H.P. Hansen
København
Omnes
Dateringen fremgår af Bruun og Fenger, op. cit.
The commentary for this letter is not available at the moment.
Da Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter i Forening med Stadens Magistrat, efter at den nye Kommunalordning var udkommet, benyttede den Tilladelse, som denne Lov har givet dem, og eenstemmig besluttede, at overdrage Thorvaldsen et Æresborgerskab i Rigets Hovedstad, var han den første, som han endnu har været den eneste, hvem denne Udmærkelse er bleven til Deel. Det var i en dybfølt Erkjendelse af hans store Kunstner-, Borger- og Menneskeværd, at denne Beslutning blev tagen, og det er den samme Følelse, der har ledet os, naar vi, efter at han til sin Fødeby havde skjænket sine mange Kunstskatte, have givet vort Samtykke til, at de betydelige Midler maatte udredes af Kommunen, som udfordredes til at den Bygning, hvori hans rige Gave skulde opbevares, kunde fuldføres paa en ham værdig Maade. Vi vidste vel, at vi derfor skulde staae vore Medborgere til Ansvar, men vi vidste ogsaa, at Beundringen for den store Kunstner gjennemtrængte dem alle, og vi toge derfor ikke i Betænkning, at paadrage os dette Ansvar. Vi haabe ogsaa, at det skal være let at bære, naar dette Huus med alle de Kunstens Skatte, som deri indeholdes, nu aabnes for Alle, og som det skal staae til taknemmelig Erindring om den store Kunstner og hans borgerlige Sind, at han, hvis Kunst havde Fundet Paaskjønnelse og Belønning af Fyrster og Jordens Store og Mægtige, dog ikke vilde, at det maatte blive dem, der skulde komme til at eie de mange Kunstens Værker, som hans rige Aand havde skabt og samlet, men at disse skulde blive hans Landsmænds og hans Fødebyes Eiendom, saaledes tør vi ogsaa haabe paa, at denne Bygning skal staae som et Vidnesbyrd om, at den Tid er forsvunden, da Kunsten maatte søge sin eneste Beskyttelse i Kongernes Sale, og at med det vaagnende Folkeliv ogsaa Sandsen er vakt for de høiere aandelige Goder, som i Kunst og Videnskab forskjønne og forædle Livet. Vi betvivle heller ikke, at de kjøbenhavnske Borgere, ved hvis Midler denne Bygning er reist, naar den nu besøges af Landsmænd og Fremmede, med os ville finde en Tilfredsstillelse i, at de have havt Leilighed til at reise den, værdig den store Kunstner og værdig dem selv.
Vi modtage da saaledes nu denne Bygning med Alt hvad den indeholder af Stort og Kostbart i Kunsten som en Kommunen tilhørende Eiendom, der altid, herom kunne vi ikke tvivle, vil være skjænket Kommunalbestyrelsens bedste Forsorg, og hvor forskjellige end de Meninger kunne have været, som reiste sig under Arbeidets Udførelse, saa er maalet nu naaet, og derfor skal enhver Meningsforskjellighed være glemt, som det altid bør at være, hvor man fra alle Sider kan være sig det bevidst, at man kun har villet føre Sagen til det bedste Udfald. Jeg opfylder derfor ogsaa gjerne den Pligt, som jeg troer at paaligge mig paa Borgerrepræsentanternes Vegne, naar jeg nu herved udtaler deres Tak til Enhver, som har bidraget til dette Maals Opnaaelse, til de høitagtede Executorer af Thorvaldsens Testamente, som, selv besjælede af en varm Kunstsands, med utrættet Omhu have samlet og ordnet hans mange og vidt adspredte Efterladenskaber, – til den Bygningskommission, hvis Hverv det har været, at drage Omsorg for denne Bygnings Opførelse. – til den agtede Bygmester, der har ledet dette Arbeide, og herved har viist, at man ikke tog feil, da man valgte ham, og som med sjelden kunstnerisk Sands har forstaaet at løse den Opgave, som var ham givet.
Vi forene vor Tak til alle Dem, som have arbeidet paa denne Bygning og derved bidraget til, at den skal staae varig og fast igjennem Tidernes Løb, og vidne om dansk Kunst og dansk Haandværksdygtighed.
Og til dette takkende Ord vil jeg endnu kun tillade mig at føie et Ønske, som vel tør findes passende her, hvor vi ere forsamlede paa et Sted, hvor der ogsaa skal fredes om den ædle Kunstners Grav. Der er etsteds sagt saa smukt ved Thorvaldsens Bortgang:
“Det voxer, Tallet paa de store Døde
men ogsaa Livet voxer paa deres Grav,”
og jeg skal heraf laane Ordet til det Ønske, jeg vil udtale: at det maa voxe paa Thorvaldsens Grav, det Liv for Kunsten, som han har vakt, at det maa voxe i Danmarks Rige, til det danske Folks Ære, til hans Erindring.
Dette er Hansens tale ved den officielle overdragelse af Thorvaldsens Museum fra eksekutorerne i Thorvaldsens bo til byen København i anledning af museets åbning for offentligheden, som dog først havde adgang dagen efter 18.9.1848.
Teksten er indscannet fra Bruun & Fenger, op. cit., som henviser til Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Forhandling 1848-49, p. 22.
Last updated 27.05.2015