Henrik Hertz
København
Omnes
Dateringen fremgår af Barfod, op. cit., hvori teksten er trykt.
The commentary to this document is not available at the moment.
Tempel og Museum.
(Fremsagt paa det kongelige Theater ved Aftenunderholdningen d. 27de Marts 1837.)
I Syrakusa stod
En Billedhugger i sit Værksted stille.
Fra Pjedestalens Fod
Sig hæved Venus op, den evig milde.
Ukrænkelig, med Skjønhedsglands begavet,
Hun syntes første Gang at stige frem af Havet
Den tavse Konstners Blik
Hang som i Drømme paa Gudindens Billed.
En Strøm af Fryd der gik
Ud fra hans Pande; Smil om Munden spilled.
Dog snart det syntes, som hans Sjæl blev bøjet,
Og Alvor som en Sky sig lagde tungt om Øjet.
“Ak, langsomt” — brød han ud —
“Har du af Stene rejst dig, min Gudinde!
Og Konstens strænge Bud
Har ofte turdet min Begejstring binde.
I Kamp med denne haarde Masse søgte
Jeg under Angst og Tvivl mit høje Kald at røgte.
Uhyggelig og raa
Er Stenens Blok, hvorfra en Venus skrider;
Og sent og møjsomt maa
Stenmassen skilles ad af Nereider.
Som Vandets Skum sig Marmorstøvet bryder;
Men Haand og Hoved tungt sig op af Stenen skyder.
Og uden Ro og Rist
Henrinder Livet under Konstnertaget;
Og monotont og trist
Fra Statuen gjenklinger Hammerslaget.
Og Støv og Marmorstykker, mens de falde,
Fortrykke Billedet, vi ned fra Himlen kalde.
Nu er det fuldendt. Klart
Dit Billed straaler fra den Sten, jeg danned.
Selv har du aabenbart
Dig i mit Værk og dig med Stenen blandet.
Den Tanke, al min Sjæl har stræbt at binde,
Er vorden Guddom selv, er vorden min Gudinde.
Din Plads er ikke her!
Mit Værksted for din Guddom er for ringe.
Din Plads i Templet er!
Til Pafos hen I min Gudinde bringe!
Med Andagt der jeg samles snart med eder,
Og i min Tankes Værk en Guddom jeg tilbeder.”
––––––––––––––––––
— Den gamle Gudeverden svandt
Og Templerne og Hymnernes høje Toner.
Ej længer Zeus iblandt
Olympens Guder bydende troner.
For Afrodite, for en Skjønhedsgudinde,
Ej vorde Templer bygt, ej Krandsene vi binde.
Men hine Guders Vel og Ve
Var fængslet til et evigt Skjønhedsrige,
Og en forkrænkelig Idee
Til Former, der er uforkrænkelige.
I dette Rige byder end den høje
Saturn, og Venus med det kjærlige Øje.
Og det er Konstens Magt,
Der frelste, og der ene frelse kunde,
Olympens Guders Pragt
Og Nymphen fra de fældede Pafoslunde.
Til Skjønheds Lov var Oldtids Guder bundne;
Ved den er os formælt det længst Forsvundne.
Vi bygge Templer end,
Og Guders Statuer i dem vi stille;
Apol beundres end
Og Hermes, der for Argus sees at spille.
Men kun i Kirken stiger vort Tedeum;
Og Guders Tempel nu er Kunstens fri Museum.
I dette Tempel staa
Saturn og Zeus ved Christus’ Side.
De tolv Apostler gaa
Med Tankeblik forbi den tapre Pelide.
Hist Jason staaer, og her Amoriner er lejret,
Hist Alexanders Tog, saa stolt som ubesejret.
— I vide, hvad jeg peger paa:
Begejstret lyder vidt over Land en Stemme:
Her skal et Tempel staa,
For Konstens rige Skat det helligste Gjemme.
Vor Landsmand, hvem Europas Pris belønner,
Skal vide, han er en af Landets ypperste Sønner.
Hans Tankes Børn, der fjærnt og nær
Og som landflygtige blandt Fremmede spredes
Omsider samles skal i Hjemmet her
Og af det hele Folk beundres og fredes.
Som Hjemve drager ham til Danmarks Strand tilbage,
Skal Folkets Kjærlighed hans Værker til sig drage.
— Vel er min Røst kun svag,
Dog vover jeg at hæve den blandt eder.
Min Bøn for dette Konstens Tag,
Jeg veed, enhver af Konstens Venner beder:
Dets Mure rejse sig! dets Grund betrygges!
Hvad der er herlig tænkt, gid det maa herlig lykkes!
Henrik Hertz.
Dette er et trykt digt, der er skrevet af fra Barfod, op. cit., som i sin tur har skrevet det af fra Kjøbenhavns Flyvende Post, Interimsblad Nr. 120, 28.4.1837. Som det dog fremgår af teksten her, blev digtet oprindelig fremført på Det kongelige Teater 27.3.1837.
Last updated 20.06.2016