No. 6523 af 10318
Afsender Dato Modtager
NN [+]

Afsendersted

København

19.6.1834 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

– Under Overskrift: “Marmorkirken og Thorvaldsen”, læses i Mgbl. f. geb. St. Nr. 63 d. A., følgende interessante Artikel fra Kjøbenhavn: “Hvo kunde i Kjøbenhavn betragte Marmorkirkens Prægtige Ruin, uden at gribes af en ubestemt Følelse af længselsfuldt Veemod? Hvo kunde træde ind i Frue Kirke, uden at vorde gjennemtrængt af høi Beundring for den største af alle levende Billedhuggere og tillige af et opløftende Haab? Jeg idetmindste har følt dette, og de tvende Navne, jeg har valgt til Overskrift for disse Linier, have uvilkaarligen i min Phantasie sammenslynget sig til et herligt Heelt. – Thorvaldsen er et Navn, af hvilket hver Dansk tør være stolt, ihvorvel han selv, tilhørende den hele Verden, forlængst, og vel for stedse (?), har løsrevet sig fra sit lille Fædreland. Men de Danske vredes derfor ikke paa ham, de glæde sig over deres Yndlings vidtudbredte Roes og bidrage gjerne deres til at udbrede den endnu videre. Et Beviis derpaa er Prof. Thieles Pragtværk over Thorvaldsens Levnet og Værker, hvis første Deel (i den tydske Udgave) netop ligger for mig, og ved hvilket jeg kun ret meget beklager een Omstændighed, at det nemlig er meget for dyrt til at blive almindelig bekjendt. – I en stor Kunstners Biographie ligger altid noget eiendommeligt Opløftende, især naar han, hvad ikke sjeldent er Tilfældet, har havt at kæmpe mod restringerende Forhold. Denne første Fremspiren af det unge Talent, som er et Mysterium, selv for de Samtidiges nærmeste Nærhed, denne første Fremglimten af den guddommelige Flamme gjennem alle den endnu ikke uddannede Aands og Legemets Skranker, denne første Opvaagnen af den undseelige Følelse, at gjemme en Gud i sit Indre, og endelig det store Øieblik, da hans Genie erkendes af Verden, da Jason har tilkæmpet sig det gyldne Vließ og Jordens skjønneste Stolthed bringer hans Bryst til at svulme: Hvo var istand til, urørt at læse Skildringen af slige Gjenstande, om end nok saa simpelt udført, eller snarere, udført jo simplere jo bedre? Thorvaldsens Levnet er egentlig ganske blottet for Begivenheder, naar man fraregner dem, der ikke egne sig for Publikums Blik, og paa hvilke hvert Menneskes Liv er rigt. Men dets Interesse ligger i hans Genius. Man seer den fattige Dreng først tegne og snitte for Faderen, indtil den redelige Huushane efterhaanden begynder at ahne, at den unge Ørn neppe torde lade sig nøie med møisommeligen at opsanke sit lille Korn i det landlige Gaardsrum. Derpaa seer man nogle brave Professorer med Velynderblik lade deres Øie hvile paa den unge Eleve, der vel begynder at føle den indvortes Kunstindvielse; men desuagtet skyer Væddekampen med det Sædvanlige og kun halvt tvungen erhverver sig alle sin Fødebyes Æresmedalller, indtil han, med vidtudbredte Vinger, flyver bort, for vel aldrig mere at vende tilbage til Reden. Sit Alexanderstog og saa meget Skjønt, og det Skjønneste af Alt, Christus og Apostlerne i Frue Kirke, har han sendt sin Fødeby, og jo mere han sender, desto mere ønske vi at besidde. Denne Frue Kirke er en ganske ejendommelig Bygning, hvis Udvortes lader Mange utilfredsstillede. Englændernes Bombardement ødelagde det gamle, store Værk; nu er det gjenreist, har faaet en simpel hvid Kjortel, og, istedetfor det himmelhøie Taarn, der styrtede ned indtil faa Alen over Tagets Gavlhøide, et stort, gyldent Kors. Mig behager det; men det Indvendige vil sikkert paa Enhver gjøre et Indtryk, som, fuldkommen overensstemmende med Christendommens simple, hellige Værdighed, virker mægtigt paa Følelsen. Over Alteret staaer Christus, ikke den Danneckerske, seirende, men den velsignende, der kalder de af Møie Nedtrykte, de med Sorg Beladte til sig. Nogle mene, Hovedet er for lidet, Andre dadle andre Dele; men denne Christus vil evig forblive et Mesterstykke, en hellig Billedstøtte, heeltigjennem ophøiet og begejstrende til Taarer. Ved Kirkens lange, simple Sidevægge staae hans Tolv, i herlig Rad, ved de togaagtige Gevandter væsentlig forskjellige fra Christus, hvis Overkrop er blottet. Ingen af dem er der, som jo henriver til Beundring, og hvem man ikke gjerne med Ærefrygt vilde hylde som sin Religions Stifter; men Thomas er dog især mesterlig; vantroende, og dog besjælet af en saa hellig Tillid, en fuldkommen løst Opgave. – Denne Forening af de tretten kolossale Billedstøtter i Frue Kirke, henrev mig til allehaande Drømme. Jeg tænkte paa Canova, der gjorde sin Fødeby en Foræring, som kun hans egen Hæder vil overleve. Saa faldt det mig ind, nylig at have læst, at Thorvaldsen, ikke saa rig, men ligesaa stor og god som hiin, havde testamenteret Staden Kjøbenhavn sit Ateliers Skatte. Hvilken testamentarisk Gave! Jeg gik hjem, med en Verden fuld af herlige Billeder for min Sjæl. Jeg boede i Bredgaden og fra mit Vindue havde jeg en herlig Udsigt til Frederikskirkens gamle graae Marmorruin, hvis uhyre Søileskafter, hvis høie, med Græs bevoxede Mure, med de tomme, hule Vinduesnischer, koldt og hensigtsløst rage op i den blaae Luft. Frederik V., vor Konges Bedstefader, der lod Niebuhr reise til Ægypten, og valgte Bernstorff til sin Minister, lagde i Aaret 1749 Grundstenen til denne Kirke, paa en stor, fri Plads, ligefor Indgangen til den korte, brede Tværgade, som forbinder Bredgaden med den nuværende Residents, Amalienborg. Hvilket Ensemble, hvis den herlige Bygning var bleven fuldendt. Men da Kongen døde, 17 Aar efter, standsedes Bygningen, og efter den Tid fattedes man vel Midler til at gjennemføre den altfor stort anlagte Plan. Man satte et Plankeværk for den skjønne Plads og lod de uhyre Marmorblokke, som vare hidbragte i stor Mængde, blive liggende. Gjenopbyggelsen af det afbrændte Christiansborg Slot, som man holdt for vigtigere end Fuldendelsen af Frederikskirken, gjorde Krav paa Alt hvad man formaaede at udrede til Sligt, ja man betjente sig, til det nye Slots Forskjønnelse, af de til Kirken bestemte Bygningsmaterialer, og begyndte endogsaa paa, igjen at nedtage de enorme Blokke fra de lavere Muurpartier. Man fortæller, at de i Kjøbenhavn boende Katholiker have tilbudt at lade Kirken fuldende paa deres Bekostning, naar man vilde aftræde dem den til deres Gudstjeneste; men Regjeringen har ikke fundet det passende at indvie den skjønneste af alle Kirker til nogen anden, end den herskende lutherske Gudstjeneste. Det samme paastaaer man om Jøderne; men vist er det, at i den nyeste Tid den franske Gesandt, Marquis de St. Simon, der beboede et smukt Privathuus umiddelbart ved Siden af Byggepladsen, henvendte sig til Ministeren for de udenrigske Anliggender, salig Geheimeraad v. Rosenkrantz, om at erholde Tilladelse til, paa sin Bekostning, at borttage det nævnte Plankeværk, bortrydde Bygningsmaterialerne og lade den hele Plads, hvorpaa den prægtige Ruin staaer, forvandle til et Haveanlæg. Heller ikke dette tilstædtes. – Medens jeg, i mit Vindue, rugede over disse og lignende Tanker, var det blevet mørkt; paa den ene Side traadte Maanen i fiin Seglform frem over Tagene i den næste Gade og gjød sit svagtglindsende, matte Skin over de kjæmpemæssige Marmormasser, og paa eengang vandt, som ved et Trylleslag, Alt en anden Skikkelse. Ingen omkringliggende Blokke forstyrrede den med Flieser belagte Plads’s rene Flade, Kæmpesøilerne bare en kolossal Frontespice og bag ved dem hævede sig de graae Vægge og hvælvede sig derover som Pantheons Kuppel. Jeg steeg op ad Portalens brede Trapper og traadte studsende ind i den fra oven oplyste Hal, hvor Thorvaldsens Underværker – Basreliefferne trindtom indføiede i Væggene, Statuerne deels i Nischer, deels i en viid Kreds paa fremspringende Piedestaler, og i Midtens indviede Rum de skjønneste af de skjønne Værker, tilgjængelig, fra alle Sider og i den herligste Belysning – henrev mig – indtil jeg vaagnede. – Denne skjønne Drøm var alt igjen gaaet mig af Minde, og maaskee havde jeg aldrig husket den, hvis jeg ikke nylig havde læst i de offentlige Blade: “Kunstforeningen i Kjøbenhavn har udsat tvende Priisbelønninger paa 400 og 100 Rbd. Sølv for en Plan til Benyttelsen af Marmorkirkens maleriske Ruin. Det er overladt til Kunstneren, hvorledes han vil indrette sit Projekt, til den bedste Benyttelse af hine Levninger, saavelsom af den Plads, hvorpaa de hvile.”

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavnsposten, Ottende Aargang, No. 121-22, 1834.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1834, Kjøbenhavns-Posten 19.6.
Emneord
Thorvaldsens Museum på Marmorkirkens grund, forslag til
Personer
A.P. Bernstorff · Antonio Canova · Johann Heinrich von Dannecker · Kunstforeningen af 1825 · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 08.12.2014 Print