Christian Winther
Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
Tekstbladet bærer ingen udskrift, da der er tale om en sang.
Dateringen fremgår af visen.
Lejlighedssang i anledningen af Juleaften i Rom 1830.
Drikkevise
af
Christian Winther
–––––––––
Poesie DiverseI
Rom d: 24de Decbr 1830
Mel: Der staaer et Træ i min Faders GaardII.
Den første Hjertesorg, den første Qual,
Som her paa Jorden os mon ramme,
Er naar fra Vuggens Skjød vi vandre skal,
Og skilles reent fra vores Amme;
Thi Barnets første Ønske var jo Drik,
Og manden fulgte siden denne Skik;
Hiint fulde Bryst
Var før vor Trøst,
Nu flasken accurat det Samme!
#
Men der er dog saa mangt et Øieblik,
Man Flasken maa bag Døren sætte,
Og det blev galt, hvis ei en anden Drik
Vort tunge Hjerte vilde lette.
Og denne Nektar er et Øiekast
Af den, der bandt vort Hjerte ømt og fast
Hver har dog Een,
Den Sag er reen!
Enhver maa tænke sig den Rette!
#
Dog, mens vi færdes fjernt fra Fædres Øe.
Natur og Kunst os maa husvale:
Een sværmer heftigt for den vilde Søe,
Og Een for Fjeld og dybe Dale;
Med Briller paa den Ene gaaer, – og seer,
En Anden krammer i det vaade Leer,
Med sin Pallet
Een veed saa net
At stjæle Øine, som kan tale.
#
En Bog er Byen, en uhyre Bog!
Et blad er hvert et Torv og Stræde.
Dog for at fatte ret dens dybe Sprog,
Man maae hvert Blad med Foden træde;
Da sender Altids Soel os varm sin Glands,
Og smelter Sneen for vort Øies Sands;
Skjønhed! din Pragt,
Sandhed! din Magt
I Barmen evigt tager Sæde!
#
Og nu tilsidst vi vandre trygt og godt,
en sønlig Kreds, om hamIII derhenne,
Som gjør vor Stue til et Kongeslot, –
Lad os en Hilsen froe ham sende!
Han er en heros blandt den svage Slægt,
Tag, Himmel! huldt ham i din Varetægt!
Som Eviggrønt
Skal Lauren skjønt
Sin Glorje om hans Lokker tænde!
#
Ak! Alt er herligt, ja! – Men hvor det gaaer,
Vort Hjerte dog ei Hvile finder;
Vi glemme Aldrig her de blonde Haar,
Ei Nordens friske Jomfrukinder.
Op! grib dit Bæger flink, lad Tanken gaae
Did hvor din GlemmigeiIV, din Rose staae; –
For Land og Søe,
Drot, Ven og Møe
Drik ud! – for alle kjære Minder!
Sidst opdateret 10.11.2011
Denne tekst er tilføjet med anden hånd. Teksten er skrevet med sort blæk, men det har ikke (ved sammenligning med arkivets øvrige håndskrifter) kunnet konstateres, hvem der har skrevet den.
Teksten til denne melodi lyder egentlig:
Der står en lind i min faders gård,
den har så dejlige grene,
og kan jeg ikke blive gift i år,
så vil jeg være alene
[Herefter gentages omkvædet:]
De røde roser, de hvide blade,
de smukke piger holder jeg lidt af,
helst – når jeg ser den jeg vil ha,
med stor fornøjelse på jorden.
Og havde jeg mig et kammer haft
og lås og nøgle derfore,
så ville jeg mig en kæreste have,
om jeg det ellers turde vove.
Og jeg gik mig ud i højenloft,
det var en aften silde,
der kom min kæreste og bankede på,
jeg lukkede ham straks inde.
“Og hør, du allerkæresten min,
og må jeg hos dig sove?
I morgen tidligt op på dag
der vil jeg eder trolove.”
Og morgen tidligt, da det blev dag,
jeg tænkte kæresten at finde,
der var han lønligen taget bort,
jeg så ham aldrig mere.
Ja skam for den, som falskhed bær’
og den som falskheden ejer.
De tage fra mig min kæreste,
jeg havde ikkun den ene.
Ja, æblet er både gult og grønt,
og mosten sidder der inde,
og karlen er både smækker og skøn,
endog han er falsk i sinde.
Det vil sige Thorvaldsen. Sætningen udtrykker de yngre danske kunstneres dyrkelse af Thorvaldsen. Han var “faderfigur” for den “sønlige” kreds af kunstnere omkring ham..
Det vil sige blomsten forglem-mig-ej.