25.11.1826

Afsender

Christian 8.

Afsendersted

København

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Udtrykker ønsker for, hvilke af Thorvaldsens kunstværker der hjemsendes foråret 1827, samt koordinerende information.

Dokument

H. EtatsraadI Thorvaldsen! Den Beslutning Hs MajestætII har fattet ad Aare at sende en FregatIII ind i Middelhavet til Livorno for at afhente de fra Deres Haand færdige Kunstsager der skulle pryde KongeborgenIV og MetropolitankirkenV foranlediger mig til betimeligen at yttre det Ønske at denne skiønne men sieldne Lejlighed maatte benyttes saa fuldstændigen som mueligt, at nemlig alt hvad der til den Tid kan fuldfærdiges i Marmor maae være til rede at vorde afsendt med Fregatten.
Jeg nævner saaledes isærdeleshed Christus Figuren i MarmorVI og Frisen Alexanders IndtogVII, ligeledes i Marmor – Selv ønskede jeg meget at modtage min GemalindesVIII og min egen Portrait BüsteIX med Skulder og Bryst, saaledes som de forrige Aar oversendteX Büster af Kongen og DronningenXI, udført i Marmor –
Jeg nævner ligeledes Portrait StatuenXII af min Gemalinde hvilken kun kunde være i Gibs, men som vilde have usigelig Værd for mig, modelleret af Deres HaandXIII.
Væsentligt er det for hele ExpeditionenXIV at vide naar de færdige Kunstsager kunne være færdige til Forsendelse i Livorno og herom ville De saasnart mueligt underretteXV Slots CommissionenXVI paa det at Tiden naar Fregatten skulde ankomme i Livorno derefter kan fastsættes – Hensigten er hidtil at lade den afgaae saa tidlig at den i Maj kunde ankomme sammestedsXVII, men væsentligst er det at den ej lider Ophold der ved at vente paa sin Ladning.
AcademietXVIII venter ved Deres og FreundsXIX Omsorg at de AfstøbningerXX af Deres Kunstværker som endnu staae tilbage at afsendes befordres til Livorno med samme Lejlighed og oversendes med Fregatten forsaavidt de kunne rummes i samme –
Jeg bærer ingen Tvivl om at Billedhugger Freund jo følgerXXI denne vigtige Transport til Livorno og det vilde for ham være den bequemmeste Maade at rejse hiemXXII paa naar han fulgte med Fregatten –
Hvis han nogensinde skulde udføre hans fortienstfulde Composition af den nordiske MythologieXXIII maatte det dog være i Norden og han vil ej glemme at ham her er forbeholden AnsættelseXXIV og AttelierXXV, naar han vender tilbage.
Jeg anbefaler Dem gientagende Academiets Artist BissenXXVI som jeg haaber anvender sin Tid vel og gaaer frem paa Kunstens Bane –
Vi have at glæde os ved den Fremgang som tvende unge Billedhuggere giøre, af egen Drift og Genie, da de, som bekiendtXXVII, mangle Anviisning i denne Kunst, i det Academiet ikke har nogen Billedhugger blandt dets herværende Professorer; den fortrinligste af disse tvende unge Mænd er ChristensenXXVIII, hvis første ForsøgXXIX fuldkommen kunne sættes i Ligning med Bissens, og den anden KrohnXXX der har modelleret en meget smuk academie-FigurXXXI i Basrelief for Penge-Præmien –.
Ikke bærer jeg nogen Tvivl om hvor velgiørende og mægtig de Forbilleder af Deres HaandXXXII som disse unge Kunstnere have for Øje virke til deres Uddannelse, hvor meget meere vil de vinde ved i Tiden at arbejde under Deres Vejledning. Maatte dette end engang kunne skee i Kiøbenhavn;XXXIII hvormeget dette er mit Ønske veed De tilfulde –
Architect SchmidtsXXXIV Ansøgning om gientagen Understøttelse vil ved Aarets Slutning blive taget i Betragtning af Directionen for Fonden ad usus publicosXXXV og jeg formoder at han kan vente sig nogen UnderstøttelseXXXVI derfra.
De ville hilse Freund og de øvrige danske Kunstnere som befinde sig i Rom –
Selv ville De altid H. Etatsraad Thorvaldsen mindes mig som Deres

Kiøbhvn d 25 Novb 1826 velvilligste
Christian Frederik

Generel kommentar

Se i øvrigt referenceartiklen Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1828 for en udspecificering af hvilke kunstværker, der var med i transporten, samt hele hjemsendelsens forløb.

Arkivplacering

m11 1826, nr. 82

Thiele

Gengivet hos Thiele III, p. 293-295, omtalt p. 300.

Emneord

Personer

Værker

A82 Kristus, Antagelig november 1821 - Senest januar 1822, inv.nr. A82
A754 Caroline Amalie, Tidligst 30. december 1820 - 1821, inv.nr. A754
A753 Christian (8.) Frederik, Antagelig 7. januar 1821 - Antagelig 13. januar 1821, inv.nr. A753
A859 Frederik 6., 1823 - Senest 10. maj 1825, inv.nr. A859
A860 Marie Sophie Frederikke, 1823 - Senest 10. maj 1825, inv.nr. A860
A164 Caroline Amalie, 1827, inv.nr. A164
A503 Alexander den Stores indtog i Babylon, marts 1812 - juni 1812, inv.nr. A503

Kommentarer

  1. Thorvaldsen blev udnævnt til “virkelig etatsråd” 12.11.1819. Se også referenceartiklen Thorvaldsens udnævnelser.

  2. Dvs. Frederik 6.

  3. Det blev dog ikke den i brevet omtalte fregat (Minerva), der hjemtog Thorvaldsens kunst i foråret 1827, men i stedet det danske handelsskib Therese, der alligevel skulle til Tunesien med en såkaldt “presentladning” til beyen af Tunis, Al-Husayn II ibn Mahmud, læs mere herom i referenceartiklerne Barbareskstaterne og Thorvaldsen og Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1828.

  4. Dvs. Christiansborg, jf. referenceartiklen Bestillingen til Christiansborg.

  5. Dvs. Vor Frue Kirke, se også referenceartiklen Bestillingen til Vor Frue Kirke. “Metropolitankirken” var en betegnelse for den kirke i hovedstaden, hvor ikke bare almindelige gudstjenester, men også de for statens vigtigste religiøse højtider blev afholdt. Metropolitankirken var der, hvor metropolitten, dvs. biskoppen, prædikede, jf. Kirkebygningskommissionen: Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, Før og Efter Branden i Aaret 1807, København 1818, p. 4.

  6. Kristus, jf. A82, i marmor blev først opstillet i Vor Frue Kirke foråret 1839. Frem til da stod i stedet opstillet gipsafstøbninger af Kristus og de tolv apostle, jf. A86, A87, A89, A91, A93, A96, A98, A99, A101, A103, A105 og A108.

  7. Alexander den Stores indtog i Babylon (Alexanderfrisen), marmor, 1818-1834, A831 til A850, Christiansborg Slot. Gik delvist til grunde ved slottets brand i 1884. Se også referenceartiklerne Alexanderfrisen og Bestillingen til Christiansborg.

  8. Dvs. Caroline Amalie.

  9. Dvs. Caroline Amalie, jf. A754 og Christian (8.) Frederik, jf. A753. Se også referenceartiklen Bestillingen til den danske kongefamilie.

  10. Jf. referenceartiklen Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1825.

  11. Dvs. Frederik 6., A859, og Marie Sophie Frederikke, A860. Se også referenceartiklen Bestillingen til den danske kongefamilie.

  12. Jf. Caroline Amalie, originalmodel, A164. Hverken gipsafstøbning eller marmorversion blev udført, trods Christian (8.) Frederiks gentagne gange udtrykte ønske.
    Se også referenceartiklen Bestillingen til den danske kongefamilie.

  13. Læs mere om originalitetsdyrkelsen i referenceartiklen Frodig (over)producent eller strategisk kunstnergeni?

  14. Dvs. Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1828.

  15. Thorvaldsen meddelte, hvilke kunstværker der kunne være færdige til hjemsendelse foråret 1827, i brev af 4.2.1827 til Slotsbygningskommissionen og brev af 4.2.1827 til Christian (8.) Frederik.

  16. Dvs. Slotsbygningskommissionen.

  17. Dvs. til Livorno.

  18. Dvs. Kunstakademiet i København.

  19. Den danske billedhugger Hermann Ernst Freund.

  20. Jf. referenceartiklen Bestillingen til Kunstakademiet.

  21. Hermann Ernst Freund havde fungeret som kurer på ruten Rom-Livorno i forbindelse med den foregående hjemtransport, jf. referenceartiklen Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1825.

  22. Freund påbegyndte sin hjemrejse til Danmark 21.12.1827.

  23. Hermann Ernst Freund, Ragnarokfrisen, 1822-1841, fuldført af H.W. Bissen, Marskaltaffelsal, Christiansborg Slot. Frisen brændte med slottet 1884.
    Læs mere om frisens mange år undervejs i Dansk Biografisk Leksikon.

  24. Hermann Ernst Freund blev professor i billedhuggerkunst ved Kunstakademiet i København den 26.10.1829, jf. Weilbachs Kunsterleksikon.

  25. Efter hjemkomsten fra Rom fik Freund 1829 tildelt fri embedsbolig i Civiletatens Materialgård, hvilken han udsmykkede i pompejansk stil, jf. Dansk Biografisk Leksikon.
    Materialgården, Frederiksholms Kanal 28, København, var indrettet med boliger og værksteder for Kunstakademiets billedhuggere i perioden 1744-2012.

  26. Dvs. den danske billedhugger H.W. Bissen.

  27. Her ses et eksempel på indforstået humor, idet Kunstakademiets professor i billedhuggerkunst var Thorvaldsen selv; han var blevet udnævnt til professor allerede i 1805, men bestred “som bekendt” posten fra Rom.

  28. Den danske medaljør og billedhugger Christen Christensen.

  29. Antagelig Den unge Tobias, ledsaget af engelen, kommer hjem til sine forældre, 1825, ukendt opholdsted. Tilkendt den lille guldmedalje og udstillet på Kunstakademiets udstilling 1826, kat.nr. 189.

  30. Den danske medaljør og billedhugger F.C. Krohn.

  31. En figur, modelleret efter levende model, 1825, ukendt opholdssted. Tilkendt den lille sølvmedalje og udstillet på Kunstakademiets udstilling 1826, kat.nr. 192.

  32. På dette tidspunkt var den første store hjemsendelse fra Rom af mange af Thorvaldsens kunstværker, netop blevet vist på Kunstakademiets udstilling i 1826, og gipsafstøbningerne herfra siden opstillet blandt Kunstakademiets øvrige afstøbningssamling, hvorved de akademistuderende kunne studere og tage ved lære af mesteren, jf. referenceartiklen Bestillingen til Kunstakademiet.

  33. Thorvaldsen blev ofte opfordret til at komme til Danmark, jf. emnerne Opfordringer til at komme til Danmark, indtil 1819 og Opfordringer til at komme til Danmark, 1820-1838.

  34. Den danske arkitekt Ole Jørgen Schmidt.

  35. Den statslige fond Fonden ad usus publicos.

  36. Ole Jørgen Schmidt modtog støtte fra Fonden ad usus publicos i 1825, i 1827 (til en rejse til Napoli, Herculaneum, Pompeji og Stabia) og i 1828 (til udgivelsen af Skizzer af Ornamenter og Arabesker efter antik Frescomaling samt Afbildninger i Marmor, brændt Ler og Bronce fra Pompeji, Herculanum og Stabiæ, iligemaade endeel græske, romerske og hetruriske, bind 1–9, København 1830), jf. Weilbachs Kunstnerleksikon.

Sidst opdateret 03.06.2016