Elise Stampe
Nysø
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary to this document is not available at the moment.
I juni Maaned 1839, da Thorvaldsen var paa Nysøe, blev der siunget saa mange Sange og foranstaltet saa mange Fester, da vilde Elise, Susette, Meta og Georgia ogsaa være med og tænkte derfor længe paa hvorledes de bedst kunde bringe den store Thorvaldsen sin Hyldest. Endelig fandt de paa at bygge en Mosgrotte i den mørke Gang og deri opstille Jeanina og Christian, nøgne og prydede med store Georginkrandse; de selv med hvide Kjoler, og Rosenkrandse paa Hovedet stode beredte til at strøe Blomster for ham og afsynge følgende af Børnene sammenmakkede Sang, som de med stor Umage havde indprentet de to Smaae:
Du har nu faaet alt saa mange Sange,
Din Skaal er drukket tidt og mange Gange,
De Danske blev til Skjalde
Da de dit Aasyn saae,
Den dybe Aand og Hiertet
Saa de[i]ligt deri laae.
Store Mand, vi ei nok Dig prise
Thorvaldsen, vi Dig kun vil vise
Kjerlighed.
Dog vide vi saa visselig, Du Kjære
At skjøndt et Barnekvad Dig ei kan ære,
Dog vil Du ei foragte
De vakk[r]e Dandske smaae;
Vi er jo Dine Landsmænd,
For Dig vort Hierte slaae.
Thorvaldsen, favn Du os, Du kjære
Thorvaldsen vi Dig elske ære,
Thorvaldsen.
––––––––––––––––––
Alt foregik saa hemmeligt, saa ingen af de Voxne [vidste] noget deraf. Da alt var færdig, faldt det dem først ind, at de jo ikke [selv] kunde faae fat paa Thorvaldsen, eftersom de jo hverken selv kunde hente ham i deres straalende Dragt, eller lade de smaae nøgne Børn løbe. De saae dem da nødsagede til at betroe dem til Holger. Han løb længe og ledte efter Thorvaldsen, imidlertid blev det Regnveir, de smaae Nøgne frøs og bleve utaalmodige, endelig kom Holger tilbage med det sørgelige Budskab, at Thorvaldsen sov, og om det ikke var Synd at vogne ham? Nei Gudbevares, raabte de Alle med een Mund. Skynd Dig bare, de smaae fryser og vil ikke længere vente. Endelig kom Thorvaldsen i Slobrok under en stor Paraplui, og de istemte da Sangen af fuld Røst, han selv fik et Exemplar afskrevet paa et deilig Stykke lyserødt Papir. Da Sangen var fuldendt, sagde Thorvaldsen, Oh! og kyssede dem alle fire og gik derpaa op at ende sin Middagsluur. De fik nu mange Skjænd af Tante Susette, som havde seet det, for deres uforsigtige Behandling af de Smaae. Det fik en sørgelig Ende, sagde de, det var dog godt vi fik et Kys af ham; ja, det var det Bedste, sagde Meta. Jeg maatte ikke komme med, fordi jeg er saa styg, sagde Titus forknyt.
Denne sang og beretning er et håndskrevet dokument, som sandsynligvis blev givet til Thorvaldsens Museum i 1917 af Rigmor Stampe.
Teksten blev også trykt i Stampe, op. cit., med visse mindre afvigelser. Om det er Christine Stampe, hendes datter Elise eller en anden, der har skrevet teksten, vides p.t. ikke.
Last updated 06.07.2020