Sang for de danske Konstnere i Rom paa Nytaarsaftenen
1826.
Snart Aarets sidste Glimt forgaaer;
Det er fuldbragt.
Men trofast Venskab evigt staaer;
Og Villien styrkes Aar for Aar,
Og fri Begeistring ei forgaaer
Trods Tidens Magt;
Thi kæmpe vi for hvad er Godt,
Og skænke Niid og Verdens Spot
Foragt.
Til Seier vorde Død og Fald
Ved Musens Bryst.
Ja hver skal flygte fra vor Hal,
Der agter ei sit høie Kald,
Der stræber til sit eget Fald
Med nedrigt Bryst
Fly hver, som ei med freidigt Mod
For Musen hengav Liv og Blod
Med Lyst.
En Skaal da for den høie Konst
Ræk mig din Haand!
For hver, der lever ei omsonst,
Og blændes ei af Taagedunst,
Og høit begeistres af sin Konst
Med Kraftfuld Aand;
For Troskab og for Fædreland,
For Kierlighed og Danmarks Strand
Og Aand. –
Ja tænker paa vort elskte Nord,
Der Liv os gav.
Naar Blikket brister her paa Jord,
Skal end vor Aand staae fast og stor,
Og vi vil tænke paa vort Nord,
Der Liv os gav.
Vi vil det huske trofast øm,
Selv naar bortdrømt er Livets Drøm
I Grav. –
En Skaal for ham, der Musen tro,
Med Laurens Krands
Sin Hiemstavn lod begeistre fro,
For fiernt at skue Konstens Bo,
Og fulgtes af de Qvinder troe
med Myrtens Krands
En Skaal og for den Konstnersol,
hvis Straaler gaar fra Pol til Pol
Med Glands. –