J.P.L. Dorscheus
København
Omnes
Dateringen fremgår ikke af digtet, men af den bog, hvori digtet blev trykt, jf. Dorscheus, op. cit. Da digtet er et sørgedigt om Thorvaldsens død, er det dog tænkeligt, at det er skrevet i tiden efter 24.3.1844.
The commentary to this poem is not available at the moment.
Albert Thorwaldsen.
Folket sørger,
Ingen, Ingen spørger,
Hvi man nu saa mangen Taare seer,
Klokken lyder,
Dumpe Malmklang tyder:
Albert Thorwaldsen er ikke meer!
Danmark græder;
Men ei Taaren væder
Ene den forladte Moders Kind.
Verdens Kummer
Ei af Dødens Slummer
Vækker ham, som drog i Graven ind.
Blege Stjerne
Glimter i det Fjerne,
Himlen nu Naturen hvile bød.
Maaneglandsen
Lyser blidt paa Krandsen
Om hans Tinding, vi begræd som død!
Muren revner, —
Bleg Apollo stevner
Romas Guder til et Møde her.
Uhret ringer, —
Let, paa Alfevinger
Ile Guderne den Døde nær!
“Søn af Støvet,
Udstrakt her i Løvet,
Albert, reis Dig, Du ei Dødens er!
Haanden rækker
Jeg nu ud og vækker
Dig af Søvnen, Du har slumret her!”
Gubben smiler
Blidt; men Haanden hviler
End paa Haabets Anker kold og stiv.
Ei hans Øie
Hæves mod det Høie,
Det er lukt, ha! er han uden Liv?
“Liv foruden?”
Spørger Faderguden,
“Hvad er dette? ha! Hvo trodser mig?
Jeg Dig byder
Leve, og Du lyder
Ei mit Bud, hvordan forstaaer jeg Dig?”
Stille, stille!
Hør, hvor smukt de spille,
Orgeltoner gjennem Luften gaae.
Chor af Tunger
Lovsang Herren sjunger,
Op til Himlen Sangen vist kan naae.
Lyset kommer,
Vinter bliver Sommer,
Natten bliver Dag saa lys, saa klar!
Romas Guder
Sangen høit bebuder:
Albert Thorwaldsen en Christen var!
Marmoret lever, —
Gudeskaren bæver:
Christus med de Tolv i Døren staaer.
Stille, stille,
Hør, hvor smukt de spille, —
Verdens Herre hen til Kisten gaaer.
“Søn af Støvet,
Udstrakt her i Løvet,
Albert, reis Dig, Du ei Dødens er!
Haanden rækker
Jeg nu ud og vækker
Dig af Søvnen, Du har slumret her!”
Christus byder,
Gubben svagt adlyder,
Reiser sig, støbt i den hvide Dragt.
“Følg mig, Kjære!
Du hos mig skal være,
Følg mig til mit Rige uforsagt!”
“Du skal bytte
Nu en jordisk Hytte
Med det himmelske Jerusalem.
Troe i Livet
Var Du, jeg har givet
Dig til Løn Plads i et bedre Hjem!” —
— Lyset svinder,
Nattens Mørke binder
Atter Liv til Død med Broderbaand.
Blege Stjerne
Glimter i det Fjerne, —
Romas Guder ere angst’ i Aand!
Stivt de stirre,
Tankerne sig irre:
Kisten staaer der, Liget er der ei.
Uden Hvile
Angst’ de flygte, ile
Blege gjennem Natten deres Vei.
Verden sørger,
Ingen, Ingen spørger,
Hvi man nu saa mangen Taare seer.
Klokken lyder,
Dumpe Malmklang tyder:
Albert Thorwaldsen er ikke meer.
Hist i Himlen,
Mellem Englevrimlen,
Albert nu Guds Engle bedre seer; —
Dog, min Broder!
Dannemark, min Moder!
Her vi see vor Stolthed aldrig meer!
Derfor Taare!
Rind kun ved hans Baare,
Det vil trøste her ved Gravens Rand;
Dog ei glemme
Vi, han nu har hjemme
I Guds Himmel, i et bedre Land!
–––––––––
Dette er et trykt digt, der blev udgivet i Dorscheus’ digtsamling, op. cit., efter Thorvaldsens død 24.3.1844.
Last updated 01.03.2016