The Thorvaldsens Museum Archives

Francesco Diofebi

  • Sys Hartmann, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 1978
  • Translation by Pina Zaccarin
  • This is a summary of an article in the journal Meddelelser fra Thorvaldsens Museum (Communications from the Thorvaldsens Museum) 1978, p. 155.
    For a presentation of the article in its original appearance, please see this facsimile scan.


Nella collezione Thorvaldsen a Copenaghen si trova un certo numero di dipinti e acquarelli autografi datati, risalenti tutti al periodo 1825-1839, di Francesco Diofebi. Nulla si é saputo, per anni, della vita e della carriera di questi ma, in Miscellanea Storia Narnese del 1858, ritroviamo la sua autobiografia stainpata per iniziativa di un conterraneo, il niarchese Giovanni Eroli, ricco e colto gentiluomo il quale, nelle sue lettere, definisce il Diofebi grande fra i pittori del tempo e, in ogni caso, il piú grande che Narni abbia mai generato.

Dopo un breve periodo di istruzione nel paese natale Diofebi approdo a Roma nel 1800, all’eta di 18 anni. Quivi frequentò dapprima la scuola di Vincenzo Ferreri e Gaspare Landi e, nel 1818. lavorò un anno con Vincenzo Gamuccini, pittore in voga e intimo di Bertel Thorvaldsen.

Come buona parte degli artisti giovani Diofebi si attenne a quadri di piccolo formato, dapprima per mantenere sé agli studi e poi, a seguito del matrimonio avvenuto nel 1805, per le necessità della famiglia. Anche se egli si defini pittore storico fu assai piu richiesto per i suoi paesaggi e per i quadri d’ambiente, opere sollecitate dai turisti che lasciavano Roma e la sua vita pittoresca.

Accanto alia pittura Diofebi coltivo il canto, prima come tenore agli spettacoli (lell’opera, poi nella famosa Cappella di S. Pietro e, a partire dal 1820, nella Cappella di S. Maria Maggiore. Qui svolse attività canora per 20 anni e pote godere, piú tardi, di una pensione.

Fra gli acquirenti delle sue opere cita egli stesso stranieri di gran prestigio, quali il principe russo Sergei Galitzin. Insieme ad altri artisti adornò la dimora principesca del banchiere Alessandro Torlonia: palazzo Bolognetti a Piazza Venezia. Oltre ai vivaci quadri di vita popolare del Diofebi il palazzo vantava scene di costume di Bartolomeo Pinelli e di altri pittori, il che rivela l’importanza attribuita al documento d’ambiente, anche se le opere in questione costituivano solo una frazione dell insieme dei dipinti di palazzo Bolognetti.

Per Thorvaldsen Diofebi dipinse nove olii e tre acquarelli di formato e soggetto diverso. L’artista non possiede l’impegno drammatico del Pinelli e il soggetto non viene trattato in modo anedottico. Lo sfondo si adegua con assoluta fedeltà al reale, anche se é reso col tono pittorico proprio del paesaggista.

Il marchese Eroli descrive il Diofebi come uomo di bell’aspetto, e di temperamento vivace. Trascorse la maggior parte della sua vita nell’ambiente artistico internazionale romano, al quartiere di Piazza di Spagna. Uomo pio, leale con gli amici, piu portato al piacere della compagnia che alia cura delle proprie economie, Diofebi mori nel 1851 povero e da anni afflitto da emorragia al cervello.

References

  1. Miscellanea storica Narnese, comp, per G. Eroli. Narni 1858. Vol. I. p. 536-546.
  2. »basterà senza più metter qui ricordo di Francesco Diofebi, il quale se merita onorevol luogo tra’ pittori de’ nostri tempi; ma specialmente pel de foggiar ritratti prospettive e bambocciate. La qualùltima maniera di pingere è con moderno vocablo detta di genere.«
  3. Marchese Giovanni Eroli (1813-1904) var fra Narni. Han var kendt som lærd og poet (»verseggiatore«). Han skænkede i 1888 en vigtig dantesamling til Società Dantesca Italiana i Firenze.
    Francesco Diofebi (1781-1851) er en næsten glemt maler i den moderne kunsthistorie. Han har for Danmark en særlig interesse, idet Thorvaldsens Museum ejer en række af hans billeder. Hans livsberetning gengives i Appendiks p.68f. in toto med Eroli’s kommenterende noter.
  4. Vincenzo Ferreri. Enten kan han være en klassicistisk maler fra Perugia, der i 1793 vandt præmie ved Accademia di Parma. Eller måske er han en kobberstikker, der i 1845 i Rom publicerede 20 raderinger efter Domenichinos fresker i Grottaferrata. Det kunne eventuelt være den samme kunstner.
  5. E.A. Böttiger: Sitten und Kulturgemälde von Rom. Gotha 1802, p.230 f.
  6. Emile Ripert: Fr.-M.Granet. Paris 1937, p.46. Francois-Marius Granet (1775-1849).
    Simon A. C. Denis. Født i Antwerpen 1755, død i Neapel 1813. I Rom fra 1797. Landskabsmaler.
  7. Den største samling af Granets albums med tegninger og akvareller fra Rom findes i Musée des Beaux-Arts, Aix en Provence.
  8. Böttiger, op.cit. p.250, og Guglielmo de Sanctis: Tommaso Minardi e il suo tempo, Roma 1900, p. 46.
  9. Friederike Brun: Römisches Leben. II. Leipzig 1833, p.34.
  10. Rud. Bay. Musikalsk Reise, III. Kbh.1921, p.76.
  11. M. Rørbyes dagbog, ms. Det kgl. Bibliotek, håndskriftsamlingen.
  12. Nekrolog over Tommaso Piroh (1750-1824) i Memorie romane di Antichità e di belle Arti. Roma 1824, p. 26 ff.
  13. Emilio Calvi: Il Teatro popolare romanesco (dal 1800 al 1849). Roma 1908, passim.
  14. Alberto Cametti: Il Teatro di Tordinona poi di Apollo. II. rivoli 1938, p.424 f.
  15. Calvi, op. cit. passim.
  16. Andreas Chr. Gierlew: Breve over Italien og Sicilien paa en Rejse i Aarene 1803 og 1804. II.Kbh. 1807, p.37. Brevet er ved en trykfejl dateret 1806.
  17. Kong Christian VIII’s Dagbøger og Optegnelser. II. 1.halvbind 1815-1821. Kbh.1973, p. 177.
  18. En lord Chiner eksisterer ikke, men tænkes på den italienske udtale af navnet, bliver det til »kinær« eller korrekt »Kinnaird«, som ikke er englænder, men skotte. Der er to muligheder. 1) Charles 8. Baron K. (1780-1826), gift med lady Olivia Fitzgerald. Han rejste meget på kontinentet og sikrede sig megen kunst under Napoleonskrigene. 2) Det drejer sig dog snarere om hans yngre bror Douglas James William (1788-1830). Han var ven med Byron og besøgte ham i Venedig i 1817. Han blev en af direktørerne for Drury Lane teatret og skrev selv dramaer. I 1823-24 boede han i Rom i en møbleret lejlighed i Pal. Sciarra. Han færdedes meget i kredsen omkring Mme Récamier i via Barberini 65 sammen med bl.a. Guérin, Granet, Robert og Victor Schnetz. Også Thorvaldsen kom i kredsen. Kinnairds malerisamling var bemærkelsesværdig. Se E.-J.Délécluse: Impressions romains. Paris 1942, p. 175. En henvendelse til den nuværende baron Kinnaird bekræfter, at familien har ejet en del romerske folkelivsskildringer fra begyndelsen af forrige årh. De er imidlertid blevet solgt hos Christie’s i London i slutningen af 1940’erne og har ikke kunnet efterspores.
  19. Friedrich Heinrich von der Hagen: Briefe in die Heimat aus Deutschland, der Schweitz und Italien. IV. Breslau 1821, p.283 f.
  20. Kong Chr.VIII’s Dagbøger og Optegnelser. II. Op. cit. p. 182.
  21. Chr.Molbech: Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820. III. Kbh. 1822, p.241 f.
  22. Stendhal: Promenades dans Rome. Paris 1955, p.333.
  23. Dyveke Helsted: Thorvaldsen as a Collector. Apollo, sept. 1972, p. 34.
  24. Malet ca. 1826. Træ, 22,9×34 cm, kat.B67. Om Thorvaldsens nære og mangeårige forbindelse med Camuccini, se f.eks. Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster. I. Kbh. 1963, p. 171 ff.
  25. På forespørgsel har prof. Lebedev fra Kunstakademiet i Moskva oplyst, at der ikke findes malerier af Diofebi i Rusland.
  26. En romersk palmo = 22,34 cm.
  27. Don Marino (1796-1865) var ældste søn af duca Giovanni Torlonia (1754-1829). Han havde sit palads i via Bocca di Leone. På grund af velgerninger, pengehjælp, til la Santa Sede blev han udnævnt til Duca romana i 1847.
  28. Il Saggiatore. Giornale romano. Anno I. Vol.2. Roma 1844, p.396.
  29. Jørgen B.Hartmann: La vicenda di una dimora principesca romana. Roma 1967, p.28 og note 121, p.77.
    Alessandro Torlonia (1800-1886). Næstældste søn, som arvede paladset ved Piazza Venezia og fortsatte de påbegyndte udsmykningsopgaver.
    Henvendelse til den nulevende fyrst Torlonia om Diofebis malerier har været resultatløse.
  30. Stendhal, op.cit. p. 145 ff.
  31. Prof.Oliviero Iozzi: II Pal. Torlonia in Piazza Venezia. Roma 1902, p. 61
    »… principali artisti che lavorarono nel Palazzo: ... Il Diofebi che qui preferì dipingere le Bambocciate, soggetto più volte prima e dopo di lui trattato.«
  32. Guiseppe Checchetelli: Una giornata di osservazione nel Palazzo e nella Villa di … D. Alessandro Torlonia. Roma 1842, p.63.
    »Finalmente l’allegria sembra abbia posto sede nella camera sull’avanti, ove io guardo al come n’è architettata la volta, che nello scomparto presenta ridevoli bambocciate tratte da valenti moderni artisti, ed eseguite dal Diofebi. Le dorature, gl’intagli, ogni dettaglio il più lieve sono eseguiti con diligenza e sàccordano al tutto di questa camera.«
  33. Iozzi, op.cit.passim, og Hartmann, op.cit.p.28.
  34. Luigi Cochetti (1802-1884) fra Rom. Francesco Coghetti (1804-1875) fra Bergamo. Francesco Podesti (1800-1895) fra Ancona. Carta Natale (f. 1800) fra Messina, uddannet hos Camuccini. Fil. Bigioli (1798-1878) fra S. Severino. Alfonso Chierici (1816-1873). Giovanni Battista Caretti (f. 1903) fra Lago Maggiore.
  35. Thorvaldsens Museum ejer i dag 9 oliebilleder og 3 akvareller, 2 malerier solgtes ved auktion i 1849.
    B69 Bodfærdige i en romersk kirke. Betegnet:
    »F.Diofebj.f.« 46,5×37,9 cm.
    B70 Sideopgangen fra Capitol til S. Maria in Aracoeli i Rom. Betegnet: »Diofebi f. 1825.« 99,4×73,8 cm.
    B71 Ruinerne af Mars Ulturs tempel i Rom. Betegnet: »Diofebj f. 1826«. 61,5×47,7 cm.
    B72 S. Giuseppe-dagen (19. marts) i Rom. Betegnet: »Diofebi f. 1832«. 61,5×74,5 cm.
    B73 Åbningen af Rafaels grav i Pantheon 1833. Betegnet: »F. Diofebi f. 1836«. 54,9×70 cm.
    B74 Indkørsel til Villa Borghese i Rom. Betegnet: »Diofebi f. 1838«. 37,9×47,1 cm.
    B75 Børn leger soldater i en romersk gade. Betegnet: »Diofebi f. 1838«. 37,2×47,1 cm.
    B76 Et italiensk bjergkloster. Betegnet: »Diofebi f. 1839«. 37,2×47,1 cm.
    B77 Natstykke: Nonner i et kloster. Betegnet: »Diofebj«. 36,6×47,1 cm.
  36. H.C. Andersen: Romerske Dagbøger. Kbh. 1947, p.75.
  37. Chr. Elling: Italienske Scener. Kbh. 1959, p. 48.
  38. Catalogo delle opere Esposto Pubblicamente nell aprile del 1832 dalla Società delle Belle Arti in via de Bipetta 70. Roma 1832. Kat . nr. 1.: »Fra le colonne di un tempio, forse già sagro a Minerva, un griggitore fa pingue traffico di fritelle, alle quale affollasi il popolazzo per la citta di Roma, sotto colore di celebrar la festa di s. Giuseppe. Dipinto del signor Francesco Diofebi da Narni domiciliato al nr. 17 s. Isidore, alto 3 palmi, largi 2 palmi, 6 oncie.« Også kat.nr.2 er al Diofebi et genrebillede fra portico di Ottavia, Roms fisketorv. Højde 2 palmi, 6 oncie, bredde 2 palmi.
  39. H.C.Andersen: Romerske Dagbøger, op.cit.p.9.
  40. Giornale di Belle Arti. (.Venezia 1833. p.274 f. Endvidere korrespondance fra 1964 i Th.Mus. med Mine Eugénie Chanvet, Paris samt Diego Angeli: Boma romantica. Milano 1935, pp. 142-149. H.C. Andersen. Romerske Dagbøger, op.cit.p.22.
  41. H.C. Andersen, op.cit. p. 15.
  42. 2 små billeder blev solgt ved auktion 5.okt. 1849. Fortegnelse over en deel af … Thorvaldsens Efterladenskaber. Kbh. 1849. Nr.216, 217. Det ene, Constantinbuen, blev købt af C. Crone og har ikke ladet sig spore. Det andet, interiør af en kirke i Montifiascone, købtes af dr.J.C.A. Bock, Ny Kongensgade og har været i hans families eje indtil omkring 1950, hvor det blev solgt vistnok gennem Kunsthallen (oplyst af familien).
  43. Billedet findes i magasin i Museo di Roma.
  44. Billedet hænger i et rådhuskontor i Narni, skænket i 1878 af Eroli, som havde fået det af Diofebi. Det er signeret, men ikke dateret.
    Bestemmelsen af kirken er sket på grundlag af Pinellis tegning af samme kirke, Chiesa di S. Cosimato in Trastevere, i Vedute di Roma fra 1827.
    W. Marstrand har tegnet samme indgangsparti og pladsen foran, »Romersk Gaard med Springvand«. Skitsebogsblad 1837. Den kgl. Kobberstiksamling.
  45. J.H. Ussing: Niels Laurits Høyens Levned. I. Kbh. 1872, p. 112.
  46. Giuseppe Brancadoro: Notizie risguardanti le Accademie di belle Arti, e di Archeologia esistenti in Roma. Roma 1834. Malerne står opført i alfabetisk orden, uanset nationalitet, og med fødested og daværende adresser tilføjet.
  47. Fr.H. von Hagen: Briefe, op.cit. III, p.279.
  48. For værdifuld hjælp ved opsporingen af oplysningerne om Francesco Diofebi takkes videnskabelig assistent ved Det danske Institut i Rom, fru Karen Ascani, og advokat Allessandro Diofebi, Narni.

Noter til appendiks. Af Giovanni Eroli.

  1. Francesco Diofebi fødtes den 14. juni 1781 som søn af Carlo Diofebi og Caterina Stinchelli, begge fra Narni. Han blev døbt af biskoppen Monsignor Meloni i bispegårdens kapel, og som fadder fik han Cav. Dionisio Conestabile fra Narni (dåbsprotokollen for Madonna Impensole sogn).
    Familien Diofebi tilhører borgerskabet. Det sidste nulevende skud på Narnislægtstræet skal være advokat Vincenzo Diofebi. I Viterbos historie nævnes en Diofebi fra Narni, der var vikar for gesandten i denne by.
  2. Familien Bocciarelli slog sig ned i Narni foranlediget af Monsignor Giampaolo Bocciarelli fra Arqu- ata, der var biskop i denne by. På grund af Mon- signores fortjenester blev den indskrevet i adelsstanden; idag blomstrer den i skikkelse af de herrer
    D. Paolo, kannik ved katedralen, Alessandro og Giovanni. Af denne familie berømmes mindet om to højtstående lærde: den første Anton Francesco, apostolsk pronotarius, dommer etc., og den anden Carlo Stefano, kannik ved katedralen og vicario (stedfortræder) for biskoppen i Narni. Denne samlede nogle dokumenter vedrørende katedralen i Narni; de blev trykt i 1720. Af dette værk eksisterer kun få, meget sjældne eksemplarer. Men dokumenterne er ikke alle kopieret nøjagtigt, som det fremgår af originalerne.
  3. Cavalier Landi og min ven baron Camuccini har begge ry som udmærkede malere og blandt de første i vort århundrede. Udmærkede skribenter nævner dem, særlig Pietro Giordani i sin prosa og Paolo Costa i Lacoonte. Camuccini satte Diofebis malemaner meget højt og roste den ofte på det smukkeste til mig.
  4. I Narni og i Rom lever endnu nogle, som husker Diofebis stemme, da han var ung; de forsikrer mig, at den var meget behagelig og blid.
  5. Han blev ramt af apopleksi, som han sagde mig, på grund af en ophidselse. Han kom sig noget af sygdommen. men forblev altid noget gangbesværet og krumrygget.
  6. På den standart, som Diofebi udførte på bestilling af S. Bernardino-ordenen, malede han på den ene side den hellige familie og på den anden helgenen, hvorefter ordenen har navn. Dette maleri er meget smukt og er endnu idag i god stand. Den navnkundige professor Paolo Mazio omtaler i Saggiatore Romano (An.I. p. 395) San Lorenzo-basilika’en på Campo Verano, malet af Diofebi og af ham selv udstillet i Piazza del Popolo’s sale i løbet af året 1844.

Det fortælles, at Luca Signorelli, til trods for at han var firsårig og lam, aldrig opgav sin elskede malerkunst. Det samme gjorde Diofebi, der skønt han var til års og apoplektisk aldrig holdt op at bruge penslen, da kærligheden til de skønne kunster og lignende discipliner kun udslukkes sammen med mennesket, som gennem studium og virke får en stærk lettelse og trøst for sine lidelser og ulykker. Men i sandhedens interesse må det indrømmes, at Diofebis billeder, [udført] da han var ældre og apoplektisk, kun er lidt eller intet værd. Sygdommen og årene havde svækket og næsten udslukt den indre evne og begejstring, som muliggør det smukke; og da fattigdommen tvang ham til at arbejde for at leve, og ikke for ærens skyld, var han, ligesom den berømte Raffaellino del Garbo, sunket ned til at gøre sin kunst til noget mekanisk ved at arbejde hurtigt og sjusket og sælge arbejderne for en ringe pris. Af denne grund blev han svigtet af de rige mæcener, som gerne understøtter store begavelser, ikke af menneskelige hensyn og ikke af ærlig kærlighed til deres arbejde, men for at skaffe sig rosende omtale og en større berømmelse. Da han i Rom kun kunne finde meget lidt arbejde og en dårlig betaling, overvejede han at flytte til Narni, og i 1845 kom han dertil med tre døtre. Stakkelen håbede på hjælp i hjemstavnen, men han blev skuffet og måtte et år senere vende tilbage til hovedstaden. Den stakkels gamle skrev til mig og beklagede sig bittert til mig over den ikke så gode modtagelse, han havde fået i hjemstavnen; hvortil jeg blandt andet svarede ham. »Jeg ville have ønsket, som De vel ved, at De kunne være blevet blandt os, at hjemstavnen havde modtaget Dem venligt, havde sørget for Dem og givet hvile til Deres legeme, der mindre er svækket af årene end af slid og sygdom. Mine ønsker var dog forgæves, ingen støttede mine anstrengelser, og De måtte bittert skuffet rejse og vende tilbage for at bede om brød hos stedmoderen, da moderen havde nægtet Dem det. Sådan er verden; alle prædiker om deres egne pligter, men kun få opfylder dem; den der fortjener respekt mødes med foragt og ligegyldighed, den der beder med rette betragtes som påtrængende og uforskammet og afvises; og hvor man skulle kunne vente at finde velgerninger og barmhjertighed, findes i stedet utaknemlighed og umenneskelighed. Man må tage det med tålmodighed, kære signor Francesco, og den er vis og lykkelig, som kan affinde sig med livets omskiftelser og roligt smile, når han grusomt forsmås af lykken«. Disse ord har jeg villet gentage her. ikke for at bebrejde nogen, men for at anspore nogle af mine medborgere til at være gavmildere overfor de af deres brødre, der kaster ære og glans over fædrelandet, og især når de er elendige og ulykkelige.
Diofebi døde d. 17. juni 1851 af en slem lungesygdom. Som arv til børnene efterlod han sig berømmelse, dygtighed og ulykke.
Han havde en velproportioneret skikkelse, var slank af krop og hans udtryk var blidt og tiltalende. Han var rask til at foragte, men havde et ædelmodigt hjerte; som ven var han oprigtig og hensynsfuld, underholdende og from.
I sin ungdom holdt han af morskab sammen med andre og at have det rart ‒ måske for meget; derfor sparede han aldrig op af sine store indtægter i disse mest indbringende år. Han sagde til mig: »Hvis jeg havde holdt hus med pengene, da jeg havde dem, ville jeg ikke nu sidde i så dårlige omstændigheder … men Gud vil hjælpe mig«. Men menneskene vil hellere lære og blive kloge på egen bekostning end på andres, og når øjeblikket kommer, hvor de har tilstrækkelig klogskab og fornuft, er det ofte ikke mere tid til at rette op på egne fejltagelser; og disse sjældne dyder tjener da blot til at angre fortiden, med ro at affinde sig med de øjeblikkelige onder og håbe på en bedre fremtid i himmelen.

Last updated 11.05.2017