Jens Baggesen
Bertel Thorvaldsen
Ingen udskrift.
Uden datering.
The commentary for this letter is not available at the moment.
Januar.
Tidens Forhæng løftes fra det Høie
Aarets Gaader, løses kun af Gud;
Med et stille Sind, et roligt Øje
Vil jeg skue over Skjæbnen ud
Ikke veed jeg hvad mig der skal møde,
Ville heller ikke kjende det;
Hjertet ville altfor tidlig bløde
Det forsager ikkun altfor let
JB:
Januar
Tiden, ligner det dybe Hav,
Med de rastløse, stærke Vover;
Hvo som ikke kan komme over:
Finder aarle en fredsom Grav!
Fremtiden ligger som en Kyst
Til hvis Grændser jeg Intet kjender,
Til hvis Egne jeg Tanken vender,
Ahnelsen gjemmer jeg i mit Bryst;
Fortid! mig kan du kalde – ”Din”
Mine Skjæbner du nu tilslører,
Dine Minder min Sjæl tilhører,
Og du vorder for stedse – ”Min!”
JB:
Februar.
O! mægtige Haand, som kan male
De deilige Iisblomster smaae!
O, mægtige Røst, som kan tale
Saa Hjerterne skal det forstaae!
Thi kommer fra Kjærligheds Rige,
Besjælende Solglimt til Jord,
Maa Iisblomsten svinde og vige
For Kjærligheds smæltende Ord!
Saaledes – o, elskende Hjerte!
Dig Jordlivets Kulde ei naae;
Du ikke forvinder Din Smerte:
Saa læt, som de Iisblomster smaae!
JB:
Februar.
Tiden, lindre alle Saar,
Døden, først dem læger;
Englen da ved Leiet staaer
Med det sidste Bæger;
Faklen viiser da mod Hjemmet,
Her paa Jorden er jeg fremmet,
Døden gaaer i Livets Fjed,
Livet boer bag Gravens Fred!
JB:
Marts.
Der gaaer en Besjælelse gjennem Alt
Hvad Himmelens er herneden;
Og hvor den kjærlige Røst har talt:
Det gjelder for – Evigheden!
Hvad enten det er i Menneskets Bryst
Om Alvor, om Sorger, om Smerte,
Om Løvfaldets Veemod, om Vaarens Lyst
Saa taler den dog til Vort Hjerte,
Og gjør Vort Indre: beroliget, tyst
Naar Vi – ”Formeget” begjerte!
JB:
Marts.
Hvo løfter det iisnende Dække
Som ligger paa Vinterens Bryst?
Hvo er det, som atter kan vække
Natuuren til Glæde og Lyst?
Hvo kalder paa Blomsternes Skare,
Som Sneedækket skjulte en Stund?
Hvo er det, som der kan bevare:
Dem frelste, i Vinterens Blund?
Mit Hjerte som ei kunne sørge
Da Stormen dem kaldte til Ro,
Kan nu ikke tvivlende spørge
Men elske og haabe og tro!
JB:
Apriil
Foraarsstormen har saa tunge Sukke,
Ak! de komme dybt fra Vaarens Bryst,
Men, Vi have Haabets milde Lyst:
At Vi kan de blaa Fioler plukke;
I det spæde Græs saa elskelige
Stande de beskedne, uden Pragt,
Naar Du leeder – Duften vil dig siige:
Deres Sted, med Blomsterlæber Sagt!
JB:
Apriil.
Vaaren rækker Vinteren sin Haand,
Som naar tvende gode Aander mødes
Som naar lange Savn ved Haab forsødes
Som naar Gjensyn løser Længslers Baand!
Som naar Tro og bange Tvivl maa skilles
Som naar Suk og tunge Taarer stilles
Vaaren kommer som en Kjærlig Aand!
JB:
Maii
”Kun eengang ere Vi paa Jord!”
Naar trætte Olding dette siiger:
Saa kan du tro Hans Længsel stiiger
Til Himlen dog, ved disse Ord!
Kun eengang komme Vi til Gud,
Og vende saa ei meer tilbage;
Det er den sidste Trøst Vi tage
Med Os mod Evigheden ud!
JB:
Maii.
Kuns Ynglingen taler om Jordens Vaar,
Den – Gamle om – Evigheden!
Hans Sind og Tanke til Himmelen staaer,
Kuns Herberge har han herneden;
Og ville Du siige Ham at Han hist
Til Sommeren sikkert er Hjemme,
Da ville Han tro for ganske vist
Han hørte en Engle-Stemme!
JB:
Juni.
Lad den lille Sangfugls Toner lære
Dig, at hæve Hu og Sands foroven,
Den – har ogsaa Sorger her at bære,
Den – skal bo og bygge, elske, være,
Savne, ængstes, skilles fra de Kjære,
Søge vildsomt Læe i Bye og Skoven;
Uvilkaarlig flyer den bort fra Vrimlen,
Søger i sin Sorg og Glæde – Himlen,
Enten saa, den synger mellem Birke,
Eller bygger Reede paa en Kirke!
JB:
Juni.
Fuglen flagrer op mod Himlens Blaa,
Du kan ikke see dens Vinger smaa
Mens Du veed den flagrer mod det Høie;
Blomsten lukker sig naar Sol gaaer ned,
Men den aabner sig i Morgnens Fred,
Kjærlig maa Du Dig imod den bøie;
O! det elskeligste Sprog jeg veed paa Jord,
Er Natuurens tause, uden Ord,
Og jeg kan det dog forstaae saa nøie!
JB:
Juli.
See, ved den rolige Strandbred staa
De venlige, blide Kjærminder blaa,
Med: ”Troens” kjærlige Øje;
Bryd dem, Vandrer! thi kommer Du
Om en Stund, og tænker endnu
Du vil Dig efter dem bøie; –
Ak! du finder dem ei igien,
Thi da ere de segnede hen,
Kan dig ei meere fornøie!
JB:
Julii.
Ingen, var min bedste Dag i Livet,
Heller ingen var min bitterste;
Thi min Lykke og min Lidelse
Blev mig langtfra ei ublandet givet;
Alle mine Skjæbner sammen hører,
Sorg og Savn, til Livets Viisdom hører,
Alle Glæder, Veemods Billed bær,
Fryd og Kummer staae hverandre nær!
JB:
August.
O Jord! ved Dig et Hjerte hænger
Som fundet har sin Lykke her;
Men ak! et Suk mod Himlen trænger:
”O Jord! Vort Hjem Du ikke er!”
Nei! hvordan kan jeg boe og bygge
Saa rolig i et fremmet Land?
Min Hjemvee er for dyb og sand,
O, Jord! du kan mig ei betrygge!
JB:
August.
Kunne jeg en Røst fra oven høre
Kunne mine: ”Døde” Læben røre
Vidne for mig om en evig Vaar;
O! da ville Stemmen hellig lyde,
Deres Vidnesbyrd mig sødt betyde:
At den Salighed, som hist jeg faaer;
Ak! mit Hjerte ville da ei længe
Ved det Jordiske sin Tanke hænge,
Men ved det, som hisset forestaaer!
JB:
September.
Natuur! Du er min viise Lære,
Din Røst jeg aldrig glemme skal!
I Skov og Lund, i Mark og Dal
Min Sjæl af Dig, skal opfyldt være;
Og jeg skal vidne hvem du er –
Hvor Menneskene ei Du rører:
At det er – ”Herrens Røst”, de hører,
Hvad vil de meer paa Jorden her?
JB:
September.
Der gaaer en Høstmand i Verden ud,
Han kommer med Alvor som Himmelens Bud,
Men Sorg, Hans Komme bereder;
Mens Herren kalder til Aandens Bo,
Med Leen Han vinker til Gravens Ro,
Og Dødens Vinger udbreder;
O! lader Os lære af Jordens Høst:
At agte paa Himmelens Varsels Røst,
Som Tanken til Alvor leeder.
JB:
October.
”Georgginen” kjender ingen Sommer;
Den som ”Asteren” i Høsten kommer,
O! de bedste Krandse binder da!
Hvilken hellig Viisdom fra det Høie,
Hvilken Pragt, for Tanke og for Øje,
Hvilken Kjærlighed herovenfra!
At Vi selv i Høstens Alvorsdage
Dette Bud fra Himlen skal modtage,
Ak! de bedste Krandse bindes da!
JB:
October.
Som Aftensolen Bjergets Top forgylder,
Naar Efterhøstens Smiil til Hjertet trænger;
Som Savn og Veemod ret et Sind opfylder
Naar ”Asterkrandsen” over Korset hænger;
Saaledes Løvfald! er Din Alvorsstemme,
Saa hellig-stærk, som al Natuurens Tale,
Et Omrids af Vor egen Høst du male,
Og kjærligt skal Vort Indre det fornemme.
JB:
November.
Kolde, stormende November-Dage!
Eders Vinterbilleder jeg kjender;
Eders tunge Skyer seer jeg drage;
Solens Smiil sig bort fra Jorden vender;
Dog – naar Solens Lys fra Himlen fjærnes,
Af Guds Kjærlighed dog Aftnen stjærnes.
JB:
November.
Og atter – mellem Gud og Mennesker:
Et gribende, et deiligt Sprog der er,
Ak! hvo forstod det ikke heri Livet?
Hvo læste ei i Aftnens Stjærnebog:
Den skyefrie Himmels elskeligste Sprog,
Og ei veemodig Ahnelse blev givet?
Jo, Dødelige! at du det forstod,
Den Stemning siiger, som det efterlod,
Ak, Sjæl! forstaae det kun for heele Livet!
JB:
December.
Over Livet, gaaer en Bro, og fører:
Hen til alle Skjæbner her paa Jord!
Under Broen gaaer en Strøm og hører:
Med til Det, som skildrer ei med Ord;
Broen hedder: ”Nutid”, der bevæger
Mængden sig – i Smerte og i Lyst;
Strømmen hedder: ”Fremtid”, tidt den læger,
Svundne Dages Saar, i forgyldt Bryst!
JB:
December.
Natuurens Gravsang Stormen synger,
Og Aarets Veemod Afsked rører mig;
Til Mennesket sig Veemod klynger,
Og Hjærtet overgiver sig!
Dog – seer jeg Tidens sjunkne Grav,
Med Alvors Smiil til svundne Dage,
Min Sjæl, af alt hvad Livet gav:
”Erindringen” har sidst tilbage!
JB:
Last updated 10.05.2011