele skriver derfor i sin Thorvaldsen-biografi: ”Vi have ikke fundet noget Spor af, hvad Thorvaldsen har svaret paa dette Brev, og hvorvidt han er gaaet ind paa denne Bestilling. Saameget vide vi imidlertid, at der ikke i de nærmest paafølgende Aar er foretaget noget herhenhørende.”

Denne opfattelse går igen hos senere forfattere. For mig er der dog ingen tvivl om, at de p. 31, 34 og 35 afbildede tegninger alle er blevet til kort efter, at Thorvaldsen havde modtaget grevinde Potockas brev. Han har leget med tanken. Når han ikke er gået videre til skitsen, endsige har svaret grevinden, skyldes det vel dels, at han havde meget andet arbejde mellem hænder, der skulde gøres færdigt, inden han kunne begive sig på sin så længe bebudede rejse til Danmark, dels og vel mest, at den meget komplicerede komposition ikke ganske tilfredsstillede ham. Det er i det hele taget karakteristisk for Thorvaldsen, at han altid fængsles straks, han modtager en bestilling. Utallige er de udkast, der afspejler Thorvaldsens optagethed af en idé fremsat i et brev, men som alligevel ikke er kommet til plastisk udførelse.

Monument over grev Włodzimierz Potocki(?) Monument over grev Włodzimierz Potocki(?)

Thorvaldsen: To udkast til Włodzimierz Potocki’s monument. Begge formentlig 1816. Bly. Udkastet til højre blev muligvis senere anvendt til Leuchtenberg-monumentet, C336r og C337r.

Monument for Włodzimierz Potocki
Thorvaldsen: Udkast til monumentet for Włodzimierz Potocki. Formentlig fra 1816. Bly. Bladets størrelse 23×18 cm, C325.

Kontrakten

Sagen om Potocki-monumentet blev først aktuel igen, da Thorvaldsen i 1820 på vejen fra København til Rom passerede Warszawa for at forhandle med komitéen til rejsning af Poniatowski-monumentet. Det fremgår af et senere brev fra grevinde Tecla Potocka, Genève d. 13. oktober, vistnok 1821, at hun havde truffet Thorvaldsen i Warszawa, og at han havde vist hende stor elskværdighed. Her blev kontrakten vedrørende Wlodimierz Potocki’s monument endelig afsluttet den 19. oktober 1820.

Kontrakten, af hvilken der mærkværdigt nok ikke findes nogen genpart i Thorvaldsens Museum, blev for nogle år siden fundet i et familiearkiv i Tarnow, og en afskrift blev ved professor, dr. phil. Stanislaw Lorentz’s elskværdige mellemkomst overladt museet. Den aftrykkes her in extenso:

Les soussignés Mme la Comtesse Wlodymir Tecle Potocka née Princesse Sanguszko Douairière et Mr le Chevalier Albert Thorwaldson artiste sculpteur, stipulent le contrat présent, sous les conditions suivantes:

1° La Csse Tecle Potocka désirant honorer la mémoire de feu son mari, demande un monument funebre exécuté en marbre de Carara pour être placé dans la cathedrale de Cracovie.

2° D’après la localité reconnue par Mr le Chevalier Thorwaldson, sur le lieux, à son passage par Cracovie, il araîtera, en fera connaitre par une lettre adressée a Mr le Général Mokronowski les dimmensions qu’il jugera à propos de donner à ce monument, tant, pour le piedestal et la figure que pour les Bas-reliefs qui devront orner le dit monument.

3° L’arrangement du monument, la pose de la figure, seront exécutée d’après le gout et la volonté de l’artiste: Bien entendu, que le Bas-relief, ainsi qu’il en a lui même suggéré l’idée, devront faire allusion au fait, que le défunt a été le premier a organiser et exercer dans le pays l’artillerie à cheval.

4° A son retour à Rome et de qu’il aura ébauché la figure, Mr le Chevalier Thorvaldson s’oblige d’envoyer un croquis dessiné de l’ensemble du monument a l’adresse de S. E. Mr le Général Cte Mokronowski, pour être transmit a Mme Potocka.

5° Pour une juste renumération des soins que Mr le Chevalier Thorvaldson donnera à la confection et à l’execution de ce monument, Mme la Comtesse Potocka s’engage de lui payer la somme de Trois mille Ducats d’Hollande en or, dont mille Ducats à compte, seront touché à la signature du contrat par le soudit chevalier Thorwaldson, Mille à l’annonce faite par lui, que le monument demandé est effective- ment commencé, et mille, lorsqu’il sera achevé.

6° Mr Thorwaldson acceptant les conditions ci énoncée s’engage réciproquement de s’occuper sans délai, de ce travail, et s’oblige en l’achever dans l’espace d’environ deux années a partir de la date d’aujourd’hui et en cas de mort, promettera de charger par disposition testamentaire Mr Pietro Tenerani dont il garantit le mérite et le talent du soin de remplir les engagements que lui même a contracté par la présente.

7° La signature du présent contrat par Mr le Chevalier Thorvaldson sera en même temps de quitance pour la somme de mille ducats touchés par lui.

En fin de quoi, les deux parties intéressés ont signé le présent contrat avec les temoins après lecture faite.

Fait à Varsovie le 19 Octobre 1820

Témoin present
Valentin Pr Radzivill

Temoin present
Joseph Cte Sierakowski
Tecle Potocka
née pr. Sanguszko

Albert Thorvaldsen

På kontrakten var der, efter at monumentet var færdigt, gjort følgende tilføjelse:

Reçu le dernier milliers de ducats revenant pour prix du monument de Mr le Comte Wlodimir Potocki, Rome le 19 de Janvier 1830, et je m’engage de le livrer entierement achevé y compris le bas relief pour le ler de Mai 1830.

Albert Thorwaldsen

Men inden det kom så vidt, at Thorvaldsen kunde kvittere for sidste rate, var der gået lange år, hvor grevinde Potockas tålmodighed var blevet sat på en hård prøve.

Vi fæster os især ved punkt 3 i kontrakten: ”Arrangementet af monumentet og figurens stilling vil blive udført efter kunstnerens smag og vilje…”

Ligesom tilfældet var med Poniatowskimonumentet, havde Thorvaldsen også her fået frie hænder. Der tales endvidere kun om ”figuren”; grevinde Anna Potocka’s komplicerede komposition med flere figurer var altså skrinlagt. I stedet omtales et relief, bestemt for soklen, og det skulde efter Thorvaldsens egen idé hentyde til, at greven som den første havde oprettet et beredent artilleri i sit land. Hele monumentet skulde i følge punkt 6 stå færdigt ca. 2 år fra dato.

Arbejdet

Som bebudet i kontraktens punkt 2 aflagde Thorvaldsen under sit ophold i Krakòw nogle dage senere besøg i kathedralen på Wawel og udpegede stedet, hvor monumentet skulde stå. Thorvaldsen valgte en plads til statuen i det kongelige kapel, men der har åbenbart også været tale om en eventuel opstilling for enden af det højre sideskib, fordi man har haft en anelse om, at det vilde være forbundet med vanskeligheder at få anbragt monumentet i et kongeligt kapel. I hvert fald meddelte grev Sebastian Sierakowski, der var provst ved kathedralen, sin broder, den førnævnte grev Jozef Sierakowski, i et brev, formentlig fra 1821, at det ikke lod sig gøre at opstille statuen i kapellet. En fransk oversættelse af dette brev, desværre udateret, er blevet tilstillet Thorvaldsen.

Det fremgår heraf, at grevinde Tecla Potocka havde anmodet biskoppen og domkapitlet om tilladelse til at opstille monumentet på den ønskede plads. Dette havde biskoppen og domkapitlet enstemmigt afslået med den motivering, at et mindesmærke for en privat person aldrig kunde opstilles i et kapel, der var viet den tidligere regerende kongelige familie. Endvidere var der endnu en gyldig grund. Gulvet vilde ikke kunne bære en så voldsom vægt, og den nedenunder liggende krypts indhold af tidligere kongers dyrebare støv gjorde det ikke muligt at foretage de nødvendige understøtninger. Provsten henviser så til det andet sted i kathedralen, som Thorvaldsen også havde godkendt:

Il se trouve un autre endroit, que le Chevalier Thorvaldsen a choisit; C’est un mur unit, qui est éclairé, par une fénétre de la chapelle Szaniawski; Le Chevalier Thorvaldsen connait cette place, l’a mésuré, et l’avait trouvé convenable et d’accord avec son projet; La seule difference qui se trouve c’est que dans la Chapelle des Rois, la personne du mausolé aurait pû etre vu, de tous les cotés: tandis que dans celle ci, elle sera adossée au mûr. Pour applanir toute difficulté, sur la dimension de l’endroit je joins ici la mesure de la longueur et de la largesse; Le dessin est sur le pied de Paris, d’apres le quel, le chevalier Thorvaldson m’a dit qu’il dirige ses ouvrages; je suppose qu’il lui serait tres utile de lui faire passer l’extrait de toutes ces lettres.

Grev Sierakowski har åbenbart anset det for det letteste at sende en oversættelse af broderens brev til Thorvaldsen, og han har da formentlig overgivet det til general Mokronowski til videre besørgelse til Thorvaldsen. Det er da sikkert også dette dokument og den vedlagte plan med mål, Mokronowski sigter til i sit brev fra Warszawa den 3. februar 1821 til Thorvaldsen:

Pour ce qui regarde le Mausolée de Mr. Vlodimir Potocki, par la même raison, il m’a été impossible de Vous rien adresser de positif; Attendant toujours de vos nouvelles de Rome, pour savoir où vous trouver, Monsieur le Chevalier, j’ai toujours différé ma correspondance. Maintenant je joins á ma lettre, la traduction de l’Acte qui m’a été envoyé de Cracovie, les dimmentions de l’endroit destiné à ce Mausolée, la grandeur du pied de france dont vous vous servez pour les mesures.

Generalen var åbenbart ikke klar over, at Thorvaldsen, Rom, var tilstrækkelig adresse til den allerede verdensberømte kunstner.

I virkeligheden havde Thorvaldsen vist sin gode vilje ved straks efter hjemkomsten til Rom at tage fat på Potocki-monumentet. På samme blad, hvor vi har de første udkast til Kopernicus-statuen, finder vi også et lille blyantudkast til Potocki’s statue, der i alt væsentligt stemmer overens med den udførte.

Nicolaus Copernicus. Włodzimierz Potocki

Nogen modelleret skitse kendes desværre ikke. Det ser ud til, at Thorvaldsen snart er gået i gang med modellen i fuld størrelse. I et brev til Collin, Rom den 26. maj 1821, hvori billedhuggeren H. E. Freund omtaler de arbejder, Thorvaldsen er i gang med for øjeblikket, nævner han Potocki-statuen: ”… den sidste (Potocki) bliver begyndt i disse Dage i det store, som Apollo Belvedere i Størrelse.

Også den tyske billedhugger Martin Wagner skriver i sin indberetning af 21. juli 1821 om kunstforholdene i Rom til kronprins Ludwig af Bayern, at Thorvaldsen har Potocki-statuen under hænder: ”Er arbeitet wirklich an dem Modell des jungen Potocki, eines polnischen Offiziers, der gegen die Russen geblieben [sic], und welcher in einer Kirche von Krakau bestimmt ist. Die Stellung sowie die Anordnung des Ganzen ist sehr glücklich und wahrhaft plastisch.” Af Tübinger Kunstblatt for 5. november 1821 fremgår det, at statuen da stod fuldt færdig i model i Thorvaldsens værksted i Rom. Korrespondenten har set den med egne øjne, og han giver en indgående beskrivelse af den.

The London Magazine (January to June) London 1822 omtaler også Potocki-statuen og giver endda følgende oplysning: “The artist finished the model for the statue in the short space of five days.”

Thorvaldsen var imidlertid allerede flere gange i løbet af foråret 1821 blevet rykket for meddelelser om arbejdets gang såvel på Poniatowski-monumentet som på Potocki-statuen af general Mokronowski i dennes dobbelte rolle som Poniatowski-monument-komitéens formand og grevinde Tecla Potockas tillidsmand. Thorvaldsen nåede aldrig at svare generalen. I et brev fra Warszawa d. 31. oktober 1821 meldte fyrst Adam Czartoryski Thorvaldsen general Mokronowskis død og henviste ham til for fremtiden at forhandle med undervisningsministeren, grev Stanislaw Grabowski.

I P. O. Brøndsteds brevbog finder vi kladden til det brev, denne på Thorvaldsens vegne skrev til grev Grabowski d. 14. december 1821. Her motiverer han forsinkelsen ved arbejdet på Poniatowski-monumentet med, at han ikke har kunnet arbejde på så stor en figur, sålænge hans værksted, hvis gulv under hans bortrejse var sunket ned, ikke er repareret; i stedet har han nyttet tiden godt med at modellere Potocki-statuen, der har gjort stor furore blandt kunstkendere i Rom. I et andet brev til Grabowski, afsendt et halvt år senere, d. 11. maj 1822, kan han melde, at statuen af ”Cte Potocki est déjà bien avancée dans le marbre, que j’ai trouvé fort beau”.

Derefter avancerer marmorudførelsen af statuen støt og sikkert i Thorvaldsens værksted. Vi kan følge arbejdet i Thorvaldsens regnskabsbog, hvor det ses, at stenhuggerne Babboni og Raggi har arbejdet kontinuerligt på statuen i tiden 12. december 1822 til 17. maj 1823. Derefter indtræder en standsning i marmorarbejdet, der først er blevet genoptaget i april 1829. Den 26. december 1829 nævnes Potocki-statuen sidste gang i regnskaberne.

Hvornår Thorvaldsen har retoucheret Potocki-statuen, kan vi af gode grunde ikke se af hans regnskabsbøger. Men der er ingen grund til at tvivle om, at han virkelig har lagt sidste hånd på værket, thi marmoreksemplaret er overmåde skønt. Thorvaldsen havde i visse kredse i Rom fået det rygte, at han aldrig selv rørte sine marmorarbejder, formentlig fordi turister, der kom i hans værksteder, så de mange stenhuggere beskæftiget med at hugge hans værker i marmor. Freund, der i mange år forestod hans værksteder og arbejdede i hans nærhed, bevidner, at Thorvaldsen selv på sin produktivitets højde ikke undlod selv at fuldføre sine arbejder i marmor. I det tidligere citerede brev til Collin Rom den 26. maj 1821 siger han udtrykkelig: ”Thorvaldsen selv arbejder meget i Marmor for at lægge den sidste Haand paa Figurer, der skal med det Første (ud) i den vide Verden.” Dette er endda mindre end et halvt år efter, at Thorvaldsen var kommet hjem fra rejsen belæsset med nye bestillinger.

Thorvaldsen har næppe retoucheret Potocki-statuen før i 1830. I de år, den endnu ufuldendte statue stod i Thorvaldsens atelier, er den blevet set af mange, og det rygte er opstået, at den var færdig. Ad omveje får vi nemlig et indtryk af, at grevinde Tecla Potocka af øjenvidner er blevet underrettet om, at statuen var parat til afsendelse.

I Thorvaldsens brevarkiv findes der endnu et brev fra grev Sebastian Sierakowski, dateret Krakow den 7. juni 1823, dog ikke stilet til Thorvaldsen selv, men til en mellemmand, grev Ignazio Mieroszewski, der havde været i Italien samme forår og der åbenbart var blevet meget gode venner med Thorvaldsen. Derom vidner en lille billet, dateret 14. februar 1823 i Thorvaldsens arkiv, hvori grev Mieroszewski og hans rejsefælle den polske maler Statler byder Thorvaldsen farvel, inden de rejser til Neapel, og hvori de forsikrer ham om, hvor meget de glæder sig til gensynet med ham efter opholdet i Neapel, og i endnu højere grad det brev, grev Mieroszewski efter sin hjemkomst til Krakòw, sendte Thorvaldsen den 2. juli 1823. Anledningen til dette brevs afsendelse har netop været den lige nævnte skrivelse fra grev Sierakowski, som han sender med som bilag til sit eget i stedet for at referere indholdet. Samtidig benytter han lejligheden til at bringe sig i erindring hos Thorvaldsen og takke ham for al den godhed og det venskab, denne har vist ham under Italiensopholdet, og sluttelig beder han Thorvaldsen, om han, samtidig med at han afsender Potocki-statuen, også vil sende ham personlig en afstøbning af Thorvaldsens selvportrætbuste, hvorved han ville sætte ham ”i besiddelse af en skat, som hans land vil blive jaloux på ham for”, som han skriver.

Potocki-statuen er det naturligvis, der er emnet for grev Sierakowskis skrivelse til grev Mieroszewski. Den er affattet på italiensk, formentlig netop med henblik på, at den skulle videresendes til Thorvaldsen:

Illustrissimo Sgne Patrone, et Amico nostssmo.
Per la presente, suono obligato, di Sodisfare all’incumbenza, data mi dalla Sgna Contessa Potocka, la quale non posso meglio adempire e con piu di Sicurezza, che per mezzo ed interpositione, di V. de Illma. Essendo la detta Sgnra pecoramente persuasa, della perfezzione dell’ Opera confisa, alf inimitabile Sgr Cavaliere Tordvalsen, do- manda solamente, come poterebbe mandarli i 1000 Zechini, é naturale, che par qualche Banchiere di Roma, basta Saperne il Nome, per poter indirizzar la somma per Vienna, Varsovia, o Cracovia.

Atteso é, che degni, il Sgr. Cavaliere palesare il suo pensiere intorno del’ transporto fino a Cracovia, Per il mediterrano e Baltica mi pare difficile, e con rischio, tragetto troppo luongo e pericoloso, tanto per elemento come anche da qualche altera nemica Vicenda, Sara il piu sicuro, per Triesto Vienna a Cracovia: Se consente il Sgr Cavaliere, la contessa, alle spese non bada, con desiderio di poter, quanto prima godere, e sodisfare il suo cuore, per veder accompita cara memoria di caro sposo.

Da parte mia, ho l’honore di pregar il Sgr Cavaliere, che supponendo, che il monumento sara sopraposto, sapia qualche, base, zoccolo, piedestale, postamento, qualunquene sia denominazione, e che questo non appartiene al di lui lavoro, ma quadona esser lavorato del marmo del paese. In tal caso, me ne sara necessario il disegno, con la scala, cioe dei piedi, colie sue parti, Parigino, o Romano ecc.

A questa mia prega, aggiungo, i sinceri ed affettuosissimi, i miei complimenti al Sigr Cavaliere, come anche, di perfettissima stima, é considerazione.

Et a V. S. Illma, amicissimo amplesso

Seb. Co: Sierakowski

Man har altså ikke været i tvivl om, at Potocki-statuen stod færdig i Thorvaldsens værksted, da grev Mieroszewski var i Rom. Nu vil grevinde Potocka og grev Sierakowski have statuen hjem til Krakòw og det ad den hurtigste og sikreste vej over Triest og Wien, koste, hvad det vil. Grevinde Potocka vil også gerne af med den sidste rate, de 1000 zecchiner, der endnu resterer på betalingen. I virkeligheden har Thorvaldsens egen retouche manglet, men det har generalen nok ikke været i stand til at se.

Statuen af Potocki

Det kan nu være på tide at betragte den statue, som grev Mieroszewski så stå i Thorvaldsens atelier, og som han uden tvivl har givet begejstrede beskrivelser af til sine landsmænd.

Statuen, der i følge bestillingen skulde have en heroisk skikkelse, viser en ung kriger, stående i en naturlig hvilende stilling. Den venstre fod er sat et godt stykke frem og til siden. Højre hånd hviler på hoften, venstre på sværdet, hovedet er set i profil mod højre. Han er iført den korte græske chiton og har en kappe slået over venstre skulder, den går bag om ryggen og fastholdes af modellens højre hånd. Den unge krigers harnisk og hjælm står ved hans fødder.

Selv om statuen er en ganske usentimental skildring af en smuk yngling, ligger der dog en anelse af vemod over figuren. Drejningen af hovedet synes at antyde, at han kaster et sidste blik tilbage på den verden, han nu skal forlade, længe før tiden.

Det er igen den unge helteskikkelse, Thorvaldsen har behandlet her. Mens han arbejdede på denne statue, stod Jason-statuen endnu i hans værksted, ufuldendt i marmor. Han har selv udtalt, at det kneb med at få fuldført denne statue, fordi han selv syntes han havde fjernet sig så langt fra dens stil. Vi forstår, hvad han mente, når vi ser de to statuer ved siden af hinanden. Jason er i en større og strengere stil; som han selv har sagt, var der mere af de antike statuer i Vatikanet i denne statue end af ham selv. Potockistatuen er med sin mandige, smukt udfoldede skikkelse, med den frie og ubesværede udnyttelse af kontrapostmotivet, og med sin fine stemning af ungdom helt og fuldt i pagt med Thorvaldsens egen natur. Henrik Bramsen har sagt så rammende om Potockistatuen, at vi i den finder ”Stillingsmotivet fra Michelangelos David omformet i Thorvaldsens Aand til en Skikkelse, der baade er heltemæssig og sværmerisk. Netop i dette sværmeriske ligger forskellen fra Jason. Det var nu lykkedes Thorvaldsen at forene sin stræben efter at skabe statuer i stor klassisk stil med den sødmefyldte dvælende ro og den glidende rytme, der bedst gav udtryk for hans eget væsens ejendommelighed.

Thiele nævner hele to gange i sin Thorvaldsen-biografi, at bestillingen på Potocki-monumentet ”indeholdt en Opfordring til at tage den belvederiske Apolio til Forbillede, det nærmeste, hvormed den unge Helts Legemskiønhed kunde sammenlignes.” Det er imidlertid ikke i Anna Potockas brev, en sådan sammenligning forekommer. Der tales kun om ”en yngling af heroisk skikkelse, ikke helt nøgen, men let påklædt”. Apollon fra Belvedere må være Thieles private association ved grevindens beskrivelse af figuren.

Det er iøvrigt interessant at se den reaktion, statuen fremkaldte. De fleste samtidige, der nævner statuen, fremhæver uforbeholdent dens skønhed og finder det ganske naturligt, at den skal opfattes som en portrætstatue af en fuldendt skøn ung mand. At han er iført et klassisk klædebon betragter man også som ganske i sin orden.

Kun en enkelt stemme hæver sig til kritik af heltens fremtoning og antike klædebon. Den kommer fra kunstanmelderen ved Tübinger Kunstblatt, der havde set Potocki-statuen i originalmodel i Rom i efteråret 1821. Han fortæller i sit rejsebrev fra Rom, at han begav sig til Thorvaldsens værksted netop for at se denne statue, som han havde hørt skulle være færdig. På sin vej gennem salene i Thorvaldsens store atelierbygning blev han stående et stykke tid foran en statue af en eller anden græsk helt, som han betegner som ”überaus schön”. Først efter at han er gået videre og har spurgt efter Thorvaldsens nye statue af Potocki, bliver han til sin store forbavselse gjort opmærksom på, at det er den, han netop har stået og beundret.

Og nu svinder hans beundring for kritiske betragtninger over betimeligheden af at fremstille en ung polsk officer i skikkelse af en græsk helt; oven i købet var denne statue et gravmonument og bestemt til opstilling i en kirke i Warszawa. Korrespondenten finder slet ikke denne tanke passende:

”Noch niemals ist es mir so aufgefallen, wie wenig es dem Gegenstande entsprechend ist, unsere Helden in Griechischem oder Römischem Costüm darzustellen, als gerade diesmal, wo Thorwaldsen bey diesem an und flir sich ausgezeichnet vortrefflichen Werke auf eine eminente Weise darthut, wie sehr er in die antike Darstellungsweise der Heldengestalten eingedrungen, denn ausser dem hinten am Harnisch angebrachten russischen Adler, ist auch nicht im geringsten etwas modernes zu erblicken.”

Anmelderen mener, at de antike kunstnere så helt anderledes på den sag, og at de kun rent undtagelsesvis gjorde nøgne eller halvnøgne portrætstatuer. Han fremhæver den bekendte Demosthenes statue og de to siddende digterstatuer i Vatikanet som anstændigt påklædte antike portrætstatuer, der oven i købet bærer deres egen tids dragt. Han kritiserer også Canovas heroiske portrætstatuer af Napoleon og Washington af samme grund. I tilfældet Potocki finder han det iøvrigt særlig urimeligt at gå til antiken efter påklædningen, da den polske nationale uniform efter hans mening netop er et fordelagtigt objekt for kunstnerisk bearbejdelse. I slutningen af artiklen erklærer han, at han anser det for bedre at gribe tilbage til et lands nationale dragt i ældre perioder og anvende den ved portrætfremstillinger af samtidige end at iføre dem et antikt klædebon.

Her ser vi altså, ligesom tilfældet var ved Poniatowski-statuens historie, et nyt, mere romantisk-realistisk syn på portrætstatuers påklædning gøre sig gældende i opposition til klassicismens idealisering.

Forøvrigt er det ikke rigtigt, hvad korrespondenten siger om den sjældne forekomst af nøgne portræt-statuer i antiken. Sådanne er endda ret hyppige. Både herskere og feltherrer fremstilledes i heroisk nøgenhed, og det er så heldigt, at vi kan pege på en meget nær parallel til Potocki-statuen, som man næsten skulde tro, at Thorvaldsen havde kendt, hvis det ikke var, at den først er udgravet i dette århundrede. Det drejer sig om en hellenistisk-romersk feltherrestatue i Termemuseet i Rom, der alene er draperet med sin kappe, og som ved sin ene fod har sit harnisk stående. I Louvre er der iøvrigt en lignende krigerstatue, helt nøgen, der ligeledes har sit harnisk stående ved fødderne.

Romersk feltherrestatue, kaldet Tivoli-generalen. 1. årh. f.Kr. Marmor. (Museo Nazionale, Rom) Włodzimierz Potocki

Til venstre: Romersk feltherrestatue. 1. årh. f.Kr. Marmor. (Museo Nazionale, Rom). – Til højre: Thorvaldsens statue af grev Włodzimierz Potocki. Originalmodel. 1821, A155.

Romerne, der absolut tilstræbte en individuel lighed i portrætstatuernes hoveder, interesserede sig derimod ikke for at give noget naturalistisk billede af de portrætteredes kroppe. Det er almene, ideale mennesketyper, der er anvendt i portrætstatuerne. Mange af dem går tilbage til originaler af de store græske kunstnere. På Thorvaldsens tid var der vel heller ingen, der vilde drømme om at forlange, at en portrætstatue skulde være en realistisk skildring af den fremstilledes eget legeme.

Imidlertid var det jo meningen, at Potocki-statuens hoved skulde bære heltens træk; derfor er der da også blevet stillet forskelligt portræt-materiale til disposition for Thorvaldsen. I en mappe med portrætter og tegninger til opstilling af Thorvaldsens værker ligger der et meget glansbilledagtigt lille billede af en ung mand i polsk uniform og med polske ordener, på bandoleret genkender vi den polske ørn. Det er et portræt malet i gouache på papir af den vistnok tyske maler J. Schorn, af hvem man finder flere arbejder i Polen. Den tilsyneladende purunge mand, hvis hud er som ”tykmælk og rødbeder”, er i følge en gammel påskrift på billedet Wlodimierz Potocki, helten fra Raszyn og Sandomierz. Med sine klassisk skønne træk, der forøvrigt også kendes fra andre portrætter af ham, og med sit korte krøllede hår, vindblæst à l’antique, af moden omkring 1810, skulde han ikke være vanskelig at fremstille i en klassicerende skulptur.

Portræt af Włodzimierz Potocki
J. Schorn: Portræt af Włodzimierz Potocki. Gouache på papir. Senest udført 1812, muligvis allerede 1809. Selve tegningens størrelse 17×13,5 cm, B446.

Thiele fortæller, at Thorvaldsen havde modtaget endnu et hjælpemiddel fra polsk side. Det var en buste modelleret af billedhuggeren Paul Malinski (død 1853), der i 1820 fulgte med Thorvaldsen fra Warszawa til Rom, hvor han i de følgende tre år arbejdede under mesterens opsigt.

Nu var Paul Malinski en særlig protegé af undervisningsministeren, grev Stanislaw Potocki, grevinde Anna Potockas svigerfader, så det vilde ikke være mærkværdigt, om han også havde udført en buste af et andet medlem af familien Potocka. Man kunde vel tænke sig, at der i så fald var blevet sendt en afstøbning af busten til Thorvaldsen, og at den vilde være blevet efterladt i Thorvaldsens værksted efter brugen, lige som det var tilfældet med Tiecks buste af Auguste Böhmer, som Thorvaldsen benyttede som forlæg for sin buste af hende og for hendes portræt til gravrelieffet.

En buste, der kan identificeres som et portræt af Włodzimierz Potocki, findes ikke i museet. Der omtales heller ikke en sådan i de polske kilder. Derimod findes der blandt Thorvaldsens samling af dødsmasker i hans museum en maske af en meget smuk ung mand, der, navnlig når man ser bort fra det banale i Schorns portræt, meget synes at ligne grev Potocki. Andre kendte portrætter af greven synes også at bekræfte ligheden, således især en miniature på slottet Kórnik, Zamoyskiernes besiddelse i Poznan.

Włodzimierz Potocki, dødsmaske
Dødsmaske, formodentlig af grev Włodzimierz Potocki. Gibs, L658.

Det er et spørgsmål, om vi ikke her har Wlodimierz Potockis dødsmaske for os, muligvis taget af Malinski, der i hvert fald kan have bragt den med til Rom. Det er vel ikke usandsynligt, at denne sammenhæng er blevet glemt, og at Thiele, eventuelt ved en misforståelse, har troet, at der skulde foreligge en buste, modelleret ad vivum, af Malinski.

Når man imidlertid sammenligner den formodede dødsmaske af Potocki med hovedet på originalmodellen til Potocki-statuen, ser man, at dette sidste har en ganske upersonlig ”klassisk” karakter. Derimod synes marmoreksemplarets hoved at have en anelse mere personligt og netop med masken beslægtet udtryk, omend man slet ikke kan tale om portrætlighed i egentlig forstand. Det er ganske i overensstemmelse med Thorvaldsens opfattelse af portrætstatuers hoveder, således som denne også ytrer sig i tilfældet Poniatowski, hvor det jo aldeles ikke havde manglet Thorvaldsen på et fortræffeligt portrætmateriale, der bl. a. havde tilladt ham at modellere en vellignende portrætbuste af fyrsten. Alligevel anvendte han ikke denne portrætbuste direkte som hoved på statuen, men modellerede et nyt hoved med et alment antikiserende præg, noget i retning af en antik barbarfyrste.

Włodzimierz Potocki
Hovedet af originalmodellen til Thorvaldsens statue af Włodzimierz Potocki, A155.

Reliefferne

Da grevinde Tecla Potocka stadig ikke havde modtaget statuen, skønt hun havde hørt, at den var færdig, og da hun aldrig fik svar på sine breve til Thorvaldsen, vendte hun sig til sin kusine grevinde Anna Potocka, der i 1826-27 opholdt sig på en rejse i Italien med sin anden mand grev Dunin Wonzowicz. Brevet er dateret Paris 22. juli, men er uden år. Formentlig er det skrevet i 1827 og er først ad lange omveje kommet grevinde Anna Potocka i hænde. Da brevet imidlertid nu befinder sig i Thorvaldsens brevarkiv, har grevinde Anna åbenbart lagt det ved et brev, hun selv skrev til Thorvaldsen efter sin hjemkomst til Warszawa, dateret den 20. februar 1828. Samtidig med at hun spørger til Poniatowski-monumentet, siger hun: ”Grevinde Vlodimir skriver til mig fra Paris, at hun gerne vil, at statuen af hendes mand kommer samtidig.”

Grevinde Tecla Potockas brev lyder som følger:

Connaissant si bien l’interet que vous avez porté chere cousine, à mon bon Vlodimir, et me rapellant les bontés que vous avez eu pour moi. Je prens la liberté de vous charger d’une commission pour Monsieur Torwaldson, je joins ici la copie du contrat et vous prie instament de me repondre sans delai et de me mander si le monument de mon mari est terminé, j’ai ecrit plusieurs fois a Monsieur Torwaldson, sans avoir reçu un mot de reponse, aparement ses occupations l’empechent de me repondre ou peut être mes lettres ne lui sont elles pas parvenues, enfin ne sachant absolument pas à quoi m’en tenir je vous prie en grâce chere cousine de vouloir bien me tirer de cette cruelle incertitude sur une affaire qui me tient si fort à coeur. Je suis ici chere cousine depuis le mois de fevrier et je compte y rester encore jusqu’à l’année prochaine pour terminer l’education de mon fils ainé Stanislas, mes bons enfants me donnent beaucoup de consolation; je prie l’Etre supérieur de les rendre digne de Vlodimir.

Adieu chere cousine veuilles excuser mon importunité vu le motif, que me fait agir et recever l’assurance de ma sincere et constante amitié

Votre attachée cousine
T Potocka

Rue Vaugirard n 71

I juni 1828 afgik kasserne med modellen til Poniatowski-monumentet fra Livorno, men Potocki-statuen var ikke med. Grunden til, at denne statue stadig ikke kunde meldes færdig, skyldtes, at Thorvaldsen stadig ikke havde haft tid til at lægge sidste hånd på marmorudførelsen, og at han endnu ikke havde modelleret det lovede relief til soklen.

Som man vil erindre, skulde dette relief i følge kontrakten indeholde en allusion til den unge greves oprettelse af det første beredne artilleri-regiment i Polen. Men ligesom tilfældet var med reliefferne til Poniatowski-monumentet, viste Thorvaldsen atter sin ulyst til at tage fat på en sådan figurrig historisk komposition. Reliefferne til Poniatowski-monumentet blev aldrig modelleret. Til Potocki-statuen fandt Thorvaldsen dog udvej for at modellere et relief, men først efter at have prøvet flere muligheder.

Thorvaldsens overvejelser med hensyn til sujettet for dette relief og familiens godkendelse af den ændrede plan afspejles ikke i nogen korrespondance mellem Thorvaldsen og bestilleren, men der er grund til at tro, at sagen er blevet afhandlet mundtligt med en slægtning af grev Wlodimierz, grev Arthur Potocki, der i 1829 opholdt sig i Rom.

Thiele, der er kilden til vor viden om relieffets tilblivelseshistorie, siger, at grev Arthur Potocki ”opholdt sig nogen Tid i Rom, tildeels for at påskynde udførelsen af det tidligere Monument for Fyrst Vladimir Potocki.” Det er da sikkert også ham, der har fået fravristet Thorvaldsen det tilsagn om at levere monumentet helt færdigt, relieffet indbefattet, den 1. mai 1830, som er påført kontrakten tilligemed kvittering for de sidste 1000 dukater, underskrevet af Thorvaldsen d. 19. januar 1830. Vi ser da også statuen gå i arbejde igen i værkstedet i 1829.

Thorvaldsens anstrengelser for at modellere et passende relief til Potocki-statuen skulde i følge Thiele netop have fundet sted i 1829-30:

I samme Hviletid giorte han ogsaa Monumentet for Grev Potocki ganske færdigt. Der manglede, som fortalt, endnu et Basrelief til Fodstykket, og hertil modellerede han et Basrelief, en Victoria, som i sin høire Haand holder en Palmegreen og med samme Haand støtter sit Skiold mod Jorden; om den venstre Arm, som holder Spydet, hænge Seierskranse. Paa Skjoldet skulde Indskriften finde sit Sted.

Dette relief og en variant af samme har nos. 362 og 363 i Müllers katalog. Thiele beretter videre, at Thorvaldsen varierede dette Victoria-motiv i et par andre relieffer:

Formodentlig ikke ganske tilfredsstillet, eller maaske fordi saadanne Basrelieffer saa let kunde finde Anvendelse, lod han det ikke blive herved, men modelerede strax et andet, hvori han fremstillede Victoria, siddende med Skioldet, hvorpaa hun skriver, støttet mod sit Skiød; hun har taget Sæde paa en Trophæ og hviler venstre Fod mod en Hielm, bag hvilken er henstillet en Palme. Endnu foretog han en tredie Behandling af den samme Gienstand. I dette Basrelief sidder Victoria paa en nøgen Klippe; med venste Haand støtter hun Skioldet, paa hvilket hun skriver, mod Skiødet; Gevandtet er gledet ned over venstre Skulder; tilhøire ligger Hielmen og Sværdet.

Victoria
Thorvaldsens Victoria stående med skjold og palmegren. Originalmodel, gibs. 1830, A363.

Victoria
Thorvaldsens Victoria skrivende på skjoldet. Originalmodel. 1830, A360, A359.

Victoria
Thorvaldsens Victoria. Originalmodel. 1830, A362. Variant af relieffet A363.

Victoria
Thorvaldsens Victoria. Delvis originalmodel. 1830, A361. Variant af relieffet A360.

Disse to Relieffer har numrene 360 og 361 i Müllers katalog. Imidlertid blev det slet intet af de nævnte relieffer, der kom til et smykke Potocki-statuens sokkel, men et helt andet, Dødens genius, som Thorvaldsen oprindelig skal have modelleret til et andet formål i 1829. Thiele mener, at Thorvaldsen muligvis oprindelig har modelleret dette relief til et en familiebegravelse ved Hamburg, hvortil han havde fået bestilling på et relief, der skulde forestille engelen ved graven. Nu vilde Dødens genius jo være en mærkelig omtydning af motivet Engelen ved graven, og da der blandt Thorvaldsens tegninger findes flere udkast til en komposition med engelen, der sidder ved Christi grav, er der vel heller ingen grund til at antage, at Thorvaldsen skulde have ændret fremstillingen til en Dødens genius, der var et hedensk motiv.

Så har det nok mere på sig, hvad Thiele også antyder muligheden af, at Dødens genius oprindelig skulle have været bestemt for kammerherre von Irgens-Berghs gravmæle. Den danske chargé d’affaires i Dresden, Mathias Friis v. Irgens-Bergh (1786-1828) havde i sommeren 1826 opholdt sig flere uger i Rom og var da blevet meget gode venner med Thorvaldsen. Da Thorvaldsen hørte om hans tidlige død to år efter (han blev kun 41 år gammel), har han muligvis selv følt trang til at modellere et relief til vennens grav. I hvert fald indeholder et brev fra Irgens-Berghs enke, dateret 1. april 1828, ikke nogen bestilling desangående. I en liste over arbejder af Thorvaldsen fra 1829, indeholdt i et brev fra arkitekt Frederik Ferdinand Friis (1793-1865) til Thiele, Rom d. 16. dec. 1829, nævnes også et ”Gravmæle over Thorvaldsens afdøde ven, Kammerherre Mathias Friis von Irgens-Berg, Geschäftsträger ved Hoffet til Dresden, under Composition.” Relieffet var altså ikke færdigt, og Friis siger ikke noget om motivet.

Thiele må da åbenbart fra anden side have fået bekræftelse på, at Thorvaldsen netop havde bestemt den siddende Dødens genius til dette gravmæle. I hvert fald udtrykker han sig således: ”Om dette skiønne Basrelief hed det, da det førstegang udførtes i Marmor, at det var bestemt til et Gravmæle over den nyligt i Dresden afdøde, danske Minister, Kammerherre Irgens-Berg senere synes det at have fået en anden bestemmelse.” Og senere meddeler Thiele grunden til, at Dødens genius blev anvendt i stedet for en Victoria til Potocki-statuens sokkel: ”Den Afdødes (Wl. Potockis) Slægtninge, som imidlertid vare bievne giorte opmærksomme paa det skiønne Basrelief, vi nyligt have nævnt: Dødens siddende Genius, udbade sig nu dette, frem for noget andet…”

Hvad enten det nu er grev Arthur Potocki, der har valgt dette relief, eller det er Thorvaldsen selv, der har foreslået det, hvilket vel er det sandsynligste, kan der vel næppe tænkes nogen ædlere kombination end den idealt skønne mandsskikkelse på soklen og relieffet Dødens genius på fodstykkets forside.

Reliefkompositionen med den siddende dødens genius er iøvrigt en kunstnerisk nyskabelse af Thorvaldsen. I den antike skulptur fremstilles dødens genius, thanatos, i almindelighed som stående, støttet til en omvendt udslukt fakkel. Dette motiv blev meget yndet af klassicismens kunstnere, i første række af Canova og Thorvaldsen, der anvender det gang på gang i forbindelse med gravmæler. Dog har Canova også fremstillet en siddende dødens genius, men i rundskulptur, i gravmonumentet for pave Clemens XIII i Peterskirken. Den indtager en halvt siddende, halvt liggende stilling ved foden af pavens sarkofag.

Thorvaldsens genius er snarere en kombination af en dødens genius og en af de siddende, sørgende figurer, der kendes så godt fra antike sarkofagrelieffer og vasebilleder, og som igen kommer i anvendelse på klassicismens gravrelieffer, især hos Canova for øvrigt. Selve stillingsmotivet hos den henslængt siddende, chiastisk komponerede figur er et af dem, Thorvaldsen med forkærlighed har arbejdet med, formodentlig fordi det selv inden for relieffets strenge skema tillader en bred plastisk udfoldelse af et legeme. Han har f.eks. anvendt det for Achillesskikkelsen i sit måske skønneste relief Priamos og Achilles fra 1815. Det forekommer også i en med Potocki-relieflet’s genius meget beslægtet form i midtfeltet af Bethmann-Holweg-monumentet fra 1816.

Gravmæle over Johann Philipp Bethmann-Hollweg

Thorvaldsen: Midtrelieffet af gravmonumentet for Philip Bethmann-Hollweg. Originalmodel. Modelleret 1814. 89 X 139 cm, A615,1. (Til monumentet hører yderligere to siderelieffer).

Vi kan næsten forestille os Thorvaldsen gå omkring i sit værksted og betragte modellerne til sine tidligere udførte relieffer, standse foran Bethmann- Holwegs og ved en genial association få ideen til den siddende dødens genius ved at tage den døende ynglingefigur ud af sin sammenhæng, lade ham beholde kransen, som broderen rækker ham, i hånden, og, idet han fjerner den stående dødens genius, bøje ynglingens højre arm op og lade den støtte sig på dødsgeniens fakkel. Til sidst har han trykket valmuekransen ned om hans pande, og vi ser nu for os den skønt komponerede dødens genius fra Potocki-monumentet fuldt færdig.

Det er en fremgangsmåde, der er helt naturlig for en billedhugger, der som Thorvaldsen tænker mindre i ikonografiske skemaer end i plastiske stillinger.

Færdiggørelse og aflevering

Aflevering af hele Potocki-monumentet, incl. relieffet, den 1. maj 1830 som lovet, har ikke kunnet finde sted. Vi finder i museet regnskabsbilag på, at relieffet, der betegnes ”Genio di Potoschi”, var i arbejde hos stenhuggerne endnu i november 1831, og så må der endda regnes med lidt tid for Thorvaldsen til at retouchere det. Dette sidste har han sikkert gjort med stor thi omhu, marmoreksemplaret på statuens sokkel i Krakòw er et usædvanligt skønt marmorarbejde fra Thorvaldsens hånd. Også materialet har været vel valgt; det har i tidens løb fået en smuk, lidt gullig patina, mens selve statuen, der er udført i det fineste marmore statuario, har bevaret sin hvidhed.

Hen på året 1832 må Potocki-statuen med samt relieffet endelig være blevet afsendt til Polen. Der var da gået 20 år siden heltens død og 12 år siden kontraktens oprettelse. Det havde været en lang tid at vente for den sørgende enke.
Gang på gang havde Thorvaldsen fået anmodning om at sende mål på soklen. Nu endelig, da relieffet var færdigt, har han åbenbart besluttet sig til at levere en tegning til soklen og relieffets placering på den. I hvert fald ligger der i mappen med tegninger til opstilling af Thorvaldsens værker en arkitekttegning til en sokkel med et relieffelt, og herpå har Thorvaldsen med blyant skitseret sin komposition, den siddende Dødens genius, og har opgivet målene.

Sokkel til monumentet over grev Włodzimierz Potocki med reliffet Dødens genius
Relieffet Dødens genius indtegnet med blyant af Thorvaldsen på et arkitekt-forslag til soklen til grev Włodzimierz Potocki’s monument. Udsnit af tegningen. Ca. 1830, C226.

Hvis Thorvaldsen overhovedet har afsendt en rentegning af dette udkast, er det i hvert fald ikke blevet anvendt. Måske havde man allerede soklen færdig i Krakòw, da monumentet endelig nåede frem. I hvert fald er den anvendte sokkel lavere og mere pillen med sine kannellerede sidestykker som indramning af relieffet end den af Thorvaldsen i samarbejde med en eller anden arkitekt projekterede. Den højere sokkel vilde uden tvivl have givet relieffet en smukkere indramning og statuen en ædlere rejsning.

Den større afstand mellem relief og statue vilde også have været af bedre virkning for helheden. Thorvaldsen har sikkert netop regnet med det interessante samspil mellem statue og relief. Det samme chiastiske skema er iagttaget såvel i statuens som i relieffets komposition, og der er den samme rytmiske linieføring i begge figurer, men samtidig er der et udpræget modsætningsforhold mellem den fuldt plastisk udfoldede frie skikkelse oven på soklen og den i sit firkantede felt indspændte fladekomposition med dens udtalte diagonalvirkning.

Thorvaldsen: Włodzimierz Potocki’s statue i katedralen på Wavel i Krakòw. Opstillet 1832. På soklen relieffet Dødens genius. Begge værker udførte i marmor. Foto 1943
Thorvaldsen: Włodzimierz Potocki’s statue i katedralen på Wavel i Krakòw. Opstillet 1832. På soklen relieffet Dødens genius. Begge værker udførte i marmor. Foto 1943

Opstilling

Sidste kapitel af Potocki-monumentets historie foregår i Kathedralen på Wawel, hvor statuen nu blev opstillet i højre sideskib, da domkapitlet havde afslået grevinde Tecla Potockas anmodning om at måtte opstille monumentet i det gamle kongelige kapel. Gamle fotografier viser den opstilling, der blev Potocki-monumentet til del i begyndelsen af trediverne, da det kom til Krakow. Statuen står foran indgangen til Zygmunt-kapellet. Dels for at skille den ud fra kapellet, dels vel også for efter tidens smag at give figuren en baggrund, så silhouetvirkningen blev understreget, er der bygget en baggrundsskærm i nygotisk stil op bag statuen. Det kan til sammenligning nævnes, at ældre fotografier fra Thorvaldsens Museum viser, at der bag Thorvaldsens originalmodeller til hans statuer i korridorerne på første sal var stillet skærme for at erstatte dem de vægge, der i stueetagens små rum danner en naturlig folie for figurerne.

Foran Potocki-monumentet i Krakòw var der anbragt et ualmindelig grimt gitter, der delvis skjulte relieffet på soklen og derved helt ødelagde det fine samspil mellem statue og relief. Stanislaw Lorentz, der sidst har skrevet om Potocki-monumentet, mener sikkert med rette, at denne uheldige arkitektoniske indfatning af statuen skyldes den italienske arkitekt Francesco Maria Lanci (1799-1875), der i 1825 var kommet til Polen og siden udfoldede en rig virksomhed dér som arkitekt.

Lanci arbejdede i alle stilarter, men han har især æren eller rettere ansvaret for at have indført nygotiken i Polen. Hans nygotiske restaureringsplaner har i høj grad sat sit præg på arkitekturen i Krakòw og ikke mindst på Wawel-Kathedralen, hvor han blandt andet restaurerede Den hellige Treenigheds Kapel på foranledning af grevinde Anna Potocka-Wonzowicz. Det er således meget sandsynligt, at grevinden også her er optrådt som formidler og har udlånt sin arkitekt til sin kusine i denne anledning.

Under de store restaureringsarbejder, der fandt sted i kathedralen omkring 1900, blev monumentet flyttet ind i Den hellige Treenigheds kapel, hvor det blev placeret i et hjørne op ad en væg, og der står det stadig, hvilket jeg havde anledning til at konstatere ved et besøg i Krakòw sommeren 1947. Det er vel ikke nogen helt lykkelig placering, men dog i hvert fald bedre end den forrige, og da det grimme gitter endelig er fjernet, fremtræder helheden nu i sin storladne skønhed.

Works referred to

A155 A626

Last updated 31.07.2017