NN
København
Omnes
Dateringen fremgår ikke af dokumentet; nærmere begrundelse er under udarbejdelse.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Nyheds-Revue.
–––––––––
[...]
– Pluraliteten af Commnteen for Thorvaldsens Museum har gjort en Dyd af Nødvendigheden og tiltraadt Magistratens og de 32 Mænds ubetingede Modtagelse af den af H. M. Kongen skjænkede Bygning. Det er nu under Ventilation om Committeen ogsaa skal træde sammen og virke i Forening med Communalbestyrelsen ved de yderligere Foretagender til Formaalets Iværksættelse. Majoriteten er derfor.
[...]
– Vi ville slutteligen endnu meddele et lidet Efterslet til vore Uddrag af den Rosénske Correspondence. Aftenen for Besøget hos Weyse havde Rosén faaet et af sine Yndlingsønsker opfyldt, nemlig at see en Holbergsk Comoedie. Det var “Hereri eller blind Allarm”. “Man giver, ” siger han, “her hver Maaned en af Holbergs Comoedier; det er en gammel Skik. Og man giver den aldeles uforandret. Det er vistnok rigtigt: dog undrer det mig, at Fruentimmer vove sig paa Comoedie naar de spilles. (!) Saadanne Plumpheder f. Ex., som de, der siges i “Hereri eller blind Allarm”, skulde nu for Tiden knap gaae an at sige i en Borgestue. Og desuagtet bestode Tilskuerne igaar, ligesom sædvanligt, for størstedelen af Fruentimmer. De eneste, som – jeg kan ikke sige savnedes – men som ikke vare tilstede, vare Damerne fra Hoffet, som ellers temmelig flittigt besøge Comoedien. For den, der er vant til den Dødsstilhed, der sædvanlig hersker i den Stockholmske Theatersalon, vilde denne næsten uafbrudte Latter, som gjør, at man neppe kan høre hvad der siges, forekomme besynderlig, om han ikke uvilkaarligt blev tvungen til at deeltage deri. Jeg har hidtil altid troet, at det Komiske i Holbergs Comoedier meget beroede paa Sproget; men nu, da ieg er mere familiær med dette, maa jeg sige, at jeg troer, disse Comoedier vilde tage sig ligesaa godt ud paa Svensk, naar de bleve godt oversatte. Og ustridigt fortjente de, at vor Scene tilegnede sig dem. Ingen Lystspil lade sig jevnføre med dem, hvad vis comica angaaer, og desuden have de det afgjorte Fortrin fremfor Nutidens Comoedier, at medens Objecterne for disse sidste blot ere smaae Kjærlighedsintriguer, og Subjecterne Kjærlighedsnarre, saa er det de menneskelige Daarskaber, som i Holbergs Comoedier ere Obiecter og de virkelige Narre Subjecter. Saaledes er det i “Den politiske Kandestøber”, “Jean de France”, “Don Ranudo de Colibrados” o. fl. Hvad in specie “Hereri eller blind Allarm” angaaer, saa er den vistnok ikke anvendelig paa vor Tid; men man kan let indsee hvor gavnlig den maatte være i en Tid, da man troede paa Trolddom &c. Efter “Hereri eller blind Allarm” gaves en lille Comoedie, betitlet: “Nei”, som var ret underholdende og hvori Hovedrollen spiltes af Frue Heiberg. Jeg troer at den vilde tage sig godt ud for vor Scene.” Hr. R. havde endnu ikke i vore Blade seet nogen eneste Theaterrecension, og mener, at det fornemmelig kommer af “Mangel saavel paa Mod som paa Talent og Kunstkjærlighed hos Recensenterne.” Aarsagen til at Dumas’s “Kean”, Noget af “det værste Sammensuriem, man vel her faaer at see”, er kommen her paa Scenen, søger han deri, at “Theaterkritiken deri bliver nedsat saa dybt. Det synes man om her, og det er ogsaa lykkedes at bringe det saa vidt, at næsten al Theaterkritik er bleven forjaget.” (!) Vi skulle ikke trætte vore Læsere med synderligt Videre af Variationerne over Hr. Roséns Favoritthema: Ole Bull. Da Hr. R. imidlertid offentlig har paaberaabt sig, at hans Pamphlet imod ham intet Personligt indeholdt, ville vi blot bemærke. at det i hans Correspondence blandt Andet hedder: at “Bladene for Bulls Regning opfyldtes med den væmmeligste Smiger”, at Bull ved Saintons Concert “havde den Noblesse uden Billet at trænge sig ind i Concertsalen”, at “Sainton ved Bulls “Intrigue” ikke kom til at spille ved Hoffet.” Mon heller ikke det er Personalier? Boghandlerne, siger han videre, vilde ikke sælge hans Brochure, paa Grund af at “private Forhold” vare komne imellem (!), og det var let at gjætte, hvori disse Forhold bestod. At “Himmel og Jord oprørtes” og at Hr. R. “kom i Krig med hele Kjøbenhavn” da Piecen endelig kom ud, have vi ikke mærket til: tvertimod gik det aldeles stille af, og det af den gode Grund, at den uværdige Tone i denne Pamphlet stødte selv Bulls Modstandere og afholdt Enhver fra at tage Notice deraf. R. er naturligviis af en ganske anden Mening; han regner endog “Kjøbenhavns meest udmærkede Musici” blandt sine “Tilhængere”.” “De revolutionaire Domme imod Bull flagrede om som Fugle, der ikke havde nogen Qvist at sætte sig paa, og de sloge ned paa min Brochure.” (!) “Det er nu denne Opinion, som laborerer i Kjøbenhavn, og jeg troer vist, at den bliver seirende.” Ole Bull er ogsaa Aarsag i, at Hr. R. forblev længere i Kjøbenhavn, end han først havde bestemt; “thi,” siger han, “jeg maa være ved Haanden, for ei at lade Fjenden faae Overmagt.” Og at dette er et ikke saa ringe Beviis paa hans Mod, godtgjør han ved Fabelen om “de Knortekjeppe, der skulde være leiede til at recensere hans Ryg.” Dog, meer end nok om denne Sag! Hr. R. saae “Jødinden” og fandt, at Jfr. Lichtenstein er “ret god som Sangerinde og maaskee endnu bedre som Skuespillerinde”; at “Decorationer og Costumer vare overordentlig pragtfulde, og at det maa have kostet uhyre at sætte denne Opera i Scenen.” “En ganske rigtig Takt,” bemærker han derhos, “som den danske Theaterdirection har, er, at den ikke paa een Gang udslider sine nye Stykker. I de tre Ugers Tid ieg nu har været her, ere blot tvende Stykker givne flere end een Gang. dog ikke over to. Dette gjør, at Repertoiret bliver saa høist afverlende, og at Publikum holdes i godt Lune. (?) Decorationen har ogsaa den Tilfredsstillelse, at den næsten ved hver Forestilling seer Huset fuldt” (?) Ligesom Hr. Rosén har anført Weyse som Støtte for sin Mening om Ole Bull, saaledes udbryder han i sit Brev af 13de Decbr.: “Naa, Gud skee Lov, at jeg idetmindste faaer Een med mig, som ikke beundrer Jfr. Grahns Dands og Attituder! og hvem er denne? Med Fiesco kan jeg svare: „Løven!” – Thorvaldsen. Han har bestemt erklæret hendes Attituder unaturlige og stridende imod Plastikens Regler. Og det er høist iøienfaldende, at det maa vare saa. Man forestille sig blot, at man kom i et Kunstcabinet, og der fik at see t. Ex. en Statue, staaende med det ene Been løftet saa høit iveiret, at Taaspidsen var horizontal med Øiet – vilde man ikke troe, at Skulptoren, som havde hugget Statuen, var afsindig? og jeg formaaer ikke at indsee, at en Stilling paa Theatret kan antages at være skjøn, naar den forkastes af Naturen og Kunsten. Saadanne Stillinger, mener jeg derfor, bør uden Naade forvises til de Steder, hvor Kunstberiderne og Liniedandserne vise deres Kunster, helst da de tillige saare den Deel af den æsthetiske Følesne, som kaldes Blufærdighed, og synes det mig som om vore Dandserinder burde bestræbe sig for idetmindste ikke at saare Modestien ved deres “Stillinger”. Med “Forholdene” har man mindre at bestille. Evnen at frembringe saadanne Legemsbøininger bør derfor naturligviis ikke fordømmes. Tvertimod er den et høist nødvendigt Reqvisit. Uden at Muskelkraften bliver udviklet og Lemmerne faae deres Smidighed, erholder Sjælen ikke det Herredømme over Kroppen, som den bør besidde. En Pianist, som f. Ex. ikke eier Styrke, kan ikke udføre et vakkert piano. De gratieuse Dandsebevægelser i deres mindste Details svare til piano. Pianisten bør uddanne sin Haand saaledes, at han kan gribe lange Intervaller, idet at han derved kan lægge Harmonierne i de meest spredte Omfatninger, hvilke ofte ere de skjønneste. Men ikke kan jeg finde, at Pianisten paa en Concert skulde fortjene meget Bifald ved at gribe, om det saa var to Octaver med een Haand, saafremt han gjorde et saa vidtspændt Greb til Hovedsag. Jeg veed ikke om jeg endnu har sagt et Ord om Bournonville. Hans Skole gjelder hos os for at være ret god. O ja! i Orchestikens nuværende Tilstand, kan den vel være saa god som hvilkensomhelst anden. For sin Dands bliver han applauderet. Han gjør Spring, baade lange og høie, og kommer det an paa, med Benene at formere en stump Vinkel, saa – sandelig jeg veed ikke, om de holde nogle Grader mere eller mindre end Jfr. Grahns.
[...]
Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavns Morgenblad, 1839.
Sidst opdateret 19.11.2014