Herman Schubart
Napoli
Rødt laksegl uden præg.
Bertel Thorvaldsen
Rom
Udskrift: A Monsieur / Monsieur Thorwaldsen / Sculpteur Danois celebre / à Rome
Dateringen fremgår af brevet.
Schubart has arrived in Naples and invites Thorvaldsen to visit him. He sends travelling expenses and an advance on a bust, probably of A.P. Bernstorff, A209, which Schubart has commissioned from the sculptor. He also asks Thorvaldsen to bring a couple of drawings of antique statues.
Neapel den 12e November 1803
Vi ere lykkelig og vel ankomne her til NeapelI, og min KoneII befinder sig fortreflig, besynderligIII da hun har forefundet en af de angenemesteIV BoeligerV man kan forestille sig. Vi glæde os ved den Tanke, at vi og her kand deele Vore Følelser med Vore Venner, da Vort Huus er saa rommeligt, saa vel forsynet med alt det nødvendige at Deres KammerVI min gode Landsmand staaer alt gandske færdigt, og vi med Længsel vil oppebie det lykkelige Øyeblik hvor De vil tilbringe nogen tiid i Vores venskabelige Kreds.
Mr: de TorloniaVII som vil lade Dem i hænde dette Brev vil tillige imod Deres Qvittering udbetale Dem 60 ScudiVIII, hvoraf De vil tage det fornødne til Reisen hid, og beholde det øvrige paa Afslag af den mig lovte BüsteIX. Jeg giør til Vilkaar af Vores sidst i Rom stiftede Venskab, at De ikke opsætter Deres Ankomst til Neapel, da det desuden var mig kiærere at se Dem nu, saasom jeg venter sildigere MatthæiX, min SvogerXI, og maaskee HumboldtXII. Lad Dem ikke forlede af denne sidste til at oppebie hans Ankomst, thi De veed jo hvorledes det gaaer med Diplomaterne som stedse finder Forhindringer, og siælden kand udføre endog de skiøneste Planer. Kom da paa Deres egen HaandXIII! tag en rask Beslutning! og vær forsikred om at De med sand og oprigtigt Venskab skal blive imodtaget. Min Jaqueline glædes illigemaade over Deres Ankomst, og beder Dem at tage et Par tegninger af FigurerXIV med. Jeg ønskede den af Gallieren med det dræbte FruentimmerXV som staaer i Villa – jeg har glemt om den heder LodoviciXVI eller anderledes; men De veed det; thi vi talede om denne herlige Gruppe. – Kom snart, og bereed Dem til at oprette Æsculap et MonumentXVII, thi vist Nok vil De finde Sundhed i ParthenopiensXVIII yndige Hovedstad. Den eyegodeXIX HeigelinXX glædes og ved at see Dem.
Forlad dette Smörerie i et Sprog som skiöndt Modersproget, er dog fordærvet af UvaneXXI. – Dog Hiertets Sprog skrev jeg, da jeg slængte disse linier paa Papiiret; thi det jeg skrev var, fra en Ven til en Ven
Deres oprigtigste
H Schubart
Brevet er det første (bevarede) i den mangeårige korrespondance mellem Schubart og Thorvaldsen. De mødte hinanden i Rom sandsynligvis i begyndelsen af 1803, jf. Schubarts bemærkning om “…Vores sidst i Rom stiftede Venskab…”
|
|
A.P. Bernstorff, Primo 1804 - april 1804, inv.nr. A209 |
Last updated 19.11.2015
Familien Schubart ankom samme dag til Napoli, hvilket fremgår af brev af 14.11.1803 fra C.F.F. Stanley til Thorvaldsen.
Dvs. Jacqueline Schubart.
Dvs. i særdeleshed, især, jf. den ældre brug af ordet besynderlig, se betydning 4 i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. behagelige, jf. Ordbog over det danske Sprog
Familien Schubart boede i en villa nær slottet Capodimonte i Napoli, men havde sit italienske hovedkvarter i Toscana med Pisa som vinterbolig og Montenero som sommerresidens.
Herman Schubart var allerede 1801 blevet udnævnt til til gesandt/minister ved hoffet i Napoli. Familien opholdt sig i Napoli indtil omkring 1.5.1804, hvorefter de drog nordpå igen.
Thorvaldsen stiftede bekendtskab med Schubart i Rom i sandsynligvis i begyndelsen af 1803.
Han havde øjensynlig aftalt at bo hos ham under et besøg i Napoli ved først kommende lejlighed.
Besøget blev dog først realiseret i april 1804.
Den romerske bankier Giovanni Raimondo Torlonia.
Schubart kendte til Thorvaldsens dårlige økonomiske forhold på daværende tidspunkt, og forudbetalingen på 60 scudi for nedennævnte buste antagelig af A.P. Bernstorff må opfattes som Schubarts forsøg på at hjælpe den unge kunstner.
Om det økonomiske forhold mellem Schubart og Thorvaldsen, som det siden hen udviklede sig, se ...den eeneste Pris jeg setter derpaa.
Det vides ikke med sikkerhed, hvilken buste, der hentydes til, men der er sandsynligvis tale om Thorvaldsens portræt af A.P. Bernstorff, A209 (formindsket marmorversion A207). Busten må være blevet bestilt af Schubart under hans ophold i Rom tidligere i 1803. Thorvaldsen nævner Bernstorff-busten senere i brev omkring 1.2.1804 til Schubart: “…Deres Bernstoff har ieg under arbeide…”, og i brev af medio april 1804 til Schubart fortæller billedhuggeren, at han “…har faaet Greve Bernstorfs Buste, og nogle andre Modeller færdige.” Thiele I, p. 188 (fodnoten) bekræfter, at den Bernstorff-buste, Schubart bestilte, formodentlig er identisk med den marmorbuste, der i dag findes på Thorvaldsens Museum, A207. Thiele skriver endvidere, at Schubart “…af ganske private Grunde ikke kunde modtage den [busten].” Hermed menes, at Schubart aldrig fik råd til at betale Thorvaldsen for Bernstorff-busten og i øvrigt heller ikke for de portrætbuster, der forestillede ham selv og hans kone, A219 og A220. De tre buster forblev derfor i Thorvaldsens værksted og befinder sig i dag på hans museum.
De tre buster var færdige i marmor sommeren 1806, se brev af 8.8.1806 fra Thorvaldsen til Schubart.
Portrættet af Bernstorff var en gentagelse af Thorvaldsens tidligere marmorbuste af A.P. Bernstorff fra 1797 på Brahetrolleborg (originalgips A208).
Det har tidligere været diskuteret, hvorvidt “Schubarts” buste af A.P. Bernstorff, A207, overhovedet forestiller statsmanden, fordi denne nyere version ikke fuldstændig ligner Thorvaldsens tidligere Bernstorff-portrætter, navnlig busten på Brahetrolleborg. I dag menes det dog, at identifikationen er sikker, herom se Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, vol. I, København 1963-65, p. 46-51.
Den tyske historie- og portrætmaler Friedrich Matthäi.
Nicolas van Wieling (17xx-18xx), hollandsk officer, bror til Jacqueline Schubart.
Den tyske sprogforsker og diplomat, Wilhelm von Humboldt.
Thorvaldsens besøg i Napoli blev som nævnt ovenfor først realiseret i april 1804. Han rejste da fra Rom i selskab med grev Adam Gottlob Detlef Moltke og familie.
Som det fremgår af det følgende, hentydes der til tegninger af antikke statuer. Det vides ikke, om det allerede på dette tidspunkt var almindelig praksis for Thorvaldsen at give sådanne tegninger som gave, sådan som Schubart synes at forvente det her. Senere gav Thorvaldsen ofte en tegning i fødselsdagsgave til familien Schubart, se fx breve af 16.1.1807 og 2.10.1809 eller de kronologiske indførsler for Senest 14.1.1806 eller Senest 14.1.1811.
Dvs. den antikke, hellenistiske skulpturgruppe, Galleren der dræber sig selv og sin hustru fra 3. århundrede f.Kr. Værket findes i dag i Palazzo Altemps, en del af Museo Nazionale Romano i Rom.
Dvs. Villa Ludovisi. Kardinal Ludovico Ludovisi anlagde i 1662 en park og byggede et palads/casino med statuegalleri på sydskrænten af Monte Pincio i Rom. Paladsets antikke skulptursamling var i århundreder en af Roms attraktioner. Samlingen blev erhvervet af den italienske stat i 1900. Antikkerne overgik derefter til Museo Nazionale Romano i Rom.
Paladset, i dag Casino di Villa Boncompagni Ludovisi, findes stadig, mens den omgivende park blev udstykket i slutningen af 1800-tallet.
Æskulap (græsk: Asklepios) er den antikke lægegud. I det antikke Grækenland var det skik at bringe gaver til Æskulaps helligdom som tak for helbredelse. Meget ofte var disse gaver relieffer, såkaldte votivrelieffer.
Schubart benytter altså den antikke reference som et billede på, at Thorvaldsens ville blive helbredt for sin sygdom og ville kunne arbejde, hvis han kom til Napoli.
Om Thorvaldsens sygdom 1803-04, se referenceartikel.
Poetisk navn for Napoli og omegn. Parthenope er et gammelt navn for byen Neapolis hos de romerske digtere efter sirenen Parthenope, der skal være begravet der. 1799 blev Napoli omdannet til “den parthenopeiske republik”, som dog samme år blev styrtet af en royalistisk modrevolution.
Dvs. overordentlig god, idet forstavelsen eje- er et forstærkende led, se Ordbog over det danske Sprog.
Den danske konsul i Napoli, tyskeren Christian Heigelin, som Thorvaldsen havde lært at kende under sit første ophold i Napoli 1797.
Dvs., at Schubart var ude af vane med at skrive på dansk, jf. betydning 1 af ordet uvane i Ordbog over det danske Sprog. Schubarts omfattende korrespondance med konsuler og regeringsembedsmænd blev sandsynligvis skrevet hovedsagelig på fransk.