Just Mathias Thiele
Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
Digtet er ikke dateret, men det blev trykt 1825 i Beyer, op. cit., så det stammer senest fra dette år. Digtet handler om Venus-statuens forlis under transporten til England. Denne fandt sted tidligst april 1824, hvilket indebærer, at digtet blev til i det nævnte tidsinterval. Da Thiele opholdt sig i Rom fra fra primo 1824 til 2.5.1825, er digtet sandsynligvis skrevet i Rom, hvor han har kunnet overrække det direkte til Thorvaldsen.
Thieles digt om Venus med æblet, jf. A12, der er gået ned med et fragtskib, men reddet op af vandet.
Til Thorwaldsen.
Det Æble, som blev givet AfroditeI
I SkiønhedskampenII, kastede den Hulde,
Stolt af sin Seier, i Jordens KunstnermidteIII,
At, andengang til Priis, det lønne skulde
Det Kunstværk, som om hendes Skiønheds Seier
Gav Verden først en Ahnelse tilfulde. –
Nys saae jeg, Thorwald!IV at din VenusV eier
I trinde Haand, saa kosteligt begavet,
Hiint Æble, som al Jordens Priis opveier!
Tro derfor ei, din Skjønne er begravet
I hviden SkumVI paa Veien til hiin BritteVII –
Snart stiger andengang hun frem af Havet –
En AnadyomeneVIII Afrodite!
Just Thiele
Den ydre anledning til dette digt er det marmoreksemplar af Venus med æblet, jf. A12, som blev bestilt tidligst sommer 1816 af “hiin Britte”, dvs. Lord Lucan, aka Richard Bingham. Som antydet i digtet forliste skibet, der i 1824, tidligst i april transporterede Venus-statuen fra Livorno til England. Men statuen blev reddet op af vandet og kunne leveres til bestilleren. I dag findes dette marmoreksemplar af Venus-statuen på Hearst Castle, San Simeon, Californien.
Thiele befandt sig på dette tidspunkt i Rom og kendte derfor historien om det skibbrudne kunstværk, der mirakuløst blev reddet. Det er derfor sandsynligt, at digtet blev skrevet under Thieles ophold i Rom fra primo 1824 til 2.5.1825, se dateringsbegrundelsen.
Hovedtemaet i digtet er gentagelsen af antikkens myter i Thorvaldsens værker og hans og Thieles samtid. Dette fremgår tydeligst af brugen af ordet “andengang”, der i sig selv gentages to gange, og som hver gang repræsenterer en reenactment af en myte: Først refererer digtet til myten om den antikke skønhedskonkurrence mellem de tre gudinder Venus, Minerva og Juno, som Venus drog sig sejrrig ud af med æblet som præmie. Digtet beder nu læseren forestille sig, at Venus vil gentage denne skønhedskamp, men nu mellem kunstværker. Førstepræmien, gudindes æble, skal tilfalde det kunstværk, der bedst – “tilfulde” – vil kunne genfremstille Venus’ skønhed. Digterjeget opdager derefter – i 3. strofe – at Thorvaldsens Venus faktisk står med æblet i hånden. Og ved hjælp af denne behændige logik forstår læseren da, at danskerens Venus må have vundet 1. præmien som den skønneste af slagsen siden antikken!
I sidste strofe dukker ordet “andengang” op igen, og her er det den antikke myte om den skumfødte Venus, der gentages. Thorvaldsens Venus er på sin vej til England sunket i havet, men bliver fisket op igen. Denne tilfældige begivenhed læser digtet nu som en munter gentagelse af gudinden Venus’ fødsel ud af havet.
Thorvaldsen værker ejer altså en evne til at genudfolde antikkens mytefortællinger for “andengang”: Først genfremstilles historien om den sejrrige Venus – den såkaldte Venus Victrix – dernæst genindspiller Thorvaldsens skulptur fortællingen om gudinden, der stiger op af havet som nyfødt – den såkaldte Venus Anadyomene. Ja, digtet hævder til og med, at denne evne til at reproducere antikken er så stærk, at Thorvaldsen ikke skal bekymre sig om, at hans værker vil drukne, blive “begravet”, eller dø. “Tro derfor ei” – forsikrer digtet billedhuggeren om – at dit værk kan gå til grunde, eller i overført forstand blive glemt eller tabe i betydning. Værket vil uden tvivl altid genopstå, eller blive genfødt – hævder digtet. Og det havde Thiele jo så evig ret i ;)
Digtet blev trykt i Beyer, op. cit. og senere i Barfod, op. cit.
|
|
Venus med æblet, 1813 - maj 1816, inv.nr. A12 |
Sidst opdateret 08.08.2016
Dvs. Venus i romersk mytologi.
Dvs. myten om skønhedskonkurrencen mellem Venus, Minerva og Juno, som Venus gik sejrrig ud af. Herved vandt hun det omtalte æble – af guld – der har givet navn til udtrykket “stridens æble” pga. de tre gudinders kappestrid.
Digtet beder altså sin læser forestille sig, at Venus tager initiativet til en ny skønhedskonkurrence, nu mellem kunstværker. Hun kaster derfor æblet ind mellem datidens billedkunstnere. Som det fremgår af den følgende strofe skulle 1. præmien gå til det kunstværk, som pga. sin skønhed bedst vakte minder om Venus’ skønhed.
Dvs. Thorvaldsen.
Dvs. Thorvaldsens statue Venus med æblet, jf. A12. Digterjeget opdager i det følgende, at statuen er udstyret med et æble, hvorfor digtet konkluderer, at den nye skønhedskonkurrence, der blev bebudet i strofe 1 og 2, er blevet vundet af Thorvaldsens værk.
Thiele hentyder til fragtskibet med Venus-statuen ombord, der forliste. Skibet sank tæt på den engelske kyst, men på så lavt vand, at statuen kunne reddes op af vandet. Præcis hvor forliset fandt sted, vides p.t. ikke.
Dvs. Richard Bingham.
Dvs. den skumfødte, eller som stiger op ad havet. Dette tilnavn til Afrodite / Venus skyldes myten om hendes fødsel i havet, hvorfra hun dukkede op som fuldt udvokset gudinde.
Thorvaldsens Venus steg altså for “andengang” efter gudinden op af vandet som genfødt.