29.9.1831

Afsender

P.O. Brøndsted

Afsendersted

London

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Anbefaling af den skotske billedhuggerstuderende Patric Park.

Dokument

Hulde Ven,
Jeg skrev Dig udførligere til for 8 eller 9 Dage siden i et BrevI som med flere andre blev min gode og meget kjære Ven Dr. ForchhammerII eftersendt, derfor ikkun to Linier denne Sinde bestemte til at anbefale Dig Overbringeren h’. Patrick ParkeIII en ung Skotlænder som, efter flittigt Studium hjemme, gaaer til Rom for end ydermere at lære og at udvikle sit Talent som Kunstner. Da han især har øvet sig i Forstudier til den ædle Billedhuggerkonst og seer op til Dig som et af hans største Mynstere, saa ønskede hans Venner her, især Lady RuthvenIV, Sir John HayV, den gode Ths. CampbellVI (som alle hylde Dig som Konstens sande HypophetVII og vor Tids PhidiasVIII) at jeg skulde medgive den unge hr. Patric Parke et Par Linier til Anbefalelse for ham. Dette burde jeg ikke nægte ham efterdi jeg veed og lider paa at Du stedse bevarer i kjærlig Erindring
London, Sabloniere Din trofast hengivne
Hotel, Leicestersquare Brøndsted
No. 30, den 29de. Septembr 1831

Generel kommentar

Anbefalingen bar frugt, eftersom Patric Park var elev af Thorvaldsen 1831-1833. Også hertugen af Hamilton Alexander Hamilton Douglas anbefalede Park til Thorvaldsen i brev af 20.5.1832.

Arkivplacering

m16 1831, nr. 83

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Kommentarer

  1. Et sådant brev kendes p.t. ikke. Det senest kendte brev fra Brøndsted til Thorvaldsen inden dette brev stammer fra 12.8.1830.

  2. Dvs. den tyske, klassiske filolog og arkæolog P.W. Forchhammer.

  3. Dvs. den skotske billedhuggerstuderende Patric Park, der efterfølgende blev elev hos Thorvaldsen.

  4. Antagelig Harriet Jane, født Price (17??-18??), der var gift med den irske politiker Edward Southwell Ruthven (1773–1836), jf. D.R. Fisher (ed.): The History of Parliament: The House of Commons 1820-1832, Cambridge University Press, 2009.

  5. Dvs. den skotske politiker John Hay.

  6. Dvs. den britiske billedhugger Thomas Campbell.

  7. Dvs. oldgræsk for en præst, der udlagde orakler. I denne sammenhæng må den smigrende sammenligning forstås som en hyldest til Thorvaldsens direkte forbindelse til antikken gennem et skulpturudtryk, der blev opfattet som en genfødsel af antikkens bedste værker.

  8. Dvs. den berømte antikke billedhugger Fidias. For sammenligninger af denne type, som var hyppige ift. Thorvaldsen, se referenceartiklen Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles og dokumenter tilknyttet emneordet Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.

Sidst opdateret 08.02.2016