Tidligst 19. og senest 23.3.1803

Afsender

Bertel Thorvaldsen

Afsendersted

Rom

Modtager

Thomas Hope

Modtagersted

Rom

Dateringsbegrundelse

Dette dokument er en senere (1821) afskrift af den oprindelige kontrakt mellem Thomas Hope og Thorvaldsen om skulpturen Jason med det gyldne skind, A822. Dateringen følger imidlertid tilblivelsen af den oprindelige, nu antagelig tabte kontrakt. Se desuden den generelle kommentar herom.
Selve kontrakten var i følge afskriften dateret marts 1803 første gang, den blev underskrevet. Der kan dog ikke være tale om en datering før den 19. marts, da statuen formentlig endnu ikke var bestilt denne dato. Dateringen angives derfor som tidligst 19. og senest 23.3.1803, da første rate, jf. de nedenstående kvitteringer, med sikkerhed udbetales den 23. Allerede den 21. marts havde Hope dog i hvert fald mundtligt bestilt statuen, da Thorvaldsen samme dag fortalte sin mentor Georg Zoëga om bestillingen. Thiele I, p. 182-183, angav, at Hopes besøg kunne tidsfæstes til midten af marts eller måske allerede 8.3., dvs. netop seksårs-dagen for Thorvaldsens ankomst til Rom. Men det kan i følge ovenstående ikke passe.
Se referenceartiklen om Jason og Hopes bestilling for mere udførligt herom.

Resumé

Afskrift af Thomas Hopes eksemplar af kontrakten med Thorvaldsen om udførelsen af Jason med det gyldne skind, A822. Statuen skal udføres i det bedste carrariske marmor ud fra den model, A52, som Hope har set i Thorvaldsens værksted. Værket beskrives i hovedtræk i kontrakten og betalingen skal falde i fire rater i takt med at statuen færdiggøres. Nedenfor kvitteringer for udbetalingen af de tre første rater.

Dokument

CopieI DoubleII

Moi soussigné Je m’engage d’éxécuter pour Mr. Thomas Hope de Londres, en Marbre Statuaire de CarrareIII, de la plus parfaite qualité, sélon un modeleIV actuellement éxistant dans mon ÉtudeV près de la place Barberini, une Statue haute de Onze palmesVI Romains, réprésentant Jason débout, portant d’une main Sa Lance, de l’autre le toison d’or, pour la Somme de Six cent Sequins RomainsVII, payables en quatre termesVIII: le prémier après l’achêvement du Modele, le Second après l’arrivée à Rome du bloc destiné pour la Statue, le troisième après que celle-ci sera ébauché, et le quatrième & dernier lorsqu’elle Sera entiérement terminée.

Rome le [tomtIX mellemrum] Mars 1803
SignéX       B. Thorvaldsen


Reçu la Somme de Trois Cents trente ÉcusXI Romains en payement du prémier terme de l’engagement énoncé ci-dessus.
Rome 23. Mars 1803.
SignéXII B. Thorvaldsen

fait doubleXIII


E di più ho ric[evu]to p[er] ordine del Sig.re Patrizio MoirXIV coprd. Il Sig. Marino TorloniaXV Scudi Tre Cento trenta mta fina per la Seconda Rata.
Roma li 27. Agosto 1804XVI
fatto tre RicevuteXVII
firmatoXVIII B. Thorvaldsen


E di più ho ric[evu]to p[er] ordine del Sig. Patrizio Moir coprd: Il Sig. Marino Torlonia Scudi Tre Cento trenta mta fina per la terza Rata.
Roma li 27 febraro 1805XIX
fatto tre Ricevute
firmatoXX B. Thorvaldsen

Generel kommentar

Dokumentet gengivet ovenfor er ikke Thorvaldsens originale eksemplar af kontrakten med Hope om udfærdigelsen af Jason med det gyldne skind, A822. Kontrakten, der oprindelig blev udfærdiget i to ligeværdige eksemplarer (et til Hope og et til Thorvaldsen), kendes ikke i original i dag. Heldigvis kendes den, antagelig, præcise ordlyd af kontrakten fra den her gengivne afskrift. Afskriften er med stor sandsynlighed foretaget i maj 1821, hvor bankieren G.R. Torlonia, der forestod udbetalingerne fra Hope til Thorvaldsen, fremsendte Thorvaldsen en afskrift af Hopes eksemplar af kontrakten for at minde ham om hans forpligtelser overfor Hope. Afskriftens foldelinjer viser, at brevet præcis ville kunne indesluttes i brevet fra Torlonia. Brevene ligger da også lige efter hinanden i den systematiske ordning af brevene i Thorvaldsens arkiv. Der er med stor sandsynlighed tale om selv samme dokument, som Thiele omtaler og gengiver i sin biografi, Thiele I, p. 182-185, og som han erklærer at have fundet blandt Thorvaldsens efterladte papirer og efterfølgende har afskrevet i sine excerpter, Thorvaldsens Museums arkiv. Man efterlades dog der med indtrykket af, at det er den originale kontrakt med Hope, som Thiele har fundet. Enten har Thiele således ikke skønnet det nødvendigt at udspecificere dokumentets status eller også, omend langt mindre sandsynligt, er den originale kontrakt gået tabt, efter at Thiele havde fundet den. Thiele III, p. 108, refererer dog entydigt til denne afskrift, som værende fremsendt af netop Torlonia, hvorfor det må antages, at der er tale om et og samme dokument – blot omtalt forskelligt af Thiele.
Der er heller ikke, som Bindman, op. cit. p. 136, antager, tale om en kladde til kontrakten. Det fremgår heller ikke af kontrakten, at den skulle være udfærdiget 6.3.1803, således som det fejlagtigt siges i Bindmans artikel, ibid. Antagelig skyldes dette en fejllæsning af Thiele, Thiele I, p. 182-183, der antog, at Hope indfandt i Thorvaldsens atelier 8.3.1803 (dvs. på Thorvaldsens romerske fødselsdag) eller senest midten af marts. For mere herom se dateringsdiskussionen og referenceartiklen om Jason og Hopes bestilling – sidstnævnte også for en samlet fremstilling af hele Jasons tilblivelseshistorie, bestillingen og statuens legendarisk lange leveringstid.

Arkivplacering

m7 1821, nr. 38

Thiele

Delvis gengivet Thiele, I, p. 184-185.

Andre referencer

Emneord

Personer

Værker

A52 Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52
A822 Jason med det gyldne skind, Tidligst 19. marts 1803 - 1828, inv.nr. A822

Kommentarer

  1. Dette udtryk henviser til, at dokumentet er en afskrift af den originale kontrakt, der var forfattet i to lige gyldige eksemplarer: et til Hope og et til Thorvaldsen. Ingen af disse originalkontrakter kendes i dag. Tilføjelsen “Copie” har således ikke været at finde på det originale dokument.
    Afskriften er antagelig foretaget 1821 efter Hopes eksemplar af kontrakten, jf. brev af maj 1821 fra bankieren Giovanni Raimondo Torlonia til Thorvaldsen. For mere herom se referenceartiklen om bestillingen.

  2. Udtrykket er en forkortelse for det franske “fait double”, her i betydningen af udfærdigelsen af et dokument in duplo, altså i to ligeværdige dokumenter. Således var den oprindelige kontrakt mellem Hope og Jason udfærdiget i to eksemplarer – et til Thorvaldsen og et til Hope. Ingen af disse originalkontrakter kendes i dag. For en tilsvarende brug af det fulde udtryk, se under pkt. 6 i kontrakt af 30.9.1820 om monumentet for astronomen Nicolaus Copernicus, A113: “Ce contract fait à double est signé par les deux parties”.

  3. Dvs. carrarisk (marmor).

  4. For mere om denne model, A52, se referenceartiklen om Jason og Hopes bestilling.

  5. Beliggenheden af Thorvaldsens værksted ved Piazza Barberini dokumenteres her for første gang i de skriftlige kilder. Siden rådede Thorvaldsen over flere værksteder ved pladsen, se evt. listen over Thorvaldsens værksteder og Thorvaldsens små værksteder ved Piazza Barberini.

  6. Den romerske måleenhed, palmo/i, dvs. længden af en håndflade. En romersk palmo (fra latin: palmus, dvs. håndflade) er = 22,3 cm.
    Jason med det gyldne skind, A822, skulle altså være 245,3 cm. høj. Målet blev ramt nogenlunde: Jason er 242 cm. høj. Thorvaldsen angiver da også statuens højde en anelse forskelligt i brevene hjem til Danmark, jf. brev til C.D.F. Reventlow af 4.2.1809, hvor højden angives til 3 alen og 22 danske tommer (= 248 cm.); og i koncept til brev til Herman Schubart af senest 4.2.1809: 4 alen høj (= 250 cm.).
    Se evt. referenceartikel om datidens måleenheder.

  7. 600 romerske sequiner svarede til 1320 romerske scudi, en pris, der iflg. Thieles udsagn, jf. Thiele I, p. 183, blev anset for en lav pris for så stort et arbejde. Hope lovede Thorvaldsen yderligere 200 sequiner, hvis resultatet blev tilfredsstillende. Denne bonus omtales bl.a. i Patrick Moirs brev af 8.4.1806. Eftersom denne bonus ikke fremgår af kontrakten, har aftalen enten været mundtlig eller nedfældet på et andet, nu tabt dokument.
    Holder tesen om Thorvaldsens senere prisfastsættelse af egne værker stik, jf. referenceartikel herom, har Thorvaldsen da også i denne handel ladet sig nøje med mindre, end han siden normalt gjorde.
    Se i øvrigt evt. referenceartikel om datidens møntenheder for mere herom.

  8. Den fjerde rate, som ikke fremgår af nedenstående kvitteringer, udbetaltes antagelig først mellem 1819 og 1829, men omtales allerede i brev fra Patrick Moir til Thorvaldsen, af 8.4.1806. For mere udførligt herom, se referenceartiklen om Jason og Hopes bestilling.

  9. Det vides ikke, præcis hvilken dato, der her er udeladt – eller om udeladelsen har fundet sted i den originale kontrakt eller kun i afskriften. Det må dog have været før den efterfølgende datering af første rates udbetaling d. 23.3.1803 og efter d. 19.3.1803, hvor Friederike Brun afholdt en fest for Thorvaldsen og afstøbningen af Jason. Ifølge Georg Zoëga var statuen nemlig endnu ikke bestilt, da festen blev planlagt. Thorvaldsen selv fortalte Zoëga om bestillingen d. 21., og kontrakten skal altså dateres indenfor de få dage mellem den 19. og den 23. marts, måske i hvert fald i sin mundtlige form præcist til den 21.3. For mere herom, se referenceartiklen om bestillingen, samt evt. dateringsbegrundelsen.

  10. Betegnelsen (der betyder “underskrevet”) er påført afskriften for at vise, at den efterfølgende underskrift “B. Thorvaldsen” på det originale dokument var egenhændig – dvs. ikke som på afskriften her skrevet med anden hånd. Tilføjelsen har således ikke været at finde på det originale dokument.

  11. Dvs. møntenheden “scudo/i”. “Ecu” er fransk for “skjold”, som også er betydningen af det italienske “scudo”, da møntudstederen ofte prægede sit våbenskjold på mønterne. Se evt. referenceartikel om datidens møntenheder for mere herom.

  12. Betegnelsen (der betyder “underskrevet”) er påført afskriften for at vise, at den efterfølgende underskrift “B. Thorvaldsen” på det originale dokument var egenhændig – dvs. ikke som på afskriften her skrevet med anden hånd. Tilføjelsen har således ikke været at finde på det originale dokument.

  13. Dette skal højst sandsynligt oversættes til: to kvitteringer udfærdiget / kvittering udfærdiget in duplo. Dvs. antagelig een til Hope og een til Thorvaldsen, ligesom også kontrakten fandtes i to ligeværdige eksemplarer, se evt. kommentar til ordet “Double” øverst t.h. på brevet.

  14. Hopes agent, skotske Patrick Moir.

  15. Dvs. banken Torlonia, der af og til blev kaldt Marino T. efter grundlæggeren Marino Torlonia (1725-1785).
    Sandsynligvis var det bankierfirmaets daværende ejer Giovanni Raimondo Torlonia, der var ansvarlig for udbetalingerne til Thorvaldsen fra Hope.
    I et andet brev fra 1801 omtales bankierfirmaet også som Marino Torlonia.

  16. For mere om udbetalingen af denne rate, der enten er faldet forsinket i fht. aftalen i kontrakten eller er forkert afskrevet, se referenceartiklen om bestillingen.

  17. Dvs. højst sandsynligt: tre kvitteringer udfærdiget / kvittering udfærdiget i tre eksemplarer. Dvs. antagelig een til Thorvaldsen, een til Hope og een til bankieren Torlonia. Jf. også ovenfor det franske “fait double”, (= i to eksemplarer) hvor det kun var nødvendigt med to eksemplarer af kvitteringen, da udbetalingen må formodes at være foregået i direkte mellem Hope og Thorvaldsen. Den tredie kvittering, der ved anden og tredie rates udbetaling antagelig tilfaldt Torlonia, har altså ikke været nødvendig ved første udbetaling, da Torlonia først lader til at have overtaget ansvaret for udbetalingerne efter Hopes afrejse.

  18. Betegnelsen (der betyder “underskrevet”) er påført afskriften for at vise, at den efterfølgende underskrift “B. Thorvaldsen” på det originale dokument var egenhændig – dvs. ikke som på afskriften her skrevet med anden hånd. Tilføjelsen har således ikke været at finde på det originale dokument.

  19. For mere om udbetalingen af denne rate, der enten er faldet forsinket i fht. aftalen i kontrakten eller er forkert afskrevet, se referenceartiklen.

  20. Betegnelsen (der betyder “underskrevet”) er påført afskriften for at vise, at den efterfølgende underskrift “B. Thorvaldsen” på det originale dokument var egenhændig – dvs. ikke som på afskriften her skrevet med anden hånd. Tilføjelsen har således ikke været at finde på det originale dokument.

Sidst opdateret 12.03.2018