Ingeborg Amalia Poulsen
Horsens
Rødt laksegl med utydeligt aftryk.
Bertel Thorvaldsen
København
Udskrift: S:T:I / Heer Professor Thorvaldsen / Ridder af Dannebrogen / boende paa Rosenborg Slot / i / Kjøbenhavn
Dateringen fremgår af brevet.
Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.
Horsens den 30te December 1842.
Tilgiv Herr Professor, at een høist ulykkelig nedbøiet Moder vover i sin Nød, at anraabe Dem om en Understøttelse, dog jeg beder Dem saa inderlig at modtage disse Linier med Velvillie. I den fuldeste Tilliid til Deres ædle Hjerte vover jeg dette Skridt, min fortvivlede Tilstand indgyder mig i dette Øieblik Mod, og den himmelske Tanke muligt her at finde Trøst og Husvalelse for det saarede Hjerte, lader mig i det Øieblik jeg rask skrider til min Hensigts Udførelse, oversee enhver Hindring, enhver Krænkelse dette dristige Skridt muligen kunde paaføre mig, dog dette skeer uden min Mands eller nogen menneskelig Sjæls Vidende, saa er det kun mig ene der maa berede mig til at modtage Følgerne.
Fra Ungdommen vand til blidere Kaar, som Pleiedatter af en Grevinde Wedel, da min Fader en Major Heinrich tidlig blev mig berøvet – blev jeg meget ung gift med en Skolelærer Poulsen her i Horsens, der er Lærer ved Friskolen i den indbyrdes Underviisning, et overtagende Arbeide, med et Antal af halvanden hundrede Børn, Ærgrelse og Fortrædelighed et saadant Kald medfører, forenet med den dybeste Kummer for det daglige Udkomme for sig og en tal[r]ig Famillie, har i saa høi Grad svækket hans Helbred, at jeg frygter, for tidlig at berøves mine Børns kjærlige Forsørger. Først ansat som Hjelpelærer faar han kun 60 rd aarlig hvoraf vi betalte de 40 i Huusleie, nogle Aar derefter erholdt han 200 rd aarlig, men jo ei heller det kunde være tilstrækkelig til en Families Underholdning, saa der var intet andet for os, end ved Laan og Venes Cridit, at forsøge Livets Ophold, imidlertid geraadede vi i en ikke liden Gjæld, som vi ikke nogensinde seer os istand til, under vore nuværende trykkende Omstændigheder at udbetale. For en halv Snees Aar siden blev ham endelig den ledige Klokker og Gravertjeneste forundt, efter at jeg selv personlig havde ansøgt den høisalige Konge Frederik den 6te derom, men denne er i den lille Bye saa lidet indbringende, at den i det høieste kun kan beregnes til 200 rd, men de yderst besværlige Tider, da Fødemidlerne ere stegne høit i Priis Aar for Aar, den trykkende Gjæld fra Fortiden, vore Børns Tiltagelse, alt har forenet sig, for at berede os den sørgeligste Nutid og Fremtid. Forsynet skjænkte os 15ten Børn hvoraf de 6 ere døde – dog har disses Komme eller Bortgang ei været os uden følelig Bekostning, de voxe til, fo[r]drer mere til Føde og Klæde, endnu mere til Lærdom og Opdragelse, o det er haardt for Forældre ikke at kunde give Børnene den Opdragelse Nutiden fordrer, det der skal begrunde den Unges Lykke, ja ei engang at kunde klæde dem anstændigt. Med ubeskrivelig Sorg har vi i 20 Aar kjæmpet for det dalige Udkomme for de kjære Forsynet betroede os, men alle blide Udsigter synes som tabte for os, saa vi kun øiner den mørkeste Fremtid, det er sandt den gode Gud skjænkte os 15 raske velskabte Børn, hvorfor jeg ikke nok kan fuldtakke ham og snart venter jeg min Nedkomst med den 16de – men ei heller uden tarveligt Udkomme kan Mennesket føle sig lykkeligt. Desto ofte! naar den ømme kjærlige Familiefader i søvnløse Nætter i grænsesløs Fortvivlelse folder, bedende sine Hender til Forsynet om Redning, o da er mit Hjerte bristefærdigt og mine Tanker krydse hid og did, for at udfinde Middel til vor Frelse.
I denne Hensigt har jeg uden min Mands eller noget Menneskes Vidende, ansøgt Dronningen om en aarlig Understøttelse til mine mange Børns Opdragelse, men forgjæves, Ansøgningerne indtræffe i saadan Mængde, at det var hende umuligt, at hjelpe mig uden med en Ubetydelighed, der intet kunde nytte mig til min store Børneflok. Hvor skal jeg arme ulykkelige tye hen, af hvem skal jeg haabe Trøst og Redning de fleste Dage kan jeg med Sandhed sige vi ikke veed Udveie for Brødet, da det meste af hans Løn sædvanlig er forskrevet til en eller anden Creditor, og vi har saaledes intet andet at haabe paa, end den liden Indtægt der af og til, tilfalder os for et Liig, og der hengaar undertiden 6-8 Uger uden at vi har den ringeste Fortjeneste eller i det høieste kun et eller 2 fattige Liig, der giver 4 [tegn for møntenhed] hvoraf der kaster Graven faar de 2. O tilgiv Herr Professor min Dristighed i Sandhed det maa forbause dem, det føler jeg, Deres ædle H[xxxx] Deres Godgjørenhed er kommet mig for Øre, sikkert ikke [xxxxxxx] for den store Kunstner kappes alle om at vise Agtelse og Hjæ[lpsom]hed, men ogsaa for det ædle Menneske. O Gud! gid jeg ei ogsaa her skal see det himmelske Haab saa ganske tilintetgjort. Vi har en lille Søn opkaldt efter Dem, han er alt 5 Aar gammel, altsaa den Gang ei ahnende hvad nu i dette Øieblik skeer, ei ahnende, at jeg nogensinde skulde bønfalde om Deres Hjelp. Min Mand og jeg læste som nu, Aviserne om Aftenen naar de Smaae vare til Sengs, vi saae hvorledes den store berømte Thorvaldsen blev hyldet fra alle Verdens Kanter, vi saae omtale de store Kunststykker forfærdigede i Rom, som de siden skjænkte Deres Fædreneland, begeistret som alle af den vidtberømte Kunstner besluttede vi, (da jeg netop ventede min snarlige Nedkomst) om Gud skjænkte os en Søn at opkalde [ham efter] den store Kunstner og da det skeedte efter vort Ønske blev Drengen døbt ThorvaldII. Naar vi har sagt en eller anden hvem han er opkaldt efter har de gjerne spurgt kjender De da Thorvaldsen personlig? – vi mene hans Berømthed har ledet os til at opkalde ham, haabende, at denne ogsaa engang i Tiden skal glæde os og blive en stor Mand, har vi smilende tilføiet. Tanken om nogen som helst Fordeel har altsaa ei dengang opstaaet i min Siæl, ligesaalidet som dette Skridt havde været betænkt nu, dersom jeg netop ikke i Kjøbenhavn hvor jeg nylig har været, havde hørt Deres ædle Hjerte Deres Godgjørenhed omtale, men jeg manglede Mod til den Gang at nærme mig Dem. O, jeg beder Dem Herr Professor! Undskyld min Dristighed, jeg vover for en elsket Ægtefælle, for 9 uforsørgede Børn, o at jeg ei maa bede forgjæves jeg beder af inderste Hjerte, har De Evne til at hjelpe en ulykkelig nedbøiet Familie o Gud da gjør hvad der staaer i Deres Magt Sluttelig beder jeg om snarest muligt Svar og om at denne Sag maa hengaa med Taushed med bævende Hjerte ventes Svar af den Ubekjendte der undertegner sig med den største Høiagtelse
Amalia Poulsen.
Tør jeg i min lille Søns Navn bringe Heer Professoren en Lykønskning for det nye Aar. Drengen er rask og uforsagt med et godt Hoved og fylder nu den 18de Januari sit 5te Aar.
Sidst opdateret 10.05.2011
Dvs. salvo titulo, der er latin for “med forbehold for titlen”. Udtrykket bruges i tilskrifter på breve, når man vil angive, at man ikke kender titlen, eller at denne formalitet ikke er nødvendig.
I følge folketællingen over Horsens Købstad (Skanderborg Amt) 1845 havde familien Poulsen en søn, Thorvald Poulsen, der i 1845 oplyses at være syv år gammel, dvs. født i 1838, som Amalia Poulsen oplyser her. Jf. Dansk Demografisk Database.